Den vilde natur er under et massivt pres både globalt og i Danmark, hvor intakte økosystemer med store græssere og rovdyr hører fortiden til – indtil videre i hvert fald.

Der er et pænt stykke vej at gå, før Danmark kan spejle sig i de indsatser, der gøres i lande, der er langt mindre velhavende, men som skal håndtere sameksistens med dyrearter som elefanter og tigre eller beskytte regnskove, der potentielt kunne udnyttes til tømmer eller give adgang til ressourcer, der kunne være en øjeblikkelig saltvandsindsprøjtning i den ofte slunkne statskasse. Ikke desto mindre forventer vi, at man i Sydamerika, Asien og Afrika tager ansvar for naturen og afser både plads og ressourcer til at bevare intakte naturområder.

Det kniber med biodiversiteten

Selvom der lige nu er et historisk fokus på at udtage store arealer fra landbruget og etablere skovrejsning, kniber det stadigt med et prioritere biodiversiteten. Store sammenhængende naturområder med en fri og naturlig dynamik og oprindeligt hjemmehørende arter ses stadig kun som et biprodukt til klimaagendaen og oplevelsesøkonomien.

Årsagen er ikke bare begrænsede ressourcer, men måske også en politisk berøringsangst, der gør at de vigtigste indsatsområder står i skyggen af initiativer, der til tider har en mere symbolsk betydning for naturens tilstand i Danmark.

EU og Invasivlisten

I EU har vi en fælles forordning om invasive arter. Arter på listen er forbundet med restriktioner, der som udgangspunkt gør det ulovligt at importere, sælge, holde, dyrke, anvende eller udsætte dem i naturen i hele EU. Det er så op til de enkelte stater at etablere overvågningsforanstaltninger, forebygge spredning og forestå nedkæmpelse af de udpegede arter. EU-listen suppleres i Danmark med en national liste over invasive arter med egne regler. Invasivlisten nyder relativt stor opmærksomhed, når vi skal passe på naturen i Danmark, men hvor stor en rolle spiller den egentlig for naturgenoprettelsen i Danmark

Der skal selvfølgeligt ikke herske tvivl om at der findes invasive arter, der gennem konkurrence skader vores hjemmehørende arter. Amerikanske mink, ibirsk skovsnegl og bjørneklo er klassiske eksempler. Der findes imidlertid også en række arter på den danske invasivliste, der mere bærer præg af solidarisk symbolpolitik end en reel trussel mod dansk natur. EU er trods alt så stort, at der forekommer forskellige klimazoner og forskellige naturtyper, så ikke alle arter på invasivlisten er lige relevante i alle lande. F.eks. kan det virke som en gratis omgang, når man vil håndhæve et forbud mod den eksotiske næsebjørn fra Sydamerika, der næppe vil kunne etablere sig på vores breddegrader, eller en Californisk snogeart der kun findes på en af de kanariske øer ud for Marokko og Vestsahara.

Nogle arter på EU-listen er ikke i Danmark

EU-listen indeholder således også arter, der ikke (endnu i hvert fald) er etableret i Danmark og måske heller aldrig vil blive det. Alligevel skal de danske myndigheder afsætte ressourcer til arter på EU’s invasivliste, der ikke udgør en realistisk trussel i Danmark. Med begrænsede ressourcer til naturbevaring, bliver det på bekostning af de reelle problemarter, der rent faktisk gør skade på naturen.

Hvorfor ikke koncentrere sig om arter der gør skade?

Man burde i stedet koncentrere sig om de arter, der dokumenteret har gjort stor skade, men det er ikke nødvendigvis tilfældet.

Aktuelt har EU lige tilføjet amerikansk mink til invasivlisten, hvilket skal medføre forbud mod avl og produktion i hele EU fra 2027, men Danmark stemte imod denne ændring, fordi minkbranchen stadig har en økonomisk interesse i Danmark, der nu vil søge EU-Kommissionen om en særordning, der tillader fortsat drift for eksisterende minkfarme på niveau med deres miljøgodkendelser.

Dansk paradoks: minken invasiv, men her søges dispensation

Så når EU’s biologiske vurderinger konflikter med nationale erhvervsinteresser, søger Danmark om dispensation fra invasivlisten, på trods af at undslupne amerikanske mink er en dokumenteret trussel mod dyrelivet i vores vådområder og konkurrerer med vores hjemmehørende rovdyr.

Hertil kommer så de mange potentielt invasive prydplanter, der er tilgængelige i planteskoler og de – om ikke ligefrem invasive – så i hvert fald ikke hjemmehørende træarter, der nu flittigt plantes i klimaskove, uagtet at de ikke gavner en rig fauna af hjemmehørende insekter og svampe samtidigt med at de står i vejen for spredning af hjemmehørende træarter.

Måske skulle man fokusere mere på at genindføre og udbrede de dyre- og plantearter, der faktisk hører til i -og gavner – vores økosystemer, men som vi helst – eller slet ikke giver plads til. Ulven fylder snart lige så meget i mediernes dagsorden som den kriminelle underverden. I praksis fordi de er til fare for husdyrhold, der ikke er tilstrækkeligt indhegnet (og i visse tilfælde bruges som naturplejere).

Vildsvinet er hjemmehørende men hegnet ude

Vildsvinet som vel hverken i praksis eller på papiret er invasivt, men derimod hjemmehørende. Den er bare blevet hegnet ude af Danmark pga. risiko for afrikansk svinepest. Siden istiden har vildsvinet været en vigtig brik i vores natur, men nu er det uønsket pga. risiko for landbruget. Dette på trods af at der i Tyskland, Sverige og andre europæiske lande lever solide vildsvinebestande uden at det har påvirket fødevaresikkerheden.

Hertil kommer så de store arter af græssende pattedyr, som europæisk bison og elge, der kun allernådigst kan få ophold i Danmark bag hegn på trods af at de burde være en del af en større sammenhængende europæisk bestand. Netop de arter kan bidrage til at genetablere stabile økosystemer, hvor de invasive arter har mere vanskeligt ved at få rodfæste.

En prioriteret invasivliste ønskes

Man kunne ønske sig at Danmark på lige fod med mange andre europæiske lande ikke bare gav mere plads til natur, men også plads til vildere natur og at man arbejdede med en prioriteret invasivliste, hvor de mest problematiske arter, der ikke er hjemmehørende i Danmark, blev prioriteret frem for at bedrive symbolpolitik.

Definition:

Hjemmehørende arter er planter og dyr, der naturligt hører til i et bestemt område (f.eks. Danmark) og har udviklet sig der.
Ikke-hjemmehørende arter (også kaldet introducerede eller fremmede arter) er arter, der er blevet bragt til et område uden for deres naturlige udbredelse, ofte af mennesker. En invasiv art er en undergruppe af de ikke-hjemmehørende arter, der spreder sig aggressivt og forårsager skade på den lokale biodiversitet, økosystemer, økonomi eller menneskers sundhed, f.eks. Kæmpebjørneklo eller mårhund.

Henrik Herold er uddannet officer har været ansat i forsvaret i 15 år. Han er idemanden bag Randers Regnskov hvor han beklædt direktørposten siden 1996. Randers Regnskov driver et stort naturbevaringsprojekt i junglen ved Bigai i Equador, hvor man foreløbig råder over mere end 5000 hektar.

Læs mere om
SIKA Danmarks Forbudte Hjort

  Fra jagtbar art til jaget vildt >  
  JAGT, Vildt & Våben kæmper for Sikaen > 
  FACE møde men sika var ikke på dagsordenen! > 
  Sika sagen: EU makværk >  
  STØT Borgerforslag: Udsæt beslutningen om at sikavildt i Danmark skal udryddes >  
  Sika-sagen og EU >  
  Sika-debatten: Fra invasiv art til lokal forståelse og fornuft >  
  Sika hjorten >  
  Sika sagen – Ro på aftrækkerfingeren… >  
  Jagt på sika og sika-hybrider i Irland >  
  Sikavildt er ikke et problem på Katholm Gods – tværtimod >  
  Sjælden underart kan gå tabt, hvis sikaer bortskydes >  
  Dansk sikavildt kan ikke formere sig med kronvildtet >  
  Sikahjorte er nu erklæret invasive >