Afsnit beskrivelse fra Radio Genlüd:

“En varm kartoffel for jagten i Danmark”. Sådan beskriver Danmarks Jægerforbund selv udsætningen af vildtfugle.
Det fulde antal af udsatte vildtfugle bliver ikke indberettet. Over en halv million fasaner og 300.000 gråænder er blevet udsat uden at havne i systemet.
Når Vildtforvaltningsrådet skal mødes i næste uge, skal de blive enige om, hvad der skal gøres ved de manglende indberetningstal, når det kommer til udsætning af vildtfugle.
En opgave, de ikke lykkedes at løse sidste år, da rådet afleverede en splittet anbefaling til daværende miljøminister, Lea Wermelin. Dansk Ornitologisk Forening sidder som medlem af Vildtforvaltningsrådet og har grundlæggende den holdning, at udsætning slet ikke skal finde sted – et kernespørgsmål, der i sig selv er blevet diskuteret flittigt. Men udsætning af vildtfugle er nu altså helt og aldeles lovlig i dagens Danmark og er dyrket og elsket af mange, både af erhvervs- og interessemæssige årsager.
Så hvordan sørger vi for, at lovgivningen om indberetning overholdes, så flere parter kan stille sig tilfredse med udsætningen af vildtfugle i Danmark?? Hvor kan vi samles om det, der splitter os?
Med i panelet er Jan Eriksen, Formand for Vildtforvaltningsrådet, Jens Ulrik Høgh, kommerciel direktør for Nordic Safari Club og skribent for Mit Jagtblad, Ole Bøgh Vinther, formand for Dansk Ornitologisk Forening Østjylland og Kai Thygesen, formand for Odder Jagtforening.
Afsnittet er produceret af Sofia Tøfting, Magnus Maury Sørensen og Gry Trabjerg Hult