Af Jens Ulrik Høgh

Da zoologisk konservator, Jacob Strunge – indehaver af den af danske jægere velkendte virksomhed Trophy Art – lagde en serie billeder op af sin ni årige søns jagt på en impala i Sydafrika og efterfølgende arbejde med selv at færdiggøre hovedmonteringen til drengeværelset, havde han næppe i sin vildeste fantasi regnet med konsekvenserne.

Få dage efter dumpede der et brev fra socialforvaltningen i Vejen Kommune ind ad døren med en indkaldelse til en samtale om sønnens trivsel – et brev, som ingen velfungerende børnefamilie nogensinde burde få. Årsagen til indkaldelsen var en anonym klage over Jacob Strunges opslag på Facebook. Den anonyme klager udtrykte bekymring for, at barnet havde fået lov til at komme med på jagt og nedlægge sin egen impala på familieferien til Sydafrika. 

Men det er 100 % lovligt at tage sine børn med på jagt og lade dem nedlægge vildt selv i Sydafrika. Præcis som det er lovligt at tage dem med på fisketur eller lade dem se nyhederne på TV, hvis man som forælder mener, at ungerne kan klare det.

Ikke desto mindre rykkede Vejen Kommune på den anonyme henvendelse og i stedet for at cleare det med forældrene via telefonen, så valgte man at oprette en sag, som bliver hængene i systemet i fem år og kan belaste familien igen – for eksempel, hvis der skulle komme endnu en anonym anmeldelse. Familien er altså blevet udsat for en uges fuldstændig unødvendig stress (med tab af arbejdsfortjeneste) samtidigt med, at sagen (som blev henlagt som grundløs) nu belaster familien i fem år. Altså en straf for ingenting baseret på en åbenbart grundløs anonym klage, som et eller andet sted udspringer af, at anmelderen (og sagsbehandlerne på kommunen) tilsyneladende har noget imod jagt.

For uanset hvor meget kommunen understreger, at ALLE anonyme henvendelser fører til indkaldelse til samtaler og oprettelse af sager, så tror jeg simpelthen ikke på, at anonyme henvendelser til kommunen om, at man er bekymret for børn, fordi deres mor er rødhåret, eller at deres far har taget dem med på fisketur, fører til lignende sagsforløb. Selvfølgelig er der en bagatelgrænse, og selvfølgelig kan kommunerne løse sager af denne karakter mindre klodset. 

Vi har som jægere en stor opgave i at oplyse den resterende del af befolkningen – og ikke mindst politikere og embedsmænd – om, at jagt ikke er ond eller perverteret, at det ikke er skadeligt for børn at deltage i under kyndig vejledning, og at det faktisk ikke er sammenligneligt med druk på stripperklubber, hasardspil på kasinoer eller for den sags skyld minedrift (som en hel del EU-politikere sidestiller jagten med).