Det kunne være startet bedre.
Vi har netop hentet vores lejebil i Edinburgh og akkurat forladt lufthavnen, da det sker. Punktering på et forhjul. Chaufførens manglende kundskaber i kørsel i venstre side af vejen, medfører et lidt brat møde med en betonkant i en rundkørsel og dækket overlever ikke uheldet. Det tager et par timer at få styr på bil og dæk igen, men snart fortsætter vi mod vores mål Auch Estate i Argyll i det vestlige højland.
Normalt vil turen tage omkring to timer, men manglende kendskab til venstretrafik gør, at det tager lidt længere tid. Da vi mangler tyve kilometer til vores destination, stopper vi igen. En ulykke har medført, at politiet har afspærret vejen, mens der ryddes op. Det er muligt, at vejen åbnes om et par timer, er den melding vi får.
Det er tydeligt, at trafikken har holdt stille længe. Folk bevæger sig rundt udenfor deres biler, nogle griller sågar pølser på et lille gasblus. Den lokale pub bliver løsningen, mens vi venter.
Det er mørkt, da politiet ophæver vejspærringen, og vi kan genoptage vores rejse. Snart ankommer vi til Auch Estate. Efter et par whiskyer, går vi i seng. Alle vil gerne være klar til højlandet, og de udfordringer, som gemmer sig der.
Læs også: Pürschjagt på kronhjort i Vestjylland – en nyjægers fortælling
Kort efter klokken ni den følgende morgen, rasler vores guide Chris Foley ind på gårdspladsen i en gammel Landrover Defender med trailer. På traileren står en ottehjulet Argo. Et køretøj til alt terræn. På tidligere ture, har den været brugt til at fragte jægere op og ned fra højlandet. Vi håber, at det samme gælder i dag.
– Velkommen til Auch, kom ind i bilen, så kører vi ud og tester riflen, siger Chris.
Et par minutter senere, rasler vi afsted gennem den fantastiske natur mod et område, hvor Chris har sat en skive op. Vi skal skyde med en Remington 700 kaliber 308 W. Vi har valgt at leje en riffel for at slippe for det filtrede bureaukrati, man oplever, hvis man vil medbringe dine egne våben til Storbritannien. Snart føler vi os hjemme med den lånte riffel, og atter er vi tilbage i Defenderen. Vi kører ad en grusvej langs søen Loch Lyon.
Nu og da stopper han og afsøger bjergtoppene i kikkerten. – På denne tid af året er kronvildtet langt oppe, der er masser af føde og før udgangen af september, nærmer de sig ikke dalene, fortæller Chris.
Et par stop senere, ser vi de første hjorte.
Langt oppe på en højderyg i Witch Valley er en gruppe af hjorte, nogle af dem ligger ned, andre går rundt og esser.
– Jeg kan ikke se, om der er nogle hjorte i gruppen, men der bør være det, siger Chris.
– Witch Valley er en sikker satsning, siger Chris, og tilføjer:
– Det hedder Witch Valley fordi her boede en gruppe mennesker i gamle dage, der havde en masse mærkelige ting og traditioner for sig selv.
Vi er nødt til at komme tættere på. Chris kører lidt, før han parkerer Defenderen. Det er tid til at gå op en tur.
Vores forhåbninger, om at Argoen skulle bringe os op på bjerget, bliver med det samme sendt til tælling.
– Den bruger vi kun til at bringe vildtet ned fra højlandet. Jeg går ned og henter den, hvis det er nødvendigt, siger Chris, mens han pakker de ting, vi skal bruge.
Tidligere samme morgen, havde vi trukket lod, og det er Andreas Fredriksson, der har vundet og han går lige bag Chris, som ham der skal skyde først, da vi trasker op i terrænet.
Planen er, at vi skal rundt om hjortene, får at få den bedste vind. Fra vejen ser det ikke specielt hårdt ud, men da vi starter vores tur, indser vi hurtigt, hvor stejlt der er.
Kigger vi frem foran os, ser vi kun græs, mens hvis vi kigger bagud, ud over dalen, ser vi en udsigt som får dig til at spekulere på, om der findes smukkere natur end dette.
Denne dag tidligt i sæsonen, er det stadigt grønt, rislende og klukkende vandløb haster ned over bjerget, et bjerg som visse steder er dækket med sne. Udsigten er betagende, uanset hvor mange gange man stopper op og ser sig omkring, kan man ikke få nok. Heller ikke af luften. – Jeg vidste det ville blive hårdt, men ikke så hårdt her, siger Toni Ohlin, mens han smider sig på knæ og drikke direkte fra den lille bæk.
Læs også: Kronhjorten – skovens konge
Efter et par hårde timer, nærmer vi os hjortene, som vi spottede nede fra grusvejen.
Bedst som vi tror, at selve jagten skal tage sin begyndelse, beslutter Chris sig for, at det er frokost. På grund af vores sene ankomst dagen forinden, har vi ikke nået at handle ind til madpakker, men Chris vil dele sin med os. – Vi vil slappe af her i et stykke tid, komme lidt til kræfter inden sidste fase, er skottens udmelding.
Han fortæller, at der er et par hundrede meter mere at gå, før vi er i position til et skud, og der er nogle hjorte i gruppen af kronvildt.
Et par hundrede meter betyder et par timer i dette terræn, og klokkeslættet nærmer sig tre før Chris signalere til os, at tiden er inde. – Bliv her, kommanderer han. Jeg går op og spejder lidt på egen hånd. Ingen af os nedlægger protest, og vi sætter os i græsset og afventer at skotten skal returnere. Femten minutter senere er han tilbage. – Der er et par hjorte i gruppen, er du klar til jagt? spørger han Andreas. Tony, Kent-Göran Gustavsson og jeg bliver efterladt, mens Chris og Andreas lister sig nærmere hjortene.
Der er helt stille, mens vi venter, alle tre krydser vi fingre for, at vi snart vil høre et skud.
– Nu sker det snart, hvisker Tony lidt senere.
Han har knapt nok tid til at afslutte sætningen, før stilheden rives itu af et skud. Det er en fantastisk følelse, det giver os alle. Spændingen og lykken som frigives, på en bjergtop med udsigt over Witch Valley er berusende.
Senere samme dag fejrer vi Andreas’ første kronhjort. Vi sidder og skåler sammen på Bridge of Orchy Hotel, afventende vores middag.
Andreas har vasket blodet af kinderne, et sikkert tegn på, at man har skudt sit første stykke kronvildt i Skotland.
– Det er en vidunderlig følelse, at nedlægge en kronhjort efter et hårdt forarbejde. – Det slår det meste af det, jeg har prøvet tidligere, siger den nykårene hjortejæger.
Det er ikke svært at falde i søvn den nat, udmattet af fysisk anstrengelse og spænding, og vi ved, at i morgen er der en ny dag, med de samme udfordringer i vente.
En misset mulighed
Chris parkerer defenderen på den anden side af søen tidligt næste morgen. Fra vejen, kan vi se en rudel kronvildt med enkelte fine hjorte i blandt.
Her er terrænet endnu hårdere. Ekstremt stejle skråninger, dækket med vådt glat græs. Det koster mange hvil undervejs. Den eneste, der ser helt uberørt ud er Chris, men dette er hans kontor, hvor han tilbringer 150 dage om året.
Efter et par timer, er vi kommet op på et lille plateau, og det er tid for Tony at blive klar.
Chris er lige kommet tilbage fra en rekognoscering rundt på egen hånd.
– Der er en rudel et stykke væk. Ud til hvilken afstand føler du dig tryg nok til at skyde, spørger Chris.
– 200 meter er ikke noget problem, svarer Tony, og han og Chris sniger sig væk. På grund af vinden, må de gå i en bue for at komme i ret vind. Derfor tager det et stykke tid, før vi endelig hører et skud.
Vi venter lidt i græsset, mens vi lytter efter flere skud. Da der intet sker, går vi efter dem.
– Jeg tror at jeg skød forbi, siger Tony, da vi endelig når frem til dem.
– Aner ikke hvad der skete. Måske bevægede jeg mig i skuddet, eller måske at det var vinden. Afstanden var 260 meter, fortsætter han.
Skyde forbi gør vi alle, men det er ekstremt irriterende, når det sker. Vi søger længe, men finder intet.
– Der er en forbier, vi fortsætter med at lede efter en anden rudel, siger Chris efter en stund. Som tiden er gået, har tæt tåge sneget sig ind på os. En sigtbarhed på et par kilometer er nu blot et par hundrede meter. Efter fire timer, stopper vi på en højderyg, og da jeg tænder min GPS, er vi lidt over en kilometer fra bilen, selv om det føles, som om vi har gået 10 kilometer. De mange højdemeter vi har tilbagelagt, er i den grad medvirkende til, at vi nu er slidte.
En ny chance
– Vi går lidt op og følger højderyggen, det er lettere at gå der og forhåbentlig letter tågen et øjeblik, siger Chris og traver væk. Det ser ud til at være hårdt for Tony, og jeg ved hvorfor.
At du er har misset en mulighed, er hårdt for psyken, og man går og tænker over situationen igen og igen, og det slider på kræfterne.
Da vi har gået yderligere et par kilometer, i godt tempo, bryder solen pludselig igennem. Tågen letter og straks ser vi en rudel kronvildt i en lavning foran os.
Chris og Tony kravler tættere på. De ligger sig ned 75 meter fra os.
I det fjerne kan vi se, hvordan Tony bliver klar. Han skyder.
Begge bliver liggende og det føles som en evighed før Tony vender sig mod os og giver os ”Thumbs up”. Vi farer ned til dem for at lykønske og se hjorten.
På en afsats 150 meter under dem, ligger han. En kronhjort endnu i bast, ligesom alle andre kronhjorte på denne årstid.
Han er ikke særlig stor, men det er ikke det, som vejer tungest i Skotland. Har du lyst til at skyde store trofæer, bør du tage et andet sted hen og betale betydeligt flere penge for det. Det handler om fysisk anstrengelse og oplevelser, som du bærer med dig for livet.
Chris går tilbage til bilen for at hente Argoen, mens Tony trækker hjorten ned mod dalen.
Da han kommer ned med den, hiver han en øl frem af rygsækken og snupper sig en velvoksen snus, ligger sig i græsset og blot nyder livet. Det er en utrolig følelse, og det bedste er, at vi er mange, som deler oplevelsen.
En ny dag
Allerede næste dag vi får chancen for at dele oplevelser igen.
Efter en lige så hård opstigning er det Kent-Göran, som beriges med en stor jagtoplevelse.
– Det er den fedeste ting, jeg har oplevet, siger han, da hjorten er foran hans fødder.
Den første hjort er altid meget speciel, og når man så samtidig kan gøre det i så fantastisk natur, er det en oplevelse, som vil bestå for altid. Ganske enkelt et minde for livet.
Da vi forlader Skotland, ser jeg et skilt i Edinburgh Airport:
“Haste ye back” – kom snart tilbage, og jeg kan love, at det gør vi.
Fact box:
[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered” border_color=”#e8e8e8″ background_color=”E8E8E8″]Udstyr: Let tøj i lag Gode vandtætte støvler Lille turrygsæk En god håndkikkert Kamera Chokolade som energitilskud Flaske, som du kan fylde i en bæk Myggespray[/otw_shortcode_info_box]
Denne artikel er oprindeligt udgivet i Mit Jagblad nr. 07-15
