Det er blevet mere og mere almindeligt på TV at se en haglbøsse anvendt i militære aktioner, eksempelvis til afskydning af hængsler på låste døre, til vagttjeneste og nærsikring, og til egentlige offensive aktioner.
Haglbøssen har været anvendt som krigsvåben lige så længe, den har eksisteret. Indtil Første Verdenskrig var brugen nærmest improviseret, eller bøssen blev blot anvendt i dens givne rolle som jagtvåben – marcherende hære skulle jo også have noget at leve af.
Som jægere har vi en tilbøjelighed til at betragte de små hagl – små uanset haglnummeret – som relativt svage og uskadelige. Et middel til at nedlægge fugle og mindre pattedyr. Det er imidlertid et jæger-synspunkt, der ikke fuldt ud deles af militæreksperter og af de hårde drenge i specialstyrkerne.
Winchester mod. 1897 og 2. Verdenskrig
Da det amerikanske ekspeditionskorps under Første Verdenskrig i 1917 kom til Europa for at give de hårdt trængte engelske og franske styrker en stærkt nødvendig assistance i kampen mod tyskerne og deres allierede, medbragte korpset blandt andet et antal modificerede pumpguns, Winchester Model 1897 haglbøsser. Modificeringen bestod hovedsagelig af en afkortning af piben samt montering af en håndbeskytter-kølekappe og bajonetstol. I øvrigt havde 1897eren den egenskab, at hvis man holdt aftrækkeren tilbage samtidig med, at man tog trombone-ladegrebet, så gik skuddet. En funktion vi som jægere kan finde yderst risikobetonet, men som frontsoldaten satte stor pris på fordi, når han pumpede hurtigt nok, så havde han næsten en bøsse med samme kadence som en halvautomat.
Fra vagtvåben til frontvåben
Fra begyndelsen var disse Winchester pumpguns beregnet til brug som vagtvåben bag fronten. Som det går med den slags reglementer, forstod frontsoldaterne bedre end skrivebordsgeneralerne at vurdere den praktiske brug. Lige fra begyndelsen af ekspeditionstyrkens indsats begyndte Winchesterne at sive fra baglandet og ud til frontsoldaterne, hvor det viste sig, at de var yderst velegnede til at rydde tyskernes skyttegrave.
Tyskerne, der ikke holdt sig for gode til at benytte forskellige former for modbydelige våben som for eksempel giftgas – der blandt andet forårsagede både blindhed, invaliditet og død – klagede i de internationale organer over amerikanernes barbariske anvendelse af ukappede blyprojektiler i haglgeværerne. Da amerikanerne ikke havde underskrevet nogen konvention, der forbød det, fortsatte de frejdigt, og med god succes, med anvendelsen af Winchesterne.
Læs også: De forskellige typer af haglbøsser til jagt
Der blev produceret lidt over 19.000 af de modificerede 1897’ere. Nogle gik til på kamppladserne, andre blev returneret til vagttjeneste og mellem de to verdenskrige blev en stor del af dem solgt på det private marked. Efter Anden Verdenskrig flød der stadig modificerede 1897’ere rundt på våbenmarkedet i USA, men det er sandsynligt at tro, at der i stor udstrækning var tale om kopier. Det kan bekræftes af, at hvis man ejede en civil umodificeret 1897’er, kunne man hos flere mindre producenter købe håndbeskytter og bajonetstol og sælge våbnet som et dyrt originalt feltvåben . Bajonetten var den, der oprindelig var bestemt for Enfield .30-06, herhjemme i en lang årrække anvendt af Hjemmeværnet som Gevær 53(17).
Under Anden Verdenskrig var anvendelsen af haglbøsser stadig stort set udelukkende en sag for amerikanerne. Forskellige bøsser, forskellige fabrikker, pumpguns og halvautomater, de fleste fik chancen for at gøre sig gældende. Først og fremmest i Stillehavsområdets junglekrige med de ofte meget korte skudafstande, og kun i meget ringe grad på de europæiske kamppladser, hvor de egentlige skyttegrave nu var erstattet af skyttehuller og hvor skudafstandene generelt var meget længere end i Stillehavsområdet.
Malaya og Vietnam
Under de nu stort set glemte operationer i Malaya – nu Malaysia – i 1950’erne var englænderne belært af amerikanernes brug blevet klar over fordelene ved anvendelse af haglgeværer i den tætte junglevegetation og brugte enhver form for haglbøsser, fortrinsvis automatiske og pumpguns. Der blev ovenikøbet produceret patroner med en blanding af blyhagl i forskellige størrelser – numre – i samme hylster for at sikre både bedst mulig dækning og bedst mulig gennemslagskraft.
I Vietnam anvendte amerikanerne i stor stil haglbøsser, pumps og halvautomatiske. Alene frem til 1967 havde Savage Arms og Ithaca leveret næsten 100.000 bøsser.
Pump eller halvautomat
Med hensyn til hvad der er at foretrække til militær- og politibrug, pumps eller halvautomater, har meningerne altid været delte, men også skiftende, efterhånden som våbnene er blevet forbedret. Før i tiden talte man meget om pump guns betjeningssikkerhed i forhold til halvautomaterne. Efterhånden som halvautomaterne blev mere og mere driftssikre, foretrak flere og flere eksperter imidlertid en militær- og politibevæbning med disse, blandt andet fordi de kraftige bevægelser ved genladning af en pump gun ofte røbede skyttens position, medens genladning af halvautomaterne jo, indtil magasinet skulle fyldes op, ikke involverer større bevægelser fra skyttens side. Et forhold, det også kan være værd at tænke over, når vi venter på duerne og ænderne.
Læs også: Sådan fungerer haglbøsser og haglgeværer til jagt
Flere våbenfabrikker har siden Anden Verdenskrig konkurreret om at producere den ultimative haglbøsse til fortrinsvis de amerikanske væbnede styrker. Vi har set haglbøsser med 20 -skuds-tromler, stangmagasiner, forlængede rørmagasiner under piben, med og uden bajonet og så videre.
Den bevæbning går normalt til mindre enheder, specialstyrker med specielle behov, Det er ikke altid, at fabrikanten når at få sine udviklingsomkostninger dækket ind, før toget er kørt og behovet har ændret sig, eller der er kommet endnu bedre idéer og våben på bordet. Inden for våbenindustrien ser vi det tydeligst i haglbøsse- og pistolfabrikationen. Ikke så snart er et våben blevet standard, før specialstyrker forlanger andre modeller, andre kalibre.
High Standard Model 10 – den første dedikerede militær- og politihaglbøsse
Den første specielt konstruerede militær- og politihaglbøsse var High Standard Model 10. High Standard-fabrikken er nu for længst afgået ved døden og linjen af haglbøsser er ikke savnet. De normale haglvåben lignede til forveksling konkurrenternes, men Model 10 var virkelig en innovation.
Der var tale om et halvautomatisk gastrykshaglgevær i kaliber 12-70. Længden var på kun 69 cm, altså det, der omtrent svarer til pibelængden på et normalt haglgevær til jagtbrug. På trods af den korte overaltlængde var piben på 45 cm, hvilket var opnået ved at producere våbnet uden egentlig kolbe. Låsestolen lå, hvor kolben normalt var placeret og afsluttedes med en drejelig kolbeplade.
Model 10 var forsynet med en lygte på oversiden af piben samt et pistolskæfte, hvilket medvirkede til en højde på 23 cm. Vægten var på 3,2 kg. Glasfiberforstærket nylon er benyttet, hvor det kunne lade sig gøre, det vil sige i forskæfte, lygtehus og bærehåndtag m.v.
Da Model 10 blev produceret, havde militæret endnu ikke helt overgivet sig til tanken om, at mere er bedre. Magasinkapaciteten var derfor kun på 4 patroner (+ en patron i kammeret), selv om magasinrøret nemt kunne have været forlænget til en større kapacitet.
High Standard må have gjort sig tanker om også at sælge geværet på det civile marked, om ikke til befolkningen i bred almindelighed, så til vagtselskaber m.fl. Det tyder i hvert fald pibelængden på, 45 cm er lige netop den minímumslængde på 18 tommer, loven i USA foreskriver.
Fabrikken beskriver, hvorledes det er så let at ramme mål i mørke, man skal blot placere lyskeglen fra lygten, hvor man vil ramme og trykke på aftrækkeren. Lyset fra lygten spreder imidlertid så meget, at hvis man skulle rette sig efter den anvisning, ville målet skulle være på størrelse med den berømte ladeport. Nok eksisterer der spredepatroner, men…
Lygten er imidlertid en god hjælp ved mørkeskydning, det er ganske let at ramme mål på 25 meters afstand, netop det bøssen var produceret til.
Ulemperne
Når vi studerer den moderne haglbøsses brug til militære og andre formål ud over til jagtbrug, ser vi den
- i politimæssige opgaver eller til militære politimæssigt lignende opgaver,
- til skov- og bykamp, hvor afstanden til målet er kort og målet bevæger sig hurtigt fra dækning til dækning,
- som bevæbning for kaserne- og sabotagevagter, objektnærbevogtning i almindelighed,
- til kamp i mørke.
Det er ret let at se fordelene ved haglbøsserne, men lad os være fair nok til også at se ulemperne:
- Ammunitionen fylder og vejer meget,
- Genopladning af visse magasintyper, særlig rørmagasiner, kan være ret tidskrævende og besværlig,
- Kort skudvidde,
- Ringe gennemslagskraft ved anvendelse af normal ammunition.
Amerikanerne kredser konstant om emnet selvforsvar i en grad, der nærmer sig fobi. Eksperter og soldater fra specialstyrkerne anbefaler haglbøssen til selvforsvar. Primært pumpgunen fremhæves som det ideelle forsvarsvåben, fordi den er let at betjene, drift- og træfsikker og fordi haglene ikke gennemskyder væggene og sårer uskyldige personer.
Så vi er nået tilbage til spørgsmålene i overskriften
Er din haglbøsse potentielt farligere, end du forestiller dig?
Den er i hvert fald farligere, end jeg troede, da jeg begyndte at gå på jagt. Jeg tror også, at mange både nye og gamle jægere ikke rigtig har gjort sig risikoen helt klar
Er det rimeligt, at bøssen skal opbevares under lås og slå?
Ja, det er blevet min personlige opfattelse. Den tid er for længst forbi, hvor man på hvert større eller mindre landbrug med sindsro kunne have en haglbøsse hængende frit tilgængelig på en knage bag bryggersdøren. Børn er ikke længere så autoritetstro og vil gerne undersøge ukendte objekter. Skydevåben er spændende, moderne mennesker udforsker gerne ting og sager, når de ser dem, tyveri er mere almindeligt og terrortruslen kan vi ikke tillade os at glemme.
Giv sagen en tanke, overhold opbevaringsreglerne og peg aldrig bøssen mod et andet menneske – heller ikke, når du tror, den ikke er ladt!
Læs også: Haglbøssens Kaliber og Ammunition
