Jagtåret er slut, og jagtjournalerne er ajourført. De skudte bukke, som man ikke lige nåede at få ordnet i sommers efter bukkejagten, er afkogt, afbleget og sat på plade. Fryseren er fyldt op med råvildtkød, parteret som rygge, køller og bove, og jeg ved ikke, om andre har det ligeså, men hos mig bliver jeg hvert år nødt til at skille mig af med nogle af bov- og halsstykkerne fra sidste år for at få plads i fryseren til dette års råvildtkød.
Familien har en opfattelse af, at nu bliver der tid til at ordne alle de ting i huset, haven eller garagen, som man gang på gang har udsat grundet ens jagtpassion. Man har med stor overbevisning gennem hele jagtåret fortalt familien, at jagtsæsonen og specielt råvildtjagten slutter den 31. januar, hvorefter man igen vil hellige sig familielivet 100 %.
Man har, for at undgå konflikter, lovet familien at deltage i samtlige familiefødselsdage og andre sociale arrangementer, lige så snart råvildtjagten var ovre, da disse arrangementer på ingen måde indtil nu har kunnet indpasses i en aktiv råvildtjægers jagtkalender.
Foråret kommer snigende
Familien er glade og ser frem til, at man nu får mere tid til dem. De undlader ikke at minde en om, at man har lovet ”familiehygge” i samtlige weekender, indtil bukkejagten starter igen i maj måned, hvilket for mange inkarnerede bukkejægere kan blive en lidt ”skræmmende” tanke, jo tættere man kommer maj måned. Ikke fordi man ikke elsker sin familie og nyder hvert sekund, man tilbringer sammen med dem, men ligefrem at være 100 % sammen hver weekend op til den 16. maj?
Jeg holder selvfølgelig som udgangspunkt altid, hvad jeg lover, men da jeg har været gift i snart 27 år, ved min familie også, at når vi nærmer os den 1. marts, kommer foråret snigende, og jeg finder det urimeligt svært at holde, hvad jeg tidligere har lovet. Årsagen er den simple, at ”råvildt-genet” i enhver bukkejæger langsomt vågner i takt med, at dagslyset tiltager, hvilket betyder, at man begynder at planlægge og forberede alle de gøremål, som er et must op til den danske bukkejagt den 16. maj – og tro mig, der er masser at tage sig til.
Regulering af ræve
Selvom der er langt til den 16. maj, er det her i februar måned, man skal slå til, hvis man vil regulere yderligere i ens rævebestand. I henhold til ”Regulering uden forudgående tilladelse” er det i februar tilladt at regulere ræve i egne, hvor man skønner, ræven volder skade på den øvrige fauna.
Ræven må reguleres i hele februar måned i tidsrummet fra 1 time før solopgang til 1 time efter solnedgang, og den må jages med riffel fra skydetårne og skydestiger. Vær opmærksom på, at regulering kun må foretages af jægere, som er fyldt 18 år. Denne regulering af ræve kræver som nævnt ingen tilladelse. Det eneste, det kræver, er, at man skønner, at ræven volder skade på den øvrige fauna på reviret. Dette er en oplagt mulighed for at få skudt nogle flere ræve, ligesom man, mens man alligevel sidder og venter på ræven, i samme åndedrag har de optimale muligheder for at studere råvildtet på reviret.
Find kastestænger
Opsamling af kastestænger på reviret er en meget lærerig beskæftigelse for enhver, som har interesse i råvildtforvaltning. Når man finder én eller begge kastestænger fra de bukke, man sidste år fredede, fordi man mente, at disse bukke havde mere potentiale i sig rent trofæmæssigt, har man de optimale muligheder for at få klarhed over, om beslutningen var den rigtige, når man sidder med disse kastestænger i hænderne. Man har nemlig muligheden for at måle og veje de opsamlede kastestænger.
I februar kan man lede efter kastestænger i skovbunden, og man skal selvfølgelig intensivere søgningen i de områder, hvor råvildtet opholder sig i efterårs- og vintermånederne. Dette vil være i tætte tykninger af nåletræer eller anden træ- og buskvækst, i levende hegn, remiser og tilsvarende lokaliteter. Har man på reviret tidligere etableret foderpladser til råvildtet, er der gode chancer for, at kunne finde kastestænger ved og omkring disse foderpladser, såfremt foderpladserne er etableret, hvor råvildtet foretrækker at holde til.
Nogle har nemt ved at finde kastestænger i skovbunden, mens andre har betydeligt sværere ved det. Det er ligesom, når man leder efter rav ved Vesterhavet. Nogle har ”ravøjne” og kan nemt få øje på rav i strandkanden, mens andre leder og leder, men stort set aldrig finder rav. Det samme gælder, når man leder efter kastestænger. Nogle kaster blot et blik på skovbunden og finder med det samme kastestænger, mens andre bare ikke kan få øje på dem. Har man svært ved selv at finde (eller se) kastestænger på skovbunden, kan man rimelig nemt lære en jagthund med en god næse at finde dem. Du kan på nedenstående link læse, hvordan du lærer din hund at finde kastestænger: http://www.raavildt.dk/database/ravildtforvaltning/111-kastestaenger
Kom tæt på
Jo tættere man kan komme på råvildtet, desto bedre kan man studere dem, hvilket er en forudsætning, hvis man har et ønske om senere at kunne kende de forskellige bukke fra hinanden.
En god måde at komme tæt på bukkene er ved at kigge på dem i kikkerten – vel og mærke fra en bil, da man med den rigtige tilvænningsmåde kan komme utrolig tæt på råvildtet i bil. Det kræver selvfølgelig, at man har de tidsmæssige ressourcer til ofte at køre ture på reviret, hvilket vil sige dagligt og gerne flere gange dagligt, ligesom det også kræver, at råvildtet på reviret ikke er for stresset.
De første gange man f.eks. i slutningen af februar eller begyndelsen af marts måned færdes på reviret i bil og langsomt triller rundt på skovvejene, vil råvildtet formentlig tage flugten, når de registrerer bilen, da de efter en lang jagtsæson selvfølgelig er stressede. Man skal blot fortsætte med lige så stille at køre rundt på reviret, og ser man råvildt, kører man bare videre i lavt tempo, som om man ikke har set råvildtet. Hvis man flere gange dagligt, igennem flere uger, har kørt rundt på skovvejene, vil man opdage, at råvildtet gradvist bliver mere og mere fortrolig med bilen. Når råvildtet ikke længere flygter, når man kommer kørende, men bliver stående med opmærksomheden rettet 100 % mod bilen, kan man forsøge med et lille stop i kørslen, men uden at stoppe motoren. Kunsten er, at dette ”stop” de første par gange kun varer nogle få sekunder, præcis i så lang tid at råvildtet når at se bilen – registrere at den holder stille – og til sidst opleve, at den roligt kører videre. Når man først er kommet så langt, er det blot at øge tidsrummet på stoppet i forhold til, hvor fortrolig råvildtet er blevet med bilen og dens motorlyd. Herefter har man givet sig selv de optimale muligheder for at studere, tegne eller fotografere råvildtet op til bukkejagten.
Kvalitetstid
Disse køreture på reviret med en termokande fyldt med varm kaffe eller kakao, i tiden fra solopgang og nogle timer frem eller i timerne før solnedgang, er noget af det mest afstressende og livsbekræftende, man i jagtlig henseende kan forestille sig.
Man kan selvfølgelig også køre ture på andre tider af dagen, men i timerne omkring solopgang og solnedgang er råvildtet mest aktive på denne tid af året.
Det burde egentlig ikke være nødvendigt at skrive, men når man stille og roligt triller rundt på skovvejene i morgen- eller aftentimerne, kan man støde på ræve, som i deres søgning efter føde også vælger at komme luskende langs skovkanten. Uanset hvor fristende det kan være, skal man selvfølgelig afholde sig fra at skyde til ræve fra bilen. Udover at være hamrende ulovligt, er det også altødelæggende for hele missionen. Råvildtet må på ingen måde forbinde bilen med mennesker og støj som skud. Man kan på et splitsekund ødelægge hele det ”tillidsforhold”, man har opbygget mellem råvildtet og bilen. Har man registreret rævens tilstedeværelse ét eller flere steder på reviret, er det ikke, når man er ude at ”kigge bukke”, at man skal regulere disse.
Fotografere bukke
Fra omkring den 1. marts kan man begynde at ”kigge bukke”, og som sagt er det bedst at køre rundt på reviret i bil og studere bukkene gennem en god håndkikkert. En lille notesbog, hvor man kan notere, hvor man på reviret ser de forskellige bukke, hvordan de ser ud, evt. med en lille tegning af opsatsens udseende (hvis bukken har fejet) osv., er notater, man senere vil sætte pris på, men hvis man har et godt spejlreflekskamera med et tilhørende objektiv af god kvalitet, er dette klart at foretrække.
Jeg vil på ingen måde fraråde andre at begynde at fotografere vildtet og specielt råvildtet på reviret – tværtimod, men jeg vil dog advare alle, som overvejer dette, da det kan blive en meget dyr affære. Bliver man først bidt af denne fascinerende hobby, er udvalget af spejlreflekskameraer, objektiver og andet udstyr enormt, og hvis man tror, det er dyrt at have jagt som hobby, kan man også købe sig fattig i fotoudstyr.
Vildtkameraer
Vildtkameraer til fotografering af vildtet på reviret er et af de nye teknologiske hjælpemidler, som er eksploderet på jagtmarkedet gennem de sidste par år, og vildtkameraerne er kommet for at blive. Prøv bare at tænke på, hvor stor en rolle vildtkameraerne har spillet i de første afsløringer og senere bestræbelser på at afdække ulvens tilbagekomst til den danske natur.
Et vildtkamera opsat i et område på reviret, hvor man ikke umiddelbart fra skovvejen eller andre steder på reviret kan se, hvad der sker, kan give nogle gode overraskelser i form af billeder af bukke, som man ikke anede, man havde på reviret. Ældre bukke viser sig ikke frem på samme måde som de yngre bukke, og til at afsløre disse ældre bukkes færdsel på reviret kan vildtkameraer, placeret de rigtige steder på reviret, være en kæmpe gevinst for enhver bukkejæger eller råvildtforvalter.
Pürschspor
Når vi i Danmark taler om at pürsche, mener vi, at vi ”lister” os tæt på vildtet. Navnet ”pürsch-jagt” stammer fra det tyske sprog og kan oversættes som liste- eller stille jagt.
Hvis man vil færdes lydløst til fods på reviret, kan man med fordel etablere det, man kalder et pürschspor de sidste 50 til 100 meter frem til en af de på reviret opstillede skydestiger eller skydetårne. Man kan også vælge at etablere et langt pürschspor, som snor sig gennem skoven, hvilket åbner muligheden for at kunne pürsche rundt på reviret i bestræbelserne på at finde den rette buk til afskydning.
Allerede i marts måned, eller når planterne i skovbunden begynder at spire, kan man begynde at overveje, hvor på reviret man i år vil etablere disse pürschspor. Man behøver i første omgang ikke at rydde pürschsporene for smågrene, blade m.m., men blot med en rygsprøjte iblandet en god og solid RoundUp-mix blanding sprøjte et 30-40 centimeter smalt spor på skovbunden, som sikrer, at al grøn vækst på jorden stopper og ikke kommer igen foreløbig.
Først ca. en uge før bukkejagten begynder, rives blade, smågrene og vissen vækst væk fra de etablerede pürschspor, så de kun består af ren jord.
Hvis man vil pürsche langs skovvejene, er det mange gange svært at færdes på disse uden at underlaget larmer, når man træder på gruset. Dette kan løses ved, at man i en af siderne på skovvejen etablerer et pürschspor der. En anden metode kan være at udlægge et ca. 20 cm bredt og 1-2 centimeter tykt lag af strandsand midt på skovvejen. Dette sand-pürschspor er nemt at udlægge for 2 mand med en trailer og betyder, at man kan gå midt på skovvejen uden at larme det mindste, i forhold til hvis man gik på en almindelig skovvej. Sand-pürschsporet vil ikke blive liggende for evigt, da det med tiden vil regne væk.
Tjek tårnet
Skydestiger og skydetårne skal selvfølgelig tjekkes og gennemgås hvert år. Trinene på jagtstigen eller stigen op til skydetårnet skal måske udskiftes, og specielt skal man være opmærksom, hvis de er fremstillet af træ.
Skydestiger eller -tårne udført i træ, specielt hvor træmaterialerne er bearbejdet så lidt som muligt før anvendelsen, passer visuelt betydeligt bedre ind i naturen end dem, som er fremstillet af metal. Ulempen ved de af træ fremstillede tårne og stiger er, at træmateriale sjældent har samme holdbarhed som metal. Det danske klima sætter på sigt sine spor og forringer hæftelsen af de påsatte trin på træstigerne, og sammenholdt med, at der også i fremtiden vil findes jægere med en kampvægt på +100 kg, som vil entre skydetårne og -stiger af træ, bør vigtigheden af kontrollen af trinenes bæreevne på ingen måde negligeres.
Beskæring af træer og buske
Fordi man fra sin stige eller tårn sidste år havde et godt udsyn ud over en frodig skoveng midt inde i skoven, er det ikke en selvfølge, at det samme gode udsyn er uændret i år. Der er måske vokset en gren ind i synsfeltet, hvor man sidste år havde et frit udsyn, hvorfor vi selvfølgelig før bukkejagten skal tjekke, om der stadig er frit udsyn – og endnu vigtigere et frit skudfelt. Vent med at beskære træer og buske omkring stigen eller tårnet til efter løvspring, hvor der er kommet blade på alle grenene, og tjek om der stadig er frit udsyn umiddelbart efter en større regnbyge, da våde grene hænger længere ned end tørre grene.
Sliksten
Tjek at alle de opsatte sliksten stadig er tilgængelige, eller om de er er regnet væk og derfor trænger til fornyelse. Der er delte meninger om slikstenenes virkemåde på vildtet, men det er et faktum, at råvildtet søger disse sliksten i dele af året, og selvom det aldrig er dokumenteret, at sliksten til råvildtet er godt, er det heller aldrig dokumenteret, at de skader råvildtet. Derfor anbefaler jeg, at man bibeholder disse sliksten på reviret, blot man er bekendt med, at de ikke holder evigt, og at de ikke må indeholde kobber.
Der er som nævnt masser af opgaver, vi kan gå i gang med, mens tiden slæber sig langsomt frem mod den 16. maj. Alle opgaverne foregår udendørs i den herlige danske natur, hvor vi dag for dag kan fornemme foråret komme nærmere. Det varer ikke længe, før anemonerne begynder at vælte op af skovbunden, hvilket sker hvert år, før bøgen springer helt ud, og trætoppene lukker for sollyset til skovbunden.
I marts måned vil vi se ældre bukke færdigfejet, mens de yngre bukke venter til april og maj måned med at feje deres opsatse.
Vi er måske heldige at få et glimt af den store buk, som også snød en sidste år, og da denne ældre buk formentlig ikke er blevet mindre dette år, får fantasien frit løb.
Jo – forventningens glæde er mange gange den bedste.
Knæk & Bræk
