De endelige planer for naturnationalparkerne i Gribskov og ved Fussingø er nu på plads. Det betyder, at alle undersøgelser og høringsfaser er ovre og, at det stort set ligger fast, hvordan de to parker skal se ud og forvaltes.

Under høringen, der løb fra sidst i april til sidst i juni, modtog Naturstyrelsen 78 svar omkring projektbeskrivelsen for Naturnationalpark Fussingø og 77 svar omkring Gribskov.

Læs ogåThisted siger klart nej til natur-nationalpark

De er nu læst og sagsbehandlet i Styrelsen.

Svarene kommer fra enkelte borgere, virksomheder og organisationer. Naturstyrelsen betegner dem som overvejende positive, men der er også bekymring omkring konsekvenserne af de omdiskuterede naturnationalparker.

De bekymrede reaktioner går blandt andet på en mulig begrænsning i adgangsmulighederne til naturnationalparkerne fra grupper og aktiviteter som foreningsidræt, ryttere, mennesker med handicap og børn. Der er også flere høringssvar, der udtrykker bekymring for dyrevelfærd og hegning i forbindelse med de to naturnationalparker.

Alle svar på høringen er nu samlet i et høringsnotat for Naturnationalpark Gribskov og et notat for Naturnationalpark Fussingø. Høringsnotaterne svarer på en række spørgsmål og indeholder en række tekstmæssige præciseringer i forhold til projektforslagene. Af høringsnotaterne fremgår også de ændringer, som Naturstyrelsen har lavet på baggrund af den offentlige høring. Du kan læse mere om høringsforløbet og svarene her:

https://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/naturprojekter/naturnationalpark-gribskov/hoering-af-naturnationalparkerne-fussingoe-og-gribskov/

Hvis du vil læse om de enkelte naturnationalparker samt se kortmateriale med angivelse af opdaterede hegnslinjer og faciliteter, kan du læse om den endelige version på de respektive naturnationalparkers hjemmesider

Link til Naturnationalpark Fussingø.

Link til Naturnationalpark Gribskov.