Det svenske jægerforbund kræver nu, at jagtkvoten på ulve i jagtsæsonen 2022 bliver på mindst 100 dyr. Kravet kommer efter en længere periode med voldsomme kontroverser om den voksende svenske ulvebestand. Målsætningen for svensk ulveforvaltning (Naturvårdsverket) er, at stammen ikke må komme under 300 dyr. Næste år ser den ud til at blive markant højere, og angrebene på husdyr og jagthunde bare fortsætter.

Tidligere i år endte inventeringen af ulve i Sverige på cirka 395 dyr. 27 blev skudt under ulvejagten 2021 og nogle døde af naturlige årsager eller forsvandt. Årets hvalpe blev født i 36 familiegrupper/flokke. Dermed ser det ud til, at bestanden kan komme over 400 dyr næste år, og de svenske ulve er langtfra så beskedne som den danske bestand. Når det gælder angreb på husdyr og jagthunde, bliver der gået til vaflerne i de ulvetætte områder.

Alene i september mistænkes det, at en enkelt flok ulve i Södermanland har stået bag tre voldsomme angreb på får i samme område. Angrebene kostede mere end 45 får livet. Den 5. september angreb ulve en gård i nærheden af byen Mariefred. 5 får blev dræbt og et forsvandt. Den 11. september var den gal igen i samme område. 27 får blev dræbt og to forsvandt – og sidst på måneden slog ulvene til igen i nærheden. Denne gang blev 3 får dræbt, mens 11 måtte aflives næste dag.

Også Landbrukernes Riksforbund, Foreningen Sveriges Jägere og flere politiske partier kræver ulvebestanden bragt markant ned, men indtil videre holder regeringen – støttet af diverse organisationer – tilsyneladende hånden over de kontroversielle svenske ulve. Ulvejagten i Sverige begynder 2. januar og slutter 15. februar. Der fastsættes en ny kvote for hvert år.

Den svenske jægerforbund har formuleret sin holdning til ulvene og mener:

  • At ulvestammen skal være så lille som muligt – maximalt 150 individer.
  • At det gøres så lettere at få dispensation til jagt på problematiske individer.
  • At problematiske individer kan afskydes allerede efter første angreb på hunde eller tamdyr.
  • At myndighederne generelt sætter lokalbefolkningens behov over ulvenes.
  • At ulvestammen ikke truer eller begrænser jagt. Ikke mindst den traditionsrige svenske drivjagt med hunde.