Invasive arter
JAGT, Vildt og Våben ville gerne have deltaget på mødet, da det var en mulighed for at spørge ind til, hvordan FACE arbejder med f.eks. sika, dåvildt og fasan, som alle er arter, der er erklæret invasive. Indtil videre er det dog kun sika, som har fået en decideret dødsdom i Danmark, og JVV kunne derfor godt tænke sig at få at vide, hvordan man arbejder i FACE med denne problemstilling, hvor vi i Danmark risikerer at miste nogle af vores vigtigste jagtbare arter.
Censur
Danmarks Jægerforbund meldte dog ud, at det ikke var muligt for os at deltage, samt at alle udtalelser fra deltagere på mødet til JVV skulle godkendes af DJ. Som uafhængigt medie kan vi dog ikke acceptere nogen form for censur, og vi valgte derfor ikke at møde op til konferencen. Vi har tilbudt David Scallan, Generalsekretæren for FACE, et online interview på et senere tidspunkt, men den henvendelse har han ikke svaret på.
SCI Danmark
Efterfølgende har vi dog talt med Carsten Ottesen fra SCI, der deltog sammen med SCI’s EU-lobbyist, Juan Magaz. Carsten Ottesen kunne fortælle, at det havde været et godt og konstruktivt møde, som især havde fokuseret på, hvordan man kan få et bedre samarbejde mellem medlemslandene af FACE.
Ingen forklaring fra FACE
Carsten Ottesen kunne dog også fortælle, at han havde forsøgt at bore lidt mere i, hvorfor bl.a. SCI først meget sent havde fået oplysninger om at sika nu er erklæret invasiv. Det kom der ikke rigtig nogen forklaring på fra David Scallan, Generalsekretær i FACE, som i stedet henviste til Niels Søndergaard fra DJ.

Sika på stand by i Danmark
Niels Søndergaard kunne så fortælle Carsten Ottesen, at DJ ikke kunne se noget problem med sika, da der iflg. Søndergaard er lavet en ”fredsperiode” for det fritlevende sika, indtil der er kommet en forvaltningsplan på plads. Hvem der skal lave denne forvaltningsplan, og om den betyder, at sika alligevel ikke skal udryddes, melder historien ikke noget om.
Hvad med fremtiden?
Vi spurgte Ottesen, om FACE arbejder på at være mere proaktive, både med hensyn til sager som sikaen, men også med kommunikation om jagt- og naturspørgsmål, som berører de danske jægere. Her er det Ottesens opfattelse, at FACE primært koncentrerer sig om at fremskaffe evidensbaserede data om jagt til at bearbejde de politiske beslutningstagere til større forståelse af jagtens positive indvirkning på naturen. FACE følger selvfølgelig også alle jagtlige forslag som EU måtte arbejde med og her holdes medlemmerne løbende orienteret. Der er således ikke noget, der tyder på, at problematikken omkring udnævnelsen af sika som invasiv, og den efterfølgende dødsdom, er noget, som der arbejdes videre med i FACE.


