Det er nok 20 år siden, jeg var på min første elgjagt i Värmland. Jeg sad på tredjedagen i kanten af en myr og stirrede ind i en tæt skov af små fyrretræer godt 100 meter borte, da jeg hørte en elg bevæge sig i bevoksningen. Der var fuldstændigt vindstille, let tåget og meget lydt.
Jeg kiggede intenst i retning af lyden i håbet om at få øje på dyret, men så absolut intet. Dyret bevægede sig højlydt knasende igennem krattet i retning mod min nabopost – en ældre svensk herre fra Göteborg. Jeg kunne tydeligt se ham fra min egen post – der var vel 150 meter imellem os.
Dyret nåede efterhånden over foran naboposten, og jeg havde så småt opgivet at få en skudchance. Jeg sad og kiggede på naboposten, da en større gren knækkede i bevoksningen foran ham. Han flyttede på sit hoved for at få øje på dyret og kastede til sidst riflen til kinden og afsøgte terrænet gennem riffelkikkerten. Det fremgik tydeligt af hans bevægelsesmønster, at han endnu ikke havde set sit mål.
Det knasede lidt mere i krattet. Efter lyden at dømme var dyret på vej direkte imod hans post, og han havde for længst indtaget en stabil, siddende skydestilling med ryggen mod et træ. Han svingede riflen fra side til side for at opfange det mindste lille glimt af elgen – et ben, et øre, en bevægelse i skyggerne.
Min puls var gået i vejret. Jeg havde aldrig set en elg på en jagt før, og jeg var overbevist om, at det ville ske indenfor de næste sekunder. Måske ville jeg endda få en skudchance?
Jeg glemmer aldrig synet af familiefaren og hans fem-seksårige datter, der brasende trådte ud i lysningen foran naboposten.
Jeg glemmer heller ikke synet af min naboposts paniske reaktion, da det gik op for ham, at han sad og sigtede på et andet menneske med en ladt jagtriffel. Jeg har aldrig set nogen få en riffel ned fra skulderen i den fart … Den dag i dag får jeg kvalme, når jeg tænker tilbage på episoden.
En riffelkikkert må ikke – NOGENSINDE – bruges til at afsøge et terræn for vildt, eftersom man pr. definition peger på noget, man ikke ved hvad er, når man bruger sin riffelkikkert til at tage det i nærmere øjesyn.
Altid håndkikkert med
For 100 år siden prioriterede europæiske riffeljægere deres håndkikkerter højere end sigtekikkerterne. Mange jagede med åbne sigtemidler, men sjældent uden en håndkikkert.
I dag prioriterer de fleste sigtekikkerten højest. Enkelte fravælger helt en håndkikkert. Det forringer deres chancer på riffeljagt dramatisk. Selvfølgelig kan man sagtens tage på riffeljagt uden håndkikkert – så længe man indser, at det leder direkte til færre skudchancer. Betydeligt færre faktisk.
Det er ikke noget tilfælde, at praktisk talt alle professionelle riffeljagtguider i hele verden ALTID bærer en god håndkikkert. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at denne håndkikkert er deres væsentligste arbejdsredskab.
For dem er det ikke bare jagtlykken, men hele deres indkomst, som afhænger af de resultater, de præsterer – og de skal ikke blot være gode til at finde vildtet, de skal også med stor nøjagtighed være i stand til at vurdere, hvorvidt der er tale om afskudbare dyr eller ej.
Selv om vi ikke skal leve af vores jagtevner, er vi vel alle interesserede i at være så effektive jægere som muligt? Jeg er – og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at en af forudsætningerne for at ”optimere jagtheldet” er en rigtig god håndkikkert.
Har man først vænnet sig til at bruge kikkerten, ser man mere vildt (meget mere), og man ser det tidligere, end man ellers ville have gjort, hvilket giver bedre chancer for at planlægge sin pürsch eller forberede sig på skuddet på trykjagten. Alle disse fordele leder til flere og betydeligt bedre skudchancer. Det er simpelt jægerhåndværk.
Jeg medbringer håndkikkert på alle former for riffeljagt. Også på f.eks. drivjagter, hvor der faktisk af og til viser sig vildt på lidt længere hold, vildt der stiller sig i tæt krat og er svært at skelne fra omgivelserne osv. Jeg bruger naturligvis ikke kikkerten lige meget på de forskellige jagtformer. På pürschjagten er den vigtigere end riflen og bliver brugt konstant. På drivjagten er der dage, hvor den slet ikke fandt anvendelse. Men den er som sagt altid med, og det har resulteret i betydeligt større blækforbrug i min jagtjournal.
Bedre kvalitet = større succes
Håndkikkerter fås i et ekstremt bredt udvalg af kvaliteter og priser. Man kan købe en kinesisk fremstillet håndkikkert til 800 kroner, som indeholder nogenlunde de samme stumper som et vesteuropæisk top-produkt til 20.000 kroner. Når man ved højlys dag kigger ned ad gaden uden for jagtforretningen, er der måske ikke engang den store forskel at spore på de billige og de dyre produkter. Så er der overhovedet nogen praktisk grund til at vælge noget, der er dyrere end nogle få tusindlapper?
Igen kommer det i høj grad an på, hvad det er man vil – og hvor meget man virkelig vil det! Der skal slet ikke herske tvivl om, at en hvilken som helst hæderlig håndkikkert er MEGET bedre end ingen håndkikkert. Men de fleste af os slæber udstyret med på jagt for at optimere vores chancer, og så er det væsentligt at være opmærksom på de reelle kvalitetsforskelle, der er på forskellige håndkikkerter.
Jagt i fuldt dagslys stiller de absolut mindste krav til en håndkikkert, men selv under de forhold er der store forskelle på højteknologiske produkter og de, der bare ligner. De dyre kikkerter har gennemgående bedre lysgennemstrømning, bedre skarphed, bedre kontrast, bedre farvegengivelse, osv. osv.
På praktisk jagt kommer du af og til ud for at skulle betragte et stykke vildt i skarpt modlys eller i dyb skygge. Du vil nogen gange opleve, at vildtet er så langt ude, når du ser det, at du kun får øje på det i kraft af sublim skarphed, farve og kontrast.
Ofte regner det på jagt, og du vil i den situation lære at sætte stor pris på vandafvisende linsecoating. Hvis du jager meget, vil du også hurtigt sætte pris på kvaliteter som god ergonomi og slidstyrke. Alle disse tekniske detaljer udgør forskellen på de bedste og de ringeste produkter, og der er ingen som helst tvivl om, at jo bedre din kikkert er, desto mere glæde får du af den.
Et godt allround valg
Hvis du ikke er den store nattejæger, kan du starte med at sortere de store og tunge 50 og 56 mm kikkerter fra i dine overvejelser. Efter min mening er de bedste allround kikkerter 42 mm modeller.
Kommer du rigtigt meget på jagt, investerer du i forvejen mange penge i din passion. I det tilfælde vil jeg klart anbefale, at du går direkte efter en af topmodellerne fra en af de dyre fabrikanter.
Betal prisen for dette kvalitetsudstyr, så græder du kun en gang … Driftsikkerheden er helt i top, det samme er de optiske kvaliteter, som giver dig det sidste lille forspring på jagten. Man bliver uhyre sjældent svigtet af topkvalitetsoptik.
Er du lidt mindre ivrig, kommer du meget, meget langt, selv om du går et trin ned ad prisstigen. Det er trods alt begrænset, hvor meget du udfordrer kikkerten på bukkejagter i Europa og en drivjagt i ny og næ.
Jeg vil ikke mene, at du vil opleve en reel praktisk forskel på, om du vælger det dyreste dyre eller et godt produkt fra mellemsegmentet. Det eneste, du ikke bør udsætte dig selv for, er at vælge et egentligt discountprodukt.
Du er mere værd end som så, og du har med garanti ikke fortjent hverken ærgrelserne eller den udeblevne aha-oplevelse, som man hurtigt får med en god håndkikkert.
Jægerne har i mange år prioriteret riffelkikkerten væsentligt højere end håndkikkerten. Det giver ikke mening i relation til effektiv jagt. Det er derfor på høje tid, at vi begynder at tænke håndkikkerten betydeligt mere ind i udstyrsarsenalet.
Artiklen er oprindeligt udgivet i Mit Jagtblad nr. 04-16
