Den fulgte med de hærgende mongolske horder og endte i Ungarn. I vores serie om jagthunde er vi nået til den ungarske vizsla.
”Vizslaen har sine rødder i Asien, hvilket ikke er så almindeligt”
”Af en hønsehund at være er vizslaen som regel meget vandglad”
”Et minus, der bestemt ikke er hundens skyld, er dens farves lighed med både ræv og råvildt”
I de senere år synes jeg at kunne se et regulært boom af ungarske vizslaer, der kommer til træning hos mig. At jeg tidligere ikke har haft en eneste i træning til, at de nu pludselig kommer jævnligt, må have noget at gøre med, at folk måske har fået øjnene op for denne kønne hund.
De vizslaer, jeg har haft med at gøre, har alle været forholdsvis nemme at træne, og det kan vi takke opdrætterne for. Jeg oplever nemlig, at de ikke er gået på kompromis med de jagtlige egenskaber, selvom der er gået mode i racen. Det er ellers noget, man typisk har kunnet opleve med andre racer, der pludselig bliver populære. Samtidig er vizslaen faktisk også en udmærket familiehund, hvilket også trækker lidt.
Typisk er vizslaejerne folk, som før har haft labradors eller en anden mere kendt jagthund, og som nu vil prøve noget andet. Det får de så også, for en vizsla skal hverken trænes som en retriever eller en spaniel, det vender vi tilbage til.
Første gang, jeg stiftede bekendtskab med vizslaen, var engang i midt firserne, da en af mine gode venner fik en ruhåret udgave af racen. Det er mærkeligt nok den eneste ruhårede vizsla, jeg har stiftet bekendtskab med, men den opførte sig som en blid ruhåret hønsehund og var meget føreropmærksom. Man kan håbe på, at der i fremtiden vil dukke flere ruhårede vizslaer op, for den har bestemt sin berettigelse.
Racen og dens historie
Den ungarske vizsla findes både i en korthåret og i en ruhåret udgave, men i modsætning til den korthårede og ruhårede hønsehund er det en og samme race, og de hører under den samme klub.
Vizslaen er mellemstor, hannerne er ca. 60 cm. i højden, tæverne er lidt mindre. Det siger næsten sig selv, at den korthåredes pels er kort og glat. Den er lysere end den ruhårede, men har glans som en nypudset kastanje. Den ruhårede har ret kort ru pels uden glans. Til gengæld har den skæg, men ikke så stort, som man kan se det hos en ruhåret hønsehund.
En vizsla er altid ensfarvet, og farverne veksler mellem gråbrun til gyldenbrun, lidt som en go’ kop the. Vizslaens vægt ligger på 20-30 kg, og selvfølgelig er tæverne mindst. Den ruhårede vizsla fremstår – uden dog at være det – som en lidt tungere hund end den korthårede, og sjovt nok er ørerne ikke helt så lange som på den korthårede, selvom det selvfølgelig egentlig ikke har den ringeste betydning.
For begge udgaver af vizslaen gælder det – og det er vigtigt – at det stadig er tilladt at kupere deres haler. Halerne er der ikke avlet på, og det er noget tyndt piske-pjat, der let logres til blods.
Kublai Khans jagthund
Nogle vil nok sige: blæse være med historien, bare hunden kan arbejde. Men uden at kende fortiden forstår man ikke nutiden, så du slipper ikke for lidt historie:
Vizslaen har sine rødder i Asien, hvilket ikke er så almindeligt. Man kan nemt forestille sig, at en af dens forfædre var selveste Kublai Khans jagthund, da de vilde mongolske horder væltede frem i Centraleuropa i slutningen af vores vikingetid og i starten af middelalderen.
Kilder mener at vide, at disse hunde kom til det Osmanske rige, som i dag hedder Tyrkiet, hvor de blev blandet med lettere hunde og brugt til fuglejagt. Jeg kan godt for mit indre øje se Sultan Suleyman Den Prægtige, der var tyrkernes svar på vores Christian d. 4., sidde i Topkapi, paladset i Konstantinopel, vore dages Istanbul, med sin yndlingsfalk på armen og en forfar til vizslaen ved sit knæ. Jeg holder meget af hans selvvalgte undertitel: Fyrsternes Fyrste, Kongernes Konge. Så skulle det da være sagt. Men selvtillid er en god ting, også i hundetræning.
Dengang gik Osmanerriget helt til Wien, og derfor bliver vizslaens udbredelse i Ungarn pludselig noget mere logisk, for disse hunde er sandsynligvis fulgt med de osmanniske styrker. Der er forskellige udlægninger af den videre avl. Nogle mener, at pointeren og den tyske korthårede er indblandet. Andre mener, at weimaraneren har haft en finger, eller andet, med i spillet. Men ret sikkert er det, at den gul-gyldne farve har været med fra starten.
I midten af trediverne blev racen godkendt i Ungarn og blev også Ungarns nationalhund. Man mener, at vizslaen kom til Vest- og Nordeuropa med flygtninge efter 2. verdenskrig og Ungarnkrisen i 50’erne, men det var først i 70’erne og 80’erne, at racen blev rigtig kendt i Danmark.
Temperament og anvendelse
Det er aldrig godt at generalisere. Alle hunde er forskellige, men overordnet set har vizslaen et godt temperament. Den er føreropmærksom uden at være klistrende, den hviler godt i sig selv, hvis den bliver behandlet rigtigt, og den lærer hurtigt. Selvom det er en hurtig hund, er den ret rolig indendørs. Den er som regel glad for børn, hvilket man selvfølgelig skal glæde sig over. Men alligevel er det værd at huske, at børn og hunde ikke skal være alene sammen.
Vizslaen er en stående hønsehund og anvendes som en sådan, men den kan også være en glimrende apportør, da apporteringsglæden er ret stor. Den er i stand til at lære dirigering ret nemt, og den er fin til frie søg, hvis man husker at tydeliggøre for den, at der er forskel på efterskudsarbejde og førskudsarbejde. Der er nogle, der ikke skelner, når de fører hund, og hvis man driver med sin hund og konstant siger “find apporten”, som jeg hører alt for ofte, løber den arme hund rundt for at finde en død fugl, mens jægeren mener, at den skal finde de levende og tage stand. Som med andre hunde, der både bruges til før- og efterskud: Skær det ud i pap, så hunden slet ikke er i tvivl.
En Vizsla går fint på marken i et letbenet søg, men dog ikke hurtigere, end at næsen kan følge med. Nogle ruhårede går lidt langsommere, måske på grund af, at de i deres bygning minder om den ruhårede hønsehund, der nok er blandet ind i avlen i tidernes morgen. Andre går lige så kvikt som den glathårede kollega. Begge modellers næser er fine, og deres temperament passer godt til schweisshundearbejde.
Træning af vizslaen
Mine egne erfaringer med træning af vizslaer begrænser sig til den korthårede udgave, da jeg som nævnt ikke har haft den ruhårede i træning. Som jeg kan se det, er der ingen større forskel på træningen, da begge hunde er bløde og meget føreropmærksomme.
Det meget tillidsfulde og loyale væsen, disse hunde har, gør, at træningen skal være venlig og rolig. Som jeg flere gange har skrevet i de foregående raceportrætter, gælder det naturligvis alle hunderacer. Men en vizsla vil ikke have godt af for bøs optræden fra sin førers side, hvor visse andre og mere hårdhudede hunde nok til en vis grad kan tåle det. Her taler vi udelukkende om verbale irettesættelser. Det er indlysende, at fysiske afstraffelser aldrig er acceptable.
Tal pænt og lavt til en vizsla, og går noget galt i træningen, så grin af det, lav noget sjov med den for at løfte den lidt, og start så forfra fra et sted, hvor hunden fatter øvelsen. Med en vizsla er det vigtigt ikke at knække dens selvværd, hvis hunden senere skal kunne arbejde selvstændigt.
Skru op for selvtilliden
Attituden fra træneren skal være fuld af selvtillid. Hvis hunden føler, at træneren ikke fatter en bøjet pind, får man ikke en medspiller, der stoler på, hvad der bliver sagt. Et lille trick her kan måske hjælpe, og det kan såmænd bruges til alle hunde: Du kan ikke snyde en hund. Hvis du er usikker på dine evner i træningen, bliver hunden det også.
Glem alt at spille komedie. Din hund har fattet din manglende selvtillid, og hvad gør du så? Det er egentlig ret enkelt: Gå frem med små skridt, og slut, der hvor du stadig har magt over det. Så er succesen hjemme, din hund tror på dig som fører og træner, og næste gang er din selvtillid en smule større, og du er nået lidt længere.
Et andet fif, der underbygger denne måde, må lige med, hvis du har prøveambitioner: Sørg for at være længere fremme i din træning, end kravene lægger op til på prøven. Hvis du kun lige hænger i med neglene, skal der ikke meget til, før læsset vælter.
Langt de fleste hundeejere er naturligvis lidt nervøse på en prøve. Derfor vil mange opleve, at deres hund ikke reagerer, som den plejer. Jeg kan godt afsløre, at jeg selv har tunnelsyn og kan høre min puls, indtil prøven er overstået. Det er ganske naturligt, at mine hunde kan mærke min ændrede adfærd. Du kan ikke skjule noget for en hund, men hvis du ved, at du og Bulder er bedre end kravene, har du selvtillid, og det mærker hunden, for selvtillid er ligeså smitsomt som entusiasme.
Fordele og mangler
Det er en god fornemmelse, når jeg her under det faste punkt ’Fordele og mangler’ næsten kun kan finde fordele. En af dem er, at af en hønsehund at være er vizslaen som regel meget vandglad. Dog skal du som med alle andre hunde gå stille og roligt frem i begyndelsen og vente med at introducere den for vand, til det er en varm sommerdag. Derudover skal du endelig sørge for, at det er en fast bund, hvor hunden kan bunde i starten.
En anden fordel – og det er faktisk et særkende – ved vizslaen er, at den er god til varme. Den kan bedre end de fleste andre hunde arbejde i et højt tempo og i høje temperaturer. Pas alligevel på: Der er ingen grund til at spænde buen for hårdt. Tænk på at have vand med. Apporteringen kommer let til vizslaen, hvis du ikke overdriver i starten, og tempoet på marken er hurtigt og elegant. Tempoet er ikke som hos en engelsk pointer, men mindre kan som regel gøre det.
Alt i alt er vizslaen på alle måder en venlig og sympatisk hund, hvis du bruger den til det, den er lavet til. Jeg kan ikke rigtig finde nogen ulemper ved denne hund, med mindre du kun er til gravjagt eller har andejagt i ishavet. I de tilfælde giver det vel nok sig selv, at du bør se dig om efter en anden race.
Man kan på minussiden sige, at koldt vand ikke er den glathårede vizslas kop the. Men hvem bryder sig egentlig også om koldt vand, andre end isbjørne og vinterbadere? Den ruhårede vizsla kan dog ligesom den ruhårede hønsehund bedre klare de lave temperaturer end den korthårede.
Overivrige jægere
Et minus, der bestemt ikke er hundens skyld, er dens farves lighed med både ræv og råvildt. Der er altid nogle kvajpander, der kan gå fejl af den slags, enten på grund af for megen iver eller ligegyldighed, så pas på. Jeg kunne tilføje: Giv den en orange vest på.
Man kan også selv iføre sig røde bånd, roterende lamper med mere, det er en smagssag. Personligt er min holdning, at hvis det er nødvendigt, at jeg og min hund ifører os disse fastelavnskostumer for at undgå at blive skudt, er det nok det forkerte jagtselskab, jeg er med i.
Jeg er generelt ikke glad for tøj til hunde på jagt. Den hænger nemt fast i grene og meget andet, og sker det i vand, kan det blive dens død. Så det bedste i mine øjne er at vælge sine jagtkammerater med omhu. Find nogen, der hverken skyder efter skygger eller lyde, men venter til de er helt, helt sikre. Det skud, der ikke bliver afgivet, kommer man jo i hvert fald ikke til at fortryde.
En lidt overset jagthund
Som du har kunnet læse, er denne kønne og elegante hund i mine øjne bestemt værd at have i tankerne, når du står for at skulle investere i en jagthund. Men som alle hunde har den også sine begrænsninger. Det ville jo være pragtfuldt, hvis man kunne få alle jagthundes specialer samlet i én hund. Alle valg kræver et fravalg, så det kan man bare ikke.
Med vizslaen får du dog en meget alsidig jagthund, for den gør sig både fornemt i dueskjulet, på andetrækket og på fællesjagten. Som om det ikke skulle være nok, er den specialist i de store marksøg efter hønsefugle. Og foran pejsen, efter en god dag, er den hyggelig, samtidig med at den er vældig dekorativ.
Vil du vide mere?
Du kan få mere at vide om den ungarske vizsla gennem Dansk Vizsla Klub, danskvizslaklub.dk.
Om forfatteren
Rolf Andersen (f. 1954) har gennem 30 år arbejdet som professionel hundetræner og er bl.a. kendt fra Danmarks Radio, TV2, og TV2Lorry. Han er forfatter til bøgerne “Få den hund, du fortjener”, “Få den jagtkammerat du fortjener” og “Fik du den jagtkammerat du fortjente?”. Se hundetraening.com.
