Miljøstyrelsen er nu i gang med at udsende kvitteringer manuelt til alle, som på grund af en IT-fejl hos styrelsen ikke har fået den elektroniske bekræftelse, som de burde have fået, efter at de har indsendt biotopplan eller indberettet udsætning af fugle.

Det betyder, at alle, der siden foråret i år har anmeldt en biotopplan eller indberettet udsætning af fuglevildt uden at få en elektronisk kvittering som de burde, nu kan forvente at modtage et brev via E-boks fra Miljøstyrelsen med kvittering for deres indberetning.

Miljøstyrelsen er nødt til at udsende de elektroniske kvitteringer manuelt, fordi et nyt IT-system har givet det styrelsen kalder ”uforudsete problemer”. Systemet har blandt andet ikke kunnet sende en elektronisk kvittering for en del af de indberetninger, som styrelsen kræver af jægere og lodsejere.

De manglende kvitteringer har – ikke overraskende – gjort mange jægere usikre på, om deres indberetning er gået igennem, og om de kan forvente problemer på grund af det. Fejlen har også betydet forsinkelser i Naturstyrelsens sagsbehandlingen af biotopplanerne.

”Det er en meget beklagelig fejl, som har skabt stor frustration hos alle involverede parter. Heldigvis har vi dog modtaget alle anmeldelser og indberetninger, også selv om borgerne ikke har fået en elektronisk kvittering,” fortæller fuldmægtig Søren Egelund Rasmussen i Miljøstyrelsen.

De manglende kvitteringer har fået flere jægere til at anmelde den samme biotopplan flere gange, fordi de var usikre på, om planene var kommet frem. Derfor må miljøstyrelsen nu gennemgå anmeldelserne manuelt for at frasortere planer, der er anmeldt to gange.

Miljøstyrelsen har dog noget mere tålmodighed med jægerne i spørgsmålet, end mange jægere omvendt har, og miljøstyrelsen er indstillet på at arbejde så hurtigt som muligt.

”Det er fuldt forståeligt, at man gør det, når man ikke modtager en bekræftelse på, at indberetningen er sendt, men de dobbelte anmeldelser skal selvfølgelig sorteres fra,” siger Søren Egelund Rasmussen.

Miljøstyrelsen arbejder sammen med IT-leverandøren på at forbedre både funktionalitet og drift af det nye indberetningssystem, så det kan fungere uden alvorlige fejl i 2024.