Norske jægere klager nu over, at det bliver svært at holde deres fuglehunde trænede efter at det norske Miljødirektorat, tidligere i år, forbød udsætning af fasaner og agerhøns. Forbuddet kommer efter at klager fra flere norske organisationer – blandt andet NOAH og Norges Ornitologiske Forening – har fået det norske Miljødirektorat til at forbyde udsætningerne.
Omkring 7.000 fasaner og agerhøns har årligt været udsat i Norge med det formål at træne jagthunde til jagtprøver og ikke mindst til den traditionelle rypejagt, men det er nu slut.
De klagende interesseorganisationer, der indledte med at klage til den norske ombudsmand, mener at udsætningen af fugle ikke er i overensstemmelse med den norske dyrevelfærdslov. Ifølge dem skulle fuglene fryse, ikke få nok mad og risikere at blive væk i naturen. Den betragtning har det norske Miljødirektorat erklæret sig enig i og meddelt, at der ikke vil blive givet tilladelse til udsætninger mere.
Læs også: Fasanudsætning er ikke i sig selv skidt for rovfuglene!
Udsætningen af fasaner og agerhøns til hundetræning har været tilladt i Norge i 150 år. Fuglene er traditionelt blevet udsat i kystnære områder omkring Trøndelagen og Mjøsa.
”Det er klart at afslaget vil have en negativ effekt på jægernes muligheder for at træne og prøve fuglehunde. Forbundet vil nu kigge på de nye vedtægter og se hvordan det her kan håndteres i fremtiden” siger jagtkonsulent Roar Lundby fra det norske Jægerforbund.
Læs også: Indberetning for fasan, agerhøne og gråand