Svenskerne har nu fundet mere end 20 døde vildsvin i området omkring den svenske by Fagerstad, efter at et dødt vildsvin blev afsløret med afrikansk svinepest i sidste uge. det samlede antal konstaterede smittede vildsvin er 13 (tirsdag morgen). De svenske myndigheder har afspærret et område på næsten 100.000 hektar, og man har iværksat en stor og koordineret indsats for at finde døde vildsvin i området. De døde svin spreder smitten yderligere, og de skal hurtigst muligt findes og brændes efter prøvetagning.

Indsatsen drives ikke mindst af lokale jægere, der fungerer som informanter omkring vildsvinenes opholdssteder og samtidig bruger hunde til at finde døde vildsvin i terrænet. Arbejdet er svært, da svinene får høj feber i sidste stadie af sygdommen, og ofte søger de til vand, hvor de kan være svære at lokalisere.

Området afspærret

Selve området er afspærret for alle, der ikke deltager i bekæmpelsen af udbruddet. Det vil sige, jægere, skovarbejdere, svampeplukkere og andre civile.

Udbruddet af svinepest får store konsekvenser for lokalområdet, men de svenske myndigheder forventer også, at der muligvis kommer restriktioner i forbindelse med ind- og udrejse, samt at andre område i Sverige kan blive påvirket af udbruddet. Internationalt har udbruddet af afrikansk svinepest allerede haft konsekvenser, og en række lande har indført importforbud for svensk grisekød. Det gælder blandt andet Japan, Filippinerne, Sydkorea, Armenien og Ukraine.

De fleste af de 13.000 til 15.000 danske jægere, som årligt jager i Sverige, jager noget længere mod syd end Värmland, og de bør ikke umiddelbart påvirkes af restriktionerne. Det vil de til gengæld blive, hvis det viser sig, at udbruddet har spredt sig mere, end det lige nu ser ud til, og det er der faktisk en risiko for.

Det viser sig nemlig, at det svenske Jægerforbund allerede for to år siden kontaktede den svenske landbrugsmyndigheder og advarede om vildsvin på den lokale losseplads nær Fagerstad.

Svenske jagtmedier har nu spurgt landbrugsmyndighederne om, hvad man gjorde efter advarslen fra Jægerforbundet, men myndighederne (Jordbruksverket) meddeler, at de ikke kan huske korrespondancen. De mener heller ikke, at lossepladsen er deres ansvar og afslutter samtalen med at den relevante medarbejder for øvrigt skal i møde nu. Viser det sig, at udbruddet har stået på længere, end det umiddelbart ser ud til, kan det påvirke områder i det sydlige Sverige allerede i år.    

I Danmark vurderer Fødevarestyrelsen, at der ikke umiddelbart er nogen risiko for, at dyr med afrikansk svinepest kan komme til Danmark fra Sverige af sig selv, men mennesker kan bære smitten ind i landet via for eksempel snavsede støvler eller andet jagtudstyr.

Derfor er det vigtigt, at man er grundig med rengøring af støvler, tøj og udstyr, før man rejser ind i Danmark igen og ligeledes, at man undgår at tage fødevarer med hjem.