Fjerde generation af familien Engel er i dag travlt beskæftiget i familievirksomheden F. E. Engel i Haderslev. Det startede med arbejdstøj, som også i dag er virksomhedens hovedprodukt, men i mere end tre årtier er familiens jagtpassion kommet til udtryk gennem tøjmærket Deerhunter.

 

Efter et besøg i USA vendte Carl J. Engel i 1927 tilbage til Haderslev med en drøm. Han havde med egne øjne set, hvordan horder af blåklædte arbejdere i Guds eget land byggede skyskrabere, undergrundsbaner, broer og skibe, og nu ville han introducere det stærke amerikanske denim arbejdstøj for europæiske arbejdere. Metervaren var ”the real thing” – importeret fra USA – og tøjet blev syet af hans hustru hjemme i privaten. En spæd start på en virksomhed, der små 90 år senere tæller mere end 500 ansatte…

Virksomheden havde for længst vokset sig kæmpestor, da anden generation – Carl D. Engel – i 1985 besluttede sig for at udvide produktionen med praktisk jagttøj under navnet Deerhunter. Den passionerede jæger savnede helt enkelt funktionelt jagttøj og kunne se en masse muligheder for at overføre virksomhedens erfaringer fra arbejdstøjsproduktion til jagttøjsproduktion.

Deerhunters eksportsucces

Tredje generation – Lars Engel – overtog styringen af Deerhunter for omkring 20 år siden. Lars er selv ivrig jæger med jagterfaring fra hele verden, og han engagerer sig dybt i den løbende udvikling af virksomhedens produkter, mens den daglige ledelse varetages af firmaets direktør, Lars Borch.

Produktudviklingsafdelingen arbejder altid minimum 18 måneder forud for markedet. Det vil med andre ord sige, at det jagttøj, der er på tegnebrættet om foråret, først kommer på markedet om efteråret – halvandet år senere! Der lanceres to kollektioner hvert eneste år, så det giver sig selv, at produktudviklingsafdelingen altid summer af aktivitet med masser af projekter i forskellige faser af udvikling. Intet frigives til produktion, før det er blevet testet i felten på rigtig jagt i mindst et år af Deerhunters eget team af betroede ”testpiloter”, som alle er meget aktive jægere.

Deerhunters motto – ”For real hunters” – gennemsyrer virksomheden. Filosofien er enkel: Tøjet skal opfylde de hårde kvalitets- og ikke mindst funktionalitetskrav som meget aktive jægere – herunder alle de, der har jagten som levebrød – stiller til deres ”arbejdstøj”. Samtidig skal pris/kvalitetsforholdet være så gunstigt, at tøjet også bliver købt og anvendt i stor stil.

At man for længst er nået i mål med ambitionen om at levere til ”de rigtige jægere” understreges af, at Deerhunter i dag er repræsenteret på cirka 40 eksportmarkeder – primært i Europa og staterne i det tidligere Sovjetunionen. Indsatsen er anerkendt fra højeste sted… Siden 2009 har Deerhunter også været Kongelig Hofleverandør.

Konkurrencedygtigt jagttøj

Jeg kan ikke undslå mig for lidt national stolthed, når jeg år efter år passerer Deerhunters store stand på Europas største fagmesse for jagtudstyr – IWA i Nürnberg. Det summer altid af aktivitet på den stand, og der tales alverdens sprog.

Deerhunter er ekstremt synlig i jagtmedierne på de markeder, hvor brandet står stærkt. Det gælder ikke mindst i Storbritannien, som er en af mærkets bastioner. Det er så rart at se sine landsmænd klare sig godt i den benhårde internationale konkurrence, og det varmer at vide, at baggrunden for det hele er, at den lille entreprenør formåede at opbygge en succesfuld virksomhed med udgangspunkt i en brugt symaskine og en budcykel.
I starten var Deerhunters produkter måske nok lidt simple i forhold til nogle af konkurrenterne, men det ry fortjener brandet slet ikke i dag, hvor f.eks. det seneste flagskib i skikkelse af sættet ”Muflon” blev så stor en succes, at det blev totalt udsolgt to gange på en sæson… Naturligvis fordi kunderne oplever, at de får det hele for det halve.

Den amerikanske drøm gik i opfyldelse i Haderslev!