Et drømmescenarie
Luk øjnene og forestil dig de lange, lune lyse svenske sommernætter i august og mit drømmescenarie med termisk clipon: I dagtimerne er rådyrene, her midt i parringssæsonen, nemme at kalde ind og langt mere tilgivende over for lugt og bevægelse. Om natten er vildsvinene aktive i de friske grønne hvedemarker. Du tager din favorit riffel, med den bedste sigtekikkert, med ud i jagtstigen, kalder en flot råbuk frem og nedlægger den i de sidste stråler fra den nedgående sol. Dyret brækkes behændigt. Du trækker den termiske clipon op af lommen, monterer den på riffelsigtet, og fortsætter ud på de åbne marker i tusmørket, hvor vildsvinene allerede er kommet ud af skoven og gnasker lystigt af de saftige hvedeaks. Eventyret i mørket venter forude!
Termisk clipon
Personligt har jeg ikke brugt mange timer med et clipon-system før denne test. Jeg fandt nemlig en riffel til nattejagt ganske tidligt og anvender normalt dedikerede nattesigter. Det sidste års tid har producenterne imidlertid frigivet en del nye termiske clipons. Nogle af dem er endda multifunktionelle enheder, der kan bruges som både spotter, dedikeret riffelsigte eller monteres som clipon på dit almindelige riffelsigte. Linsen, sensoren og skærmen er nøjagtig den samme; kun okularet og adapteren adskiller sig. Det lykkedes mig at få skaffet fem af de bedste termiske clipon på markedet her i begyndelsen af 2021. Desværre var det vinter og adgangen til Sverige spærret som følge af Covid-19 nedlukningen, så min praktiske test måtte klares på den lokale skydebane. Drømmescenariet må derfor vente til sommeren er over os, og Sverige forhåbentlig igen er åbent.
En god adapter er vigtig

Adapteren mellem det termiske clipon og dit almindelige riffelsigte er naturligvis nøglen til en god jagtoplevelse. Du ved allerede, at et riffelsigte ikke er til megen nytte, med mindre det er ordentligt fastgjort til riflen. Det er præcis lige så vigtigt, når du spænder et clipon-sigte fast. Hvis du også planlægger at montere clipon-sigtet i sidste øjeblik på jagten, så bliver stabiliteten og konsistensen i montagen endnu mere vigtig.
De udlånte clipons blev monteret på mit Leupold VX-6HD 3-18×50 riffelsigte og testet på skydebanen. Det er et gennemprøvet og robust sigte med kliktårn og forstørrelsesområde, der egner sig fint til skud på de lidt længere afstand. Men selv ved den laveste 3x-indstilling er forstørrelsen en smule for høj til at se hjørnerne på skærmen på et eneste af de fem testede clipon-sigter. Selv sigtet fra Leica, der understøtter en reduceret skærmstørrelse til riffelsigter med stor forstørrelse (og derved mister en del opløsning), kunne ikke vise al teksten i de øverste og nederste bjælker. Det ændrer ikke din oplevelse under jagt væsentligt, men du risikerer eksempelvis at gå glip af strømikonet. Det er ikke optimalt under en jagt. Som altid skal du så vidt muligt efterprøve clipon og montage på dit eget sigte, inden du køber.
Der findes bedre adaptere

Efter en del forsøg med forskellige adaptere på mit eget riffelsigte rakte jeg ud til Blaser Group Danmark, der lånte mig deres Blaser 1–7×28 iC drivjagtskikkert sammen med den spritnye skinnemonterede adapter Blaser BL52 montage. Denne kombination gør virkelig en verden til forskel. Spændet i forstørrelsesniveau kombineret med et stort, klart synsfelt gør kikkerten særdeles velegnet til clipon. Samtidig er det uden tvivl den mest solide og konsistente clipon-adapter, jeg er stødt på. En lille stopklods fastgøres til skinnen på undersiden af sigtet og guider den veldesignede låsemekanisme til en urokkelig stabil montage. Du kan afmontere, genmontere og kaste rundt med den, uden den mindste forskel i træfpunktet. Blaser fremstiller tre modeller af denne adapter (BL30, BL43 og BL52) til forskellige størrelser af gevind på clipons. På nettet findes der gevind-omformere til andre enheder, eksempelvis fra Rusan, så du vil også kunne anvende denne fabelagtige montage til andre termiske enheder end Blasers egne.
Hvis du har en Blaser riffel og leder efter en god grund til at investere i et riffelsigte til drivjagt, så giver denne montage, med tilføjelsen af termisk clipon, en fuldstændig perfekt undskyldning.
Indskydning af termisk clipon
Hvis du starter med et riffelsigte, der allerede er indskudt til den valgte ammunition, så falder sigtepunktet selvfølgelig sammen med træfpunktet. Når clipon-sigtet er korrekt monteret og strammet, reduceres dit almindelige sigte pludselig til en meget dyr og stor linse, der ikke bidrager med andet end at vise dig billedet fra den 0,4” store skærm på den termiske spotter. Alle problemer med fokus og parallakse i sigtet mister deres normale betydning. Dit sigte skal bare fokuseres på en skærm omkring en centimeter væk fra objektivet og bidrager derudover kun med et trådkors, som ikke nødvendigvis falder sammen med træfpunktet efter den første montage.
Clipon-sigtet skal justeres med softwaren, så trådkorset matcher træfpunktet. Denne justering udføres ved hjælp af menupunkterne i det termiske sigte på præcis samme måde, som du ville justere et dedikeret termisk riffelsigte. Du skal altså IKKE justere kikkertsigtet.
Placér et varmt objekt på din skydeskive (eksempelvis et papsøm opvarmet med lighter). Skyd et skud og marker træfpunktet med endnu et varmt objekt. Spænd riflen godt fast og flyt derefter sigtepunktet hen til træfpunktet via menu-punkterne. På nogle montager kan du desuden justere centreringen af dit clipon for at sikre, at skærmen er så perfekt centreret som muligt. Det skal selvfølgelig gøres, inden sigtet finjusteres, og alt skal spændes grundigt før afgivelse af skud.
Efter indskydning er det en god idé at afmontere clipon sigtet, give montagen en god rusketur, montere sigtet igen og tage et ekstra kontrolskud. Med en god montage bør afvigelsen i træfpunktet være meget lille eller slet ikke til stede. Du er nu klar til at gå på jagt i mørket!
Testoversigt
| Sensor Pitch NETD |
Linse Blænde |
Skærm Type |
FOV 100m |
Vægt sigte |
Batteri Kapacitet (tid) |
Pris/ Udlån |
|
| Pulsar Krypton FXG50 |
640×480 12μm – |
50mm F50/1.2 |
1746×1000 AMOLED (m) |
15.4m | 608g | IPS7 6400mAh (8t) |
32.915 Koflar |
| Pulsar Proton FXQ30 |
384×288 17μm 40mK |
30mm F30/1.2 |
1024×768 AMOLED |
21.8m | 372g | APS5 4900mAh (6t) |
19.700 Koflar |
| Leica Calonox Sight |
384×288 17μm – |
42mm – |
1024×768 OLED |
15.5m | 672g | Li-on, int – (8t) |
29.999 Leica |
| Liemke Merlin 42 |
384×288 17μm 50mK |
42mm – |
1024×768 OLED |
15.6m | 465g | 2xCR123A
3500mAh |
35.299 Blaser Group |
| AGM Rattler TC35-384 |
384×288 17μm 35mK |
35mm F35/1.0 |
1024×768 OLED |
17.6m | 465g | 2xCR123A 3500mAh (4.5t) |
21.399 Jagt-Jakt |
Pulsar Krypton FXG50

Pulsar sendte deres termiske clipon, Krypton FXG50 på markedet i 2020, og jeg fik det udlånt af Koflar Night Systems til denne test. Det har en stor 50mm linse foran en seriøs 640×480 pixel termisk sensor med 12µm pixelpitch. Billedet vises på en “hybrid” monokrom AMOLED skærm med 1746×1000 pixels. Enheden drives af Pulsars IPS7 batteripakke med otte timers uafbrudt brug og mulighed for at skifte til et nyt ude i marken.
Hus
Huset er lavet af magnesium og kan tage rekyl fra store kalibre som alle de andre Pulsar sigter. Højre side har en lille picatinny skinne oven på køleribberne samt et USB-Micro stik til opladning og dataoverførsel. Der er fire knapper på toppen og en drejeknap til justering af fokus. Venstre side er fuldt optaget af IPS7 batteripakken.
Linse
Sigtet har testens største linse, en F50/1.2 linse, der samtidig giver det smalleste horisontale synsfelt på 15,4m på 100m afstand. I kombination med den høje opløsning på sensoren giver det et sigte, der er målrettet de noget længere afstande med super detaljer. På kortere afstande kan man savne lidt overblik.
Sensor
Sensoren har testens højeste opløsning med 640×480 pixel i 12µm pixelpitch og giver rigtig gode detaljer på de lange afstande. Det er uden diskussion testens bedste.
Skærm
Krypton anvender en 1746×1000 AMOLED screen, som til min store overraskelse er monokrom. Normale views som varm-hvid og varm-sort virker helt fint på denne skærm og står knivskarpt i billedet. Eneste forskel er, at menuerne har samme farve som baggrunden og varm-rød, som jeg normal foretrækker til hurtig opdagelse, er ikke tilgængelig. Pulsar forklarer selv dette med, at skærmen er ”subpixel optimeret”. I stedet for at anvende fire lysdioder til de kunstige farver for forskellige temperaturer har de valgt at anvende to lyddioder til hver pixel, og blot bruge farve-intensiteten til temperaturskalaen. Dette medfører, at skærmens opløsning fordobles og øger dermed skarpheden af det billede, der observeres. Det virker for mig, men er ikke en løsning, jeg har set andre steder.
Adapter
Jeg fik Pulsars PSP50 ring-adapter med til test af både Krypton og Proton clipon sigterne. Montagen er konstrueret i aluminium og har quick-release og manuel centrering af skærmen i riffelsigtet. Denne ekstra finjustering af skærmens position var ikke tilgængelig i andre af adapterne. For at sikre, at adapteren kan anvendes af flest mulige sigter, medfølger der en håndfuld gummiringe til forskellige ydre diametre. Med den korrekte ring giver quick-releasen en godt stram montage, men der er også mulighed for at låse den med en ekstra skrue. Anvendelsen af løse ringe gør montage en smule mere omstændelig i mørke. Til det formål kan de med fordel fastgøres til adapteren med dobbeltklæbende tape.
Indskydning
Du justerer sigtepunktet på clipon sigtet ved at holde menu-knappen nede i ti sekunder. Herefter er det muligt at flytte displayet med menuerne, så dit trådkors matcher træfpunktet perfekt. I modsætning til de fleste andre Pulsar sigter giver Krypton ikke mulighed for at fryse sigtebilledet under justering. Det betyder, at riflen skal spændes godt fast for et fornuftigt resultat.
Software
Jeg testede version 4.7.000 af firmware på Krypton clipon sigtet. Pulsars anvender et virkelig handy cirkulært menu-system, der tager udgangspunkt i centrum af dit sigtebillede. Det er virkelig nemt at navigere i, og alle optioner er synlige, også selvom hjørnerne i skærmen er skjulte på grund af for høj forstørrelse på sigtet.
Krypton forbindes via WiFi til Pulsar Stream Vision smartphone appen som alle deres andre sigter. Der har du fuld adgang til at ændre opsætning af clipon sigtet, streame sigtebilledet direkte til din telefon, hente video og billeder samt opdatere til nyeste version af firmware til sigtet.
Batteri
Clipon sigtet anvender Pulsars IPS7 batteripakke, der giver saft nok til mellem 8 og 11 timer uafbrudt anvendelse uden WiFi slået til. Du kan nemt skifte batteripakken til en frisk midt under jagten, eller oplade det med en powerbank gennem USB-Micro stikket, mens det anvendes.
Extra
Krypton clipon-sigtet kommer med en monokular forsats med en smule forstørrelse, så du kan anvende det som en termisk spotter. Det fungerer ganske glimrende. Jeg anvendte denne mulighed flittigt til at teste software features, da det var lidt nemmere end at stå med en riffel. Forsatsen passer i sigtet, selvom adapteren stadig er skruet fast. Du skal derfor ikke bekymre dig om ændret træfpunkt, når du bruger sigtet som spotter.
Vurdering
Dette clipon sigte er virkelig lækkert og har uden sammenligning den bedste termiske følsomhed og batterikapacitet i testen. Du får et solidt clipon til praktisk anvendelse i den høje ende af vægtskalaen med i alt 760g kampklar – inklusive PSP50 montage og IPS7 batteripakke. Kombinationen af en stor 50mm linse, stramt synsfelt, høj opløsning af sensor og lav pixel-pitch giver dig de bedst tænkelige muligheder for at opdage og nedlægge vildt på længere afstand med sikre skud. Denne kombination giver selvfølgelig samtidig et lidt mindre overblik på de helt korte afstande.
✔️ Monokular forsats, kan anvendes som spotter
✔️ Virkelig stor batterikapacitet
✔️ Mekaniske centrering af skærm i sigtebilledet
✔️ Ekstrem god termisk følsomhed, matcher de gode spottere
✔️ Opdagelse mulig på lange afstande med skarpt billede
❌ Til den tunge side og lidt kluntet
Pulsar Proton FXQ30

Proton FXQ30 er Pulsars spritnye termiske letvægts clipon sigte, frigivet i april 2021. Koflar Night System udlånte venligst en version til test, inden det ramte det danske marked. Tænk på Proton som den friske lillebror til Krypton med mindre form-faktor, lavere vægt, mindre termisk følsomhed og afstand til en lavere pris, men stadig med det fulde sæt af funktionalitet fra Pulsar. På samme måde som Pulsars Axion serie er lillebror til deres Helion serie af termiske spottere.
Hus
Proton holder APS5 batteriet i den fulde længde af toppen af sigtet, oven på linse og skærm. Det gør formen smal, høj og aflang og matcher på en måde formen fra Pulsars Axion serie (der dog har batteriet i bunden). Højre side har porten til USB-C stikket for opladning og dataoverførsel. Venstre side har knapper til standby og optagelse af billeder eller video. Der er også et innovativt hjul med knap til navigation af menusystemet. Det har fine præcise klik og er en leg at anvende – præcis som på deres Digex sigte. Virkelig en fed feature, Pulsar!
Linse
Clipon sigtet anvender en F30/1.2 linse, der har et horisontalt synsfelt på 21,8m på 100m afstand, hvilket giver et ret godt overblik i jagtsituationer. Den manuelle justering af fokus er helt udeladt fra sigtet, hvilket er med til at holde både vægten og prisen nede. Der er måske heller ikke meget fokus at opnå med den valgte sensor og linse, og det matcher Pulsars valg for Axion XM22 KEY modellen. Det manglende fokus reducerer anvendelsen en smule, men du er ikke i tvivl om tilstedeværelse af dyr, og på foderplads-afstande vil man sagtens kunne se tilstrækkeligt med detaljer.
Sensor
Proton har anvendt en 384×288 pixel sensor med 17μm pixelpitch og termisk følsomhed lunt i midten af skalaen.
Skærm
Skærmen er et AMOLED farvedisplay med 1024×768 pixel opløsning og fine detaljer.
Adapter
Jeg testede Proton FXQ30 sigtet med PSP50 adapteren fra Pulsar, den samme som blev anvendt til Krypton sigtet. Se detaljer i den test. Pulsar sælger desuden Proton sammen med et monokular øjestykke og kalder denne kombination for Proton XQ. Man kan montere øjestykket inde i PSP50 adapteren og derved skifte mellem at anvende det som termisk spotter eller termisk clipon med et nemt snuptag. Det er måske ikke den mest handy kombination at gå rundt med i lommen eller om halsen, men det fungerer og reducerer mængden af udstyr, du skal bære rundt på.
Indskydning
Man tilgår indskydningsmenuen ved at holde knappen på drejhjulet nede i 10 sekunder. Herefter kan skærmen justeres, så træfpunktet falder sammen med sigtepunktet. I modsætning til de andre natsigter fra Pulsar understøtter dette clipon sigte ikke muligheden for at fryse sigtebillet under justering. Løsningen er at spænde hele riflen godt fast, når du justerer indskydningen. Desuden kan du justere skærmens centrering manuelt i PSP50 adapteren. Sørg for at få det på plads, inden du påbegynder indskydningen.
Software
Pulsar anvender en virkelig intuitiv cirkulær menu i clipon sigtet, der er meget nem at navigere i med drejehjulet på siden. Alle indstillinger er fint synlige i midten af skærmen, selvom mit riffelsigte skærer hjørnerne af som følge af lidt høj basisforstørrelse. Menusystemet på Proton afviger en smule fra Krypton, da skærmen tillader de almindelige farve-tilstande som varm-rød og regnbue.
Proton forbinder til Pulsars standard smartphone app Stream Vision som alle deres andre sigter via WiFi forbindelsen. Du kan streame det aktuelle billede direkte til telefonen, hente video og billeder samt hente de løbende opdateringer af software.
Batteri
Proton anvender APS5 batteriet, der giver en løbetid på seks timer uden WiFi slået til. Der medfølger et ekstra batteri, og det er faktisk muligt at skifte til et nyt i bælgravende mørke (Det har jeg haft glæde af en del gange på jagt). USB-C porten tillader hurtig opladning fra powerbank, hvis du skulle have glemt reserve-batteriet, og opladningen fungerer fint, mens sigtet er i brug. Den medfølgende oplader tillader quick-charge af de to batterier samtidig, hvis du sørger for at bruge den medfølgende strømforsyning (eller en tilsvarende af passende type).
Vurdering
Pulsar har skåret et par hjørner for at lave et termisk clipon-sigte med masser af features, lav vægt og stadig holde prisen i bund. Undervejs har de tilføjet et par virkelig lækre design features som drejehjul og de handy APS5 batterier. Det eneste, der trækker en smule ned for mig, er fraværet af manuelt fokus for lige at få de sidste detaljer med. Det peger hen imod, hvor sigtet er mest velegnet; Proton FXQ30 perfekt til de kortere afstande på en åtelplads i Sverige eller baitplads for mårhund i Danmark.
✔️ Laveste vægt og mindste formfaktor i testen
✔️ 2xAPS5 batteri giver bunker af kraft og mulighed for hurtig udskiftning
✔️ Drejehjulet er genialt til hurtig og præcis menu-interaktion
✔️ USB-C forbindelse for hurtig opladning og hurtig dataoverførsel
❌ Fravær af manuel fokus
Leica Calonox Sight

Tyske Leica sendte deres nye natoptik-serie på gaden i slutningen 2020. Jeg var heldig at få lov at låne både den termiske spotter, Calonox View og den stort set identiske termiske clipon, Calonox Sight til en meget tidlig test. På ydersiden er de to enheder ekstremt veldesignede og trækker flotte designspor til ophavet fra Leica optik. På indersiden er der overraskende nok rent faktisk et par forskelle, eksempelvis hvad angår opløsning for den termiske sensor, størrelse af skærm, type af menu-system, forbindelse til andre enheder samt den tilhørende smartphone app.
Hus
Clipon sigtet er cylindrisk fra linsen i front på 42mm til gevindet i modsatte ende med en gummi-beklædt ring bag linsen, der giver mulighed for manuel justering af fokus. På toppen finder du tre knapper til menu-systemet, og venstre side har et beskyttet USB-C stik til opladning af det indbyggede batteri samt dataoverførsel. Bunden er flad og har køleribber og et gevind til tripods. Da sigtet også kan anvendes som spotter, er der mulighed for at fastgøre en bærerem i begge sider. Der er endda et menupunkt til at vælge, om enheden skal anvendes som sigte eller spotter.
Linse
42mm objektivet har 1x base forstørrelse og giver et horisontalt synsfelt på 15,5m bredde på 100m afstand. Det er gearet mod de længere afstande og matcher bredden af synsfeltet på Pulsar Krypton i denne test.
Sensor
Leica Calonox Sight anvender en vanadium oxide (VOx) sensor med 384×288 pixels opløsning i 17 µm pixel-pitch med gennemsnitlig temperatur-følsomhed. Det er noget mindre sensor, end der er anvendt i Calonox View og ikke helt tilstrækkelig opløsning til at kunne give de gode detaljer ved digital forstørrelse.
Skærm
Clipon sigtet har et OLED-display med 1024 x 768 pixels. Menu-systemet er klart, meget læsbart og godt centreret i riffelsigtet, også selvom hjørnerne skæres af ved en større basisforstørrelse.
Adapter
Montagen af clipon sigtet ender i et standard-gevind, og du kan finde passende adaptere fra både Rusan og Recknagel. Jeg nåede dog ikke at modtage en af disse, før sigtet skulle returneres fra test. Denne del måtte derfor udelades af testen.
Indskydning
Sigtet justeres ved at tage et skud efter montage og derefter vælge ”Reticle correction” i menuen. Herefter kan sigtepunktet justeres, så det matcher træfpunktet, i små klik af 2,4cm på 100m afstand i begge retninger. Det er ikke muligt at fryse sigtebilledet under justering af sigtet, så riflen skal spændes godt fast. For en gangs skyld er justering af sigtet dog ikke gemt væk ved et hemmelig tastetryk, men fremgår tydelig af menu-systemet – Tak til Leica!
Sigtet understøtter fire forskellige profiler til indskydningen, så du kan skifte mellem kuglevægt eller rifler og alligevel bruge samme clipon sigte. Den fjerde profil har reduceret skærmstørrelse og er gearet til montage på riffelsigter med lidt højre basis-forstørrelse, hvor en mindre del af skærmen er synlig i sigtet. Jeg anvendte denne opsætning til mit eget Leupold sigte og fik en større del af skærmen gjort synlig, selvom hjørnerne stadig manglede.
Software
Softwaren i Leicas clipon sigte er veldesignet og nem at bruge. Den er helt oppe ved siden af Pulsars software, som jeg mener p.t. er det mest velfungerende på markedet.
Leica anvender en dedikeret app til Calonox Sight, der som den eneste i testen forbindes via Bluetooth og tillader nem ændring af al opsætning med undtagelse af indskydningen. Smartphone app’en tillader ikke streaming af video fra sigtet, men du kan stadig optage video og foto og overføre dem til en computer via et USB-C kabel.
Batteri
Det integrerede Li-on batteri har en seriøs størrelse (dog ikke oplyst) og kan køre i 8 til 11 timer uden bluetooth slået til. Det matcher driftstiden på Pulsar Krypton batteriet ganske godt.
Vurdering
Jeg synes, at Calonox Sight er et særdeles imponerende og veldesignet clipon sigte. Det kan uden tøven tage kampen op med Pulsar Krypton, og der er ikke nogen klar vinder eller taber på andre parametre end den termiske sensor, hvor Leica har valgt en sensor med lavere opløsning og en lidt dårligere termisk følsomhed end Pulsar. Det er stadig et særdeles veldesignet sigte fra en ellers debuterende producent på natoptik-området. Jeg er spændt på at se, hvad der kommer fra Leicas ingeniører næste gang.
✔️ Smukt design
✔️ Velfungerende menu system
✔️ Stor batteri kapacitet
❌ Tungeste clipon sigte I testen med 672g
❌ Bluetooth forbindelse tillader ikke streaming
❌ Ville ønske det kom med en 640×512 sensor
Liemke Merlin 42

Det tyske firma Liemke Thermal Optics har et imponerende udvalg af termiske enheder til jagt. De blev opkøbt af Blaser Group i 2020 og fik derved en stor distributionskanal til rådighed. Deres enheder er alle OEM-udgaver af HIK Micro og Infiray hardware, der allerede findes på det nordeuropæiske marked i en håndfuld forskellige udgaver – Software, support, priser og tilgængelighed skiller disse forskellige udgaver fra hinanden.
Jeg fik deres Merlin 42 clipon sigte udleveret til test gennem den danske distributør, Blaser Group Danmark sammen med en montage, der passede til mit almindelige riffelsigte. Merlin er udrustet med en 42mm linse og er deres top-model. Med tilføjelse af et ekstra øjenstykke (skal tilkøbes) kan det faktisk anvendes som termisk spotter,.
Hus
Huset er rektangulært med afrundede kanter, en 42mm linse i fronten og afsluttes med gevind til adapteren. Linsen er beskyttet af en fastmonteret klap, der åbner om et hængsel og hviler fladt langs kroppen, når det ikke er i brug. Fokus kan justeres manuelt på en dreje-ring placeret lige bag linsen. Højre side af huset har et vand- og støvbeskyttet USB-C stik til dataoverførsel og ekstern strømforsyning. Den venstre side har et batteridæksel, der holder på to CR123A batterier.
Linse
Linsen er på 42mm med 8.9° horisontalt synsfelt og 1x basis-forstørrelse. Det giver dig et horisontalt synsfelt på 15,6m på 100m afstand, og er dermed på linje med Leica Calonox Sight og Pulsar Krypton i denne test. Der er en fin bredde på synsfeltet til de længere skudafstande og giver, indlysende nok, et lidt dårligere overblik på de korte afstande.
Sensor
Den termiske vanadium-oxide sensor har en opløsning på 384×288 pixels i 17μm pixel-pitch og en NETD score på <50mK. Det er desværre i den mindre følsomme ende af skalaen. Det vil opleves som reduceret detaljeringsgrad på dage med fugtige og kolde vejrforhold. Sensorens opløsning og temperatur-følsomhed har ikke overskydende kapacitet til de lidt længere rækkevidder på grund af linsens indsnævrede synsfelt. Det kan fungere fint på de mellemlange afstande, men på lange afstande vil dyr vil fremstå med meget få pixels.
Skærm
Skærmen er af OLED typen med 1024×768 pixels i fine skarpe. Det er rigelig opløsning til at fremvise resultatet fra den termiske sensor, der har 2.5 gange mindre opløsning.
Adapter
Clipon sigtet ender i et M52 gevind og kan anvende alle adaptere, der matcher denne standard. Jeg lånte et Liemke AS60, der tilfældigvis passede fuldstændig perfekt på mit Leupold riffelsigte. Trods den lidt simple udformning af adapteren viste det sig hurtigt at være den mest solide og konsistente adapter blandt alle de testede på mit Leupold riffelsigte. Quick-montagen kunne låses og flugtede fint med røret. Det var nemt at montere og afmontere og gav ingen målbare afvigelser i træfpunkt på trods en del rusken.
Jeg fik også lov at teste dette clipon sigte med Blaser BL52 mountet på et Blaser riffelsigte. Det er, uden diskussion, den bedste oplevelse jeg endnu har haft med clipon sigter. Ingen af disse oplevelser med adaptere kan tilskrives selve clipon sigtet, men det er vigtigt at tage adapteren med i vurderingen, når du skal anskaffe et clipon sigte.
Indskydning
Clipon sigtet indskydes ved at holde M og C knapperne nede i tre sekunder. Det frembringer en menu til justering af træfpunkt, hvor X og Y aksen kan justeres separat. Dette clipon sigte giver ikke mulighed for at fryse sigtebilledet, så det er nødvendigt at spænde riflen godt fast, når indskydningen foretages. Menu-systemet understøtter fire forskellige profiler til indskydning, så sigtet kan anvendes med forskellig ammunition eller riffelsigter.
Software
Menu-systemet er generelt ganske simpelt med få indstillinger som ultraclear og indskydningsprofil. Hurtig menuerne giver mulighed for justering af lysstyrke og valg blandt fire forskellige farvetilstande. Når clipon anvendes som spotter, ændres menuen så Profil-valget erstattes af stadiametrisk afstandsmåler samt software forstørrelse – ingen af disse muligheder er tilgængelig i clipon tilstand.
Software understøtter ikke optagelse af foto eller video (som det eneste i testen), men USB-C kablet indeholder rent faktisk et video-out signal, der kan fremvises på en skærm (det kunne jeg desværre ikke teste).
Batteri
Liemke Merlin 42 anvender to styk CR123 batterier og indeholder ikke helt kraft nok til en fuld nat på jagt. Løbetiden er opgivet til fire timer med alle ekstravagante features slået fra, men det er muligt at skifte batterierne i marken (med lidt besvær), og sigtet kan køre på powerbank via USB-C stikket, hvis du bare sidder stille i et skydetårn.
Jeg har set Infiray reklamere med en extended powerpack til dette sigte. Det skulle give muligheden for to 16650 batterier i samme port. Desværre kunne jeg ikke nå at få det hjem i tide til min test.
Vurdering
✔️ Den lånte Liemke adapter var i topkvalitet og havde testens bedste fit til mit Leupold sigte
✔️ Den termiske følsomhed virkede rent faktisk bedre end oplyst
❌ Skærm og menu-system virker en smule bedagede, sammenlignet med de andre sigter i testen
❌ To CR123A batterier giver ikke meget kraft
AGM Rattler TC35-384

AGM Rattler TC35-384 er et termisk clipon sigte, der for en gangs skyld afslører sine egenskaber direkte i navnet – C’et står for clipon, linsen er 35mm, og sensoren har en opløsning på 384×288 pixel. Dette sigte sælges også som et dedikeret termisk sigte under navnet TS35-384, hvor den eneste forskel er, at gevindet til montagen på riffelsigtet er erstattet med et øjestykke med forstørrelse. Amerikanske AGM Golbal Vision er producenten bag dette sigte, og de forhandles i Danmark af JagtJakt, der venligst udlånte et eksemplar til min test.
Hus
Huset er rektangulært med en 35mm linse i front og en ring til manuel justering af fokus. Linsen beskyttes af en hård linse-klap, der åbner til siden på et hængsel. På venstre side er et batteri-dæksel over to CR123 batterier samt et USB-C stik, der anvendes til dataoverførsel samt ekstern strømforsyning. Stikket er dækket af en gummiklap for støv- og vandtæthed. Toppen af sigtet har en standby knap samt fem knapper til navigation af menu systemet.
Linse
Sigtet har en 35mm linse med 10° horisontal synsvinkel og 1x base forstørrelse. Det giver et horisontalt synsfelt på 17,6m på 100m afstand og placerer Rattler sigtet i midten af testen på bredde af HFOV (Horisontal Field of View) med Pulsar Proton som den eneste med bredere HFOV.
Sensor
Rattler har vanadium-oxid sensor på 384×288 pixel i 17µm pixel-pitch og en NETD score på <35mK. AGM licenserer HIK Micro indmaden, der er kendt for rigtig god termisk følsomhed. De overgås i denne test kun af Pulsar Krypton sigtet.
Skærm
AGM clipon sigtet anvender en 0.39” OLED skærm på 1024×768 pixels, hvilket er mere end rigeligt til at vise billedet fra sensorens lave opløsning. Der er gode detaljer på billedet, og farverne står skarpt.
Adapter
Rattler clipon sigtets montage var det eneste med en seriøst indbygget quickrelease. Den del af montagen, som er fastspændt på riffelkikkerten, monteres separat, mens selve sigtet skrues på plads med tre metal-studser i tre præcise cirkulære styr og en ring til fastspænding. Det giver en meget præcis montage fra gang til gang. De andre quickreleases fjerner hele adapteren fra riffelsigtet og kan nemt roteres en smule eller monteres lidt skævt i mørket, hvilket kan rykke træfpunktet uheldigt.
Indskydning
Hvert trådkors har sin egen nulstilling på Rattler sigtet og skal skiftes over til fravær af trådkors, så de to trådkors ikke forvirrer dig. Størrelsen af skærmen reduceres automatisk, når det anvendes som clipon, så de venstrejusterede menuerne er lidt mere synlige. Det fungerede dog ikke optimalt på mit riffelsigte, der har 3x basis forstørrelse. Der skulle gættes en smule for at få sigtet indstillet korrekt, men jeg har tidligere testet samme sigte i den dedikerede udgave, så det gik endda.
Software
Softwaren har den fulde pallette af indstillinger fra et dedikeret termisk sigte og understøtter både software forstørrelse samt support for video and foto. Menu-systemet er slet ikke optimeret til kun at se et cirkulær udsigt af skærmen, og der går megen information tabt, når du ikke kan se hjørner og alle kanter af skærmen i dit sigte.
Batteri
Rattler clipon sigtet tager to CR123 batterier, hvilket ikke giver et væld af batterikapacitet. Det burde dog kunne køre i 4½ time med WiFi og tunge features slået fra. Batterierne kan med lidt besvær udskiftes til nye i felten eller suppleres med ekstern strømforsyning via et USB-C kabel.
Vurdering
✔ Du får rigtig meget termisk sigte for pengene
❌ To CR123A er ikke megen kapacitet til en hel jagt
❌ Menusystemet er ikke helt optimalt til clipon brug
Samlet vurdering
Min personlige vurdering af de fem clipon sigter er anført under hver test med de fordele og ulemper, jeg stødte på under skydning på skydebane.
- Pulsar Krypton FXG50 kommer stærkest ud af testen og vil være en sand arbejdshest, som du får svært ved at løbe træt. Den høje opløsning på sensoren kombineret med forholdsvist smalt synsfelt giver tilstrækkelige gode detaljer til at kunne tage skud på længere afstande. Oven i det er softwaren suveræn. Med næsten dobbelt opløsning på sensoren bliver sammenligning med de andre sigter lidt unfair, men det er altså bare et godt sigte.
- Leica Calonox Sight kommer også ud i toppen af testen. Design af både hardware og software er lækker, og kun den lavere opløsning på sensoren formår at trække lidt ned i forhold til Pulsar Krypton sigtet. Et virkelig gennemtænkt og veldesignet sigte fra en debutant på dette marked.
- For Pulsar Proton FXQ30 er det værd at fremhæve det innovative design med drejehjul og batterivalg samt reduceret vægt og formfaktor og selvfølgelig den lave pris. Jeg synes, at fraværet af manuel fokus er lidt ærgerligt, men det er mindre væsentligt til de kortere afstande, det er beregnet til.
- AGM Rattler TC35-384 har en særdeles konkurrencedygtig pris og giver dig en bunke features og god termisk performance for prisen. Menu-systemet er ikke optimeret til clipon, men det er mindre væsentligt, hvis dit eget sigte har lav basis forstørrelse. Dette sigte er bestemt værd at kigge på for de utallige anvendelsesmuligheder!
- Hvad Liemke Merlin 42 sigtet angår, synes jeg, at skærm og menu-systemet lader lidt tilbage at ønske i forhold til prisen og de andre enheder i denne test. Deres montage er imidlertid og uden diskussion den mest simple og stabile i hele testen.
Afslutningsvis vil jeg på det kraftigste opfordre til, at du kaster et kritisk blik på clipon montagen. Den er mindst lige så vigtig for stabilitet og konsistent for et clipon sigte, som montagen er til dit riffelsigte.
LÆS OGSÅ








