Fredag d. 16. december i 2022 var en meget travl dag for Brian Geertsen fra Rødekro. Trods det stramme program ville han dog lige presse en lille jagttur ind. Hvordan den gik, fortæller han her.
Jeg havde fri fra mit arbejde i Haderslev kl. 14. Min plan var, at jeg klokken 16 skulle hente nogle pølser, som var lavet af min første dåhjort, som jeg havde skudt d. 1. december 2022. Jeg havde lidt småtravlt, og der var kommet rigtig meget sne, så det gjorde vejene næsten ufremkommelige. Jeg kørte hjemmefra min bopæl klokken cirka 14.45 og ville inden mit ærinde hos slagteren lige et smut på jagt i en skov ved Løgumkloster, som ligger 25 kilometer fra, hvor jeg bor. Skoven ejer min kammerat, Jes Jakob.
Undervejs kunne jeg se, at der lå rigtig meget sne i vejkanten, og da jeg kom til skoven, kunne jeg ikke køre ind og parkere på skovvejen, som jeg plejer, men måtte køre hen og holde på en vigeplads 800 meter fra skovstien. Det var både koldt og tåget, og jeg måtte gå inde i rabatten og stå der, hver gang der kom en bil kørende. Det betød, at jeg var lidt sent på den i forhold til solnedgang klokken 15.55.
Jeg har gået på jagt, siden jeg var 18 år, og har i 2014 i denne skov skudt råbukke og en kronhjort – en ulige otteender. Dengang var det første gang, vi havde set kronhjort i skoven ved Løgumkloster.
Sne blokerede for udsynet
Jeg ankommer til skoven klokken 15.30 og har nu kun 25 minutter, inden solen går ned. Jeg går ind i skoven og hen til min stige. Det er en kold jagtdag, minus 10 grader, så jeg havde taget godt med tøj på og var helt klar, mens jeg sad og kiggede mig omkring i den fine hvide skov. Jeg kunne dog ikke se noget hverken til højre eller venstre på grund af den store snemængde på grenene. Jeg kunne kun se ligeud, mens jeg sidder der og venter. Der er helt stille, og der sker ingenting. 3 minutter før lukketid tager jeg riflen ned fra den lille knast, hvor jeg havde hængt den. Jeg tænker, nu skal jeg være klar, hvis der mod al forventning skulle komme noget. Da jeg kigger op igen, ser jeg ude på 60 meter en stor kronhjort, som pludselig er trådt ud af det blå.
NED MED PULSEN, OP MED RIFLEN
Jeg får riflen op og kigger på uret, der er 2 minutter tilbage. Jeg får pulsen under kontrol og hjorten på kornet. Med min næsten stivfrosne pegefinger klemmer jeg på aftrækkeren og sender min kugle afsted. Hjorten vælter i knaldet, ligger og sparker lidt, men heldigvis bliver den liggende. Jeg skal lige trække vejret dybt et par gange, mens det stille og roligt går op for mig, hvad der lige er sket. Jeg kunne se, at det var en stor hjort. Jeg bliver siddende i stigen og ringer til Jens Jakob, og siger til ham, at vi har en udfordring, for der ligger en stor hjort. ”Ikke noget problem,” siger han, ”Jeg kommer med min traktor med frontlæsser på, så skal vi nok få den bjerget ud af skoven.”
For mig en god melding, for jeg var klar over, at den var så stor, at vi ikke selv kunne slæbe den. Jeg sidder og kigger, den ligger stadig stille. Jeg går ned fra stigen og går hen mod hjorten for at se nærmere på den. Det er en stor hjort, og jeg kan se, at jeg har ramt den præcist på bladet.
Ned med pulsen, op med riflen
Jeg får riflen op og kigger på uret, der er 2 minutter tilbage. Jeg får pulsen under kontrol og hjorten på kornet. Med min næsten stivfrosne pegefinger klemmer jeg på aftrækkeren og sender min kugle afsted. Hjorten vælter i knaldet, ligger og sparker lidt, men heldigvis bliver den liggende. Jeg skal lige trække vejret dybt et par gange, mens det stille og roligt går op for mig, hvad der lige er sket. Jeg kunne se, at det var en stor hjort. Jeg bliver siddende i stigen og ringer til Jens Jakob, og siger til ham, at vi har en udfordring, for der ligger en stor hjort. ”Ikke noget problem,” siger han, ”Jeg kommer med min traktor med frontlæsser på, så skal vi nok få den bjerget ud af skoven.”
For mig en god melding, for jeg var klar over, at den var så stor, at vi ikke selv kunne slæbe den. Jeg sidder og kigger, den ligger stadig stille. Jeg går ned fra stigen og går hen mod hjorten for at se nærmere på den. Det er en stor hjort, og jeg kan se, at jeg har ramt den præcist på bladet.
Mere arbejde til slagteren
Jeg ringer til slagteren for at sige, at jeg bliver lidt forsinket med at hente pølserne og informerer ham om, at der kommer mere arbejde til ham. Han siger, at jeg skal komme hurtigst muligt med hjorten, da han skal i byen. Det lover jeg, og da det er koldt, sætter jeg mig ind i min bil, som jeg var gået tilbage til, for at vente på Jes, som kort efter kommer med traktoren. Det er i mellem tiden blevet meget tåget og mørkt, så vi har svært ved at finde skovvejen. Det lykkes dog, og vi kører langsomt ind i skoven og henter hjorten og får kørt den til slagteren. Sikken en fantastisk oplevelse og dag. Hjorten har været til opmåling hos Sten Breith og opnåede en sølvmedalje.
Sikke en oplevelse – og så her i Danmark.
Har du et trofæ, du ønsker at få opmålt? Se tid og sted for nye trofæopmålinger her: www.trofæmåling.dk
