HISTORIEN BLIVER FORTALT AF
STEFANIE LEA PAULSEN OG MICHAEL GULDAGER PÅ SKIFT.
”Jeg gisper efter vejret. Jeg har det, som om at jeg har været holdt under vand 10 sekunder længere, end jeg kunne holde til. Min krop og muskler skriger efter den livgivende ilt, vi alle tager for givet.
Jeg ser op og kan hurtigt konstatere, at vi ikke er tæt på halvvejs, vi har gået måske 150 meter. Men når man er over trægrænsen, hvor der kun er 25 % af den normale ilt-kapacitet, vi er vant til i Danmark, kan jeg hurtigt se og føle, at dette bliver den første af 6 lange, hårde dage i Colorados bjerge.”
FØRST MICHAELS BERETNING:
Hvordan man lærer dansk korrekt
Jeg har kendt min svigerinde i 9 år og jeg har været ude at rejse med min svigerfamilie før, men når vi har været af sted, har det været os alle sammen med børn. Så da hun spurgte, om jeg ville med på buejagt til Colorado efter wapiti, var det med en vis skepsis. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, for Colorado var højt oppe på min liste af steder, jeg gerne ville opleve.
Min skepsis kom fra, at jeg vidste, at det ville blive fysisk hårdt og dermed også psykisk, så der skulle graves dybt for at holde humøret oppe. Som mennesker bliver vi hurtigt påvirkede af dem, som er omkring os. De fleste af os har nok oplevet at være på en jagt, hvor der er én, som er negativ over et eller andet, og det kan være opslidende for de øvrige, der er med. Og lige på det punkt kendte jeg ikke min svigerinde, Så sammen at skulle være en uge i Colorados vildmark! for, hvis hun eller jeg mistede modet, så ville det blive fantastisk hårdt for os begge og kunne potentielt grave en kløft mellem os.
Men det her var et tilbud om at komme til Colorado og prøve kræfter med den vilde natur og bjergjagt. Efter at jeg havde sagt ”ja”, fik jeg at vide, at der var en uge, til vi skulle afsted.
Klargøring
Jeg blev ret hurtigt klar over, hvor lidt udstyr jeg egentlig havde til denne jagtform. Jeg havde hverken telt eller sovepose. Eneste info, jeg havde, var: ”medbring varmt tøj!”
Jeg tog ved første lejlighed ind forbi B-Wild i København og talte med Claus Ballisager, som er en dyb brønd af viden på dette område, og fik sporet mig ind på det grej, som jeg skulle have med, og gik derfra med en stor portion viden og udstyr.
Gennem venner og bekendte fik jeg skaffet, taske, telt, sovepose og liggeunderlag.
Afrejse
I lufthavnen nød vi lidt morgenmad og en kop kaffe, inden det første fly mod Frankfurt, hvor vi så skulle videre til Denver og derfra til Durango.
Da vi ankom til Denver lufthavn, fik vi den første smag af højdernes effekt. Vi blev forpustede af at gå få skridt grundet højden.
Vi kiggede på hinanden, hvis vi blev forpustede af at gå her, hvordan ville det så ikke gå, når vi kom endnu højere op – med fuld opbakning.
For Stefanie er det at flyve ikke noget, hun ser frem til, og da hun så, at flyet, der skulle fragte os fra Denver til Durango, nærmest var et forvokset legetøjsflyv, var jeg overbevist om, at hun var tæt på at finde andre transportmuligheder. Skiltene i Denver Lufthavn, hvor der stod “tornado shelter”, hjalp helle ikke på situationen.
Oppe i flyet fortalte den venlige kaptajn, at der var godt med vind, så vi kunne forvente en del turbulens, og rigtig nok så rystede det lille fly ganske meget. Jeg er den dag i dag sikker på, at, hvis man kigger grundigt nok efter, så er der et aftryk i armlænet der, hvor Stef klemte af al sin kraft.
Gennem venner og bekendte fik jeg skaffet, taske, telt, sovepose og liggeunderlag.
Ankomst
I ankomsthallen smed vi os på gulvet med vores grej. Vi skulle dog ikke vente længe, før en ung gut kom og spurgte, om vi var de to jægere, der ventede på at blive samlet op.
Den unge fyr hed Marcel og var en åben og venligsindet Kiwi med et fantastisk 70’er overskæg. Han fortalte os, at de områder, vi kørte igennem, tilhørte Ute indianerstammen, og de lejede sig ind på noget af den jord, som hørte til ranchen, for om sommeren udtørredes deres egne områder sydpå, og derfor var det svært for dem at tage sig af deres heste dernede.
Den nat gjorde jeg et meget ihærdigt forsøg på at sove, men da klokken var 03.07, kom der en SMS fra Stef, som havde det lige sådan. Vi stod op og satte os udenfor i den kølige nat og åbnede en kold øl. Stjerner lyste klart op, som man sjældent ser det derhjemme, men herude var nattehimmelen som et mørkt tæppe med lysende diamanter.
Solen begyndte langsomt at stå op, og vi gik direkte ind og fik morgenmad, inden vi skulle ind til Durango.
Durango
Durango er en charmerende by, der oser langt væk af western. Det er en gammel guldgraverby, hvor der har været mange skuddueller gennem tiderne.
Vi kom fordi en restaurant med de klassiske saloondøre. Den hed Diamond Belle Saloon. Hvis landskabet omkring os ledte tankerne hen på westernfilm, så blev billedet fuldendt af denne resturant.
Det var som at tage et skridt tilbage i tiden. Restauranten lignede en saloon. Personalet var klædt som ægte cowboys, og der var endda skudhuller i væggene, som vi fik fortalt, var fra “cowboytiden”. Om det var rigtigt, ved jeg nu ikke, men det var en god historie!
Marcel spurgte, om jeg havde redet på hest før. Det havde jeg da – altså for 8 år siden på Hawaii. Så at sige, at jeg kunne ride, var nok lige at strække den en smule. Stef til gengæld havde aldrig prøvet at ride og så ikke frem til det, da hun var bange for heste. Resten af dagen blev brugt på at lære os det basale omkring, hvordan man red.
Mod nye eventyr
Det blev endnu en nat uden meget søvn for os begge, men om morgenen begyndte vi at samle udstyr og gøre klar. Hestene kom op i den store hestetrailer, og så kørte vi afsted. Der gik ikke lang tid, før vi kunne mærke, at vi fik propper i ørerne, da vi stille og roligt kom længere og længere op i højderne.
Vi ankom til en parkeringsplads, hvor vi gjorde hestene klar, og så begyndte vi at ride ud i landskabet. Solen skinnede, og temperaturen kravlede langsomt op mod de 25 grader.
Stef og jeg kiggede på hinanden. Det var så uvirkeligt for os begge to, at vi var her og nu i gang med eventyret. Den skov, vi red i var tæt, men lige pludseligt åbnede den sig foran os, så landskabet foldede sig ud, bjergtinder strakte sig, så langt øjet rakte ud i horisonten, jeg kiggede bagud på Stef og så smilet brede sig i hendes ansigt.
Efter 3-4 timer på hesteryg ankom vi til basecamp, vi fik styr på grejet og drog afsted på den første jagt.
Første jagt
Vi tog kun det helt basale med. Der blev hurtigt smidt nogle powerbars og vanddunke i en rygsæk, og så var det bare om at komme afsted, da der ikke var mange timer, til solen gik ned.
Vi var kun lige nået ud af lejren, da Marcel begyndte at kalde, og vi var ikke nået mere end 5 minutter væk fra basecamp, før hans kald blev besvaret af en hind.
Vi gik i retning af hinden, mens Marcel kaldte for at få den tættere ind til os. I distancen kunne vi høre andre jægere kalde, og de svarede på Marcels kald og kom også tættere på… Det var nu et spil om, hvem der stod bedst og var tættest på hinden
Samtidig skulle vi passe på, at situationen ikke udviklede sig farligt.
Vi stod bag en klynge træer, da jeg først hørte bevægelse til venstre for os. Jeg vendte langsomt hovedet og så bevægelsen. En stor flot hind kom nærmere og nærmere. Samtidig kunne jeg høre jægerne længere oppe ad bjerget komme tættere på. Jeg sagde til Stef, at hun skulle gøre sig klar med buen, og hun pegede meget forsigtigt hen mod hinden. Vi kunne høre den lave nogle pivelyde – nok for at fortælle den hjort, som hun troede, at hun hørte, at nu var hun her.
Den kiggede lidt rundt, og flere gange kiggede den over imod os uden at ænse os i vores camo. Da den kiggede væk, trak Stef buen, hinden gik stille og roligt og stoppede ude på 27 meter, da den hørte jægerne længere oppe lave en lyd.
Stef slap pilen. Den fløj med dødbringende præcision. TWACK, sagde det, da pilen ramte, og hinden løb. Pilen sad perfekt, lige i midten af et lille træ…
For ikke at trampe for meget rundt i området vælger vi at gå tilbage til lejren.
Efter en lækker aftensmad over bål går vi i seng, og det bliver hurtigt klart, hvorfor Marcel havde bedt os om at tage varmt tøj med.
Temperaturen styrtdykkede, og inden vi så os om, havde vi -7 grader.
Jeg tog min anorak og viklede den om mine ben, hvilket gav mig et par ekstra graders varme. Selvom jeg rystede af kulde, overmandede udmattelsen mig til sidst, og jeg faldt i søvn.
Vi bliver revet ud af vores søvn, da et skrig runger gennem dalen. Det er tæt på, og har fremrykning mod os. Så tæt, at vi næsten kan mærke nogle tunge skridt vibrere gennem jorden. “It’s an old warrior. A dinosaur,” siger Marcel. Prøv at få noget søvn, for vi går efter ham i morgen tidlig.
Langt fra udhvilede vågner vi. Taskerne bliver pakket med lidt mad og nogle ekstra lag tøj, og drikkedunkene bliver fyldt op i en nærliggende bæk.
Vi finder spor efter wapiti og bjørn, men ingen wapiti viser sig. Dyrene er som sunket i jorden, og efter 7 timer uden nogen interaktion med dyr beslutter vi os for at pakke lejren sammen og gå dybere ind i den vilde natur og op over trægrænsen, så vi ville komme op i en højde af 2.5 kilometer
Det lyder ikke af meget. Men i de højder er der 75 % mindre ilt end ved havoverfladen.
Hvis jeg troede, at det var hårdt at bevæge sig rundt der, hvor vi havde været, så var det ingenting i forhold til, hvad vi havde i vente..
Længere ind i vildmarken
Jeg gisper efter vejret og synes, at der er en svag smag af blod i munden. Jeg vender mig om og mærker håbet forlade min krop, da jeg ser, at vi kun har tilbagelagt 200 meter. Hvordan skal vi nogensinde komme de fire kilometer længere ind i dette vilde landskab?
Det virker som et uopnåeligt mål bare at komme til det næste punkt, hvor vi skal slå lejr og endnu mere uoverskueligt at skulle jage i disse højder i seks dage..
Musklerne skriger efter ilt, mens vi ganske uelegant forcerer bjerget.
Jeg gør min verden lille og har udelukkende fokus på mit næste skridt. Jeg siger hele tiden til mig selv. “Det her skridt gjorde ikke mere ondt end det før, så du kan også tage det her.”
Marcel fortæller, at vi kun har en time, inden det bliver mørkt, så vi skal skynde os lidt med at finde et passende sted at slå lejr, og at vi nu befinder os i bjergløve-territorium og som en ekstra bonus, får vi at vide, at de er nataktive.
Vi kommer til en bjergsø, hvor vi slår vores telte op i rekordtempo, da temperaturen er begyndt at falde og nærmer sig frysepunktet. Selv efter at have brugt store mængder energi, udebliver sulten grundet højderne, men vi tvinger noget mad i os for at have bare lidt energi i systemet.
Jeg vågner ved, at der er lyde ude foran teltet. Det er ikke den velkendte lyd af tunge støvler, der rammer jorden.
Lyden nærmede sig mit telt. Jeg hører lyden af grene, der blidt bliver skubbet til side. Langsomt frigør jeg min kniv fra sin skede, som jeg havde lagt ved siden af mig.
Der er noget, som gnider sig op ad mit telt. Pludselig bliver lynlåsen revet op, og Stef stikker hovedet ind og spørger, om jeg er vågen, for der er virkelig flot udenfor.
Jeg prøver at smile, mens mit hjerte hamrer i min brystkasse. ”Jeg skal nok være der,” siger jeg med så rolig stemme, som jeg kan fremtvinge.
Den friske morgenluft rammer mig som en hammer, og efter at mine øjne har vænnet sig til lyset, toner der et majestætisk syn frem foran mig, som vi ikke så i mørket, da vi ankom.
Mod nye højder
Vi når et lille plateau, og jeg hiver så mange åndedrag, jeg kan, ned i lungerne, mens Marcel fortæller, at den dal, vi ser ud over, hedder skærsilden. Han regner med, at det er der, slaget skal stå, da det er prima wapiti habitat.
Jeg ænser et håb om, at vi skal sidde og spotte efter wapiti fra dette dejlige plateau. Men Marcel har andre planer, han peger op på toppen af et bjerg og siger, at vi skal derop, da vi kan have udkig over to dale og derved maksimere vores tid og dække et større område.
Vi begynder at bestige bjerget. Solen står nu på sit højeste, og dens ubarmhjertige stråler hamrer ned over os.
Sveden hagler af os på vej op ad bjerget, som er dækket af en masse løse sten, der glider under fødderne.
En forkert bevægelse ville betyde en længere rutschetur på den særdeles ufede måde – med udvidet mulighed for brækkede lemmer.
Da jeg kommer op, ser Stef på mig. Hun ser bekymret ud og spørger, om jeg er okay. Jeg ser åbenbart ud på samme måde, som jeg har det. Jeg er sikker på, at 10 runder med Mike Tyson i hans storhedstid havde efterladt mig i en mindre ødelagt tilstand end turen op ad dette bjerg.
Stef spørger, om jeg vil se en bjergged, for der står én 50 meter fra, hvor jeg er.
Jeg kigger på hende, sætter mig og tager min drikkedunk frem og vinker hende væk. Jeg er brugt og færdig.
Vi sidder nu på toppen af bjerget i 13.500 fods højde. Efter en time, hvor Marcel kalder på wapiti, responderer de! Bjergene er i live med brøl! Vi kan se dem gå nede i skærsilden. Vi skal afsted, og det er nu.
I et halsbrækkende tempo skal vi ned, men vi skal holde os i skyggerne, selvom vi er 500 meter fra dem. Samtidig er tiden er imod os. Solen er på vej ned.
Vi får lukket afstanden til flokken og sidder nu 70 meter fra dem i skyggerne fra nogle træer.
Men vi kunne lige så godt have været en kilometer væk, for foran os er et hav af store sten, som vi først skal forcere for at komme til skud.
Udmattede og mørbankede begiver vi os tilbage mod vores lejer. Alt gør ondt, og lungerne brænder, jeg gisper efter vejret, kigger ned og fokuserer kun på mit næste skridt. Hvor lang tid, der går, før vi er tilbage i lejeren, aner jeg ikke, men det føltes som en evighed, inden jeg ligger i mit telt, hvor jeg kollapser.
STEFANIE OVERTAGER HER FORTÆLLINGEN:
Marcel beder Michael om at blive i lejeren, da han er bange for, at hans tilstand er for dårlig til endnu en jagtdag. Michael hostede en del dagen før som et resultat af de store fysiske udfordringer, vi var igennem.
Marcel og jeg går til en nærliggende bæk og fylder vores vanddunke med vand og energipulver.
Vi sætter os i skyggen af et træ for at skjule os, og Marcel begyndte at kalde for at lokalisere de wapitier, vi så dagen før.
Der går ikke længe, fra Marcel har kaldt, før vi hører wapiti svare på hans kald. Vi kan ikke se dem, men kan høre to flokke, som er på de to nærliggende bjerge. Marcel kan høre, at den flok, som er højst oppe, er den, hvor den største hjort er.
Han vender sig og spørger. “Er du klar til at gå langt?” Jeg er fast besluttet på at gøre, hvad der kræves for at lykkes, selvom jeg vidste, at dette ville blive en tur, som ville sidde i min krop længe.
Vi begynder at krydse over mod det bjerg, hvor vi hørte den store hjort. Hvis det havde været i en dejlige lige linje havde det været skønt, men bjerge er bare ikke lige så medgørlige.
Marcel tjekker løbende vinden, og jeg kan se på hans udtryk, at han bliver frustreret over den. Den skifter hele tiden, det ene øjeblik går den op ad bjerget og det andet ned. Jeg lader det ikke påvirke mig, for jeg er fast besluttet på, at dette skal lykkes, og det kræver, at jeg holder gejsten og troen på det.
Vi står midt i en saddel, og jeg siger, at vi skal gå efter den store hjort. Marcel siger, at han kan høre, at de er på vej væk, så vi bliver nødt til at skynde os. Jeg kan mærke mine lunger brænde på turen op, men jeg ignorerer følelser og tanker og følger i Marcels tempo op ad bjerget.
Jævnligt kalder Marcel efter dem. De svarer og er nu på vej ned mod os. Problemet er bare, at vinden bliver ved med at blæse op mod dem. Samtidig med, at vi kalder, kan vi høre den anden flok svare længere nede på det bjerg, vi er på.
Jeg kan se Marcel igen er frustreret over vinden, men fordi jeg har skubbet mine følelser væk, så påvirker det mig ikke. Lige pludselig siger Marcel, at der er en stor hjort på vej ind, og den er små 50 meter fra os. Hjorten skriger, så det runger gennem bjergpasset. Jeg kan endda høre dens tunge skridt komme mod os.
Jeg placerer en pil på buen, træder ind i skyggen af det nærmeste træ. Adrenalinen hamrer gennem min krop, og lige så pludseligt som vi hørte den komme, løber den væk igen. Vinden havde forrådt os og havde kastet vores fært i dens retning. Marcel kunne ikke holde sin frustration tilbage over situationen, hvilket gik ud over det tætteste træ. Ingen træer lod dog permanent skade!
Der er et spil, som udspiller sig mellem jæger og dyr. Marcel kalder, og de svarer. Derefter halser vi efter dem, og til sidst befinder vi os på bjergets top, og der møder vi vores gamle fjende, vinden. Vi hører tydeligt, hvordan dyrene får færten af os og løber ned ad bjerget på den anden side.
Vi sætter os, og jeg mærker min frustration stige. Den er rettet mod ét mål – Marcel. Det er ikke berettiget, men lige der, i det øjeblik, gav det mening for mig. Jeg tager en bid af en müslibar og er ved at kaste op. Endnu engang bliver jeg ramt af højdeeffekten og den manglende lyst til at indtage føde, selvom ens krop har behov for energien. Den kvalme, jeg føler, får han også skylden for. Jeg tager en tår af min drikkedunk og accepterer, at jagten nu er slut for i dag.
Jeg har været så optaget af min frustration over nederlaget, at jeg ikke lagde mærke til den udsigt, som nu bredte sig foran mig. Starten af Rocky Mountains viser sig fra sin vildeste side og med ét, er min frustration væk – for hvor mange gange får man lige muligheden for at kæmpe sig op på toppen af et bjerg og få den belønning, det er at overkomme sig selv, og samtidig være omgivet af bjerge på alle sider.
Mens vi går, kalder Marcel stadig efter wapiti. Vi hører flokken fra tidligere svare, og denne gang er de længere nede i dalen. Marcel siger, at nu skal vi virkelig skynde os, hvis vi skal nå denne flok, inden solen går ned, men der er en chance, hvis vi løber.
Det føles, som om at det tager en evighed at komme ned ad bjerget. Flokken svarer, hver gang Marcel kalder. Vi når til en klippeafsats, og der er ikke nogen anden vej end at skulle ud over den. Min krop er træt, og jeg kan mærke, at min koordination ikke er på toppen. Marcel siger, at det her kræver fuld koncentration, og der er ikke plads til forkerte bevægelser.
En forkert bevægelse her vil betyde et langt fald med et meget brat stop for enden. Jeg mærker kort min tro på at komme ned blive byttet ud med angst, da jeg er hæmmet af kun at have én hånd fri, da jeg går med buen i den anden hånd.
Marcel tager buen, så jeg kan bruge begge hænder til at klatre meget forsigtig ned ad klippen med. Så snart vi er nede, fortsætter vi i løb ned mod flokken.
Jeg begynder at mærke, at mine energidepoter er brugte, og jeg falder gentagne gange. En af disse gange bliver det buen, som tager det værste af faldet, da den rammer en klippe.
For mig er det svære at løbe ned ad et bjerg end at gå op ad. Det gør ondt, og ens tæer går mod spidsen i støvlerne, og på et tidspunkt er der en lille sten, der får sneget sig ind i min ene sko
Jeg er fokuseret på at følge hans spor og kæmpe mig igennem den smerte, som min krop føler.
Vi når næsten helt ned i bunden af dalen og ned til floden, Marcel kalder igen, og denne gang er der flere hunner, der responderer. Jeg mærker håbet stige og troen på, at nu skal det nok lykkedes, nu sker det. Alt det, vi har været igennem, har nu båret frugt, og vi mangler bare lige de sidste 10 procent.
Vi fortsætter mod den flok, som vi taler med, men da vi kommer til kanten af træerne, kan vi se dem på den modsatte side. Nu er de på vej op ad bjerget der. Lige så hurtigt, som håbet kom, forsvinder det. Jeg ser på Marcel og kan se, at han vil løbe efter dem. Jeg mærker, at der ikke er mere energi til endnu en tur, og siger nej. Marcel ser på mig og kan se, at der ikke er mere at hente, så vi beslutter os for at gå tilbage til Michael.
Jeg er drænet og føler, at min koordination svigter. Jeg tager fat i en snor i Marcels taske for at holde balancen lidt bedre. Marcel stopper og viser, at vi “bare” skal op over her, men siger, at vi bliver nødt til at gå en længere omvej. Jeg ser på ham og mærker vreden begynde at stige, jeg tror, at Marcel kan mærke det og se det på mig. Han fortæller, at han nu har set ret meget nylavet bjørneafføring, så han vil gerne have os uden om lige dette lille område.
Hver lyd sender en kuldegysning op langs min rygrad. Jeg er sikker på, at hver bevægelse af grene er en bjørn, der er på vej mod os. Jeg holder buen i et dødsgreb for ikke at miste den i mørket. Heldigvis støder vi ikke på bjørnen.
Vi er nu på det sidste stykke op til Michael, og jeg begynder at glæde mig til at skifte tøj, komme ned i soveposen og nyde en kop varm kakao.
Da vi er cirka 500 meter fra vores lejr, ser Marcel en hind 100 meter over os og spørger, om vi skal gå efter den. Inden han har færdiggjort sin sætning, har jeg sat pilen på buen. Jagtinstinktet skyller ind over mig. trætheden, frustrationen, tanker om varm kakao forsvinder som dug for solen, Jeg har et klart mål inden for rækkevidde. Jeg ser et bytte og et mål.
Vi lægger taskerne, og Marcel markerer det på sin GPS, så vi kan finde dem igen.
Chancen
Dyrene befinder sig i små, nyopgroede grantræer, så vi må planlægge vores fremgang meget nøje, da vi selv er i et åbent område, som vi skal forcere. Vi når ind på 80 meter, da vinden igen vender. Jeg holder fast på, at vi skal gå efter den og holder mig bag Marcel, så vi er mindst synlige, mens vi bevæger os frem gennem dette ingenmandsland. Jeg går bag Marcel og har ikke noget udsyn. Lige pludseligt befinder vi os blot 40 meter fra hinden. Jeg går ind foran Marcel og vil selv lukke den sidste afstand, men lyset forsvinder hurtigt, og vi kan nu ikke se den.
Lige så pludseligt som den forsvandt, dukker den op igen mellem nogle træer, ligesom jeg er på vej hen over en stor sten med frit udsyn mod den, så jeg har kun én fod på stenen. Jeg ved, at det her er chancen, og jeg skal trække nu, hvis det skal lykkedes.
Min ene fod hænger frit ud over stenen, og jeg beder Marcel om at støtte mig. Jeg forsøger at trække buen, men jeg er afkræftet. Jeg trækker vejret dybt og giver det et sidste forsøg og får trukket buen.
Det er et svært skud, Det går stejlt opad, og hinden står bag en lille busk, der dækker benene på den.
Jeg hører Marcel sige 32 meter. Jeg kan se kroppen og hovedet på hinden, og med solen på vej ned bag horisonten sender jeg pilen afsted
Normalt kan jeg fornemme mine skud, men fordi jeg er så udmattet, udebliver fornemmelsen. Faktisk er jeg sikker på, at jeg har trukket i skuddet og skudt langt over hinden
Jeg vender mig om til Marcel i frustration og siger:”Jeg skød forbi”. Han siger: ”Nej. Det var et godt skud, den var måske lidt lav og lidt tilbage, men et dødeligt skud.”
Marcel beder mig om at gå langsomt efter den og hen til skudstedet, mens han står tilbage og dirigerer mig.
Da jeg kommer hen til stedet, kan jeg ikke se pil eller blod. Frustrationen bobler op i mig, og jeg beder Marcel om at komme op, så vi sammen kan lede efter skudtegn. Lige pludseligt ser vi hinden! Jeg tænker med det samme, at så passede det, at jeg ikke ramte den. Marcel siger, at jeg skal sende endnu en pil afsted, men jeg kan ikke se den ordentligt, så jeg tør ikke sende en pil af sted.
Den vender bagenden til os og forsvinder ind i mørket. Marcel siger, at han så den humpe, og er sikker på, at den havde det skidt. Da han siger det, får jeg et fornyet håb, men var samtidig sikker på, at jeg ikke havde ramt den, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro.
Marcel prikker mig på skulderen og peger til min venstre side, og selvom det nu er ved at blive mørkt, kan vi se en stor flot hjort ude på 60 meter på vej op mod os. Den har højst sandsynligt været på vej for at hente hinden til sin flok.
Vi står på skudstedet og følger den med øjnene. Pludselig er der noget, som rammer min bue. Vi ser ned og ser min pil, som er smurt ind i blod. Grundet vinklen på skuddet, og fordi der har været gennemskud på hinden, har pilen sat sig løst fast i et træ, og da den falder mod jorden, får lyden hjorten til at løbe væk.
Jeg kan se på blodet, at skuddet er dødeligt, og det hjælper gevaldigt på mavefornemmelsen! Vi sniger os langsomt fremad hen til det sted, hvor vi sidst så hinden, men vi kan ikke se noget blod. Pludselig hører vi tydeligt et dyr falde inde i skoven.
Vi ser på hinanden og siger i kor: “Der faldt den!” Da vi tog afsted, lod vi vores pandelygter være i lejren. Det er nu mørkt, og det eneste lys, vi har, er det, som der er i vores mobiltelefoner. Vi lyser hen mod det sted, hvor vi hørte den falde, og kan se to øjne se tilbage hen mod os. Det er tydeligt, at den ligger ned.
Marcel siger, at vi skal lade den ligge for ikke at jage den længere væk og går tilbage efter vores tasker. Der er bare et lille problem.
Der var åbenbart ikke signal, da han markerede, hvor vi smed dem, så nu er gode råd dyre. Vi går rundt og leder, men kan ikke finde dem. Mens vi går og leder, får jeg tanker på Michael, som er alene i vores lejr, og får tanker om, at vi kommer tilbage til en lejr, som er raseret af bjørne, og jeg skal hjem og fortælle min søster, at hendes mand er blevet slået ihjel af en bjørn.
Marcel beder mig om at lyse over det hele. Jeg spørger, om han har en kniv, hvis der kommer en bjørn. Han siger nej, men at jeg har min bue, så det ville nok være en god ide at have en pil klar, hvis det nu var – og gerne også lyse bagud, da bjørne ofte angriber bagfra – og vupti, så stod jeg foran Marcel.
Efter hvad der føltes som en evighed, fandt vi vores tasker, og så kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage til vores lejr. Det er længe siden, at jeg har været så bange. Mine tanker gik til min familie og børn derhjemme, hver lyd gav mig tanker om bjørne, som var på vej mod os.
Langt om længe kommer vi tilbage til lejren, og min lettelse var stor da jeg så, at alt var OK, og at Michael var i live, og at vi selv var kommet helskindet hjem.
I lejeren fejrede vi, at jeg havde skudt en wapiti med et fyrsteligt måltid, bestående af varm kakao og frysetørret spaghetti.
HER FORTSÆTTER MICHAEL BERETNINGEN:
Vi stod tidligt op og lod kun essentielt grej være i taskerne, for menuen i dag stod på flere kilometer op og ned ad bjergsiden med wapiti på ryggen. VI fyldte vores dunke med vand og blandede energipulver i.
Turen nedad går gennem tæt bevoksning, og ud af ingenting åbner landskabet sig op, og en dal toner frem. Marcel peger over på den modsatte side og fortæller, at den elk, de skød i går, ligger på den anden side af dalen.
Den ligger, hvor Stef skød den, og nu går arbejdet i gang med at brække den. Skalpelknivene kommer frem. Marcel ser mærkeligt på os og spørger, hvad vi laver. Vi fortæller ham, at vi ikke er kommet hele denne vej, for at han skal lave alt arbejdet – og at vi gerne vil have denne oplevelse.
Marcel nikker forstående og anerkendende til os og siger, at det er meget få, som insisterer på at tage del i den proces.
Marcel og jeg tager hver to køller og rygstykkerne i taskerne. Hver kølle vejer små 20 kg.
Min taske er så tung, at jeg ikke kan tage den på, så jeg lægger den på jorden, tager den på og ruller om på alle fire, og så kan jeg rejse mig med rystende ben.
Jeg sveder og er allerede træt. Marcel siger, at nu skal vi 1-1,5 km op til et fladt område, smide kødet, inden endnu en tur ned til lejren, pakke den samme og få vores udstyr op til der, hvor vi smider købet, og så kan vi vente på, at vi bliver hentet med heste og rider ud.
Stef og jeg kigger på hinanden og smiler. Det har været en ekstrem vild tur, hvor vi er blevet testet fysisk og mentalt og præsteret ikke at slå hinanden ihjel under pres og derved have nogle meget akavede familiesammenkomster fremadrettet.
Gear liste stef
Sitka Gear:
Downpour system
Timberline bukser
Kelvin ws Hoody
Hvy hoody
Fanatic handsker
Bino Bivy
Kikkert: Bushnell
Våben: Bowtech Realm
Taske: Kifaru 14´r
Kniv: Hunttech Tyrfing
Gear liste Michael
Sitka Gear:
Apex bukser
Apex hoody
Midweight zip t
Kelvin lite hoody
Downpour buks
Ridgeline:
Baselayer
Monsoon Elite II anorak
Bino bivy: Alaska guide creation
Kikkert: Nikon prostaff ATB
Støvler: Salomon
Taske: Sitka Gear Mountain hauler 6200
Kniv: Hunttech Tyrfing
Telt: Kuiu Mountain star
Socepose: Carinthia defence 3
Drikkedunk: Nalgene
Powerbank: Anker 20.000
