Vi havde sneget os i retning af en stor brølende hjort i mere end en halv time. Der var stort set ikke en vind, der rørte sig, og skoven summede fortsat af brunstaktivitet, selv om vi var kommet langt ud på formiddagen. Vi kunne høre syv forskellige hjorte svare på hinandens udfordringer og på trods af at tempoet og styrken var gået lidt ned siden solopgang, var der ingen tvivl om, at kampgejsten brusede stærkt i de gamle kæmpers årer. Brunsten dette år, var en af de mest intense, vores guide Franek havde oplevet igennem sine mange år på reviret, som er kendt for sin stærke kronvildtbestand. Klokken var godt 11 om formiddagen og solen stod højt på en skyfri himmel. Vi pürschede med oprullede skjorteærmer i det sommerlige vejr.
De dybe brøl kom i serier og hver gang hjorten gik igang, hastede vi frem igennem ellesumpen i tillid til, at lyden langt overdøvede vores fremrykning. Vi var tæt på nu. Så tæt, at vi tydeligt kunne høre den store hjort ånde forpustet imellem sine højlydte udbrud og stampe rundt imellem bregnerne. Den ramme dunst af brunst hang tungt i den stillestående luft. Temperaturen var på den varme side af 20 grader og luften var tung af fugt. Jeg kunne mærke en lille sveddråbe løbe ned over mit øjelåg og en enkelt nærgående flue summede højlydt ved mit højre øre. Det larmede og kildede, men jeg undertrykte min trang til at vifte den væk.
Vi stirrede intenst i retning af et tæt vidjekrat mindre end 20 meter foran os. Vi kunne høre, at hjorten stod næsten stille nu. Den var tydeligvis ved at være træt efter nattens udskejelser. Den tog et par skridt frem og vi så den for første gang. Faktisk kunne vi kun se toppen af geviret, men det var nok til at Franek afbrød jagten på denne hjort. Der var tale om en – særdeles – stærk kapitalhjort, som endnu var for ung til at skyde. Vi nød derfor blot synet, da den mægtige hjort lidt senere fortrak ad en veksel mindre end ti meter foran os uden nogensinde at opdage dens tobenede forfølgere med onde hensigter.
En gammel kriger
Senere samme dag gik vi sammen på en skovvej med en stor mose til den ene side. Efter nogle timers pause midt på dagen var hjortene atter vågnet til dåd og havde spredt sig til brunstpladserne i den sumpede skov. Dybt inde mellem stammerne så og hørte vi to hjorte i heftig kamp. Voldsomme plask, gevirer som bragende tørnede sammen og ophidsede brøl efterlod ikke omverdenen i tvivl om, hvad disse to hjorte var optagede af. Vi så kun hjortene i korte glimt, men det var nok til, at Franek kunne afgøre, at den ene var en statelig gammel herre, som passede perfekt i revirets afskudsplan.
Da hjortene nogle minutter senere blev enige om at afslutte slagsmålet fulgte vi derfor hurtigt efter, da den gamle valgte at gå parallelt med vejen, frem for at trække længere ind i mosen. Det var vores held.
Hjorten gik små 100 meter inde og vi måtte småløbe for at holde trit med den. Franek vidste, at den havde kurs imod en lysning, hvor der måske ville opstå en skudchance. Pludselig stoppede han og slog skydestokken op. Jeg så bevægelsen mellem træerne, da jeg lagde riflens forskæfte tilrette i skydestokkens gaffel. Zeiss’en stod på 4x forstørrelse, som altid er mit udgangspunkt, når riflen hænger på skulderen. Hjorten skimtedes mellem træerne 70 meter ude. ”Schiessen!”, hviskede Franek indtrængende.
Læs også: Månedens trofæ – Kæmpe kronhjort
Men jeg kunne ikke ”Shiesse”, for der var ikke andet end træer at skyde på. Et par meter længere fremme kunne jeg dog se, at hjorten ville pasere en smal korridor imllem stammerne, så jeg rykkede lyspletten frem til dette hul og ventede med fingren på aftrækkeren.
Næsten snu nok…
Den gamle hjort må have fornemmet, at der var ugler i mosen, for da den nåede den lille åbning mellem træerne, standsede den brat, så kun dens hoved og hals var synlig. Den stirrede intenst imod os. Jeg stirrede intenst imod den. Jeg kunne høre, at Franek holdt brat op med at trække vejret midt i et åndedrag. Jeg vidste, at jeg nu havde sekunder til at handle, inden hjorten ville brase afsted i vildt flugt. Instinktivt lod jeg derfor lyspletten vandre ned, hvor halsen hænger fast på kroppen og slap kuglen.
Som altid, når man har lejlighed til den skudplacering, faldt dyret til jorden som ramt af lynet. Samtidigt forsvandt den imellem bregnerne. Vi løb derfor frem, for at få et bedre skud, hvis hjorten – imod forventning – skulle rejse sig igen. Det gjorde den dog ikke, men den blinkede stadig med øjnene og fik derfor et fangstskud gennem hjertet for at afslutte sceancen hurtigst muligt.
Hvilken fantastisk hjort det var! 10-12 år gammel og grov i kroppen med lange symmetriske stænger, som var kulsorte af harpiks og pløre. Han var indsmurt i mudder og lugtede fælt af brunst. En værdig repræsentant for kongernes vildt. Vi stod et øjeblik i stilhed og betragtede den faldne kæmpe, mens indtrykkene bundfældede sig. Franek brækkede en egekvist af det nærmeste træ. Han delte kvisten i tre, dyppede dem alle let i hjortens blod og gav den en i munden og en på indgangshullet. Den sidste overrakte han mig på sin hat og rakte næven frem til et håndtryk. ”Waidmannsheil”, sagde han og strålede af stolthed over dagens resultat.
Hjorte overalt
Den næste morgen var vi tidligt ude på engene for at følge brunstaktiviteten. Jag har aldrig oplevet et lignende sceneri i Europa. Det vrimlede med brølende hjorte og deres haremer af hinder i morgendisen og jeg kunne ikke lade være at tænke på, at hele sceneriet i den grad mindede om en naturfilm fra Serengeti. Der var storvildt over alt. Brølende hjorte, kæmpende hjorte, hjorte som håbefulde og parringsvillige løb frem og tilbage imellem brunstpladserne . Vi så op imod 1.000 stykker kronvildt den morgen fordelt på tre-fire store enge. Det var ganske overvældende og en meget tydelig demonstration af, hvad årtiers målrettet vildtpleje betyder for en kronvildtbestand.
Samme aften nedlagde vi en lidt mindre hjort fra en hochsitz. Den kæmpede indædt med en anden hjort i tyve minutter, inden vi fik chancen. Franek standsede hjorten på dens vej mod skoven med et højlydt pift. En Hornady GMX standsede dens liv. En havørn kredsede over vore hoveder i sikker forvisning om, at der var involde i vente. Zmigrod er en enestående vild plet på landkortet og Franek er en værdig værge. Han kender sit vildt og han kender sit område, som var det hans egen stue. Jeg længedes tilbage til disse disede enge, allerede inden jeg forlod dem. Jeg kommer helt sikkert tilbage ….en skønne dag.
Artiklen er tidligere udgivet i Mit Jagtblad nr. 08-15.
