Arkivartikel
Artiklen er oprindeligt udgivet i Mit Jagtblad nr. 0815.
Hvilke to riffelkalibre ville du vælge, hvis de skulle dække det bredeste mulige anvendelsesområde? Det spørgsmål blev jeg stillet for flere år siden, end jeg bryder mig om at tænke på, bedt om at besvare i en artikel. Mit svar blev baseret på en patron, som jeg havde nedlagt et trecifret antal stykker vildt med, samt en patron, som jeg aldrig havde affyret. Kalibrene jeg valgte, var 6,5×55 og 9,3×62. Med denne kombination kan man klare sig til næsten alle vildtarter verden over, selvom der naturligvis er mere specialiserede kalibre, som er mere velegnede til de mere usædvanlige jagtformer og vildtarter.
Selv har jeg anvendt min trofaste .358 NM til mange former for jagt verden over, og nedlagt mere end 60 forskellige vildtarter med den. Men for et par år siden var dens egenspredning blevet for stor efter min mening.
Riflen måtte have en ny pibe, og i lyset af mine nuværende jagtlige fokusområder, var kaliberen givet på forhånd: 9,3×62. I dag vil jeg derfor stadig anbefale patronen, men nu med lidt større autoritet, da det sker på baggrund af personlige erfaringer.
Historien om 9,3×62
Skaberen af 9,3×62 er angiveligt den tyske bøssemager Otto Bock. På trods af hans status som kongelig hofleverandør, har det været meget vanskeligt for mig at finde informationer om ham. Faktisk er ikke engang tidspunktet for hans død længere kendt.
Uanset, så blev Otto Bock født i 1855, og var fra barnsben meget interesseret i naturen. Han blev optaget på den kongelige kunstskole i Berlin, hvor man dengang uddannede zoologiske konservatorer. Her udmærkede han sig og høstede som den første konservator nogen sinde en medalje for sit arbejde. Han var forfatter til talrige udgivelser om konserveringskunst og var tillige manden bag den moderne og såkaldte dermoplastiske konserveringsteknik.
Som 28-årig etablerede han i 1883 sin egen konservatorforretning i Berlin, hvor han ud over udstopning af dyr og trofæmontering bl.a. forarbejdede hjortegevirer til knapper og lignende.
Otto Bock blev en af verdens førende konservatorer, og opnåede guldmedaljer på udstillinger i både Paris og Kassel. Hans omdømme gjorde ham i 1906 til leverandør til det kongelige preussiske hof.
En af grundene til Bocks succes var utvivlsomt, at han selv var en ivrig jæger og i detaljen kendte vildtet anatomi. Det er formentlig ad denne vej, han er kommet ind i våbenbranchen i ca. 1887.
Otto Bock som våbenhandler
Efter min mening er det dog tvivlsomt, om Otto Bock nogensinde selv fremstillede våben. Jeg tror han alene var forhandler af våben fremstillet af andre, sommetider med Bocks eget navn indgraveret. Denne praksis var udbredt.
Denne antagelse baserer jeg på, at Bock tilsyneladende aldrig stod i lære som bøssemager. En anden indikation er, at han ikke annoncerede med våben af egen tilvirkning.
Nederst i en annonce for konservatorarbejde fra 1891 fremgår det, at Bocks forretning var depot for jagtvåben fra den velkendte producent Wilhelm Collath fra Frankfurt am Oder, samt af ”jagt- og ammunitionsartikler”. Ikke et ord om våben af egen tilvirkning, og det samme gør sig gældende i de øvrige annoncer fra Bock, som jeg har kunnet finde. Firmaet Teschner & Collath var indtil 2. verdenskrig en af Tysklands største jagtvåbenforretninger, hvilket også indikerer, at Otto Bock ikke fremstillede, men handlede med jagtvåben.
Uanset, så fortsatte Otto Bock som våbenhandler på Kronenstrasse 9 i Berlin indtil 1926. Forretningen blev – antagelig ved Otto Bock seniors død – overtaget af sønnen, som også hed Otto, og var født i 1903. Han blev imidlertid dræbt den 23. april 1945, og firmaet blev ikke videreført.
Ideelle specifikationer til afrikanske kolonier
Man ser flere steder anført, at 9,3×62 blev udviklet af Otto Bock på foranledning af en kejserlig koloni-embedsmand. I de tyske Afrika-kolonier efterspurgte man angiveligt en patron, som kunne bruges til de større antiloper og til skadevoldende storvildt.
Om dette er korrekt, er et åbent spørgsmål og flere ting taler imod dette. Først og fremmest, at rettighederne til patron 474C, dvs. 9,3×62, blev mønsterbeskyttet af den tyske våbenproducent GECADO i juni 1906. I 1911-kataloget fra DWM hedder patronen kort og godt ”474C für Pirschbüchse kal. 9,3.”
Om Otto Bock faktisk designede patronen, og om det var til brug i kolonierne, kan jeg ikke afgøre, men historien kan sagtens være en efterrationalisering, da der omkring år 1900 boede noget under 10.000 tyskere i alt i de relevante kolonier (det nuværende Tanzania og Cameroun, samt i mindre omfang Namibia).
Derimod er det et faktum, at det lykkedes at lancere en fremragende patron, som til fulde opfyldte disse krav – hvem der så end specificerede dem.
Da patronen skulle kunne håndtere større vildt end man kendte i Tyskland, var det nærliggende for designeren at basere sin nye konstruktion på den allerede meget udbredte kuglediameter 9,3 mm. Her er der tilstrækkeligt med kuglevægt og dermed gennemtrængningsevne til, at patronen i en snæver vending kan anvendes til selv de største arter i Afrika, forudsat man bruger fuldkappede kugler.
Hylsteret
Baggrunden for hylsterets udformning er mindre indlysende. Amerikanerne havde netop udviklet .30-06 netop var udviklet (i den første udgave kaldet .30-03) og den har et 62 mm langt hylster af næsten samme form som 9,3×62-hylsteret.
Derfor kunne man fristes til at tro, at denne patrons hylster var anvendt. Men det er næppe tilfældet, eftersom hylsterets bunddiameter er en anelse større end de traditionelle patron som 8×57 og senere 7×64 – antagelig for at øge styrken. Af samme grund bør man kun anvende originale hylstre til håndladning.
9,3×62 blev naturligvis designet til at anvendes i rifler med Mauser 98-lås, og en enkelt forklaring på valget af hylsterlængde kunne være, at designeren anså dette hylster for at være det længste, som ville fungere gnidningsfrit i låse af standardlængde, hvis magasin er 85 mm langt.
En forøgelse af diameteren ville reducere antallet af patroner i magasinet fra fem til fire, hvilket givetvis blev set som en større ulempe. Med datidens krudttyper var der heller ikke nogen nævneværdig gevinst at hente med et lidt større hylstervolumen.
9,3×62 opnåede stor udbredelse
Ifølge de tilgængelige kilder blev 9,3×62 hurtigt en stor succes blandt jægere – både i Europa og i Afrika. En af årsagerne var utvivlsomt, at designeren havde indset svagheden ved at bruge de hidtidige projektiler i 9,3 med den højere udgangshastighed, man opnåede i 9,3×62.
Han udviklede derfor et stærkere projektil med en kappe af stål i stedet for kobber. Det samme gjorde sig naturligvis gældende i de fuldkappede kugler, som blev fremstillet til brug i Afrika.
Læs også: Kaliber, våben og ammunition til storvildtjagt
En anden årsag var og er, at rekylniveauet fra en 9,3×62 ikke er større, end de fleste kan vænne sig til det ganske hurtigt. Naturligvis giver den tunge kugle en større rekyl end de traditionelle patroner af militær oprindelse, men så er det heller ikke værre. Faktisk giver en 9,3×62 ikke større rekyl end en almindelig haglbøsse i kaliber 12. (se tabel nederst i artiklen).
Forfatteren John Taylor roser .366 Mauser (9,3×62) højt i sit værk ”African Rifles and Cartridges” fra 1948, og hævdede, at det var det mest populære og udbredte ”medium bore” i Afrika. 9,3’eren var en arbejdshest, som slet ikke fik en omtale, som svarede til den kvaliteter og udbredelse. Blandt de kendte brugere var norske Frantz Rosenberg og den amerikanske safarifilminstruktør Osa Johnson.
Vanskelige tider og comeback til 9,3’eren
Med udbruddet af 2. verdenskrig standsede al eksport af ammunition til kolonierne, og efter krigen tog det adskillige år, før den britiske fabrik Kynoch atter var leveringsdygtig. Tyske og østrigske producenter fik ikke før sidst i 1950’erne lov til igen at lave riffelammunition, og derfor uddøde 9,3×62 næsten. Især havde fremkomsten af forholdsvis billige amerikanske Winchesterrifler i kaliber .375 H&H indtaget 9,3’erens position som standardpatronen blandt farmere i kolonierne.
I Europa var det også problematisk at skaffe ammunition af ikke-militær oprindelse. Faktisk var det ikke mindst svenske elgjægeres skyld, at kaliberen overlevede. Umiddelbart før 2. verdenskrig overgik Husqvarna fra at lave ”Potatiskastare” i kal. 9,3×57 og til den mere tidssvarende patron 9,3×62, og det faldt heldigvis sammen med, at elgbestand voksede hastigt i hele Sverige.
Op gennem 1970’erne og 1980’erne førte 9,3’eren dog stadig en noget hensygnende tilværelse, og genvandt kun gradvist noget af sin popularitet i Centraleuropa. Først da vildsvinene blev vidt udbredte i Sverige og bestandene i resten af Europa voksede hastigt, fik denne glimrende patron et comeback, som ingen anden patron i nyere tid.
Kuglebanen
Det er ikke bare i Sverige, at patronen er blevet populær igen. Alle ammunitionsfabrikker med respekt for sig selv laver i dag ammunition i kaliber 9,3×62 – selv i USA. Og riffelproducenterne er fulgt med. Alt samme af gode grunde.
9,3’erens tunge kugle giver stor gennemtrængningsevne, og den moderate hastighed giver projektilerne en kontrolleret opsvampning. Den store og dybe sårkanal, som dette resulterer i, giver et meget hurtigt og effektivt drab på alle mellemstore og store arter af hjorte og antiloper.
Til jagt på større rovdyr som løve eller bjørn er den helt ideel. Når det gælder de allerstørste arter som bøffel og elefant er 9,3’eren også brugbar med de rigtige projektiler, selvom den naturligvis langt fra er ideel til dette formål.
Læs også: Hvilken riffelkaliber skal jeg vælge?
Mange jægere opfatter patronen som ”krumbaneskyts”, der kun kan anvendes på korte skudhold. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Det var til dels korrekt i patronens barndom, hvor de langsomme og oftest rundnæsede kugler i kaliber 9,3 mm ikke havde en imponerende kuglebane sammenlignet med de gængse patroner af militær oprindelse. Men moderne krudttyper og strømlinjede projektiler har i høj grad reduceret denne ulempe ved patronen.
Som det fremgår af tabellen (nederst i artiklen), har en moderne 9,3×62 med et spidst projektil ikke en nævneværdigt krummere kuglebane end en 6,5×55 på afstande ud til 300 meter. Og hånden på hjertet: Hvem skyder regelmæssigt vildt på større afstande – og i så fald uden at have en specialiseret (magnum)riffel til formålet?
Nosler Partition som all-round kugle i kal. 9,3×62
De moderate hastigheder giver sjældent problemer med fragmenterede kugler i 9,3×62. Faktisk er det modsatte problemet her.
Mange premiumkugler med kraftige kapper kræver en anslagshastighed på over 600 m/s, og det begrænser deres egnethed i 9,3×62 til brug på længere skudhold. Erfaringsmæssigt gælder dette dog ikke den glimrende Nosler Partition-kugle på 18,5 gram, hvis forreste del er ganske blød.
Af samme grund anvender jeg den derfor til allroundpatron og især til jagt på større arter, hvor man må forvente længere skud end normen.
Tilsvarende effekt vil givetvis kunne opnås med mange andre glimrende projektiler, eksempelvis fra RWS’ omfattende program, men jeg har ikke nogen personlig erfaring med dem. Når den kugle, jeg allerede bruger, virker godt, finder jeg ingen anledning til at skifte den ud.
Kuglevalg til drivjagt
Til drivjagt på mellemstore arter som dåvildt og nedefter, anvender jeg en gammeldags rundnæset 16,5-grams kugle fra Geco, som har en stor blottet blyspids.
Udgangshastigheden holder jeg på 750 m/s, og denne kombination giver både stor chokeffekt og ringe kødødelæggelse.
Til elg- hjorte- og vildsvinejagt er alle de gængse kugler velegnede af de ovennævnte årsager, og klassikere som Normas Alaska og Lapuas Mega er gode valg.
9,3×62 i Afrika
Gælder det antilopejagt i Afrika er nogenlunde spidse kugler en fordel, da skudholdene ofte er omkring 200 m.
Til en safari i Afrika, hvor der også er bøffel på programmet, vil jeg anbefale enten 18,5 grams eller 20,8 grams kugler fra Woodleigh, da disse fås i både blødnæset og fuldkappet udgave med samme vægt, hvilket gør det lettere at opnå samme træfpunkt for de to typer ammunition. De normalt korte skudafstande på denne type jagt bevirker, at der ikke er problemer med for ringe ekspansion i den blødnæsede udgave.
9,3×62 – et godt all-round valg
Mens jeg for mange år siden anbefalede 9,3×63 udelukkende ud fra teoretiske betragtninger, har jeg i dag personlig erfaring med patronen fra en bred vifte af vildtarter. På den baggrund tøver jeg ikke med at konstatere, at til jagt i både Europa, Nordamerika og Afrika er patronen et bedre valg end den så højt besungne .375 H&H – med mindre der er storvildt på menuen.
Tabeller og data
Sammenligning af rekyl fra haglbøsse og riffel i kaliber 9,3×62.
| Våben | Vægt (g) | Ladningsvægt i alt (g) | V0 (m/s) | Rekyl (J) |
| Haglbøsse kaliber 12 | 3.000 | 30 + 5 | 400 | 33 |
| Riffel kaliber 9,3×62 | 3.500 | 18,5 + 3,5 | 710 | 33 |
Sammenligning af kuglebaner ved indskydning af forskellige patroner med Nosler Partitionkugler på 200 m.
| Kaliber | Kuglevægt (g) | B.C. | V0 (m/s) | E0 (J) | 100 m | 300 m |
| 6,5×55 | 9,1 | .490 | 820 | 3060 | +52 mm | -198 mm |
| 7 mm RM | 9,7 | .456 | 940 | 4286 | +35 mm | -146 mm |
| 9,3×62 | 18,5 | .482 | 740 | 5065 | +69 mm | -248 mm |
| 9,3×62* | 18,5 | .324 | 663 | 4066 | +91 mm | -314 mm |
Patronen markeret med * var en rundnæset standardkugle, som var standardladning før 2. verdenskrig.
Læs også: Hvilken riffel og kaliber til drivjagt?
