Løgnen om løven Cecil

Den 1. juli 2015 skød den amerikanske tandlæge Walter Palmer med sin jagtbue en 13 år gammel hanløve, Cecil, med GPS-halsbånd nogle kilometer uden for Hwange nationalparken i Zimbabwe. Så langt er alle enige.

En lille måneds tid efter selve jagten brød helvede løs.

Den 26. juli blev først The Guardian og siden BBC kontaktet af ”naturbeskytteren” Johnny Rodrigues fra organisationen ” Zimbabwe Conservation Task Force”, som kunne fortælle, at løven ”Cecil” – en hanløve, som var kendt af Hwange parkens guider – var blevet dræbt illegalt af en ukendt spansk jæger med en armbrøst.

Han blev citeret for at udtale, at ”jægeren havde betalt 55.000 USD i bestikkelse til guider for at skyde den ikoniske løve” og at valget af våben var sket for ikke at blive afsløret af skudstøj. ”Det er stille. Hvis du vil gøre noget ulovligt, er det måden at gøre det på”, havde Rodrigues ifølge BBC oplyst.

Et trofæbillede af den døde løve og dens banemand cirkulerede snart på de sociale medier, og det varede ikke længe, inden det stod klart, at jægeren ikke som oplyst var spansk, men amerikansk. Der var tale om en tandlæge fra Minnesota – Walter Palmer – som i løbet af timer kunne bryste sig med den noget tvivlsomme titel, som den mest hadede mand på Facebook.

Shit storm

Historien udviklede sig yderligere. Cecil skulle på ulovlig vis være blevet lokket ud af nationalparken med lokkefoder udlagt til formålet, hvorefter tandlægen havde anskudt løven med bue. Efter en eftersøgning på næsten to døgn skulle løven være sporet og nedlagt med riffel, hvorpå Cecil – som hele verden nu var på fornavn med – var blevet flået og havde fået skåret hovedet af.

Læs også: Har løvejagt en fremtid? Har løver en fremtid?

Hundreder af tusinder delte forargede opslag på Facebook og forsøgte på kreativ vis at overgå hinanden i hadske kommentarer, der nedkaldte død og ødelæggelse over trofæjagt i almindelighed og Walter Palmer og hans afrikanske PH – Theo Bronkhorst – i særdeleshed. En vred folkemængde udenfor jægerens tandlægepraksis tvang ham til at lukke virksomheden ned på ubestemt tid og gå under jorden af hensyn til sin egen sikkerhed.

Flere og flere detaljer blev føjet til historien. Cecil var efter sigende kendt og elsket – ikke blot af gæster og safariguider i Zimbabwes berømte nationalpark Hwange, men af hele landets forarmede befolkning, som anså løven som en form for nationalsymbol. Det forlød videre, at løven bar på et GPS-halsbånd, fordi den var en vigtig del af et forskningsprojekt ledet af forskere fra Oxford og at det – selvfølgelig – var strengt ulovligt at nedlægge løver med halsbånd.

Det blev også præsenteret som et faktum, at når Cecils løveflok blev overtaget af andre hanløver, ville alle hans unger blive dræbt og at skadens omfang derfor var langt større end blot tabet af Cecil.

I alle medier

Alverdens nyhedsmedier sprang på vognen og viderebragte helt ukritisk historien som den cirkulerede på Facebook. I starten var sladderpressen som altid længst fremme i skoene, men det varede ikke længe inden mere seriøse medier fulgte trop. Alle skrev og talte om Cecil.

Myndighederne i Zimbabwe kom under massivt pres, og snart blev det oplyst, at der var rejst sigtelser for ulovlig jagt imod jægeren, hans PH og ejeren af den ejendom uden for nationalparken, hvor jagten havde fundet sted. De zimbabweanske myndigheder oplyste endvidere, at de havde startet en udleveringssag med henblik på at retsforfølge Walter Palmer i Zimbabwe. Jægeren fastholdt, at han simpelthen havde købt et jagtarrangement på helt normal vis og at han havde haft fuld tillid til, at hans outfitter havde 100% styr på alle de nødvendige tilladelser til jagten. PH’en fastholdt at alle papirer var i orden.

Det viste sig, at jægeren tidligere var idømt en bøde i USA for at have fældet en sortbjørn uden for det område, hvor han havde licens til jagten. Et faktum, der blev opfattet, som et stærkt indicium for, at tingene heller ikke var gået efter bogen i ”Cecil-sagen”

Kendisser og politikere fiskede lystigt i de rørte vande. Alle havde en mening, og de stod i kø for at komme af med den. Der blev verden over fremsat lovforslag omkring forbud imod trofæjagt eller imod import af selve trofæerne. Herhjemme var både Dansk Folkeparti og Enhedslisten ude med hasteforslag omkring forbud mod import af løvetrofæer. Luftfartsselskaber og rederier linede op for at offentliggøre deres støtte til ”kampen imod trofæjagt” ved at nægte at transportere jagttrofæer.

En anden vinkel

Efterhånden dukkede der dog også andre røster op i den ophedede debat. F.eks. var forskeren som stod for projektet, der fulgte Cecil og de andre Hwange-løvers færden, ude med en melding om, at man skulle være ekstremt forsigtig med at forbyde jagt og dermed undvære indtægterne fra reguleret trofæjagt som en del af det praktiske bevaringsarbejde.

https://youtu.be/7L4B5kluZos

Tilsvarende var andre videnskabsfolk ude med lignende meldinger i de medier, som trods alt ville afbalancere debatten. Der var en hel del sværvagtere imellem. Blandt andet gjorde Rosie Cooney – formand for IUCN’s Species Survival Commission (SSC) – det lysende klart, at forbud mod reguleret trofæjagt leder til øget illegal jagt og drastiske fald i bestandende af vilde dyr.

http://www.iied.org/rip-cecil-lion-what-will-be-his-legacy-who-should-decide

En zimbabweansk udvekslingsstudent i USA – Goodwell Nzou – skrev et læserbrev i New York Times med overskriften: ”I Zimbabwe græder vi ikke over løver”. Her forklarede han, hvordan løver uden for nationalparkerne er en daglig udfordring for lokalbefolkningen, som relativt ofte bliver overfaldet og dræbt af de store katte. Han sluttede sit læserbrev af med ordene: ”Kondoler ikke til mig over Cecil, medmindre du også kondollerer for de landsbyboere, som bliver dræbt eller overladt til at sulte af hans brødre”

http://www.nytimes.com/2015/08/05/opinion/in-zimbabwe-we-dont-cry-for-lions.html

Ingen af de mere afbalancerede indlæg fik nogen særlig medvind på de Sociale medier, som temmelig ensidigt nedkaldte død og ødelæggelse over alle trofæjægere.

Selv blev jeg, mens stormen rasede mest intensivt, inviteret i Aftenshowet på DR for at tale om trofæjagt, hvilket resulterede i hundredvis af Facebook-kommentarer, hvoraf omtrent 95% var ekstremt hadske. Som alle andre, der havde stukket hånden ind i hvepsereden, fik jeg også en håndfuld ubehjælpsomme dødstrusler.

Status

Nu hvor stormen stort set har lagt sig, er det måske på sin plads at se tilbage på forløbet.

Jeg må konstatere, at den oprindelige historie om den spanske jæger på ulovlig jagt med armbrøst, som var grundlaget for hele den massive shit-storm, var så faktuelt forkert at den var mere løgn end sandhed.

Læs også: Filmanmeldelse: Safari

Johnny Rodrigues fra organisationen ” Zimbabwe Conservation Task Force” (ZCTF), som oprindelig kontaktede BBC med historien, er ikke som mange nok tror, en myndighedsperson eller en repræsentant for en stor naturbeskyttelsesorganisation. ZCTF – som ifølge hjemmesiden udelukkende opererer i Hwange – drives reelt af Rodrigues alene. Det er hans levebrød og han er 100% afhængig af udefra kommende donationer. Alt andet lige havde han en stærk personlig og økonomisk interesse i at henlede verdens opmærksomhed på sin ”organisation”. Om dette var bevæggrunden for kontakten med BBC, får vi nok aldrig noget svar på.

Hvad der derimod står klart er, at ”historien”, som Rodrigues fortalte ikke harmonerer særligt godt med virkeligheden.

Jægeren var amerikansk – ikke spansk. Han skød med jagtbue – ikke armbrøst – og han gjorde det, fordi han er passioneret buejæger – ikke for at undgå at blive hørt. Walter Palmer havde ikke bestukket Theo Bronkhorst for at få lov til at jage Cecil – han havde slet og ret betalt for en trofæjagt på helt ordinær vis. Det er heller ikke som oplyst ulovligt, at nedlægge en løve med GPS-halsbånd.

Cecil var ikke kendt og elsket af Zimbabwes befolkning, som reelt ikke anede, at de havde denne løve gående. Han var en fotogen løve i en nationalpark, som var blevet døbt af parkens guider, for at gøre ham til en turistattraktion for parken, hverken mere eller mindre.

Det er stærkt usandsynligt at Cecil i en alder af 13 år – som er en ekstrem høj alder for en vild løve – var alfahan i en løveflok, og ud fra en ren biologisk betragtning var han derfor den perfekte løve at udvælge til trofæjagt. Han ville nemlig alligevel dø indenfor kort tid. De billeder, som blev vist af Cecil overalt, viste en løve i sin bedste alder – ikke en olding – og billederne havde dermed nogle år på bagen.

Walter Palmer er her godt to måneder efter, at sagen blev rejst ikke blevet gjort bekendt med sigtelser eller udleveringskrav rejst af zimbabweanske eller amerikanske myndigheder. Outfitter og PH Theo Bronkhorst er blevet fremstillet i retten i Victoria Falls sigtet for ”ikke at have forhindret illegal jagt”. Han har fastholdt, at han har alle nødvendige licenser i orden. I første omgang blev han løsladt mod en kaution på 1.000 USD og ved det seneste retsmøde, blev sagen udsat til 15. oktober, mens dommeren gransker sagens dokumenter. Bronkhorsts forsvarer har begæret sagen afvist som åbenlyst grundløs. Jordejeren er ikke længere sigtet i sagen.

Ingen kan med sikkerhed forudsige resultatet af retsagen, men meget tyder på, at jagten på den pågældende løve meget vel kan have foregået helt efter bogen. Hvis det viser sig at være tilfældet, bliver det spændende at se, om alverdens medier vil ofre den samme spalteplads på at formidle den nyhed, som de brugte på løgnen om Cecil….. vi afventer i spænding sagens udfald.