Jeg vågner, fordi jeg fryser. Jeg skubber soveposen væk fra ansigtet. Den er helt stiv og jeg vågner for alvor, da en masse is falder ned i ansigtet på mig. Kondensvand er i løbet af de kolde nattetimer frosset til is – på indersiden af sækken.
Da jeg kigger op, ser jeg himlen gløde af miliarder af stjerner i selskab med månen. Jeg befinder mig på anden dag i de stejle bjerge i Namibørkenen i det sydvestlige Namibia sammen med et par venner fra USA og en fra Canada.
Jeg er rejst dertil, fordi jeg har fået mulighed for at jage et af de vildeste dyr på kontinentet – Hartmanns Zebra også kendt som bjergzebra.
Bøffel, elefant og de store katte har altid lokket jægere til Afrika. Jeg forstår udmærket attraktionen, men for mig er der én vildtart, som slår dem alle, og det er netop zebra.
Jagten er altid udfordrende. Det mindste fejltrin under pürschen og zebraerne er væk. Når det sker, må man bare fortsætte med at spore dem. En gang imellem indhenter man dem, og så er det ikke så sjældent, at historien gentager sig!
Dagen inden havde vi pakket bilerne i campen udenfor Rehoboth 100 km syd for Windhoek, Namibias hovedstad. Vi var nød til at tage alle fornødenheder med os op i bjergene, for på selve jagtreviret findes der intet andet end vildmark. Rejsen sydpå tog omtrent tre timer og inkluderede et ufrivilligt stop, da et dæk på en af vore biler eksploderede på vejen. Da vi svingede fra landevejen og kørte op i bjergene, var det næsten helt mørkt. Jeg fik derfor ingen fornemmelse af, hvordan terrænnet så ud. Vore værter fik hurtigt stablet en lille teltcamp på benene og det tog ikke mange minutter inden middagsmaden var under tilberedning over et lejrbål. Sådan ville alle måltider blive til under vort ophold i bjergene.
Vi gæster sad i campingstole nær ilden og koblede af efter rejsen. Vi havde alle fået en gin og tonic, så mindre civiliseret end som så, var der ikke i bjergene.
Mine tre venner var kommet for at jage kudu og oryx i denne gigantiske vildmark 2.000 meter over havet.
Det var kun mig, som var på zebrajagt.
Første morgen
Det er så småt begyndt at lysne på denne første morgen, men nattens kulde er stadig nærværende. Det virker ikke specielt tillokkende at tage den specielle toiletstol, papir og en spade og traske afsted for at forrette sin nødtørft.
”Grav et reelt hul, ellers graver bavianerne dine efterladenskaber op”, råber Jamy Trout efter mig.
Det er Jamy som ejer virksomheden, der arrangerer jagten. Han driver fire camps rundt om i Namibia og han ejer selv mere end 340.000 hektar land. Jamy har hidtil valgt at fokusere på amerikanske kunder, men han ser gerne flere europæiske gæster i fremtiden.
200 meter fra campen graver jeg mit hul bag en klippe.
Der sidder jeg så og kigger mig omkring i vildmarken. Jeg tænker, at det nok ikke er mange som får den oplevelse og jeg fyldes af en vis lykkefølelse. Ikke fordi jeg ikke under andre den oplevelse, men fordi jeg er så priviligeret selv at få den.
Da jeg lidt senere er tilbage i campen, er morgenmaden færdig. Vores kok Dreis har fixet røræg og pølser over den åbne ild. Han serverer for mig og skænker mig noget, han påstår er kaffe. Når jeg kigger ned i koppen, kan jeg se bunden.
Ikke desto mindre smager maden godt – faktisk så godt, som den kun kan smage, når den serveres midt ude i ingenting.
”Jamy og Kabous gik ud i mørket inden I vågnede for at spore”, siger Dreis, mens han lægger endnu et par pølser på grillen.
Kabous Grünschloss er den 28-årige PH, som jeg skal jage med første dag. Trods hans unge alder alder er han en erfaren guide og har tidligere arbejdet for Blaser Safaris i Namibia. Desuden er det sådan, at det kræver seks års praktikfyldt uddannelse at kalde sig PH i Namibia – i Sydafrika klarer man det på 14 dage.
Da Jamy og Kabous kommer tilbage til campen en time senere, får vi travlt.
”Jeg har set en flok zebraer et stykke væk”, siger Kabous samtidigt med, at han hugger en pølse i sig.
”Vi må gå efter dem nu, inden de går ned fra bjerget”
Zebraerne tilbringer som regel nætterne højt oppe i bjergene og søger ned til lavere terræn om dagen, da der er mere føde at finde.
Chris Mudgeet, som jeg skal dele PH med, og jeg selv gør os hurtigt klar. Jeg tager alt det tøj, jeg har slæbt med mig til Afrika, på. Undertøj, bukser, t-shirt, skjorte, varm trøje, jakke, kasket og halstørklæde. Så koldt er det selvom solen er kommet et stykke op på himlen.
På zebrajagt
Lidt senere er vi på vej igennem bjergene mod stedet, hvor Kabous har set zebraerne tidligere på morgenen. Da vi når frem er de selvfølgelig forsvundet, men der er spor overalt i det tørre sand.
”De er muligvis gået ned i dalen”, siger Kabous, som har svært ved at tyde virvaret af spor.
Vi hører zebraerne langt ude.
”Det er en hingst som kalder”, siger Kabous
Lyder kommer fra en bakke cirka en kilometer ude. Vi bevæger os hurtigt gennem bushen i retning af lyden. Selv om det er fysisk anstrengende, bliver jeg ikke rigtigt varm. Jeg er stadig forfrossen efter en lang nat i kulden. Desuden blæser det kraftigt ind fra ørkenen, som ligger et godt stykke væk. En kold vind fra syd.
Det er iskoldt, selvom solen er kommet godt op. Det tager os næsten en time at nå frem til bakken, hvor vi med stor forsigtighed bevæger os op for at få et bedre overblik.
Foran os er der en lille dal. Vi ligger på maven og afsøger området gennem vore kikkerter. Det er helt tomt.
Læs også: Ti fakta om trofæjagt.
”Vi fortsætter! De er her et eller andet sted. Jeg kan mærke dem”, siger Kabous.
En time senere ligger vi og afsøger en anden dal.
”Der!”, siger Kabous og peger. Cirke 500 meter foran os går der en flok zebraer. Der er cirka 30 dyr som går og æder det tørre græs. Vi kan se, at der er et par store hingste i gruppen, så jeg gør mig klar.
Meningen er, at Kabous og jeg skal pürsche os nærmere. En halv time senere er vi på skudhold. Jeg måler afstanden til 230 meter. Hingsten jeg skal skyde, går på en sti på den anden side af en lille dal.
”Når den står stille, skyder du mod skulderen”, siger Kabous uden at slippe blikket på zebraen gennem kikkerten.
Jeg lægger mig til rette, finder et godt anlæg og venter. Min riffel er indskudt på 200 meter så jeg behøver slet ikke at kompensere for afstanden. Der går et par minutter, inden jeg får chancen. Hingsten standser, vrider sig lidt og kigger på de andre dyr i flokken.
Skudchance! Jeg sigter og skyder. Braget fra .30-06’eren sprænger idyllen i dalen. Skuddet går i jorden en meter foran zebraen. Forbier! Inden jeg når at repetere er det for sent og zebraerne er borte.
”Hvad skete der?”
Jeg har ikke noget svar på Kabous spørgsmål. Alt føltes rigtigt, jeg havde god støtte og mit åndedræt var normalt. Alligevel skød jeg forbi. Jeg rejser mig og går et stykke frem. Vi har ligget i læ af en klippe og da jeg træder ud i det fri, er det som at blive ramt af et tog. Dalen fungerer som en tragt for vinden og jeg mistænker straks, at det kan være forklaringen.
Det er blevet på tide at gå tilbage til campen og spise frokost. Hele vejen går jeg og grubler over hændelsesforløbet. Det må simpelthen være vinden. Eller har kikkerten fået et stød mod klipperne?
Efter maden vil jeg teste riflen. Jamy sætter en papskive op et stykke ude, jeg lægger an på kølerhjelmen på en af vore biler. Jeg sigter og klemmer omhyggeligt skuddet af. Kuglen sidder nøjagtigt, hvor jeg sigtede, så forbiskuddet kan skyldes den kraftige vind. Det kan også være min egen fejl. En gang imellem opstår der fejl, man bare ikke kan forklare.
Lidt efter er det på tide at gå ud igen. Nu skal jeg med Jamy og canadieren Brad Fenson. Brad er på jagt efter en kudu, så den skal vi fokusere på. Både Jamy og Kabous siger, at zebraerne må vente til senere, når de vender tilbage til bjergene for natten.
Da vi har gået omkring en kilometer får Brad øje på noget og stopper os i samme øjeblik som vi runder en klippe.
”Der går en hel flok zebraer!”
Vi bakker lidt, så de ikke får øje på os. Jamy lister sig frem for at kigge nærmere på flokken, men det varer højest et minut inden han kommer tilbage.
”Der er 60-70 zebraer og de nærmeste er kun 200 meter ude”, siger han.
”Er du klar til et nyt forsøg?”
Min selvtillid er tilbage efter at jeg har testet riflen, så jeg nikker som svar.
En ny chance
Vi pürscher os rundt om klippen. I ly af et par store sten, gør jeg mig klar. Jeg kryber frem over en flad stenblok og kigger forsigtigt over kanten. Zebraerne står der endnu.
”Ser du den store hingst til højre?”
”Skyd, når du er klar!”
Dyrene har ingen anelse om, at vi ligger kun 200 meter borte og betragter dem. Jeg ligger stabilt, jeg sigter og trykker af.
Man kan tydeligt høre kuglen ramme den store krop. Zebraen stejler og snurrer en halv omgang inden den styrter til jorden. Resten af flokken reagerer ikke.
”Skyd en til!”, hvæser Jamy. ”Tag den til venstre for den du skød”
Jeg vrider mig lidt, finder zebraen i sigtet og trykker af. Skuddet rammer rent på skulderen.
Zebraen stiller sig på bagbenene og danser rundt samtidigt med at den bider efter kuglehullet. Efter et par sekunder er det ovre og roen vender tilbage til dødens dal.
”Fantastiske skud!”, råber Jamy og Brad, som er kommet frem til os.
”Det var helt vildt – en fantastisk doublé”. Brad rækker næven frem for at gratulere.
Hele min krop ryster af adrenalin og for første gang siden jeg ankom fryser jeg ikke. Jeg sætter mig ned på klippen og forsøger at fatte, hvad der lige er sket. En fantastisk følelse indfinder sig. En fantastisk oplevelse
Jamy drager afsted for at hente bilen og hjælp til at laste zebraerne. Skindene er mine, men kødet vil blive delt ud til lokalbefolkningen. Intet går til spilde.
Det tager næsten en time inden Jamy er tilbage og vi arrangerer sammen zebraerne til et godt foto.
”Det er så typisk vikinger, at de kommer til Namibia og skyder ikke bare en men to af landets største zebraer samtidigt”, siger han med et grin.
Jeg kaster et blik på zebraerne i det tørre sand og indser, at han har ret. Jeg har i hvert fald aldrig set dem større. Efter morgenens forbiskud er livet atter godt. Nu kan jeg tage det lidt roligere, nyde omgivelserne og hjælpe Brad frem til en god kudu.
Læs også: På buejagt i Namibia efter Zebra
Lidt senere samme dag sker der noget, jeg aldrig glemmer. Brad har fået sin kudu og vi er på vej tilbage til campen, da Jamy standser bilen og peger mod et bjrg. På afstand ser det ud som et vandfald, men da jeg løfter kikkerten og tager fænomenet i nærmere øjesyn kan jeg pludselig se, hvad det er. Det, der ligner rislende vand, er zebraer.
En gruppe på 400-500 dyr løber ned ad bjergen mod dalen under dem. Den oplevelse i kombination med kulden, jagten og meget andet gør, at jeg virkelig kan anbefale en jagtrejse til Namibia og den rigtige afrikanske vildmark.
[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered” background_color=”#c1dbaf”]
Mit udstyr
Riffel: Savage 11/111 i kaliber .30-06 med AccuTrigger – en smart løsning, når man vænner sig til den. Tjek det ud på www.youtube.com
Kikkertsigte: Bushnell 2,5-10×40 Elite 4500, perfekt all-round kikkert til Afrika med skud på lidt længere hold.
Ammunition: Federal Vital-Shock 180 grains, en god kule som overraskede mig med meget fin skudvirkning.
Skydestok: Primos Trigger Stick Gen II, fantastisk stabil tre-benet stok.[/otw_shortcode_info_box]
Læs også: Slagterens dublet på bjergzebra i Namibia
