En hunulv ved Skjern ser ud til at have fundet en mage. Ifølge specialister fra Naturhistorisk Museum Aarhus, Aarhus universitet og Miljøstyrelsen vil det sandsynligvis føre til hvalpe og en ny ulveflok i Sønderjylland til foråret. Det nye ulvepar er både registreret på vildtkameraer og af forbipasserende fra offentligheden. Det seneste foto er fra sidste uge, hvor et vildtkamera registrerede to ulvelignende dyr på samme billede.

Allerede i september var der tegn på den gryende romance, da der flere gange blev observeret parallelle ulvespor i området ved Skjern. Da det ene sæt spor er klart større end det andet tyder det på, at der er tale om en han og en hun.

Forskere fra Naturhistorisk Museum, Aarhus og Aarhus Universitet, der overvåger ulve i Danmark for Miljøstyrelsen, vurderer at observationerne samlet tyder på, at et nyt ulvepar er en realitet i området.

Læs også: Ny ulv i Danmark bag angreb ved Holstebro

Siden januar 2020 har en dansk født hunulv levet alene i det såkaldte Skjernrevir, og det overrasker derfor ikke forskerne i ulveovervågningen, hvis hun har tiltrukket en han.

Deres næste opgave bliver nu at identificere den nye hanulv. Det skal ske ud fra en række spytprøver der tages fra bidmærker på nedlagt hjortevildt samt afføringsprøver samlet i reviret igennem efteråret.

Hvis analyser af det indsamlede materiale bekræfter, at der er tale om et nyt ulvepar, kommer der sandsynligvis ulveunger i løbet af foråret 2022.

Den voksende ulvebestand i Danmark, har været kontroversiel de seneste år. Selvom antallet af angreb på husdyr har været begrænset, og danske jægere ikke oplever samme bekymrende antal angreb på jagthunde, som det ses i Sverige, er der mange, der mener at Danmark er for lille til at have ulveflokke uden at det, før eller senere, vil kollidere med mennesker og tamdyr.

Læs også: Endnu en ulvehvalp dukket op i Klelund plantage

Den frygt deler Miljøstyrelsen dog ikke. ”Mennesker behøver ikke være bange for ulvene, selv om der kommer flere til i Skjern-reviret i løbet af foråret,” siger specialkonsulent i Miljøstyrelsen, Lasse Jensen. Han mener at ulve generelt undgår mennesker, og at der ind til nu ikke er observeret problematisk adfærd hos danske ulve.

Skulle en ulv i Danmark miste sin skyhed over for mennesker og begynde at blive nærgående, vil Miljøstyrelsen sørge for, der bliver iværksat afværgeforanstaltninger og om nødvendigt sørge for, at ulven bliver aflivet.

Læs også: Nordjysk ulv er helt ny i Danmark

Læs også: Skånes første ulveflok med hvalpe har etableret sig en time fra København