To ræve, to dage. En beretning om en succesfuld start på rævereguleringen med brug af et lokkekald.
Vejrudsigten siger sne, radioen melder glatte veje, og jagten kalder på den ugentlige fodring. Jeg sætter uret til at ringe kl. 5:30, tidsnok til at jeg kan være i skoven 1 time før solopgang. Planen er nøje lagt hjemmefra, som Hans Have anbefaler det, og bilen er pakket.
I 14 graders frost sætter jeg mig ud i en mørk skov
Langsomt går jeg mod min stige. Det er svært at være stille, da sneen knirker under mine fødder. ”Møg også, nu larmer jeg sikkert så meget, at alt er smuttet, når jeg endelig når frem”, tænkte jeg. Stigen står placeret med et stort åbent skovområde på venstre hånd, marken er knap 100 meter lige fremme, og mod højre er der tæt skov. Efter at have siddet rolig i et par minutter, begynder jeg at kalde på ræven.
Rævekaldet skriger som en hare, tror jeg vist nok. Jeg gør i hvert fald min bedste for at få det til at lyde sådan. Jeg varierer mellem korte og lange kald i omkring 30 sekunder, hvorefter jeg holder en pause på et par minutter. Intet kommer. Der er nu gået 20 minutter. Et par rovfugle har svævet forbi, og rådyrene står på marken, ubemærket af mine skrig. De minus 14 grader gør det svært at holde koncentrationen og motivationen, men jeg ved, at vi er nødt til at få reguleret rævene, inden de får hvalpe, inden vi får fasankyllinger, ællinger, og rådyrene sætter lam. Så jeg bliver siddende.
Halli hallo, der kommer en ræv
Ud af det blå, som det næsten altid er på jagt, får jeg øje på en nysgerrig ræv, der kommer trissende ude fra venstre i det store åbne skovområde. Den har retning direkte mod mig, men tøver. Jeg skriger som en hare, helt kort, og nu sker der noget. Den sætter i løb, direkte mod mig. I min stige fedter jeg rundt for at komme i position og ender med at anlægget forsvinder under mig, da jeg skal vende mig 180 grader for at få den i sigtet. Jeg monterer riflen, får lagt mit knæ op som anlæg og afgiver skuddet på 80 meter. Tårerne i mine øjne er så mange, grundet det kolde vejr, at jeg faktisk ikke kan se ræven forendt. Men der var den, heldigvis. En flot tæve faldt i skuddet.
30 nye venner og 1 fjende mindre
Efterfølgende morgen tager jeg igen i skoven, fyldt med gåpåmod efter gårsdagens kolde succes. I forbindelse med min fodringsrunde på jagten, opdagede jeg friske rævespor ved vores sø, hvor der stadig var 30+ ænder, trods det meste af søen er frosset til. Så her havde jeg planlagt at sætte mig ud.
Morgenen var kold og frosten bed i mine hænder. Jeg bevægede mig ned mod søen klokken 6:45. Med det samme spotter jeg en stor flot hanræv midt på isen. Han cirkler om ænderne og venter kun på at slå til. På min bedste ninja facon, lister jeg på sneen tættere mod søen. Sætter mig på knæ og begynder at skrige som en hare. Samme skrig som dagen forinden. Ræven glemmer alt om ænderne og farer lige imod mig. Jeg når kun lige at montere riflen, før jeg trykker på aftrækkeren. Ræven falder kun 25 meter fra mig, midt på isen, et stenkast fra ænderne. Wauw, sikke en intens oplevelse, der varede mindre en 10 minutter.
Skyder ind til en pelsfrakke
Ja, det kan måske lyde lidt makabert. Men vi jægere regulerer ræve og mårhunde, med det formål at skabe en sund balance i vores jagtområder. Vi spiser ikke dyrene. Det er i hvert fald fåtallet, der gør. Vi ”smider” dyret ud. Det synes jeg er en skam. Det er en skam, at vi ikke har et sted, hvor vi kan aflevere dyrene til et bedre formål. Derfor har jeg valgt at skabe mit eget projekt. Projekt rævefrakke. På den måde føler jeg, at rævereguleringen bidrager til forvaltningen af mit jagtområde, men tilmed også at dyret bliver brugt – og ikke bliver smidt ud. Frakken er blot et eksempel på en skov af muligheder med den flotte, vinterrøde rævepels. Sy en hue, en muffe, hæng den som minde på værelset – brug den. Når det er sagt, skyder jeg ikke ræve for at sy en pels, men det er min måde at bruge det mest mulige af dyret på. Hvilket jeg i alle former for jagt, har det bedst med at gøre.
Læs mere om, hvordan du får succes med ræveregulering.
