Grindedrab – en drivjagt, der ofte tager timer

Hans Hermansen har været en vedvarende stemme i det færøske samfund for at beskytte og bevare retten til at dræbe grindehvalerne. Som en del af den ældre generation, har han brugt lige så meget tid på at modarbejde arbejdet for at hjælpe grindehvalerne, som Sea Shepherd har brugt på at stoppe drabene.

Vi har endda siddet overfor hinanden og debatteret dette. Så indholdet i hans læserbrev fra August er hverken nyt eller specielt objektivt. Men jeg vil rigtig gerne benytte lejligheden til at svare alligevel og give debatten mulighed for at nå nye deltagere. Og det må gøres her, for der lader til at være en usagt aftale blandt de færøske medier, at denne sag ikke må dækkes med Sea Shepherds udtalelser. Det skriger til himlen, at færøske journalister kvæler en nuanceret debat, men det er den virkelighed vi er i lige nu. Håber at den vil ændre sig. For det har alle parter glæde af.

Dramatiseringen af det færøske folk som venlige og imødekommende, til nu at være mistroiske efter længere tids offergørelse, synes jeg er en overdrivelse. Det færøske folk er den dag i dag venlige, imødekommende, inviterende og gæstfri. Folk på nettet burde ikke sammenblande den ubehagelige retorik der er at finde på sociale medier, med det møde som finder sted i den “virkelige verden”. Men folk som Hans er helt sikkert blevet sure og bitre. Han repræsenterer dog ikke et helt folk og jeg synes det er trist, at han tager sine landsmænd som gidsler i denne konflikt, fordi han ikke kan adskille sin egen subjektive oplevelse fra resten af befolkningens. Når det så er sagt, så er al debat omkring grindedrab konfliktfyldt og jeg synes personligt, det er ærgerligt. Men en virkelighed som jeg må navigere i, ligesom Hans gør.

Den maleriske beskrivelse af hans opfattelse af situationen for 35 år siden drukner simpelthen i bitterhed. Hans er ikke engang i stand til at beskrive historikken uden at hans ensporede vrede trænger igennem. Jeg har forhåbninger om, at folk der læser hans beretning, må reflektere bare lidt over de valgte formuleringer. For 35+ år siden ramlede Sea Shepherd og færøske hvalfangere hovederne sammen. Der er bogstavelig talt gået årtier og meget er sket siden. Men undskyldningen for den ugennemtrængelige vrede som Hans føler mod Sea Shepherd er 35 år gammel. Jeg var 6 år gammel første gang Hans blev sur på Paul (sagt med lidt humor).

Jeg kan ikke tage ansvar for, hvad der skete i de år. Jeg kan vise forståelse. Og det gør jeg virkelig. Jeg kan endda reflektere over, hvordan vi som organisation valgte at arbejde for hvalerne og sige med hånden på hjertet, det er ikke en strategi som falder mig naturligt. Men det er nu heller ikke den strategi, som har været benyttet i efterhånden mange år. Jeg kan anstrenge mig for at kigge nuanceret på de sidste mange års historie. Og jeg synes ærlig talt det er på tide, at de gamle generationer forholder sig lidt mere afdæmpet til deres sårede følelser, for noget der skete for 30 år siden og så tager et voksent ansvar for den samtale vi har i dag.

Historien om frie hvaler der dræbes på sekunder bliver gang på gang modbevist med dokumentation.

Drivjagten tager ofte timer og er forbundet med synlig stress og angst for flokken.

Ofte drives flokken op på nyere tids strande som er lavet på stenbund (i modsætning til ældre strandes sandbund), og dette skræmmer og skader hvalerne som møder al for meget fysisk modstand, når de når det lave vand.

Når hvalerne er kommet på tilpas lavt vand, så sættes der et redskab i deres blæsehul og de trækkes ved kraft længere op på stranden; de er ved bevidsthed og kæmper for deres liv. Dette tager ikke “sekunder”. Selve drabet består i at pacificere hvalen ved at flække rygmarven ved hjælp af en særlig kniv; dette lammer hvalen, hvorefter den får skåret halsen over. Det er igen gang på gang dokumenteret, at bare selve drabet kan tage mange pinefulde minutter.

Hver hval må vente på sin tur; og mens de venter på lavt vand, oplever de flokken omkring sig der kæmper, men dræbes en efter en. Og selve jagten tager ofte timer. Der er intet hurtigt eller humant ved dette. Vi tillader ikke engang industridyr at blive behandlet sådan her. I de romantiske fortællinger om grindedrab udelades meget, særligt bemærkes de mange unger og ufødte hvaler som blot kasseres, fordi de ikke er værd at “konsumere”. Disse hvaler fik aldrig det frie liv. Tilgengæld blev de kvalt langsomt inde i deres mors maver, da de lå på stranden med halsen skåret over.

Kød som er blevet vurderet til at være uegnet som menneskeføde af færøske sundhedsmyndigheder, på grund af den høje forurening af blandt andet tungmetaller.

En stor del af den færøske befolkning indtager ikke hvalkød af samme årsag.

Det er ikke en fødekilde. Det er i bedste fald en traditionel ret som særligt indtages af den ældre befolkning og ellers ved særlige lejligheder som bryllupper. Minder lidt om Asiens forhold til hajfinner, efter min mening. Ligegyldig ret som er forbundet med massiv mishandling. At det er gratis er vist også lidt en manipuleret sandhed. Hvalkød kan købes i supermarkeder, på restauranter og færinger kan finde på at sælge deres andele til turister.

Men det værste er helt sikkert de mange historier og frysere med hvalkød der ikke bliver indtaget, og ved næste drab smides det gamle ud og det nye lægges i. Sea Shepherd og Færøerne har en særlig hård historik. Og som en del af organisationen tager jeg gerne den svære samtale om, hvad der gik galt og hvad vi burde gøre i dag.

Jeg beskæftiger mig faktisk primært med netop dette, blandt gæstfrie færinger som ønsker hvaljagten lagt på hylden, men ønsker at Sea Shepherd bidrager på en måde som DE anser for at være konstruktivt. Og jeg lytter og tilpasser gerne vores tilgang.

Processen er i gang og vi har mange gode møder og initiativer til fremtiden.

Tror jeg Hans Hermansen kan lægge sin vrede bag sig og være en del af samtalen? Ikke det fjerneste. Tror jeg, at det færøske samfund har brug for ham i den forbindelse. Nej heller ikke. Forandring kommer til alle samfund, sådan er livet. Og at ære sin historie og sine omgivelser ved at pensionere hvaldrab i en tid, hvor det ikke er hverken nødvendigt eller sundt at spise hval, vidner blot om et intelligent, empatisk og moderne samfund, som aldrig vil glemme hvor de kommer fra, men heller ikke lever i fortiden.

I de gamle dage roede modige mænd ud i robåde for at skaffe føde til deres familier.

Rejsen for føde var farlig og havde der været et alternativ, så ville enhver mand i den robåd have valgt dét. I dag sætter rige mænd sig ind i deres motorbåde, omringer flokken og dræber dem på lavt vand uden på noget tidspunkt at få sved på panden.

For bagefter at gå hjem og sætte sig i deres moderne huse, hente maden i køleskabet og nyde en tryg aften foran TV’et. Jeg tror personligt deres forfædre ville måbe over, hvor afslappet et forhold disse efterkommere har til hvaldrab. Grindedrab er en del af den færøske historie og den skal æres som dette.

Så svaret på Hans´spørgsmål er: At være imod hvaldrab i 2021 er ikke kulturmord.

Valentina Crast

Ansvarlig for kampagneudvikling og outreach, Færøerne og Danmark.