De går til den i vores nabolande når det gælder brud på jagtloven. Det måtte en norsk jæger for nyligt sande. Han fik 90 dages fængsel for at skyde en fredet ræv.

Jægeren – en 40 årig mand, der kommer fra Stavanger området var på jagt i et fjeldområde i Rogaland i Sydvestnorge. Her så han, på afstand, en hvid ræv. Skytten vurderede, at der var tale om en albino rævehvalp og skød den lille fyr. Det skulle han ikke have gjort. Det viste sig nemlig at være en fjeldræv. En art, der er fredet og regnes for en truet dyreart i Norge.

Retten vurderede, at manden ikke havde skudt den fredede ræv med vilje, men udtalte samtidig at manden skulle have gjort mere for at sikre sig hvad han skød på, før han afgav skuddet og dermed have undgået fejlen. Den vurdering udløste 90 dages fængsel til jægeren. Han dømtes også til at miste retten til jagt og fangst i tre år.

Læs ogsåDet kan du opleve på JAGT, Vildt & Våben Messen 10.-12. september

Mandens advokat har anbefalet ham at anke dommen, men jægeren har ikke taget stilling til om han skal anke endnu.