AF ASBJØRN HELLESØE-JENSEN
En gennemsnitlig dansk vildtremise bliver typisk ikke plejet i det omfang, det er nødvendigt for at opretholde den tilstand, som er optimal set med vildtets øjne. Det er ærgerligt, da det i vildtplejesammenhæng er en ”lavthængende frugt”, hvor man virkelig får belønning for indsatsen.
Sol og vind
Overordnet set går opgaven ud på at følge det gode, gamle vildtpleje-mantra: Vinden skal holdes ude, og solen skal lukkes ind. Hvordan det kan lade sig gøre, afhænger i høj grad af udgangspunktet. I nogle tilfælde vil løbet være kørt, og vildtremisen må have en mere gennemgribende restaurering, hvor man fælder, rydder og planter nyt. Oftest vil man dog kunne gøre en stor forskel med en årlig beskæring og et par bundter planter i ny og næ.
Der er desværre en uheldig tendens til, når man først har plantet, bare at lade stå til. Det resulterer i nogle forvoksede vildtremiser, hvor vinden suser lige igennem, og solen holdes effektivt ude. Årsagen til, at det går sådan, er, at man har plantet relativt mange planter for hurtigt at få et resultat. Oftest med en uforholdsmæssig stor andel træer, der hurtigt ser ud af noget. Og vildtremisen fungerer også rigtig godt i de første 5-7 ungdomsår. Men så går det galt.
Skygge
Det sker, fordi træer, når de bliver større, skygger bundvegetationen væk og med tiden også deres egne nederste grene. Man får derved en meget bar bund, hvor vildtet ikke kan finde læ, varme eller dækning for rovvildt. At der alligevel ofte kan findes en fasankok eller to i sådanne vildtremiser, skyldes udelukkende ihærdig fodring og de få brombærranker, der klarer sig i kanterne af vildtremisen.
Den ”rigtige” måde at pleje en vildtremise på, er, at man løbende efter plantningen sørger for at tynde ud og beskære, så beplantningen holdes tæt i bunden, hvor vildtet har behov for læ. Derudover må man gerne tynde hårdt i træerne, så buskene løbende får mere plads og spreder sig. Tænk på, hvor meget et 100 år gammelt, bredkronet egetræ fylder – der skal altså være ret langt imellem træerne på længere sigt.
Planterne
En forudsætning for at komme godt i gang med at pleje vildtremiser er, at man kan artsbestemme de planter, man arbejder med og har et grundlæggende kendskab, til hvordan de opfører sig. Overordnet set kan man dog dele planterne i vildtremiser op i tre kategorier, som hver har deres karakteristika: buske, løvtræer og nåletræer. Har man styr på det, er det ikke så afgørende, om træet er ask eller eg, eller om busken er dunet gedeblad eller fjeldribs.
Buske
Buske er relativt lave og giver god læ og dækning ved jorden, men de kræver lys og plads for at trives. Nogle spreder sig med rodskud og danner tætte krat, andre slår rod, hvor nedhængende grene rammer jorden. Langt størstedelen af de buskarter, der er anvendt i vildtremiser, tåler kraftig beskæring og skyder imponerende voldsomt efterfølgende. Jeg har til gode at se en vildtremise, hvis buske blev varigt beskadiget af mødet med en motorsav, så hvad buske angår, så tag bare fat.
Løvtræer
Løvtræer er ét- eller flerstammede, løvfældende træer. Træer bliver høje og gror opad, hvor de danner en krone, der skygger over et stort område. Stammerne giver ikke noget læ af betydning nede ved jorden. Langt de fleste løvtræer vil – i en eller anden udstrækning – skyde fra stødet, hvis de fældes, uden at man dog skal regne med at få et pænt træ ud af det igen lige foreløbig. Kroner fra ask, eg og andre løvtræer kan give et rigtigt fornuftigt fødetilskud til hjortevildtet, hvis de efterlades på jorden.
Nåletræer
Nåletræer er typisk stedsegrønne, og giver derfor god læ – undtagelsen er lærk, der er løvfældende. Forudsætningen for, at de giver læ ved jorden, er dog, at de bevarer grene med nåle på helt ned til jorden. Bliver træerne først så høje og brede, at de når sammen og begynder at skygge deres egne nederste grene ihjel, giver de ikke nogen læ længere. Lige præcis dette problem er nok det mest udbredte problem med vildtremiser, der ikke er blevet plejet. Nåletræer skyder ikke igen, hvis de fældes ved jorden. Nogle arter tåler dog lettere beskæring, hvorved de busker sig og kan danne meget tætte krat. Til dette formål er rødgran og sitkagran velegnede.
Beskæring
Med en mindre motorsav og en buskrydder med et udvalg af klinger er man rigtig godt udstyret. En mindre motorsav fordi man ikke har brug for ret meget power for at save i de relativt tynde grene og stammer. Derudover kommer man ofte til at stå lidt akavet, og man bevæger sig i buskads og krat, og så bliver en større og tungere sav simpelthen bare irriterende at gå med. Jeg foretrækker en 40cc sav med 13” sværd, der sagtens klarer opgaverne i vildtremiserne.
Har man flere store remiser og evt. læhegn, kan man overveje at lade en entreprenør klare opgaven med en maskine. Typisk vil det være en mindre gravemaskine monteret med et fældehoved. Det er effektivt, men det koster også penge, og man kan ikke på samme måde kæle for detaljerne, som hvis man gør arbejdet med håndkraft.
Halvfældninger
Når man beskærer – eller fælder – i forbindelse med pleje af remiser, kan man gøre det på flere måder, og hvad der er bedst afhænger lidt af situationen, samt – ikke mindst – smag og behag. Man kan fælde ved jorden og samle kvaset i bunker. Kvasbunker er i sig selv et glimrende tiltag, der giver masser af insekter og gode skjul til en masse dyr og fugle. Denne form for pleje giver masser af luft og lys og ny vækst fra bunden. Man kan også lægge snittet lidt højere og lade grene og kvas ligge, hvor det lander. Det ser rodet ud, men blandingen af små kvasbunker og ny vækst i blandede – lidt tilfældige – højder giver en god biotop for f.eks. fasaner. Kvaset vil også i nogen grad beskytte de nye skud mod bidskader fra hjortevildt. De fleste løvtræer og buske kan også med succes ”halvfældes”. Denne øvelse går ud på, at man saver stammen eller grenen 3/4 igennem og vælter den omkuld. Da den stadigvæk har forbindelse til roden, vil den leve videre og fortsætte med at skyde – nu bare i jordhøjde.
Læ
For at lukke vinden ude er det vigtigt, at man har buske, der er tætte, i kanterne af vildtremisen. Især mod vest er det vigtigt, at vinden bliver holdt ude. Man må derfor først konstatere, om der er én eller flere rækker buske i kanten af vildtremisen og dernæst vurdere, om buskene opfylder deres formål. Findes buskene ikke, vil jeg anbefale at få dem plantet hurtigst muligt, da buskranden er forudsætningen for, at vildtremisen kommer til at fungere på den lange bane.
Hvor meget, der skal til for at give tilstrækkeligt læ, kan man ikke udtale sig om generelt, da det også afhænger meget af, hvordan vildtremisen er placeret i øvrigt. Man må føle sig frem – helt bogstaveligt – evt. med en kop kaffe i hånden. Synes du, at det er behageligt at opholde dig i vildtremisen en halv times tid på en blæsende vinterdag, så er du i mål.
Konstaterer man, at der er buske, men at de ikke giver læ nok, må man skære buskene ned – helt eller delvist – for at få dem til at skyde igen og blive tættere. Derudover må man forsøge at give buskene noget mere lys og plads. Det kan gøres ved at lade buskene brede sig ud i marken i en udyrket bræmme på et par meter – det der kaldes en fodpose. Denne løsning vil dog sjældent vække begejstring hos dem, der dyrker marken. Den bedste løsning er derfor i langt de fleste tilfælde at tynde kraftigt i den indre del af remisen, så buskranden får mulighed for at blive kraftigere indad.
Sol
I den indre del af vildtremisen – hvor der nu gerne skulle være nogenlunde læ – skal lukkes solen ind. En stor gruppe graner, hvor der er helt mørkt og bart i bunden, er derfor ikke ideelt. Udelukkende høje løvtræer dur heller ikke. En blanding af små, åbne pletter eller spor, grupper af graner, grupper af buske og enkelte større løvtræer er ideelt.
Ikke alle remiser er så store, at de kan rumme det hele, men så længe man får skabt læ og får lukket solens varmende stråler ind, så er man rigtig godt på vej.
God arbejdslyst!
