Det er blevet nemmere at blive kriminel i Danmark. Det måtte en 82-årig fra Sønderjylland sande, da han denne måned blev indkaldt i retten sigtet for at opfordre til kriminalitet.

Debattøren Andreas Åbling Petersen, der bor i Ellum ved Tønder, skrev sidste år et læserbrev til avisen Jyske Vestkysten. I det kritiserede han fremkomsten af ulve i Danmark og opfordrede blandt andet til, at ulvene burde skydes og graves ned. Ulve er beskyttede af EU’s habitatdirektiv, og derfor må man ikke opfordre til at nogle skaffer sig af med dem.

Læserbrevet lå offentligt i 20 timer, inden det blev fjernet af avisen. Alligevel mente nogle, at den ulovlige udtalelse skulle have konsekvenser, og de politianmeldte den 82-årige, som derefter modtog en bøde fra Politiet på 8.000 kroner..

Den har han dog nægtet at betale, og nu er han indkaldt til retten. I yderste konsekvens kan de ældre herre komme i fængsel for de ulovlige synspunkter.

Læs også: Det svenske jægerforbund kræver 100 ulve på kvoten til vinterens jagt

Det får ham dog ikke til at give op.

”Der er jo forskel på vigtigheden af de ulovligheder, som man kan opfordre til at begå, og en bøde på 8000 kroner må da betyde, at politiet mener, at jeg har opfordret til at begå en meget alvorlig ulovlighed eller forbrydelse, hvilket jeg ikke har, så jeg har ikke besluttet mig for at betale bøden,” sagde han tidligere på året til Jyske Vestkysten.

Andreas Åbling Petersen har også, tidligere på året, understreget at han hellere går i fængsel end at betale, og at det i så fald må være myndighedernes ansvar at sikre, at hans hjemmehjælp kan komme til ham 5 gange dagligt, som det er i dag.

Den debatterende 82-åriges retssag er fastsat til den 17. november i Tønder ret.