Det skulle have været en dejlig jagtdag for de to norske jagtkammerater Eigil Skogum og Thomas Eiesar, da jagtkonsortiet i Billingsdalen, sidste år mødtes til jagt, men nu mødes de to venner i retten om ejerskabet til en stor kronhjort, som blev nedlagt under jagten. Den ene har indtil videre brugt 100.000 kroner på advokater i sagen.

Det hele begyndte ellers godt. Skogum og hans hund fik kontakt med en stor kronhjort og den 49årige nordmand skød. Han kunne høre kuglen ramme og hjorten lagde sig ned. Kort efter rejste den sig og løb ned ad bjerget med hunden efter sig.

Her lagde den sig efter en kilometer på flugt med hunden i hælene.

Skogum kunne se på sin GPS hvor hunden og hjorten var og tilkaldte nu, over radio, 30årige Thomas Eiesar, der i bil kørte til det sted hvor hjorten lå. Han kunne se at hjorten var i live og Skogum bad ham aflive hjorten med et skud. Det gjorde Eiesar, men derefter begyndte balladen.

Thomas Eiesar mente nemlig, at hjorten kun var lettere såret og at han havde afgivet det dræbende skud. Dermed var det ham, der var retmæssig ejer af hjortens horn. Den opfattelse delte Eigil Skogum ikke. Han mente, at hjorten allerede var dødeligt såret og kun blev aflivet af jagtkammeraten.

Jagtkonsortiet havde inden jagten aftalt at trofæer tilfaldt den, der leverede det dødelige skud. Men hvem af de to jægere gjorde det? Indtil videre har jagtlederen tilkendt trofæet til Thomas Eiesar, men nu må retten i Nord Gudbrandsdal afgøre om de 100.000 kroner Eigil Skogum har brugt på sagen kan sikre ham trofæet.

Læs også:

Pürschjagt på kronhjort i Vestjylland – en nyjægers fortælling

20 krondyr i timen

Månedens trofæ – Mit livs kronhjort