De fleste mennesker skylder man ikke noget som helst udover at tilbyde næstekærlighed i et rimeligt omfang. Nogle mennesker skylder man respekt. Et mindre antal mennesker skylder man penge. Men så er der nogle enkelte mennesker, som man skylder temmelig meget. Som nu for eksempel min ven, Brian Bachman fra Minnesota i USA.
For mange år siden var han så venlig at huse min yngste søn et halvt års tid i forbindelse med et ophold som udvekslingsstudent. I den forbindelse lærte jeg derved Brian at kende som menneske og som jæger. Siden skaffede han mig på – stort set – gratis jagt i Minnesota, Kansas, Oklahoma, Texas og Montana ved forskellige lejligheder. Han guidede mig personligt til to fine sortbjørne langs den canadiske grænse, og jeg boede hos ham adskillige gange, modtog hans råd og vejledning i forhold til den amerikanske jagt, og han gav mig adgang til alle sine kontakter.
På den måde opbyggede jeg en anseelig gæld og var kun glad, da jeg for nogle år siden fik lejlighed til at betale første afdrag på gælden, da jeg organiserede en tur for os begge i England og Skotland. Han fik skudt Pere David hjort, sika, dåhjort, kronhjort, kinesisk vandrådyr, muntjac og en bunke fasaner. Lige så glad var jeg, da jeg sidste år i oktober fik mulighed for yderligere at afdrage på gælden. Brian meddelte mig nemlig, at han kom på besøg i Danmark i forbindelse med en rundrejse i Europa til de mange udvekslingsstudenter, han har haft boende gennem årene. Fra Finland, Tyskland, Østrig og Schweiz. Først til Danmark for at skyde råbuk, så til Finland for at skyde elg, så til Tyskland for at skyde svin og endelig til Østrig for at skyde gemse. Plus det løse. Gad vide om alle de udvekslingsstudenter, han havde haft boende gennem mange år, var en langsigtet plan for at komme gratis på jagt i hele Europa på et senere tidspunkt? Nå, men nu kom han så og ville gerne skyde en råbuk i løbet af et tre dages besøg.
Jamen, det er jo stadig lyst …
Den første morgen kommer vi lidt sent ud. Dels på grund af Brians jetlag, dels på grund af manglende skarphed fra min side. Vi går først en lang tur i mosen. Ser en ræv langt ude, men ellers er der stille. Senere kører vi ud til de store, flade marker på Hejbæk for at holde lidt øje med, hvad der sker i det område. En hind med sin kalv fouragerer på hveden, og en enkelt rå esser i kanten af pileskoven.
Vejret er tungt med regnbyger, endskønt det er mildt med 12-14 grader. Om aftenen kører vi direkte til Hejbæk og deler os for at få dobbelt chance til at finde en buk til ham. Jeg sidder i et langt L-formet læhegn, og Brian en halv kilometer borte i et andet læhegn. Det sidstnævnte sted er der flere gange er set en rigtig stor buk. Vi ser begge råvildt hist og her, men ingen med opsats.
Da jeg ringer ham op for at bede ham afbryde jagten, er han lettere forbavset. ”Det er jo først nu, de begynder at komme ud.” Jo, men sådan er det desværre her i landet, må jeg forklare ham, og ikke som de fleste andre steder i verden, hvor man kan jage så længe, man kan se. Hos os må vi stoppe jagten ved den tekniske solnedgang. En regel er en regel, uanset hvor tåbelig den er. Om aftenen spiser vi på Luneborg kro, hvor der er vildtbuffet. Det bliver dog ikke nogen lang aften, for der er stadig lidt jetlag i systemet.
Den store buk
Næste morgen går vi ud lidt tidligere og ankommer til Hejbæk i mørkningen. Det er dog lyst nok til, at vi ser fem dyr, præcis hvor Brian sad i aftes. De er på vej på tværs, og i det lille spring er den store buk. Vi er vel tre hundrede meter fra ham, men behøver ikke en gang at løfte kikkerten for at vide, hvad vi har foran os. Vi sidder stadig i bilen og kan se ham skynde på de to råer og de to lam for at få dem over den fire meter brede å. Han har naturligvis hørt bilen komme, ellers var han måske blevet på vores areal, men det er ikke til at vide. Der er ingen tvivl om, at det er den buk, der er set i området nogle gange, og som der tales om blandt jægerne i området. Vi er ikke forvænt med store bukke på disse arealer, hvorfor en undtagelse vækker opsigt. Eksempelvis har Mogens set ham flere gange, men ikke haft mulighed for at skyde ham – bortset fra en enkelt gang sidste efterår, hvor han kom løbende ovre fra naboen, stødt af en anden jæger. Han kom ind på de 20 meter, men Mogens var ude for at skyde krager og syntes, at haglene var for små, og at han ikke ville skyde den med hagl. Jeg har kun set bukken en enkelt gang, nemlig fra bilen, men uden for jagtsæsonen. Meget høj og meget tung i bunden. Forsprosserne er urimeligt lange og helt hvidpolerede i spidserne. Det eneste, vi ved om hans tilholdssted, er, at han har revir på begge sider af åen, og trods han efterstræbes af flere jægere i området, så er det faktum, at han er på et åbent område med små parceller vel det, der har reddet ham hver gang. Således også i dag.
Vi aftaler, at Brian skal tage plads i læhegnet igen og håber, at bukken kommer tilbage, mens jeg sætter mig et sted, hvor jeg kan holde øje med de to store pileskove, som ligger midt i det store landbrugsområde med græs og majs. Vi ved, at der går en relativ stor gaffelbuk i de pile, og måske kommer han ud til min side, så jeg kan ringe til Brian og bede ham bevæge sig over til mig. Der er en del dyr ude, men ingen buk. Til gengæld kommer der råer og lam ud konstant for at esse på de tilstødende græsmarker.
En mandig rå
Aftenen er stille, bortset fra et smaldyr som Brian desværre skyder forbi på. Der er dagen igennem høstet majs hos naboerne, og de kører fra med tre traktorer udover høsteren. Det larmer en del og har nok skabt noget uro i området. På vores jord har der oven i købet været høstet græs til ensilage. Tredje og sidste morgen stiller vi op som dagen før. Brian i hegnet, og jeg i nærheden af pilene for at overvåge dem. Straks efter kommer der en rå ud af marken fra den lille pileskov. Den esser stille og roligt. Snart efter kommer endnu et dyr ud. Det ligner kropsligt en buk, men der er ingen opsats, og afstanden er for stor til, at jeg kan se en pensel, så jeg konkluderer, at det er en mandig rå. Så kommer en rå med to meget lyse lam ud på græsmarken fra den store pileskov, samtidig med at der kommer to dyr løbende bagfra. De er lige store, antageligt to smaldyr. De løber ind i den lille pileskov og kommer senere ud i den anden ende, stadigt løbende. Gad vide, hvad der har stødt dem?
Senere kommer endnu et dyr på tværs. Jeg har nu set 8 dyr inden for kort tid, men ingen buk. Jeg ringer til Brian, der kan fortælle, at han sidder og kigger på den store buk, der esser på den anden side af åen på naboens areal, og han gerne vil blive siddende for at holde øje med den. Han er såmænd blevet ret forelsket i den buk. En halv times tid senere ringer han dog tilbage for at fortælle, at den nu har lagt sig og antageligt ikke flytter sig den kommende tid. Jeg beder ham komme over til mig, hvor jeg stadig har to råer foran mig, for så må vi skyde en af dem i stedet. Bare så han får lidt drab med hjem fra Danmark. Det skulle nødigt hedde sig, at vi ikke var leveringsdygtige i et stykke råvildt, når han kommer videre rundt på sin turne. De forsvinder dog ind i de små pile et par minutter inden, han når frem til mig. Vi beslutter derfor at trykke de to pileskove igennem i håbet om, at der kommer et dyr ud til Brian. 
Jeg stiller ham op i noget relativt højt skrub og starter mit drev fra den anden ende i medvind. Jeg er stort set ikke andet end kommet i gang, da der lyder et skud fra ham. Jeg trykker færdig og mødes med ham, så vi sammen kan gå ned til det dyr, han har skudt. På vej derned fortæller han, at der kommer en rå ud i let løb på tværs, og han skyder den på cirka 70 meters afstand. Så fik vi da noget ud af det i det mindste.
Da vi kommer frem til råen, viser det sig at være en buk, der har kastet. Ganske underligt, for det må være den kraftige gaffelbuk, der holdt til i området, og vi er ikke mange dage inde i oktober. Det må være det dyr, som jeg tidligere på morgenen antog for at være en mandig rå, og det forklarer også, hvorfor jeg ikke har set nogen buk ved pileplantningerne de sidste par dage. Baserne er ret kraftige, så det har været en fin buk. Der er allerede sårvæv over baserne, så han har altså kastet midt i september. Ved nærmere undersøgelse kan jeg se, at der er betændelse i baserne. Måske er det grunden til, at han har kastet så tidligt?
Den ulovlige kniv
Jeg beder om at få lov til at brække bukken med min spritnye kniv. Jeg fik den for to dage siden af Brian, og det var en rigtig fin gave. En af de legendariske Buck knive og oven i købet en speciel 50 års jubilæumsversion, der kun er fremstillet i et begrænset oplag. Brian kender nemlig præsidenten for Buck Knives Inc., C.J. Buck, som er repræsentant for 4. generation i den berømte virksomhed, der blev grundlagt i 1902. Den høje alder til trods er Buck stadig kendt for deres højkvalitetsprodukter og har stadig livstidsgaranti på alle deres produkter. C.J. Buck startede i firmaet i 1978 i bunden af systemet og arbejdede sig langsomt opad mod toppen, sikkert godt hjulpet af sit efternavn. En af deres mest kendte modeller blev lanceret i 1964 under navnet ”110 Folding Hunter”, og det er netop denne model, Brian har foræret mig i en 50 års jubilæumsudgave.
Jeg bruger naturligvis min nye kniv til at brække dyret med. Hold fast, hvor den er skarp, næsten for skarp, hvorfor det også lykkes mig at skære mig i den samme finger to gange. Jeg har nævnt for Brian, at han ved indrejsen i Danmark egentlig var kriminel, da kniven ikke er tilladt i Danmark. Dels er den enhåndsbetjent, dels låser den, dels er den for lang. Han står til en uge i spjældet, kan jeg fortælle den lettere chokerede Brian, der bagefter viser mig, at han har endnu 8 knive af samme slags med i kufferten, da han vil bruge det som gaver til de næste værter, han skal besøge på sin rundrejse. På sin vej til Finland skal han både gennem lufthavnen i Aalborg og København, men vi må håbe, at han ikke bliver anholdt. På den anden side, så er han reddet, når han kommer ud af landet, for i hverken Finland, Tyskland, Østrig eller Schweiz er der nogen problemer ved, at jægere medbringer deres værktøj på jagt.
Det må være mærkeligt at ankomme til et land som utilsigtet kriminel, blot på grund af ønsket om at glæde sine værter med en fin kniv. Det må være mærkeligt at finde ud af, at man ikke må skyde, så længe det er lyst. Det må være mærkeligt at komme til Danmark og jage på de små arealer, vi kan tilbyde her i landet. I Kansas, eksempelvis, har han jagten på 18.000 tønder land, og hans kunder skyder hvert år adskillige medalje-hjorte og op mod 80 trofækalkuner. I Minnesota guider han hvert år jægere frem til over 20 sortbjørne på uendeligt store offentlige arealer. Det må lyde temmeligt hult i hans ører, når jeg fortæller ham, at vi har 20 hektar mose, 80 hektar blandet og yderligere har lejet jagten på 130 hektar mark, hegn og pileskov. Kulturelle forskelle og to forskellige verdener.
Brian slap ud af landet uden problemer, bør jeg nævne for en ordens skyld, men efterlod mig som kriminel, for naturligvis beholdt jeg kniven. På den anden side så var jeg det grundigt i forvejen, indrømmet. For jeg smider ikke mit værktøj ud, blot fordi der kommer en tåbelig knivlov. Min kone har i øvrigt lovet at besøge mig i spjældet, skulle det komme så langt.
Bedre held næste gang
I begyndelsen af februar så jeg bukken igen. Han gik sammen med to råer med hver sit store lam. Måske det samme spring som vi så i efteråret. Ingen tvivl om, at det var ham, for der er ikke mange store bukke i området, og ham her var stor. Naturligvis i bast, men allerede langt over ørerne og med tydeligt fremadstræbende forsprosser. Han kiggede vagtsomt på mig, da jeg passerede ham i bilen på mindre end 50 meters afstand. Så han er her endnu. Samme aften fik jeg mail fra Brian. ”Jeg kommer til Europa igen til juni på endnu en europæisk rundrejse. Sæl i Finland, svin i Tyskland og gemse i Østrig. Har du tid, så kigger jeg forbi Danmark også.” Jo, naturligvis har jeg tid. Og ikke blot vil jeg glæde mig til at se ham igen og afdrage lidt mere på gælden – for jeg har også stadig den buk gående.
Læs også
Drivjagt, trykjagt eller bevægelsesjagt på råvildtet
Forårsjagt på buk på vej i Sverige
