Labradoren er i dag en af de mest udbredte jagthunde herhjemme, for den er nem at gå til, og det er en af de bedste apporteringshunde, der findes.

Den mest almindelige jagthund i Danmark i dag er labrador retrieveren. Det er ikke mange år siden, at ruhåren havde den fornemme titel, men der er nok flere grunde til, at det ikke længere er tilfældet.

Dels tror jeg, at labradorens popularitet har noget med tid at gøre. Tid burde være på tilbud, for det er en mangelvare nu om stunder, og en god ruhår kræver lidt mere tid at træne op end en labrador.

Dels tror jeg, at labradorens popularitet skyldes den måde, vi går på jagt på nu om dage. De fleste jægere vil gerne kunne lidt af hvert med deres hund. Den skal kunne apportere, og den skal kunne drive uden at rende for langt. Den tid, hvor man gik ud i sin kennel, og valgte den type hund, der var brug for på dagens jagt, er nok stort set forbi. I dag har man for de flestes vedkommende én hund, der gerne skal kunne det hele.

Racen og dens historie
Labradoren findes i to varianter. Den ene er en hurtig, let type, også kaldet f.t., der står for field trial, men som nogle kalder Formel 1. Den anden er den tungere og kraftigere byggede labrador, de fleste kalder for en gammeldags labrador. Lad os her kalde dem for den kraftige og den lette labrador, så har vi vist ikke fornærmet nogen.

Den kraftige labrador kan være brun, sort eller gul. Den har et kort hårlag, god inderuld, et ret bredt hoved og en tung krop. Vægten når nogle gange helt op på 40 kg. Den kraftige labrador kan altså være en ordentlig basse.

Den lette labrador ligger derimod på 20-35 kg. Den findes kun i sort og gul, og den har samme pels som den kraftige labrador, men kroppen er lettere, og hovedet er smallere. Højden svinger fra ca. 40 cm. til 60 cm, og den er oftest noget mindre end den kraftige labrador, men der findes bestemt også høje f.t.’ere. Begge typer hunde har enten brune eller gule øjne.

For at opspore labradorens historie må vi en tur til Canada, hvor engelske fiskere i 1500-tallet kom til New Foundland for at jage og fiske. Nogle kilder fortæller, at de der parrede deres medbragte hunde med lokale indianerhunde. Andre kilder hævder, at man forædlede lokale hunde.

Resultatet blev en hund, der vel har lignet en blanding af en newfoundlænder og en labrador. Man skelnede mellem “en stor” og ”en lille” newfoundlænder og kaldte også den lille for St. Johns hund efter en by på spidsen af New Foundland. Først senere, da englænderne tog denne lille newfoundlænder med tilbage til England, fik den navnet “labrador”, som var navnet på det område, man hentede den fra. Afstanden til newfoundlænder-hunden blev efterfølgende større og større gennem den målrettede avl.

Den hund, der fra slutningen af 1800-tallet blev kaldt labrador, var nærmest som vores f.t.-labradors. Først meget senere, da racen blev moderne, opstod den kraftige udstillingsmodel, som vi egentlig fejlagtigt kalder den gammeldags. Sjovt nok burde det jo så sådan set være lige omvendt.

Først i 1970’erne kom f.t.-linjen for alvor til Danmark, og efter min mening er de to labrador-typer meget forskellige, selvom de har fælles historie.

Temperament og anvendelse
For mange år siden var jeg gæst på en hyggelig jagt på Sydsjælland. Værtens hund var en labrador af den kraftige model. Og kraftig må man sige, at den var. Det var en sød og rar hund, men der var ikke mange centimeter frihøjde under den. Livretten var, som for mange labradors, “ad libitum”…

Ifølge den gode stamtavle hed hunden “Perhabs”. Men på grund af appetitten lå det mere ligetil at kalde ham “Per Haps”, og i daglig tale blev det slet og ret til “Per”. Jeg kan ikke huske, hvordan Per arbejdede, men på et tidspunkt blev der skudt et stykke råvildt, der blev brækket på stedet. Ingen havde set, at Per, der vel var blevet lidt brødflov, slugte hele indwaiden i én lydløs bevægelse.

Frokosten fandt sted efter næste såt, og alle blev bænket. Pludselig hørte vi en svag ræben, og en ubeskrivelig stank bredte sig. Per havde ofret indwaiden på det ægte tæppe under bordet. Det var der råd for: Værten tog en skovlfuld aske fra den kolde pejs og smed den ud over den enorme ofring, og vi spiste videre. Jeg kan huske, at vi fik gullasch, og at jeg pludselig var meget mæt.

Appetitten er den samme hos f.t.’eren og den kraftige model. Labradortemperamentet mellem de to typer er lidt forskelligt, men der er nok en tendens til, at f.t.’eren er mere kontaktsøgende og tit blødere end den kraftigere linje.

Jeg har mange af begge typer i træning hos mig, og jeg synes generelt, der er en større apporteringsglæde hos f.t.´erne. Man skal gå lidt langsommere frem med de kraftige labradors, især med hvalpene. Overgør man træningen, gider de simpelthen ikke lege med længere. Men gør man det rigtigt, kan man fint opnå den samme apporterings-glæde som hos f.t.´eren, der til gengæld godt kan kaldes apporteringsidioter: Det er svært at køre dem trætte i den disciplin, men heller ikke hos f.t.´eren skal det overdrives. I en god træning, for begge typer, er det en præmie at få lov til at hente.

Det er en udbredt holdning, at den kraftige labrador er rolig og nem at have indendørs, hvorimod f.t.-modellen er svær, fordi den løber på væggene. Men her vil jeg sige, at alle hunde – om det så er en labrador eller en chihuahua – der ikke bliver motiveret nok, vil være urolige indendørs.

Vælger du en labrador af den ene eller anden type, så kontakt forskellige kenneler først, og tal med dem om, hvad de avler på. Med hensyn til den gammeldags, kraftige labrador bliver der avlet en masse rene udstillingslinjer. Det er ikke noget galt i det, men det er op ad bakke at få en jagthund ud af dem, for de har ikke længere apporteringsglæden og viljen eller fysikken til at arbejde hårdt. F.t.´ere avles udelukkende til jagt, så der det handler det kun om at finde en kennel, du synes om.

Apportering i blodet
Begge typer er som regel rolige og venlige hunde, der kun ønsker at tilfredsstille deres fører, og generelt er de begge børnevenlige. Det er med andre ord en meget omgængelig familiehund, og det betyder jo rigtigt meget for mange.

En labrador retrievers spidskompetance er apportering. Navnet “retriever” betyder at bringe, at komme tilbage med noget. Den er udrustet til at arbejde i vand, og den tykke korte pels og gode underuld gør, at den i nogen grad kan arbejde i koldt vand, og den kraftige hale gør den til en fremragende svømmer.

Det med vandarbejdet kan dog også overdrives. Jeg sender aldrig mine hunde i vandet på et andetræk i december for derefter at lade dem sidde og fryse i en time. Risikoen for, at de får gigt senere i livet, er ikke værd at tage med. Og derudover er det synd for hundene. Hvis du synes, jeg lyder pjevset, så hop selv i søen på den årstid, og sid så stille på bredden en times tid. Lad i stedet hunden apportere efter trækket, og lad den bevæge sig bagefter.

F.t.’eren og den gammeldags, kraftige type har i mine øjne hver deres fortrin. F.t.’eren er avlet til at være hårdtgående og i et højt tempo. De er mindre, lettere og løber nemt en anskudt fasan op. Indlæring kommer nok lidt lettere til dem. Her er faren ikke at sætte basis ordentligt fast. De unge, uerfarne f.t.´ere har det med at løbe hurtigere, end næsen kan følge med til, men det jævner sig med erfaringen.

Den kraftige type er som oftest lidt langsommere. Men når jagten er ovre, og der skal efterapporteres, er den kraftige meget effektiv at sende ud i søg i hårdt terræn, eksempelvis i en halvudtørret mose med væltede træer. Alle kender sådan et møgområde, og det er sjovt nok altid her, fuglene falder. Her søger den gammeldags stille og roligt og sparer på kræfterne, hvor nogle f.t.’ere har så meget knald på, at de går sukkerkolde.

Begge typer er fine førskudshunde, hvis man driver med dem som spaniels, altså fem-seks meter til hver side og tre-fire meter foran med stop ved opfløj. Nogle mener, at det går ud over lydigheden og apporteringen at drive med labradors. Det er jeg ikke enig i. Man må bare ikke gå på kompromis med lydigheden, og man skal vente med førskudstræningen, til apporteringen er helt på plads.

Labradors er meget anvendte som schweisshunde, og de bruges til mange andre ikke-jagtlige opgaver som bombe-, rednings-, narko- og førerhunde. Derudover bruges de i stor udstrækning som opsamlere på de store klapjagter, hvor skytterne ikke fører hunde, men hvor et professionelt apporteringshold tager sig af opsamlingen.

Træning af labradoren
Jeg vil, med en vis risiko for at nogle vil protestere, sige, at en labrador er en god begynderhund. For at opnå et – skal vi sige hæderligt – resultat kræves der ikke helt så megen tid og viden som med nogle af de andre jagthundetyper. Det skal dog tilføjes, at ønsker man at udnytte en labradors fulde potentiale, kan man med både tid og kunnen nå rigtig, rigtig langt. Med en labrador kan man altså sagtens få en god og anvendelig jagtkammerat uden at være professionel, men man kan også nå virkelig langt med den med grundig og interesseret træning.

Jeg synes, at alle jagthunde – uanset race – skal trænes med motivation. En hund skal se en fordel i at gøre det rigtige, og derfor skal den trænes til at blive en medspiller. Det er min holdning, at hver gang der opstår en konflikt med hunden, er det førerens skyld. Hunden vil nemlig gerne, den får bare ikke chancen.

Det særlige ved labradoren er dog, at det ikke volder føreren store problemer at få den til at apportere. Det kan snarere være et problem at få den til at lade være. Derfor skal der gøres meget ud af basistræningen, før den kommer på jagt.

Pas på med ikke at miste overblikket i træningen, men del den op i små bidder, og gå langsomt frem. Lad hunden blive moden, før den kommer på jagt. Det er ikke til at sige præcis, hvornår den er det, for det afhænger af den enkelte hund og af træningen. Men en god rettesnor siger, at hunden skal være ca. 17-18 måneder.

Lad være med at tage en for ung og utrænet hund med på jagt i snor, så den lige kan prøve det, for det kommer ikke andet end ulykker ud af. Vil du træne din labrador op til at blive schweisshund, er det min erfaring, at du bør undgå at bruge den til fugle. Og hvis du modsat vil bruge den til fuglejagt, bør du holde dig fra at træne den til at eftersøge hårvildt.

Labradorens forcer og mangler
Når talen falder på en bestemt hunderaces forcer og mangler, skal man være opmærksom på, at man ikke både kan få i pose og i sæk. En Ferrari er ikke særlig god til at pløje med, men den kører unægtelig hurtigere end en traktor. På samme måde er det en god idé at tænke sig om, før man køber hund, og at gøre sig klart, hvad man skal bruge den til.

Det er langt fra alle, der har 1.000 tønder stubmark med masser af agerhøns til rådighed. Så det er rart med en hund som labradoren, der har brug for mere end tre minutter til at drive på de blot 30 tønder land, man måske har til rådighed. Især hvis man har kørt en time eller mere for at nå dertil. Der vil sikkert være flere læsere, der har oplevet en hønsehund uden den fornødne træning rense et middelsvært gods for vildt, før parolen overhovedet var ovre.

Labradoren egner sig på den måde fint til at drive med, hvis man har forholdsvis begrænsede arealer at gå på jagt på. Men den vil dog aldrig kunne op på spaniel-niveau, når vi taler stødende hunde, altså hunde, der ikke tager stand.

For labradorens vedkomme er det apporteringen, der er dens bestemmelse. Den er gennem mange generationer avlet til at være specialist, og der er nok ikke andre jagthunderacer, der kommer op på siden af en god retriever, når det gælder apportering, markering, frit søg og dirigering.

Et spørgsmål om temperament
Om man vælger en f.t.-labrador eller den kraftigere labrador, er et smags- og temperamentsspørgsmål. Du vil opdage, at hvis du spørger en hundeejer om netop hans eller hendes hunds fordele og ulemper, vil vedkommende nok hovedsageligt fortælle om fordelene.

Det kunne være en nærliggende tanke at søge efter en blanding af de to typer, for så får man jo nok lidt af det hele. Men det er nu en stor risiko at løbe. Det kan godt være, at det bliver en fin hund, men du kan langt fra være sikker på det. Mit råd er derfor: vælg en type, og find en kennel, der avler netop det, du ønsker. Så er du sikker på en god start.

Labradoren er en god allround-hund, der er familievenlig og kan bruges til lidt af hvert. Er du derimod kun til sneppe- eller agerhønsejagt eller en anden specialiseret jagtform, vil en anden race nok være at fortrække.

Vil du vide mere?
I Danmark findes der to retrieverklubber: Dansk Retriever Klub (dansk-retriever-klub.dk) og Retrievernes Jagthundeklub (rjk.dk). Sidstnævnte klub afholder kun jagtrelaterede prøver og ingen udstillinger. Dansk Retriever Klub afholder begge dele.