Balladen om Indførsel af lyddæmpere til jagt i Sverige fortsætter. Derfor har Danmarks jægerforbund nu henvendt sig til Politiets Administrative Center (PAC) med en anmodning om at lade jægere, der skal til Sverige, ansøge om en separat tilladelse til lyddæmperen – i særlige tilfælde – selvom den ikke er nødvendig i Danmark.

Problemet opstod fordi svenskerne opfatter lyddæmperen som en selvstændig del af våbenet, der skal have en selvstændig tilladelse, mens reglerne i Danmark – siden 1. juli i år – opfatter lyddæmperen som en del af våbenet og derfor med på våbenets tilladelse. Det betød, at en del danske jægere kom i klemme da jagtsæsonen begyndte i Sverige sidste måned. De kunne nemlig ikke indføre deres lyddæmper uden en separat tilladelse.

Det fik flere af jægerne til at ansøge Politiets Administrative Center om en separat tilladelse til lyddæmperen, men det vil dansk politi ikke udstede. Dermed sidder jægerne fanget mellem de to tilgange til lyddæmpere og er nødt til at ansøge Svensk politi om en separat tilladelse til lyddæmperen – en proces der nemt kan tage 6 uger.

Læs også: Lyddæmpere: Velvidende om reglerne opfordrer dansk politi til brud på svensk våbenlov

Balladen om lyddæmperne førte indledningsvis til forskellige fortolkninger af hvad der gælder, men da et af jægerforbundets medlemmer for nylig skriftligt anmodede svensk politi om en afklaring fik han et klart svar:

”På grund af at Sverige kræver en licens til lyddæmpere, i modsætning til Norge, Finland og Danmark, skal du ansøge om tilladelse til at indføre selve lyddæmperen, når du kommer ind i Sverige.”

Dermed står det klart, at de rygter, der har kørt om at svenskerne havde ”misforstået” den danske måde at registrere lyddæmpere, og at de ville rette ind og tillade indførsel af lyddæmpere uden separat tilladelse, ikke holder.

Således fortsætter udfordringen for danske jægere på vej på jagt i Sverige, og problemet ser ud til at skulle løses i Danmark, og Danmarks Jægerforbund ser kun en mulighed. Nemlig at dansk politi udviser fleksibilitet og løser problemet. En dansk jæger, der for nylig ansøgte om en separat tilladelse til lyddæmper fik nemlig følgende svar fra Politiets Administrative Center:

”Politiet kan i særlige tilfælde meddele tilladelse til lyddæmpere, som i forvejen besiddes på en anden våbentilladelse, jf. våbencirkulærets § 7, stk. 1, 2. pkt. Et særligt tilfælde kan eksempelvis være, hvis en jagttegnsindehaver er blevet mødt af et krav om våbentilladelse fra en udenlandsk myndighed. Det forhold, at en jagttegnsindehaver oplyser over for politiet, at den pågældende skal på jagtrejse, udgør dog ikke i sig selv et særligt tilfælde”.

Da de danske jægere netop mødes af et krav fra de svenske myndigheder om en særskilt tilladelse, opfordrer Danmarks Jægerforbund til, at PAC anerkender jagt i netop Sverige anerkendes som et ”særligt tilfælde”.  Forbundets henvendelse til Politiet er endnu ikke blevet besvaret.

Læs også: Sådan vedligeholder du din lyddæmper