Hver gang jeg kører op mod Tärendö og passerer broen ved Jokkfall, standser jeg et øjeblik og beundrer den nærmest magiske fos. Det buldrende vand, som ser næsten hvidt ud, lyder som torden. Stedet er kendt for et sublimt laksefiskeri, men de ædle, sølvfarvede fisk er ikke det eneste, man finder her. Ude bag Kalixelvens imponerende vandmasser finder man elgterræner af første klasse.
I disse skove jager Robert Ramstad. På vej fra jagthytten til dagens jagt ligger hans to østsibiriske laikaer i hvert sit transportbur bag i bilen. Den seksårige Igor er helt tavs, mens den femårige Jokke med høj ryst fortæller, at den er helt med på, hvad der skal ske.
Hundene bor hos Roberts mor, Yvonne Ramstad, som bor i Kainulasjärvi, og det også hende, som har stået for det meste af træningen. Da Jokke gør lidt igen, vender Robert sig mod ham og siger: ”Jamen Jokke, du er jo tosset!” Tak, griner jeg. For i dag er der både en firbenet og en tobenet Jokke med.
En jagtdag, som starter med et godt grin, burde også ende godt. Robert fortæller, at Jokke blot var otte måneder, da han blev sluppet på elg første gang. Der standsede han en elgko med kalv og stod med dem i fire timer. Stedet var så tæt, at man knapt kunne se en meter frem for sig, og situationen endte uden fældet elg, beretter Robert.
Den første sæson blev kortvarig for Robert. En halslidelse kostede en tur på operationsbordet, men siden har han skudt 25 elge her. I sæsonen 2015 blev hunden sluppet 23 gange med lige så mange gange standhals. Sidste gang var på en bjørn. Den blev også skældt ud af den standhaftige hund, men på grund af det tætte terræn, så vi det desværre ikke.
Turbo-hunden
Robert har haft både laikaer og jämthunde, og han holder af at jage med begge hunderacer. Dog synes han, at laikaen har et ekstra gear. Når man ser en hund som Jokke, så jager den som en jämthund – blot med lidt ekstra turbo. Som oftest stiller laikaerne elgene til sidst, forklarer han. Det går ikke at blive ved med at støde elgen frem, og hastigheden på hunden er afgørende, fortsætter han.
Når Robert slipper Jokke, så ved han, at hunden i 9 ud af 10 tilfælde finder elg. Succes afhænger både for jægeren og hunden af den rette vind under jagten. Robert tænder en tændstik i håb om at blive lidt klogere på netop vinden. Så studerer han pejlingen på hunden, som nu er langt inde i skoven. Hunden er næsten en kilometer væk, men alligevel kan vi høre, at han gør et par gange.
Pludselig skimter vi noget mellem alle stammerne. En 
elgko med kalv passerer os på ca. 100 meters afstand. Et kvarter senere har Jokke fat i elgene, men netop som Robert skal til at påbegynde pürschen på dyrene, kommer koen retur på samme afstand, men denne gang uden kalv. Robert er i tvivl om, hvad der sker. Jokke følger kalven, som muligvis er blevet skilt fra koen på grund af en tæt granbevoksning. Men nogen stensikker forklaring på situationen har Robert ikke. Den kommer først en halv time senere, da Yvonne beretter, at en fuglejæger har sluppet sin hund ikke langt fra os.
”Det forklarer jo en del”, siger Robert. ”Fuglejægerne skal altid afstemme med mig som jagtleder, om det er i orden at jage fugle på et givent tidspunkt og sted. Desværre sker det sjældent. Det forstyrrer jo vores jagt, og så er det også et spørgsmål om sikkerhed”, fortsætter Robert.
Op ad bjerget
Der følger nu en lang og sej kamp med at følge Jokke og kalven. Endelig efter fire timer er der standhals ved Turpasberget. Inden vi når frem, har hund og elg dog bevæget sig op ad bjerget. Vi følger efter, og pulsen stiger igen. Halvvejs oppe må vi stoppe et øjeblik og puste lidt ud. Bag os løber Kalixelven, men vi har ikke tid til at nyde udsigten. Snart fortsætter vi op mod toppen.
Da vi nærmer os toppen, ser det ud som om, at elgen også er ved at være mør. Den bevæger sig kun langsomt frem, alt i mens Jokke springer rundt om den og gør med uformindsket intensitet.
Robert sniger sig tættere på, og efter lidt søgen finder han et stød, som kan bruges som fast 
anlæg. Han retter trådkorset mod elgen, og kuglen slår den til jorden øjeblikkeligt.
Robert har de helt store roser oppe af lommen, da han nærmer sig hunden. Et fangstskud kommer ikke på tale. Elgen er stendød.
For en kalv at være, er den fin, siger Robert. Efter vi får pustet lidt ud, viser han hvor effektivt en gammel slagter arbejder.
Badevejr
Samtidig med, at Robert skød den ensomme elgkalv, havde hans jagtkammerat Rikard Semberg sluppet Igor. Den jagt bød på helt nye oplevelser for den relativt uprøvede elgjæger. Igor indledte jagten på en elg, som bevægede sig mod kommunegrænsen mod Korpilombolo, men elgen vendte heldigvis og gik tilbage mod de 5.000 ha, som jagtlaget råder over.
Igor gik ind og ud af gangstand og knoklede hele tiden på at bringe elgen til standsning. Ved kanten af en lille sø, lykkedes det Rikard at få en skudsituation. Da han skød, kastede elgen sig frem og ud i vandet. Rikard afgav endnu et skud og aflivede elgen. Den døde elg lå nu omkring tyve meter fra land. Robert, Yvonne og jeg ankom lidt senere og kunne se Igor svømme rundt og rundt om elgen – det må være en slags vandstand. Vi fik sagt tillykke til Rikard. ”Du må ud og bade Rikard, vi må have den ind på land”, sagde Robert. Rikard afklædte sig sit tøj og gik ud i det kun seks grader varme vand.
”Åh for fanden”, jamrede Rikard sig, da han nærmede sig elgen i det iskolde vand.
Med fælles kraft fik vi bugseret det store dyr op på land, og Rikard fik et håndklæde at tørre sig med. Dette var hans sjette elg. Tre af de seks har været voksne elge.
Et godt jagtlag
Alle i jagtlaget er glade for Robert som hundefører. Han er altid meget omhyggelig med at fortælle, hvad der sker over radioen. Ingen sidder i uvished på pas. I mange andre jagtlag hører man tit om jægere, som sidder i timevis uden at have en anelse om, hvad der sker i drevet og på andre poster. Det er ikke tilfældet her. Yderligere har man også tit faste tårne i andre jagtlag, men her byttes rundt fra den ene jagt til den anden, så ingen sidder i samme tårn to gange i træk, så det bliver aldrig ensformigt.
Yvonne, som træner hundene, fortæller, at hun henover sommeren laver en del svømmetræning med hundene. Det opbygger en god muskelkraft og den fine kondition, som er så vigtigt i sæsonens krævende jagtdage.
Fine aner
Jokke tager både fært og går på spor, hvilket også udnyttes ved eftersøgninger. Når han går på spor, er han i dén grad pålidelig, og succesraten er tæt ved 100 procent. Det giver en vis tryghed under jagten, at man har en hund som Jokke, som nok skal opspore eventuelt anskudt vildt.
I 2009 anskaffede Robert sig Jokke, som er hans første østsibiriske laika. ”Der var en del sygdomme blandt jämthunde på det tidspunkt”, fortæller Robert. ”Desuden var jeg ude på jagt med Johan Hellman, en god ven, hvis hund Rajak er nordisk jagtchampion og svensk champion på udstilling. Hvad jeg så, imponerede mig meget”, beretter han.
Robert nåede dog at bestille en jämthund, men så ringede Johan en dag og tilbød ham en hvalp efter Rajak og en fin tæve. Robert fik annulleret den bestilte hvalp og tog imod Johans tilbud. En beslutning, han aldrig kommer til at fortryde.
Men det handler ikke kun om at have en dygtig elghund i skoven. Der kræves også en del af jægeren. Som oftest er det fysisk ret krævende at komme til en ordentlig skudchance.
”En jagtdag et år var det bare Jokke og min far. Det så svært ud, og jeg tænkte, at det ville aldrig gå, men da elgen var fundet, blev der fløjtet på hunden, og når hunden dukkede op og vendte ved os, fulgte vi efter nogle meter, og vi arbejdede os på denne måde ind på elgen. Til sidst blev elgen nedlagt”, fortæller Robert.
Et godt makkerpar
At komme til skud en frostklar dag, hvor alt, man træder på, knaser, er en udfordring. Men Robert er kendt for at bevare roen, tage det roligt og hele tiden holde styr på vinden, og sammen med Jokke er de to et fantastisk makkerpar. Det er blandt andet på grund af deres samarbejde, at jagtlaget stort set aldrig forlader skoven efter en jagt, uden at der er nedlagt en elg.
Da jeg passerer Jokkfall på vejen hjem, kaster jeg et blik på vandmasserne, som aldrig synes at løbe tør for energi. Nogenlunde som en østsibirisk laika. Jeg tænker også på Robert Ramstads afsluttende bemærkning om Jokke. ”Igor er god, men nogle gange får man bare en hund som Jokke, som konstant formår at imponere og overraske”.
