Er dyrere altid bedre? Jens Ulrik ser på de prisbillige knive fra svenske Morakniv og vurderer egnethed i forhold til praktisk anvendelse som jagtkniv.
Det er ikke så længe siden, at jeg havde en europæisk producent af meget dyre jagtknive (2.000,- kr og op) i telefonen. Han var naturligvis fast i troen på, at han producerer verdens bedste knive, og det gør han muligvis også – ud fra hans egne snævre kriterier. Han var – helt uprovokeret – direkte nedladende overfor hans noget billigere konkurrenter, som hans produkter ifølge ham selv ”ikke tåler nogen sammenligning med”.
Brugskniven er et værktøj, der skal løse en opgave
Jeg stod og skulle afsted på en længere jagtrejse til Kamchatka og havde egentlig besluttet mig for at prøve en af hans dyre knive på turen, men samtalen provokerede mig til at gå helt i den anden grøft og i stedet kaste et fornyet blik på min gamle ven Morakniven – en af de billigste brugsknive overhovedet.
Hvad kendetegner en rigtig god brugskniv? Som det værktøj, kniven er, skal den selvfølgelig løse den opgave, den er designet til. Knivens form og håndteringsegenskaber er derfor yderst vigtige. Desuden er stålet i klingen en væsentlig kvalitetsparameter. Hvor længe holder kniven skæret? Hvor let er den at skærpe, når den bliver sløv? Hvor let ruster den? Prisen er heller ikke uvæsentlig. Hvor dyr er kniven at erstatte, hvis den bliver væk?
Det, som jeg har brug for, er en all-round kniv først og fremmest til at brække, flå og partere nedlagt vildt. I anden række fungerer min kniv som et værktøj til at skære reb over, åbne emballage, skære strimler af træ til optænding, skære mad ud med osv. osv. Jeg bruger min kniv meget.
Morakniven – baseret på århundreders praktisk erfaring
Den klassiske Morakniv er netop designet til denne form for all-round brug. Formen er et udtryk for århundreders praktisk erfaring høstet i hænderne på hærdede friluftsmennesker i de dybe svenske skove. Designet har i den grad bevist sit værd og det har derfor ikke udviklet sig meget de sidste mange årtier. På de nyere udgaver er der dog mulighed for skridsikre gummibelagte greb, hvilet klart er en fordel, ligesom signalfarver er overordentligt praktiske, når kniven rent faktisk bliver brugt en hel masse i blod, skovbund og sne….
Stålkvaliteten (og hærdningen) afgør, hvor længe en kniv kan holde sig skarp og hvor svært det er at skærpe den. Desværre har de to egenskaber en tendens til at modarbejde hinanden på den måde, at avancerede ”superståltyper”, som virkelig kan holde et skær i lang tid, oftest også er betydeligt sværere at få ordentligt skarpe, når de bliver sløve. Som jæger har jeg brug for en balance, der dels muliggør, at jeg kan brække nogle dyr uden at slibe kniven, men som også tillader, at jeg relativt enkelt og hurtigt kan få kniven skarp i en fart.
3 forskellige klingetyper
Moraknive findes med tre forskellige typer klingestål. Kulstofstål (som ruster i en fart), lamineret kulsstofstål (med samme problem) og rustfrit stål. Jeg gider ikke knive, som ruster og det indsnævrer Mora-udvalget til knive med klinger af Sandvik 12C27 – et rustfrit svensk knivstål, som har bevist sit værd gennem årtier til især brugsknive, skøjteklinger og isbor. Dette stål er kendt over hele verden, som et fremragende valg til knivklinger og anvendes i stor udstrækning af såvel producenter og knivmagere. Det er meget sejgt på trods af en god hårdhed og det er let at skærpe, men holder faktisk æggen ganske længe. At det i forhold til diverse mere eksotiske stållegeringer også er relativt billigt, gør jo ikke stålet mindre interessant for hverken masseproducenten eller slutbrugeren.
Det er altså bestemt ikke nogen tilfældighed, at Mora har valgt netop dette stål til fremstillingen af langt over to millioner knive om året, ligesom det næppe heller kan siges at være tilfældigt, at denne svenske knivproducent er nået op i så svimlende produktionstal. For Mora-knivene virker i al deres enkelhed – og har gjort det i generationer.
Med Morakniven på jagt
Selv har jeg gennem årtierne ejet et utal af Mora-knive. Ofte har der været tale om den helt enkle model fra byggemarkedet med blåt kunststofgreb til en halvtredser eller mindre. Det er aldrig lykkedes mig at slide en op, men jeg har glemt en hel del af dem i skovbunde, slagtehuse, bagagerum og Gud ved hvor. De har også en tendens til at forsvinde, når jeg har haft dem med på jagtrejser, eftersom guider og trackere ofte kender disse svenske knives brugskvaliteter udmærket og kigger sultent på dem, når jeg skal hjem.
Senest havde jeg som nævnt en Mora-kniv med mig til Kamchatka. Denne gang var valget faldet på en ”Bushcraft Survival” som ud over en kraftig klinge og et godt skridsikkert greb har en skede med diamentsten på og en holder til et ildstål.
Vi nedlagde to elge inden for ganske kort tid og de store dyr på henholdsvis godt 650 og 800 kg skulle brækkes, skinnes og grovparteres i en fart, da mørket sænkede sig og temperaturen lå på omkring -30 grader. Vores chefguide Evgenij gik til makronerne med stor rutine men med en håbløst sløv kniv. Jeg rakte ham derfor Moraen, som han øjeblikkeligt genkendte som en ”svensk kniv”. I løbet af 45 minutter var de to store dyr befriede for skind og indvolde og skilt ad i deres hoveddele. Evgenij – som ikke var vant til, at knive kunne skære som denne – havde ”held” til at skære sig selv i de kolde fingre et par gange undervejs. Det kunne dog ikke fjerne smilet fra hans ansigt. Selvsamme smil blev bestemt ikke mindre, da jeg efter at have konstateret, at kniven stadig var brugbart skarp forærede ham den.
Konklusionen
Langt de fleste af os har de samme praktiske kniv-behov som denne russiske jæger. Vi behøver et stykke værktøj, som virker upåklageligt og som kan skærpes med primitive slibeværktøjer i en fart. Det må også gerne være så billigt, at det ikke er jordens undergang, hvis vi taber kniven i kampens hede. Jeg har masser af ”finere” knive end Mora-knivene. De er alle sammen væsentlig kønnere og har en betydeligt højere NIF-værdi (NaboImponeringsFaktor). En del af dem – men langt fra alle – holder måske nok skæret lidt bedre, men de kan ikke umiddelbart skærpes med kolde og blodige fingre i pandelampens skær et sted i skoven – og en sløv kniv er en sløv kniv uanset, hvor dyr den har været! Alle de ”pæne” knive i skuffen har også været væsentligt dyrere. Ofte koster de 10 eller 20 gange så meget og alene af den grund, er det altid arbejdskniven, som får lov til at tage de egentlige tæsk.
Min påstand er, at ingen kniv i verden opfylder mine behov for en god allround jagtkniv bedre end en massefremstillet Morakniv. Pris og kvalitet hænger IKKE altid uløseligt sammen.
LÆS OGSÅ
Drømmen om verdens bedste jagtkniv
Flotte knive fra finske Brisa
Sådan sliber og vedligeholder du æggen på din jagtkniv
