Der er delte meninger om, hvordan man afliver, eller som man også kalder det affanger, et anskudt, påkørt eller på anden måde tilskadekommet stykke råvildt. Enhver aflivning af råvildt bør foregå på den hurtigste, mest humane og for dyret mindst stressende måde.
Hvis man i en jagtsituation med hagl eller riffelkugle, får nedlagt et stykke råvildt og kan se, at dyret ikke umiddelbart forender, bør man som jæger ALTID bestræbe sig på at afgive endnu et skud, så dyret aflives så hurtigt som muligt.
- Aflivning med skud på bladet er dræbende.
- Aflivning med skud på halsen hvor nakkehvirvel, rygmarvskanal og halspulsåre rammes, eller hovedets øvre del, er øjeblikkelig dræbende.
På pürschjagt eller selektionsjagt, har man som regel altid mulighed for at afgive endnu et skud til dyret, såfremt det ikke umiddelbart forender, men på en drivjagt hvor man evt. benytter løse hunde i drevet, kan man komme i den situation at de drivende hunde er på fod af dyret, og derfor hurtigt vil være fremme ved dyret, man har skudt til. Hvis dyret ikke umiddelbart forender, vil tilstedeværelsen af hundende omkring dyret, i de fleste tilfælde forhindre jægeren i at afgive et fangstskud.
Det er i sådanne situationer, det kan det være nødvendigt at aflive dyret med en kniv, hvilket er essensen i denne artikel.
Aflivning som i “gamle dage”
Der findes i dag desværre jægere som mener, at såfremt man ikke kan aflive et stykke råvildt hurtigt og effektivt ved at stikke det i nakken, burde man ikke gå på råvildtjagt. Magen til vås og “Rambo-attitude” skal man lede længe efter, da en aflivning af dyr ved et stik i nakken – og ind i hjernen, for det første ikke kan udføres med de knive som 90% af samtlige jægere bærer rundt på. For det andet er aflivningsmetoden besværlig at udføre medmindre dyret er svækket, og for det tredje kræver aflivningsmetoden en rutine, som ikke kun kan opnås ved træning på døde dyr.
En af årsagerne til at der med års mellemrum skrives nye jagtbøger, er blandt andet ny viden ud fra optjente erfaringer – også kaldet udvikling. Et tydeligt eksempel på denne udvikling er, når der i gamle jagtbøger står beskrevet, hvordan man som det mest naturlige i verden, sætter sig overskrævs på et anskudt eller skadet stykke råvildt, tager fat om dyrets næseryg og presser dyrets hoved ned mod dets brystkasse, hvorefter man stikker en kniv ind i “stikhullet” i nakken på dyret. “Stikhuller” (eller “nakkehullet”) er placeret mellem dyrets kranie og første nakkehvirvel, som bliver tydeligere, når dyrets hoved presses ned mod dets brystkasse. Når dyrets hoved holdes i denne position, kan man med en finger (ca. midt mellem ørerne) mærke det omtalte “stikhul”.
Kniven som man vil bruge til aflivningen, må max. være 1,5 cm bred, og skal stikkes ind i “stikhullet” og videre ind i dyrets hjerne – i en linje ned mod øjnene og dyrets snude.
Hvis man er så naiv at tro at et rådyr bare lader sig aflive uden kamp, tager man grusomt fejl, da et rådyr som hovedregel altid går i panik, når vi mennesker tager fysisk fat i det. Dyret vil etablere de sidste kræfter for at undslippe vores fastholdelse, og et panisk og adrenalinpumpende dyr kan faktisk mobiliserer uanede kræfter, medmindre der er tale om dyr, som er i en form for choktilstand eller svækket i en sådan grad, at det har svært ved at gøre modstand.
Dyret vil under denne form for aflivning blive panisk og skrige, og afhængig af de kræfter dyret kan mobilisere samt jægerens erfaring og styrke, kan denne aflivningsmetode tage betydelig længere tid, end den teoretisk er beskrevet i de gamle jagtbøger.
Det er sket op til flere gange at jægeren under et sådan aflivningsforsøg, selv er kommet til skade ved at skære sig selv i hænderne, eller har været uheldig og i kampens hede er kommet til at stikke kniven ind i sit eget lår.
Det er som antydet først når vi tager fat i dyret, at vi bliver bekendt med, hvor mange kraftressourcer dyret er i stand til at mobilisere, hvilket minder mig om en episode jeg havde i forbindelse med aflivning af en “svag” gammelrå for flere år siden. Episoden udspillede sig omkring årsskiftet på en af mine utallige ture rundt på reviret, hvor jeg var ansat som skytte.
Ca. 50 meter fra skovvejen havde jeg tidligere på dagen set et stykke råvildt sidde og kigge efter bilen, mens jeg kørte forbi på skovvejen. Da jeg tre timer senere kom kørende forbi det samme sted, sad dyret der stadig og i akkurat samme stilling. Jeg stoppede derfor bilen, steg ud af denne og nærmede mig dyret for at se, om der var noget galt med det. Normalt vil et sundt og frisk rådyr springe op og løbe væk, når man nærmer sig, men dette dyr blev blot siddende og trykkede mod skovbunden. Jeg kunne bevæge mig rundt om dyret på et par meters afstand, uden at det på nogen måde gjorde forsøg på at flygte. Jeg kunne tydeligt se, at dyret trak vejret og at det fulgte mig med øjnene så godt det kunne, mens det trykkede hovedet fladt mod jorden. Et dyr med et sådan adfærd, er i min optik et “sygt/dårligt” dyr, hvilket betyder, at det skal aflives.
Selvom jeg havde min riffel i bilen, overbeviste min “dovenskab” mig om, at dette dyr var så afkræftet, at det nemt og hurtigt kunne aflives med et stik i nakken, hvilket jeg havde praktiseret adskillige gange før. Jeg havde til lejligheden en smalbladet foldekniv på mig, og da beslutningen om at aflive dyret var truffet, gik jeg tættere på dyret bagfra mens jeg åbnede min foldekniv. Da jeg næsten var fremme ved dyret, løftede det hovedet, mens det begyndte at rejse sig. Jeg kastede mig oven på dyret, så det ikke skulle slippe væk, hvorefter det sank sammen igen. Nu er det mange år siden, at min kampvægt har været under 100 kg, hvorfor min overraskelse var stor, da jeg erfarede at dyret næsten fik rejst sig op på alle fire ben igen, mens jeg forsøgte at gøre mig så tung som mulig, i et desperat forsøg på at presse dyret ned mod jorden igen. Årsagen til at dyret ikke fik rejst sig helt op, var formentlig at det lykkedes mig at rive det ene forben væk under det, hvilket gjorde at dyret sank sammen. Da jeg kunne mærke at dyrets kræfter begyndte at aftage, lykkedes det mig med megen møje og besvær at få bøjet dyrets hoved ned mod dets brystkasse, hvorefter jeg kunne stikke kniven i nakken på dyret, og derved få det aflivet.
Jeg er den dag i dag stadig overrasket over, hvor mange kræfter dyret fik mobiliseret i kampen for at overleve, og der er ingen tvivl om, at et skud til det “svage” dyr havde været at fortrække, da dyret derved var blevet aflivet hurtigere og på den mindst stressende måde.
Jeg vil derfor stærkt fraråde en aflivning af råvildt ved et stik i nakken, medmindre man er meget rutineret i disciplin, er i besiddelse af den korrekte kniv til formålet, og har udført denne form for aflivning med succes utallige gange før.
Afliv med kniv i hjerteregionen
Hvis man skal aflive råvildt med en kniv, bør man stikke dyret i hjerteregionen, hvilket kan udføres på to forskellige måder.
- Man kan stikke en almindelig jagtkniv ind gennem ribbenene og direkte ind i hjerteregionen. Man skal huske på, at hjertet sidder lavt placere i brysthulen på et stykke råvildt, og man skal sikre sig, at de store blodårer (over hjertet), punkteres/skæres over. Dette kræver en foldekniv/dolk med en bladlængde på minimum 10-12 cm.
- Som jæger, skytte og registreret schweisshundeføre, foretrækker jeg at aflive råvildt ved at stikke en kniv ind i bringen på dyret. Kniven stikkes ind mellem brystbenet og indersiden af skulderbladet og direkte ind i hjertet, hvor man skærer pulsårer og arterier over i toppen af hjertet, ved at vrikke kniven op og ned et par gange. Dette kræver en foldekniv/dolk med en bladlængde på minimum 15 cm.
Aflivningsmetoden påvirker kødkvaliteten
Det er ikke alle jægere som tænker over, at kødkvaliteten (læs: kødets mørhed) er meget afhængig af dyrets stressniveau, når det forender. Et dyr som går afslappet og esser, og som dør øjeblikkeligt grundet en velplaceret riffelkugle, har et stressniveau helt i bund. Modsat vil et dyr, som først er blevet anskudt, og bagefter oplever at blive fastholdt af en jæger, mens han/hun forsøger at bøje dyrets hoved ned mod dets brystkasse, for at kunne stikke en kniv ind i nakken på dyret, være betydelig mere stresset end det dyr, som dør øjeblikkeligt grundet en velplaceret riffelkugle.
Man kan roligt sige at jo hurtigere et dyr forender, des bedre bliver kødkvaliteten på dyret. Dette skyldes at pH-værdien i kødet stiger hos et dyr der stresses, da musklerne fyldes med mælkesyre. Dette bevirker, at kødet virker hårdt, når dyret forlægges, ligesom kødet vil være meget mørkt og have en glinsende overflade. Samtidig går forrådningsprocessen meget hurtigt.
På kvægslagterier gør man alt for, at slagtedyr ikke skal stresses unødigt, hvorfor kalve hjemtaget fra enge aflives straks de kommer til slagteriet. Voksne kreaturer kan tåle et højere stressniveau grundet deres livserfaring og den daglige omgang med maskiner og mennesker.
Straks efter et dyr (kreaturer) er aflivet på et slagteri, måler slagteren pH-værdien i kødet, og er den for høj, bliver hele dyret lavet til hakkekød, da man ikke kan få andet ud af et sådant dyr.
Den eneste årsag til at råvildtet og specielt bukkene, ikke virker seje i kødet, når de senere spises, er den simple forklaring, at der her generelt er tale om meget unge dyr.
Læs også
