Tekst: Rolf Andersen
Fotos: Aske Rif Torbensen
”Min hund er blevet skudræd,” hører man fra tid til anden fra en ulykkelig jæger, og der kommer jævnligt elever til mig med den melding. Holdningen hos mange er, at så er der ikke noget at gøre: Hunden er færdig på jagt og bliver degraderet til familiehund. Det jo være meget godt, men den stakkels jæger skal nu overbevise familien om, at de må anskaffe sig en ny hvalp, da det jo ikke gik med den første hund.
At skille sig af med den skudrædde hund er da en mulighed. Men der er en anden og bedre mulighed, nemlig at fjerne skudrædheden. Det er ikke særlig nemt, og det går heller ikke særligt hurtigt, og nogle gange kan det ikke lade sig gøre. Men læs alligevel med, for det kan lykkes at få din hund tilbage på jagt.
Hvad er skudrædhed?
Der er mange årsager til og mange grader af skudrædhed, og genoptræningen skal hænge sammen med netop årsagen. Er hunden bare lidt utryg og skæver til geværet, og sætter den tempoet ned ved skud, så er det et lille problem, som oftest kan klares med at give hunden en pause og gå tilbage i træningen.
Befinder man sig i den anden grøft, hvor hunden bliver så bange, at den løber væk, gemmer sig under bilen, ryster og har fråde om munden, så er den for alvor gal. Ofte er det den unge hund, der bliver bange for skud, første gang den oplever det. Men voksne hunde, der har været på jagt, kan også sagtens pludselig kæde en dårlig oplevelse sammen med skud og blive skudræd, selvom den har hørt mange skud før uden at reagere negativt.
Er det så skuddet eller geværet, der er problemet? Første fase er at foretage en udredning. Læs hundens reaktioner, og find ud af, hvor langt tilbage angsten egentlig ligger. Det kan være, at hunden har mistet lysten til at apportere, at den er blevet bange for linen eller noget helt andet. Se på, hvad den gjorde med glæde før, og på, hvad den nu ikke tør. Det er ikke sjældent, at en jagthund pludselig ikke vil apportere mod mennesker eller hunde, men vender om, når den ser, at der står nogen ude i terrænet.
Hvad gør man så?
Lad mig være ærlig: Det er ikke nemt, og det tager lang tid. Så har jeg ikke bildt nogen noget ind. Lad os tage det eksempel, hvor den er rigtig gal med hunden: Vi siger, at den har oplevet skud på tæt hold. Det er dens første skud, og det forskrækkede den, da det blev affyret alt for tæt på hunden. Så blev hunden virkelig bange, og den gemmer sig, bare den ser et gevær. De før så fine apporteringer er gået fløjten, for nu vil hunden slet ikke hente dummyen, uanset om der er et gevær med eller ej.
Hunden kæder altså apporteringen sammen med en ubehagelig oplevelse. Giv det tid. Det er ikke til at sige hvor længe, men det tager nemt seks-syv måneder, hvor der kun er fokus på genoprettelsen.
Det første, der skal gøres, er at genopbygge tilliden til føreren og overbevise hunden om, at intet ondt kan ramme den, for flokføreren klarer alt. Trygheden kommer gennem lederskabet, der igen kommer ved konsekvens.
Fra nu af skal det være en fest, når du tager hunden ud i haven eller ud på engen. Her skal du lave en masse spas med bolde eller andet, som hunden synes er sjovt. Lad den knaldapportere, lad den jagte en pelsdummy i en snor, få glæden tilbage i den. Alt kan genoprettes: Hvis hunden bliver løs og begynder at knaldapportere, kan det løses bagefter.
Lige nu handler det kun om, at hunden skal ville apportere. Det skal være trygt, sjovt og uden begrænsninger. Det er samtidig vigtigt, at du opfører dig, som du plejer. Du skal ikke pjevse om hunden, for de fremmede signaler forstår den ikke, og det gør den bare endnu mere utryg.
Næste fase
Efter nogen tid er glæden til apporteringen kommet tilbage, og nu kan du genoptage reglerne om ikke løbe, før du giver kommando til det, så det ikke bliver det rene anarki. Men læs hunden. Sæt den op i humør, hvis den viser det mindste tegn på at gå ned i tempo. Går alt efter planen, fortsætter du med apporteringstræningen, men nu er der sat hjælpere og hunde i terrænet, og der bliver kastet mod disse. Først kort og senere tættere på de fremmede elementer.
Lad der indimellem gå nogle dage, hvor du slet ikke træner med hunden. Hunden har det med at bruge pauserne til at fintænke lidt, og mange gange vil man se, at netop pauserne gør forskellen mellem succes og fiasko. Det er lidt som med computeren, der laver numre: Sluk for routeren, vent lidt, og tænd den igen.
Geværet
Hunden er nu blevet en glad hund, der igen elsker at apportere, og den er upåvirket af andre hunde og mennesker. Nu kommer så det første møde med et gevær, siden hunden blev bange. Gå ud som vanligt med den og lav nogle korte apporteringer. Lav hjemkald, når den har dummyen. Det gør du for at distrahere hunden fra at tænke på noget andet end at komme hurtigt hjem.
Denne gang står der en hjælper 50 meter væk med et luftgevær. Kastet har indtil nu været væk fra geværmanden, og hvis der ikke er nogen usikkerhed at spore hos hunden, skal du kaste mere og mere ind mod hjælperen. Hvis hunden skæver til hjælperen og går ned i tempo, så stop straks, og ryk træningen tilbage til, hvor det gik godt.
Oftest vil hunden nu være tryg ved hjælperen med geværet. Nu skal føreren så til at bære geværet. Begynd med at sidde på hug med geværet, og lad hunden vimse rundt om dig. Kast korte apporteringer, og send hunden afsted med det samme. Modtag den med meget ros – her skal der hygges! Går det godt, og afleverer hunden uden at reagere på geværet i din hånd, så gør det i mange dage. Geværet skal nu altid være med, når du træner med hunden. Undgå dog at træne eller overhovedet at tage hunden til det sted, hvor den blev bange.
Nu bliver det alvor
Et luftgeværs lille flop er ikke ret højt i forhold til et haglskud, så nu bliver det spændende. Her skal du holde tungen lige i munden, for nu bliver det afsløret, om hele din genoptræning af den skudrædde hund har nyttet noget.
Find en stor mark, hvor din hjælper kan stå 100-200 meter væk. Stå selv med hunden et par meter foran dig. Kast en apport, og send hunden afsted. Når den løber, så skyder hjælperen med haglgeværet den anden vej, altså væk fra hunden. Opildn hunden, og lav hjemkald, når den har dummyen. Hvis alt går godt, så stop for den dag. Tag tre til fire dages ro, og gentag øvelsen. Det skal gøres mange gange, uden at afstanden forkortes.
Ryk langsomt hjælperen tættere på, og efter nogen tid skal du gentage øvelserne fra luftgeværøvelserne, men altså nu med et haglgevær, og til sidst skal du som fører selv skyde.
Tillykke?
Jeg håber af hele mit hjerte at kunne sige tillykke nu, fordi hunden ikke er skudræd længere. Men som jeg ser det, er det ikke nok, at en hund accepterer skud. Den skal elske spændingen ved dem.
Dette opdigtede forløb, du nu har læst om, vil jeg skyde til at vare ca. tre måneder. Det kan tage meget længere tid, hvis det er meget grelt, men også kortere tid, hvis du ser, at det går godt. Det handler meget om, hvordan netop din hund reagerer. Om at læse alle hundens små tegn og kunne tyde dem rigtigt. Dertil kommer en uendelig tålmodighed.
Det er netop tålmodigheden, der ofte er problemet med genopretningen. Det duer slet ikke at have travlt, og det skal være er sjovt og spændende at træne. Hvis din holdning er, at det bare skal overstås, kommer du ikke i mål. Men jeg lover, at lykkes det, har du al mulig ret til at være meget stolt.
Hvis det synes for uoverskueligt at binde an med genopretningen alene, er der den mulighed at søge hjælp hos en træner. Der er en del meget dygtige og erfarne jagthundetrænere i Danmark, som kan håndtere problemet. Men hvis du vælger en sådan, så stol på træneren, og hold dig til den træning, for faren er, at du hører mange, sikkert velmente, råd fra alle mulige sider. At blande træningsformer kan kun forvirre både dig og din hund. Brug din sunde fornuft, og vælg den linje og den træner, du har tillid til.
Hvad er prisen?
Prisen for genopretningen bliver nok, at hunden er blevet løsere og kan finde på at knaldapportere. For vi har jo netop arbejdet med at overbevise hunden om, at skuddet er et signal til fest og til, at den skal hente noget. Det er da super sjovt, så det er ikke mærkeligt. Nu skal hunden så tilbage på sporet, og alternativet var jo, at hunden slet ikke kunne bruges…
Begynd med at kaste rigtig mange dummys, som du selv henter eller lader en anden hund hente, når du er sikker på skud. Lad din medhjælper, der vist nu til fulde har fortjent en flaske rødvin for sin hjælp, samle dummys op, hvis hunden knaldapporterer, uden at du siger noget. Hunden opdager hurtigt, at din kommando giver resultater, men dem kommer der ingen af, hvis den løber før kommando. Hvis hunden var steady før skudrædheden, kommer det såmænd hurtigt tilbage til den.
Skudtræn rigtigt fra starten
Måske har du, der læser dette, ikke nogen problemer, men derimod en ung hund, der skal skudtrænes. Til dig vil jeg lige komme med nogle råd: Tag ikke en for ung og utrænet hund med på jagt. Jeg ser og hører jævnligt, at bare hunden er med i snor, så kan den jo lugte lidt til jagten. Det er hunden slet ikke klar til.
Tag den ikke med på skydebanen, for her vil alle betingelser være til stede for at gøre en hund skudræd.
Begynd ikke for tidligt. Jeg plejer at starte så småt ved seks- til syvmåneders-alderen. Faktisk kan du med fordel apporteringstræne, hvor du har et gevær med, så hunden forbinder apporteringen med geværet. Skyd ikke endnu, hunden skal bare vænne sig til, at der bliver fest i gaden, når I skal ud sammen. Men skyd endelig ikke endnu.
Du kan træne den unge hund til skud stort set som den ovenstående genopretning, men du kan gå meget hurtigere frem, når du ikke skal fjerne en angst først. Held og lykke med opgaven, tag den alvorligt, og husk at gå med livrem og seler.
