Det er ikke alle, der kender Schweiss-registret, men de 180 uddannede hundeførere og deres hunde udfører en yderst vigtig opgave. 19.000 gange årligt bliver de tilkaldt, når et dyr er blevet påkørt eller anskudt. Ofte flygter dyret, og det er hundeførerens og hundens opgave at opspore det og ikke mindst identificere ejeren af den jordlod, hvor dyret findes dødt eller aflives.

App udviklet af Geoinfo i samarbejde med Naturstyrelsen og Schweiss-registret

Schweiss-hundefører, Lars Haugaard fortæller: ”Vi må ikke bare taget dyret med os, da dyret tilhører ejeren af den matrikel, hvorpå det findes. Derfor er en vigtig del af vores arbejde at finde lodsejeren. Det er noget vi bruger rigtig meget tid på, og det kan være ekstremt udfordrende. Ofte bliver vi kaldt ud, når det er mørkt og i tæt bevoksede områder med meget lidt landkending”. Lars Haugaard har været hundefører siden 1994 og dækker det sydlige Djursland. Han bliver kaldt ud 120-150 gange årligt. Han og hans kollegaer har tidligere brugt en simpel app med begrænsede informationer og besværligt login.

”Med den nye Find Ejeren-app er det nemt. Jeg skal bare prikke på det geografiske kort i app’en, så får jeg adgang til alle relevante, tilgængelige ejeroplysninger for præcis det sted, hvor jeg står. Det svarer til at have et matrikelkort i baglommen, bare hurtigere og nemmere at bruge” siger Lars Haugaard.

App’en, som er udviklet af Geoinfo i samarbejde med Naturstyrelsen og Schweiss-registret, finder på baggrund af offentligt tilgængelige data kontaktoplysninger på ejeren af stedet. Lokationen vises samtidigt på et digitalt kort understøttet af GPS. App’en, som er gratis, kan frit bruges af alle, herunder natur- og miljøarbejdere og jægere, som ofte har udfordringer med at lokalisere lodsejere.

Søren Bagger, som har været projektleder på udviklingen af Find Ejeren i Geoinfo, fortæller: ”App’en giver adgang til offentligt tilgængelige data på en nem og brugervenlig måde. Det er ikke raketvidenskab, men det løser et meget stort behov”. Geoinfo er specialist i lokationsbaserede softwareservices til den offentlige og den private sektor.

Schweiss-registret

Schweiss-registret omfatter 180 hundeførere og deres hunde landet over. Arbejdet som Schweiss-hundefører er frivilligt. For at blive Schweiss-hundefører skal man først til en optagelsesprøve og derefter gennemgå en to-årig uddannelse, hvor man er aspirant. Derudover skal hundene løbende trænes.

Hvad gør man hvis man påkører eller anskyder et dyr?

Hvis man påkører et dyr, bør man ringe til Dyrenes Beskyttelses vagttelefon på 1812, som herefter tager kontakt til Schweiss-hundeførere i området. I Sverige er det en pligt at anmelde påkørte dyr. Det er det ikke i Danmark. Jægere har pligt til at anmelde et anskudt dyr.

Om Geoinfo A/S

Geoinfo leverer løsninger til geografisk analyse, visualisering og optimering. Geoinfo er dansk distributør af ArcGIS, verdens førende lokationssoftware fra Esri. Virksomheden tilbyder software, projekter, systemudvikling, konsulentydelser, service og support, GIS-og datastrategiudvikling, kurser og kompetenceudvikling.