Dennis, vores lokale slagtermester, i daglig omtale ”slagteren” havde længe haft planer om endnu en tur til Afrika i februar måned. Igennem en årrække har han taget en vinter tur hvert andet år og efterhånden jaget de fleste arter i det sydlige Afrika.
Årets tur skulle gå til Namibia, og Henning og jeg kunne absolut se det fornuftige i at forlade den råkolde vinter, så vi var ikke længe om at tilslutte os planen om et jagtophold på en kombineret kvæg og jagtfarm i det østlige Namibia.
En kæmpe jagt farm
Det var som altid en fornøjelse at lande i den lille Hosea Kutako lufthavn, som ligger 45 km fra hovedstaden Windhoek. I løbet af ingen tid blev der lavet midlertidig våbentilladelse til vore rifler, og vi var klar til at møde vores vært Gert, som stod og bød os velkommen i ankomsthallen med et varmt smil og et lunt glimt i de brune øjne.
Gert er en meget dynamisk lidt rund mand sidst i halvtredserne, som hurtigt fik pakket bagage og rifler i bilen, inden vi satte kursen mod nordøst. Her midt i februar skulle græsset have stået højt og frodigt i bushen, men regnen havde svigtet, så landskabet, som vi passerede, var tørt med kun sparsom græsvækst. ”Vi skal snart have regn”, forklarede Gert, ”ellers står vi med virkelig store problemer med foder til kreaturer og vildt. ”
Efter små 3 timer på snorlige veje, stort set uden trafik, kørte vi ind på farmen ”Finale”, som grænser op til det store Herero stammeland, der fortsætter mod nordøst ind mod Botswana. Gert ejer 26.000 ha. Heraf er 4.000 ha hegnet med vildthegn, for at holde styr på de mere eksotiske arter som giraf, black wildebeest, waterbuck og sabelantilope. De resterende 22.000 ha er kreaturhegnet, som vildtet ikke har de store problemer med krydse, når det vil fra et område til et andet. Med jævne mellemrum står der vindmøller, som pumper vand op i store tanke, hvilket sikrer konstant vandforsyning til kreaturer og vildt over hele arealet, selv i den mest tørre tid.
Slagteren og jeg havde ikke planer om at nedlægge de store mængder vildt, men blot få nogle gode jagtoplevelser i bushen. Gert lod forstå, at bjergzebra var på tilbud, hvilket var udmærket, for de flotte skind er altid i høj kurs. Henning derimod havde en liste på 10 arter, som han gerne ville jage i løbet af de kommende 5 dages jagt. Gert var ikke i tvivl om, hvor den store omsætning skulle hentes, og valgte selv at guide Henning. Slagteren fik fornøjelsen af at jage med Gerts svigersøn Mark, der viste sig at være en behagelig og dygtig jæger.
Ud i bushen efter bjergzebra
Efter indskydning af riflerne bliver jeg præsenteret for Jacob, som normalt arbejder som sporer, men nu har fået en midlertidig forfremmelse til PH og skal være min jagtguide. Jacob, der taler et udmærket engelsk, får hurtigt bilen læsset med skydestok og den uundværlige køletaske med vand, hvorefter vi begiver os af sted efter bjergzebra.
Langsomt snegler bilen sig frem af de sandede veje, hvor vi ser efter zebraspor, men uden det store held. Der er spor efter mange andre arter, og vi ser oryx, vortesvin og red hartebeest i bushen, men zebra kan vi ikke finde. Jacob beslutter, at vi må ind og gå i bushen. Det er midt på eftermiddagen, og temperaturen er godt over de 30 grader, en verden fra den sne og frost vi forlod et døgn forinden. Bushen er tæt og fyldt med tjørn, men Jacob, der er lille og smidig, holder et godt tempo, og alligevel undgår han nærkontakt med tjørnebuskene. Jeg, derimod, er noget højere og slet ikke smidig, halvtræt og ikke rigtig akklimatiseret, og bliver revet af den ene modbydelige tjørn efter den anden. Inden længe løber blodet ned af mine forrevne arme, og hatten bliver den ene gang efter den anden revet af, fordi jeg ikke får mig bukket nok. Jacob er tydeligvis ikke imponeret over mine evner, men heldigvis er der ingen zebra i området, som jeg ville have advaret på lang afstand i min kluntede kamp igennem bushen. Det nærmer sig solnedgang, og vi kommer ud i et mere åbent område, hvor selv jeg kan bevæge mig lydløst rundt. Temperaturen er nu langt mere behagelig, så jeg begynder så småt at føle mig bedre tilpas. Vi når kanten af bushen og ser ud over en stor slette, hvor der græsser flere hundred springbuck og blesbuck.
Det er et smukt syn, som vi længe står og betragter, indtil der pludselig dukker en sjakal op små 100 meter ude. I en hurtig bevægelse har Jacob skydestokken på plads, og jeg leverer en kugle så effektivt, at sjakalen falder på stedet. Idyllen er brudt, springbuck og blesbuck forsvinder ud over sletten, og vi undgår kun lige at blive rendt ned af en flok vortesvin, som kommer væltende i panik.
Det er mørkt, inden vi når hjem, men der er lys og aktivitet på slagtepladsen. Jeg føler dårligt, at jeg er rigtigt landet, og så står jeg her i den lune aften og gratulerer Henning, som er vendt tilbage med oryx og duiker efter blot få timers jagt.
Aldrig give op
Klokken er 5.30. Der bliver banket på døren, og i det fjerne starter en hane med at gale. Søvndrukken forsøger jeg at lokalisere, hvor den ihærdige galen kommer fra, men inden jeg får styr på det, starter en gang prøjsisk march musik, og jeg bliver så klar over, at det er cd-afspilleren i baren, der leverer den effektive morgenvækning. Henning sidder og hænger over det ellers dejlige morgenbord. Han har fået slæbt en kraftig forkølelse med fra Danmark og har sovet elendigt. ”Du kan da ikke ramme noget med de røde øjne”, lyder det drillende fra slagteren. ”Det skal du slet ikke bekymre dig om”, knurrer Henning, der sluger et par Panodil og skyller dem ned med store mængder kaffe. ”Der er ingen forkølelse, der skal spolere den jagtrejse, jeg længe har gået og glædet mig til”, fortsætter han.
Jacob har et nyt område, hvor vi skal efter zebra. Det er igen tæt bush, men efter blot en halv time finder han spor efter en lille flok, som han målrettet begynder at spore. Nu går det knap så hurtigt fremad, og jeg får lidt bedre tid til at komme helskindet igennem forhindringerne, men alligevel trækker tornene sit blodige spor hen over arme og ben. Pludselig lyder et vrinsk, og vi ser 4 zebraer forsvinde mellem buskene et stykke fremme. Pokkers også, der røg vores mulighed for at komme ubemærket ind på dem! Jacob viser ikke tegn på ærgrelse, han fortsætter ufortrødent i sporet efter flokken, indtil vi en halv time senere igen støder dem. Vi stopper et øjeblik og drikker en tår vand, inden sporingen bliver genoptaget, for blot igen at høre flokken brase igennem bushen. Timerne går, og det nærmer sig middag, solen står lige over os og brænder nådesløst, ikke en vind rører sig i bushen, og vi sporer stadig den samme zebraflok, som snyder os gang på gang. Jeg fatter ikke, at Jacob ikke har givet op for længst, så da der med ét står en springbuck under en busk lidt længere fremme, ser jeg chancen for det springbuck skind, som ellers ikke havde første prioritet. Vi ligger på knæ, og jeg lægger riflen op på Jacobs skulder, men græsset er for højt, der er ikke frit skud.
Resolut flytter han riflen op på sit hoved, og nu er der mulighed for at sætte en god kugle på dyret, der falder på stedet. Det er en pæn springbuck, på ingen måde et stort trofæ, men jeg er kun interesseret i skindet. Jacob går efter bilen, men efter få minutter er han tilbage igen. ”Jeg har lige set zebraflokken”, siger han. Han er som en terrier efter rotter, utrættelig, så jeg hanker op i riflen og efterlader min springbuck, som jeg ellers lige sad og beundrede i et øjebliks eftertænksomhed. Vi er hurtigt på sporet igen og finder i løbet af et kvarter flokken, som roligt græsser imellem buskene. Efter 5 timers sporing og utallige nederlag har vi for første gang en oplagt chance. Oven i købet er vinden perfekt, og flokken kommer langsomt op mod os. Den gamle hoppe kommer fri af buskene, og 11.7 grams kuglen fra min 30-06 slår igennem skulderen og ind i brystkassen på hende på blot 50 meters afstand. Jeg har fuld tillid til A-Frame projektilet og ser hoppen forende midt i sin paniske flugt igennem bushen. Hoppen er gammel og med frygteligt forvoksede hove, så det er ufatteligt, at hun har kunnet klare sig og være i prima foderstand.
På slagtepladsen kommer vi til at vente, for Henning har nedlagt en prægtig eland, der er ved at blive skinnet. Da kuglen bliver fundet i zebraen, viser A-Frame projektilet sig at være deformt i uhørt grad, men alligevel med en restvægt på 88 %. ”Der skal en tungere kugle til”, lyder det fra Gert. ”Jeg bruger altid 14,3 grams kugler til min 30-06, det giver en ekstra sikkerhed for at slå igennem kraftige skulderknogler, når anslagsenergien er høj på den korte afstand, vi ofte skyder på i bushen”.
Vortesvin på kornet
Næste morgen står den igen på zebrajagt efter endnu en gammel hoppe. Jacob har styr på området hvor den holder til, og inden længe er han på sporet, hvor han finder lejet, hvor zebraen har tilbragt natten. Vi er ekstremt forsigtige og lydløse, men intet hjælper det, for med et brager zebraen igennem bushen foran os. Nu kender jeg lektien fra dagen før og forbereder mig mentalt på de mange, varme timer, der venter. Men det viser sig, at ikke to dage i bushen er ens. Efter at have stødt den enlige zebra 3-4 gange, ændrer den pludselig adfærd og bliver stående med front imod os. Der er nu kun 20 meter til zebraen, som vi igennem en åbning i bushen kan se humpe rundt på tre ben. Jeg knæler og skyder den på bladet. Zebraen synker sammen på stedet, og vi finder nu grunden til den besynderlige adfærd. Højre forben er brækket helt nede ved hoven. Dyret må enten have trådt forkert eller hængt fast i en rod.
Tilbage i lejren viser det sig, at slagteren har skudt en god springbuck og et gammelt vortesvin med prægtige tænder, som inspirerer til jagt på vortesvin. Jacob sætter kursen mod det fjerneste hjørne af farmen, hvor han vurderer, vi vil kunne skyde et vortesvin på anstandsjagt. Der er mere end 30 skjul udstyret med tag eller skyggenet fordelt over hele jagtområdet, hvoraf størstedelen er hævet mindst 3-4 meter over terrænet, som er fladt som en pandekage.
Vi kravler op i et skjul med udsigt til et vandtrug et halvt hundrede meter væk, får tømt stolene for nedfaldne grene og skidt, og finder os tilrette med kikkerter, vand og riffel. Netop dette skjul har ingen overdækning, men står op ad et træ med en stor krone, der yder god skygge. De første vortesvin kommer ind og drikker efter en times venten. Det er søer med smågrise samt unge svin. De unge svin nøjes ikke med at drikke, men kravler op i truget for at svale og gnubbe bagdelen. Det er topunderholdning at sidde og betragte dem. 12 kudu køer kommer som de næste frem i lysningen. De sikrer længe, inden de går frem til kreaturhegnet, som de elegant hopper over og fortsætter frem til vandtruget for at stille deres tørst. Jacob er faldet i søvn i sin stol og ser ikke vortesvinet, som står og sikrer i kanten af bushen. I kikkerten kan jeg se, at det er en ganske hæderlig orne, mon ikke den endda lige er en tand større end slagterens? Jo, den er helt sikkert bedre, noterer jeg tilfreds og lister forsigtigt riflen op. Med knæet skubber jeg til Jacob, som vågner op og hurtigt vurderer situationen. ”Shoot”, hvisker han. Ornen vælter i braget og giver et par spjæt i sandet, så støvet står i vejret, inden den ligger stille. Det er en vældig god gammel orne med karakter, som her har endt sine dage. Venstre tand er godt slidt efter års arbejde, men ikke mere end at den stadig er meget præsentabel. Nu er det planen, at jeg rigtig skal prale med min store gris, men hjemme på slagtepladsen ligger Hennings vortesvin, som er af tilsvarende størrelse, men med utrolig flotte, helt symmetriske, tænder. Jeg holder lav profil og nøjes med at gratulere den effektive jæger, der samme dag også har leveret blue wildebeest og steenbuck.
Masser af gode oplevelser
Det er blevet til nok vildt for mit vedkommende, så jeg tager med Henning og Gert en tidlig morgen efter red hartebeest. Et par gange tidligere har de forsøgt at overliste en gammel tyr, men hver gang har den anet uråd og er forsvundet ind i bushen. Denne morgen står den igen i sit vante område på en lille slette, hvor der kun er et par spredte træer, der kan bruges til dækning. Gert er ikke optimist, men forsøger i sin pürsch at udnytte træerne til dækning. Fremme ved det sidste træ kommer skydestokken op, og Henning leverer på 200 meter en perfekt bladkugle. Det går næsten for nemt, men heldigvis er det ikke alt, der skal arbejdes lige hårdt for. Slagteren har i et par dage gået efter zebra, til knæene var ømme og psyken presset, men denne morgen er chancen der med ét. Flokken er i et åbent område, riflen ligger på skydestokken, og den første zebra bliver lagt ned med perfekt skydning. Sekunder senere opstår endnu en mulighed, og slagteren dublerer resolut med endnu en bladkugle.
I løbet af den sidste jagtdag, får Henning nedlagt yderligere en bjergzebra og slagteren en hæderlig kudu tyr. Den sidste aften kan Gert og Henning begge veltilfredse sidde og glæde sig over at have nedlagt alle de ønskede dyr på Hennings liste, på nær endnu en bjergzebra, som han havde øget ønskelisten med. Slagteren og jeg var begge svært tilfredse med vort eget mådehold, og alligevel fik vi alle de gode jagtoplevelser, som vi kom efter.
