Markedet for skydestokke er eksploderet i de seneste år. Danske jægere har virkelig fået øjnene op for, hvor stor en forskel en god skydestok gør og pludselig er der indtil flere glimrende konstruktioner på markedet.

Jeg har i de seneste år prøvet det meste indenfor skydestokke i et mylder af forskellige udformninger. De fleste af de ”patentløsninger” som er dukket op, har vist sig bøvlede at anvende og relativt værdiløse på praktisk jagt. Jeg har efterhånden et par store flyttekasser med ubrugeligt jagtudstyr – en dag åbner jeg et museum.

Jeg finder det imidlertid formålsløst at dvæle ved alt det, der ikke er godt nok og har i stedet valgt at kigge nærmere på fem produkter, som jeg alle har anvendt på praktisk jagt med gode resultater. Der findes helt sikkert mange andre skydestokke som virker lige så godt, men et eller andet sted er man nød til at sætte grænsen for, hvor mange man kan have med i en praktisk test. I forbindelse med denne test har mine venner og jeg nedlagt mere end 100 stykker vildt gennem de seneste seks måneder i Sverige, Danmark, Tyskland, Polen, England, Frankrig, Namibia og Sydafrika. De følgende betragtninger hviler med andre ord på et solidt jagtpraktisk fundament.

Vi har nedlagt mere end 100 stykker vildt med de forskellige stokke. Jagtudstyr skal testes på jagt – ikke på skydebanen.

De fem skydestokke fordeler sig på tre forskellige funktionsprincipper: 3-benet, 2×2 og V-stok med rem. Der findes givetvis masser af andre produkter på markedet som udfylder den samme funktion som disse, men i denne test har jeg altså valgt at begrænse mig til følgende:

  • Primos Triggerstix – amerikansk 3-benet skydestok
  • PH Jagt – dansk 2×2 skydestok
  • 4Stable – fransk 2×2 skydestok
  • Viperflex – dansk 2×2 skydestok
  • Rutstick – dansk V-stok med rem

Primos Triggerstick Gen II

Justeringen sker trinløst med ”aftrækkeren” på håndtaget. Højden kan låses manuelt.

Den 3-benede skydestok er kendt af de fleste og er klart den af konstruktionerne, som har fundet anvendelse længst. Primos Triggerstick udmærker sig ved, at man ved et tryk på en ”aftrækker” øverst på stokken kan indstille højden trinløst på et øjeblik. Riflen lægges an med forskæftet i en gaffel øverst, som frit kan rotere 360 grader.L

Selvom riflen kun understøttes i et enkelt punkt, er løsningen ganske stabil. Med min egen riffel kan jeg holde skuddene samlet i grupper på 7-8 cm / 100 meter fra denne skydestok. Det er mere en rigeligt godt nok til skud på råvildt ud til 130-150 meter.

Jeg bruger denne skydestok på driv- og trykjagter. Naturligvis ikke til vildt i bevægelse, men derimod til de chancer, som ofte opstår på lidt længere hold på disse jagter. Kronhinden, som sikrer i kanten af grantykningen 150 meter ude, ville jeg ikke drømme om at skyde til på fri hånd, men når disse treben står klar, er det ingen sag at komme hurtigt til et sikkert skud. På skandinavisk elgjagt er løsningen nærmest genial. Stil skydestokken op en meter foran dig og brug den, hvis lejlighed byder sig. Det unikke ved netop denne stok i sammenhæng med driv- og trykjager er, at den kan stå af sig selv, anlægget kan frit drejes hele vejen rundt og den er lynhurtig at stille op.

Læs også: Riffelskydning: Præcision i praksis

Er du tilfreds med at skyde sikkert ud til godt 100 meter til råvildt  – alt afhængigt af dine skydefærdigheder – er denne skydestok et rigtigt godt bud på en god allround løsning på dansk jagt. Den er hurtigere at komme til skud med end nogen af de andre stokke i denne artikel, sålænge benene kan komme frit til jorden!

Med en vejledende udsalgspris på 1.399,- kr er Primos Triggerstick et særdeles godt køb. Jeg ville ikke undvære den på en drivjagt!

PH skydestokken

PH Skydestok. En simpel og robust skydestok som bare virker efter hensigten. Et godt dansk produkt!

Der er nok ingen der rigtigt ved, hvornår 2×2 skydestokkene egentligt blev opfundet eller af hvem. Der hersker dog ikke megen tvivl om, at de robuste danske aluminiumsstokke af mærket PH Jagt var nogen af de første i serieproduktion.

PH skydestokken er ganske enkel i sin konstruktion. Benene er fremstillet af eloxerede aluminiumsrør med skruebøsninger til trinløs højdejustering. En snor holder de to sæt ben sammen og afgør afstanden mellem forreste og bagerste anlæg for riflen. Simpelt og funktionelt! Man skal med denne stok være opmærksom på at spænde skruebøsningerne godt til.

Som alle andre 2×2 stokke kan disse anvendes på flere forskellige måder. Fuldt udfoldet med to anlægspunkter opnår man en ekstremt stabil støtte. Til gengæld tager det lidt tid at få riflen i anlæg – ikke mindst fordi riflen er låst i det vandrette plan nær den ligger i stokken. Det er derfor nødvendigt at sætte stokken præcist op og ofte skal retningen justeres. Det er dog ikke nær så besværligt som det lyder og i reglen er der rigeligt tid til disse manøvrer på almindelig pürschjagt. Har man travl og kan leve med en ringere præcision kan stokken også i en snæver vending bruges som en almindelig 2-benet stok og endelig findes naturligvis også muligheden for at bruge den som en et-benet stok, selvom det sjældent er nogen særlig god ide.

På skydebanen kan jeg uden de store problemer holde minde skud samlede i grupper på kun omkring 4-5 cm, når stokken anvendes fuldt udfoldet. Det er faktisk lige så præcist som at ligge ned og godt nok til kontrolskydning af riflen.

Læs også: Brunst og brølende hjorte – jagt på kronhjort i Zimgrod

PH Jagt skydestokken er en rigtig fin allround stok til pürschjagt på de hjemlige revirer. Den er god at have stående bag køkkendøren, så den hurtigt kan smides i bilen, når man drager på jagt. Det har jeg brugt den til med stor fornøjelse og den har fyldt meget råvildt i min fryser. Den er lidt bøvlet at rejse med da den er kringlet at skille ad (eller rettere samle igen) og den bliver ikke rigtigt kort nok til mine kufferter.

Med en vejledende udsalgspris på 949,- kr er PH Jagts robuste 2×2 skydestok billigst af alle stokkene.

4 Stable skydestokken

Med en vægt på kun 550 gram og en sammenpakket længde på blot 65 cm er 4 Stable Mountain Stick den ultimative rejseløsning.

Den franske 2×2 skydestok 4 Stable Mountain Stick fungerer efter nøjagtigt samme princip som alle andre stokke af denne type med de fordele og begrænsninger det indebærer. Der hvor denne stok virkelig skiller sig ud er på vægten (den vejer kun 550 gram) og det faktum at den enkelt kan adskilles til en totallængde på kun 65 cm, således at den passer direkte i en almindelig kuffert. En personlig rejseskydestok!

4Stable er fremstillet af tynde aluminiumsrør os samles med et enkelt og robust kliksystem som også muliggør højdejustering i spring af ca. 5 cm – hvilket er rigeligt fint nok. Funktionen, som forhindrer skydestokken i at åbne for meget, ligger i selve hængslerne i bunden af stokken.

Jeg anvender denne på mine jagtrejser og har gjort det til en fast rutine at samle den, når jeg ankommer til destinationen. Selvom konstruktionen er klejnere er denne i praksis nøjagtigt lige så stabil som de andre 2×2 skydestokke. Det vil sige, at jeg nogenlunde konstant kan holde skuddene samlet i grupper på under 5 cm / 100 m.

Som med stokken fra PH Jagt er det nødvendigt at sætte den præcist op inden skuddet og om nødvendigt finjustere retningen ved at flytte et ben. Griber man under den forreste gaffel og løfter der, flyttes stok og riffel sammen – det er ret enkelt nær man har indøvet det rette greb.

Den vejledende udsalgspris for 4Stable Mountainstick er 1.795,- kr. Samme firma er nu begyndt at producere en enklere stok efter samme princip som er lidt tungere, med færre justeringsmuligheder og unden mulighed for at adskille den til kort kuffertlængde. Altså en ”hjemmestok”. Prisen for denne er 1.120,-

Viper Flex

En særdeles robust danskproduceret stok. Viperflex ses her med det valgfri femte støtteben.

Den danskprocerede Viper Flex 2×2 skydestok skiller sig væsentligt ud fra de andre to nævnte stokke af samme grundkonstruktion i kraft af et smart anlægsbeslag på det forreste sæt ben som tillader, at riflen faktisk kan bevæges en del fra side til side uden at stabiliteten ofres. Det giver større flexibilitet – man kommer hurtigere til skud uden nødvendigvis at skulle flytte hele stokken. Dette er først og fremmest en fordel, hvis man skal følge op på et dårligt førsteskud eller hvis man ønsker muligheden for at nedlægge flere dyr ud af en gruppe – f.eks. i forbindelse med hundyrsjagt / culling.

Højden på stokken justeres med et enkelt kliksystem i spring på ca. 5 cm som på den franske stok og Viper Flex-stokken har også spærringen for for stor åbning indbygget i hængslerne i bunden. Viper Flex er bygget af kraftigere aluminiumsrør end nogle af de andre og derfor også noget tungere (1,1 kg). Dette opleves dog på ingen måde som noget praktisk problem. Stokken kan ikke umiddelbart adskilles så meget, at den passer ned i en almindelig kuffert (110 cm).

På stokken, jeg testede, var der desuden et femte ben, som dels fungerer som et støtteben, når man sætter stokken fra sig (den kan stå selv) og dels kan bruges som støtte ved f.eks. indskydning. Med støttebenet ude skyder man reelt fra en skydebænk – så stabilt er det. Men da det er lidt bøvlet at sætte rigtigt op i forhold til målet, kan jeg ikke selv forestille mig at anvende støttebenet i forbindelse med skydning på jagt.

Jeg har brugt denne stok på hundyrsjagt i Polen, hvor den i kraft af det smarte forreste beslag var meget effektiv, når der skulle nedlægges flere dyr ad gangen. Til afgivelse af skud nummer 1 er det ikke noget problem at komme hurtigt nok på målet med alle 2×2 stokkene, men når dyrene springer lidt rundt, er det altafgørende at kunne rette hurtigt ind.

Udsalgsprisen for grundmodellen uden støtteben er 1.499,-

Rut Stick

Et helt andet princip, men meget effektivt og hurtigt at anvende. Rut Stick er en super all-round løsning til pürsh i skov.

Denne skydestok skiller sig markant ud fra alle de andre. Der er tale om en helt ny dansk konstruktion med to forskellige funktioner. Stokken består af to træstokke – en kraftig og en mindre kraftig, som er hængslet i den ene ende og med en rem imellem stokkene i den anden.

Der er to måder at bruge stokken på. Dels kan den bruges som et stående V. Man tager anlæg på remmen som om det var på kanten af en hochsitz. Da stokken kun har fat i jorden i et enkelt punkt kan den frit drejes hele vejen rundt med riflen i anslag.

Man kan også vende stokken på hovedet og bruge den to-benet med anlæg på et smart beslag som kan skydes trinløst op og ned ad det kraftige ben og dermed bruges i både stående, knælende og siddende skydestilling.

Anvendt med remmen er stokken meget hurtig at komme til skud med og kan man nå at få den op, er den en fremragende støtte ved lidt længere skud på vildt i bevægelse – f.eks. på en klassisk elgjagt. Jeg har testet stokken på elgbanen med overbevisende resultater. Til all-round brug er den også fortrinlig så længe skudholdene ikke bliver ekstreme. Bemærk at denne stok er så markant anderledes fra alle andre, at det kræver lidt tørtræning hjemme på plænen at vænne sig til den.

På jagt i tæt bevoksning er Rut Stick både hurtigere og mere fleksibel i brug end alle de andre. Efter min mening en udmærket allround skydestok for bukkejægeren.

På skydebanen kan jeg holde skuddene inden for 8-10 cm / 100 meter og det giver mig en effektiv rækkevidde på godt 100 meter til f.eks. råvildt.

Det tiltaler min indre morfar umådeligt, at stokken er fremstillet i træ!

Vejledende udsalgspriser er 1.075,- kr i fyr og 1.175,- kr. i ask.

Læs også: Min første buk – wow en oplevelse!