Jeg kan forstå, at der nu er nedkaldt en decideret udryddelseskrig imod det danske sikavildt. En art som har eksisteret ganske problemfrit i det danske kulturlandskab i cirka et århundrede. Den formelle årsag til ”fatwa’en” er, at bureaukrater i EU har erklæret sikahjorten ”invasiv” – et begreb som (desværre) er blevet et decideret våben i naturdebatten.
Lad mig starte med at understrege, at invasive arter vitterligt er et af de helt store problemer i den globale naturbevarelse. Det er for eksempel derfor, at vi i Danmark bekæmper invasive arter som mårhund, mink og vaskebjørn intensivt. Hvis sikavildtet reelt er en invasiv art, så bør vi også støtte massivt op om, at få arten udryddet fra dansk jord. Det springende punkt i den forbindelse er naturligvis, om sikahjorten er en invasiv art?
Er sikahjorten invasiv?
Begrebet ”invasiv art” er klart defineret. To kriterier skal være opfyldt: Arten skal være ikke-hjemmehørende, og den skal udgøre en trussel imod biodiversiteten, hjemmehørende arter eller menneskelige interesser. Det første kriterie er enkelt. Sikahjorten er IKKE hjemmehørende i Danmark, ligesom nordmannsgranen, hybridlærken, sommerfuglebusken, den brune rotte, dåhjorten og fasanen ikke har deres naturlige udbredelsesområde her.
Men det er langt fra nok til at erklære sikahjorten for invasiv. Arten skal volde problemer for at få det dramatiske prædikat ”invasiv”.
At begge kriterier SKAL være opfyldte for at udløse en klassificering som invasiv, betyder for eksempel, at hjemmehørende arter såsom bæver, ulv og brunbjørn pr. definition aldrig kan betegnes som invasive, uanset hvor mange problemer de volder. Det samme gælder ikke-hjemmehørende arter, som ikke volder problemer.
Som jeg forstår det, har EU erklæret sikavildt invasivt med den ene begrundelse, at der er eksempler på, at sika hybridiserer med kronvildt og dermed truer det hjemmehørende kronvildt med genetisk forurening, hvilket er en meget alvorlig trussel.
Der fremhæves eksempler på hybridisering fra bl.a. Irland og Skotland, hvor sikavildt beviseligt har fået levedygtigt afkom med lokalt kronvildt. I Danmark har sikahjorte eksisteret i dyrehaver og på fri vildtbane i op imod 100 år. Særligt i dyrehaverne har arten gået tæt sammen med kronvildt og der er ikke et eneste kendt eksempel på, at dansk sikavildt og kronvildt har hybridiseret.
Med udgangspunkt i danske erfaringer kan sikavildtet dermed IKKE klassificeres som invasiv art. Der er helt enkelt ingen kendte eksempler på, at arten har gjort nogen skade. Men beviser de europæiske eksempler ikke, at sikavildtets blotte tilstedeværelse i den frie danske natur er en teoretisk trussel imod kronvildtet og derfor – af rent sikkerhedsmæssige årsager – bør udryddes?
Nej. Der er naturligvis en årsag til, at det danske sikavildt ikke har blandet sig med kronvildtet i de godt hundrede år, hvor sikavildtet har været her. Jeg kan ikke påstå, at jeg kender det præcise svar, men der er flere interessante teorier i spil.
Den i mine øjne mest sandsynlige er, at de danske underarter af sikavildt adskiller sig væsentligt fra de underarter af sika, der findes de steder, hvor dyrene har parret sig med kronvildt. JAGT, Vildt & Våben har beskrevet, hvordan underarter med oprindelse fra østasiatiske øer – f.eks. Formosa og Japan – har en markant anderledes genetik end underarter fra det asiatiske fastland og derfor ikke er i stand til at danne hybrider med kronvildt. Om teorien passer ved jeg ikke, men det burde være relativt enkelt at undersøge.
Og netop i det lys er udryddelseskrig imod det danske sikavildt absurd. Dyrene har været en del af det danske kulturlandskab i mere end et århundrede uden nogen som helst problemer – jeg er derfor helt tryg ved, at de kan være her uden væsentlig risiko for kronvildtbestanden, i den begrænsede tid det tager at undersøge deres biologi grundigt nok til at slå fast, hvilke underarter vi har i Danmark og i hvilken udstrækning der er risiko for, at de parrer sig med kronvildt og får levedygtigt afkom.
Ikke en ligegyldig debat
Vi skal i den forbindelse huske på, at sikavildtet efter hundrede år i Danmark ikke er en ligegyldig art. Den udfylder en biologisk niche i de økosystemer den er en del af, præcis som vore andre store hjortearter og den er lokalt en stor kilde til fantastiske jagtoplevelser – også selvom både bestanden og jagtudbyttet er begrænset i sammenligning med dåhjort og kronhjort.
Men sagen om, hvorvidt sikavildtet er en invasiv art eller ej er betydeligt mere vidtrækkende end som så. Vi bør nemlig også som jægere være yderst opmærksomme på, at en klassificering af en art som værende ”invasiv” desværre kan ske med baggrund i naturpolitiske motiver fremfor biologisk faglighed. Vi nyder godt af andre arter i dansk natur, som ville være et betydeligt større tab for jagten i Danmark, hvis jagtens modstandere skulle få held til at klassificere disse arter som invasive. Her tænker jeg naturligvis på fasan og dåhjort, som er lige så lidt hjemmehørende i det danske kulturlandskab som sikavildtet, og som i øvrigt heller ikke skader den danske natur mere end det gavner – tværtimod.
Fakta versus holdninger
Alligevel har jeg i de seneste år set adskillige tilløb til at klassificere både fasan og dåvildt som ”invasive” – hvilket, hvis det lykkes, er en dødsdom for arterne på dansk jord. Det er interessant og ganske skræmmende at opleve, hvordan den faglige vurdering af, i hvilken udstrækning en ikke hjemmehørende art er til skade for den danske natur, hviler på nogle ganske få mennesker med klare naturpolitiske interesser. Der er for eksempel kun få år siden, at den officielle danske vurdering af fasanen blev ændret til ”invasiv,” uden at der er kommet noget nyt videnskabeligt holdbart materiale på bordet, som understøtter, at fasaner skader mere end de gavner. Altså en rent politisk vurdering med potentiale til at rive tæppet væk under dansk jagt, som vi kender den.
Selvom konsekvenserne ikke er så potentielt alvorlige for dansk jagt som helhed, er det samme nu tilfældet med sikavildtet. Den er blot et hak mere alvorlig, fordi vurderingen kommer fra EU, som vore politikere har for vane at følge blindt og ukritisk.
Data bør ligge til grund for beslutning
Det kan i min optik ikke være rigtigt, at vi skal basere vores naturforvaltning på løse teorier og panik. Der må være tid til at undersøge, om det danske sikavildt udgør en reel trussel imod det danske kronvildt. Hvis det ikke er tilfældet, burde sikavildtet efter et århundrede på fri vildtbane uden problemer være velkommen i Danmark. Hvis det – imod forventning – skulle vise sig, at sikavildtet udgør en reel genetisk trussel imod den oprindelige danske kronvildtstamme, som nok allerede er temmelig genetisk forurenet af indført udenlandsk avlsmateriale gennem årene, skal vi som jægere naturligvis påtage os at hjælpe samfundet af med den invasive art, ligesom vi med stor succes har påtaget os at bekæmpe mårhunde. Indtil videre mangler der data, og der er intet, der tyder på, at der er grund til panik. Jeg maner derfor til ro på aftrækkerfingeren indtil vi alle er blevet lidt klogere.
Sika sagen er vigtig for alle jægere
Jeg tror, at det er vigtigt for danske jægere at minde hinanden om, at hvis vi blot møder dødsdommen over det danske sikavildt med et skuldertræk, fordi arten ikke er så vigtig for de fleste af os, så har vi selv gødet jorden for at fasanen og dåvildtet er de næste arter, der forsvinder fra kulturlandskabet.
Mangel på konsekvens i naturforvaltningen
I mellemtiden vil jeg benytte lejligheden til at påpege en mangel på konsekvens i naturforvaltningen, som i mine øjne udgør et langt mere reelt problem i forhold til den praktiske naturforvaltning: Hvor er de langsigtede planer for at genindføre den hjemmehørende nøgleart vildsvinet til dansk natur? Vi mangler arten i vores skove, og den indvandrer helt naturligt sydfra, hvis vi piller det skatteborgerbetalte vildsvinehegn langs grænsen til Tyskland ned og beskytter artens genetablering i det danske landskab.
Udryddelse af sikavildt på dansk jord gør formentlig ikke nogen forskel i forhold til biodiversiteten.
