Når man kører en tur i det østlige Danmark i marts/april måned og kaster et blik på de nysåede marker, finder man ud af, hvor mange duer, der egentlig er. Måske undres man så over, hvorfor jagttiden blev forkortet endnu en gang i 2020.
Ringduen, Columba palumbus, også kendt som skovduen, er en meget almindelig fugl i Danmark. Både som ynglefugl og som trækfugl. Især i Østdanmark optræder den i store flokke, og den kan være en betydelig skadevolder for landbruget. Ringduen er på ingen måde truet, hverken i Danmark eller i andre lande omkring os. Den vejer cirka et halvt kilo, og den smager fortræffeligt, så der er også noget lækkert kød at komme efter.
Alligevel er jagttiden på ringdue blevet mere og mere indskrænket. Senest skar Miljøministeren næsten en måned af jagttiden, og for tiden kan ringdue jages fra 10. november til 31. januar – altså cirka to en halv måned. Det skal ses i forhold til, at før det såkaldte køkkenbordsforlig i 1994 startede jagttiden 1. August.
Efter forliget blev jagttiden flyttet til at begynde den 1. September.
I 2007 flyttes starten til 1. oktober, i 2010 til 1. november, i 2018 rykkes jagttiden en smule frem til 16. oktober, men i 2020 flyttes den yderligere tilbage til 10. november, som altså nu er den gældende start på jagttiden.
Alt sammen fordi man ikke ønsker, at der skal være jagt på fugle, mens de potentielt har unger.
En speciel ynglefugl
Ringduen er lidt speciel. Den er den eneste af vore jagtbare fugle, som får mere end ét kuld unger per sæson. Ja, ifølge Dansk Ornitologisk Forening kan ringduen i enkelte tilfælde finde på at lægge op til otte kuld om året. Man siger derfor, halvt i sjov, halvt i alvor, at hvis temperaturen er over frysepunktet, og duerne kan finde to pinde, så bygger de rede og lægger æg.
Derudover får vi hvert efterår et stort træk af de såkaldte nordiske duer. De kommer fra de andre nordiske lande og har, i sagens natur som trækkende fugle, ikke unger, de skal passe. De ser ikke anderledes ud end de ringduer, som yngler herhjemme. Den eneste umiddelbare forskel er størrelsen på flokkene af duer. Da de nordiske duer kommer relativt sent på året, så er det ikke dem, der giver anledning til de store problemer på markerne.
Det gør de hjemlige flokke derimod.
Regulering ad libitum
Derfor udstedes der da også med rund hånd reguleringstilladelser til duer øst for Storebælt – også på tidspunkter, hvor man ved, at duerne stadig yngler.
Et relevant spørgsmål er så, om det egentlig hænger sammen.
Hvorfor er det mere etisk korrekt at slå et dyr ihjel, når man kalder det regulering? Reguleringen foregår på fuldstændig samme måde, som hvis det var normal jagt – altså lige bortset fra al det administrative papirarbejde, og at det jo kun er dem, som får en reguleringstilladelse, der må gøre det. Ville det ikke være bedre at kalde en spade for en spade, og så indføre en reel jagttid i de områder, hvor man ved, at duerne gør skade? Ikke alene kunne man spare en masse administration, man slap også for det dobbeltmoralske i på den ene side at forbyde at slå ihjel, når det hedder jagt, men at tillade det, når det hedder regulering. Dyret er jo ligeglad med, hvad man kalder det, når det bliver skudt.
Skal vi forbyde duejagt?
Så kunne man sige, at dermed bør vi helt forbyde duejagt. Men hvem skal så hjælpe landmanden med markskaderne? Eller er det bare endnu et tab, som det erhverv selv skal bære, selvom løsningen ligger lige for med 170.000 jagttegnsløsere.
Og hvorfor skal vi ikke udnytte den fødevareressource, som potentielt ligger og venter i 100 ton lækkert duekød fra 2-300.000 ringduer?
Vi skal selvfølgelig behandle vores jagtbare vildt ordentligt. Det er rigtig ærgerligt, hvis man kommer til at skyde forældredyrene væk, inden ungerne er klar til at stå på egne ben eller vingerne kan bære. Men det sker bare ind imellem. Og det sker især, når der er tale om ringduen, der som sagt yngler i tide og utide, også selvom ungerne ikke har en chance for at overleve.
Spørgsmål til Ministeren
Derfor kan man med rette stille sig selv og Miljøministeren nogle spørgsmål. Jeg tillader mig at give svarene på forhånd.
Vil de unger overleve, som klækkes i vinterhalvåret, selvom forældrene ikke skydes? Næh, de fleste dør af sult eller kulde alligevel.
Vil det have nogen som helst negativ indflydelse på bestandsstørrelsen, hvis man genindførte jagttiden fra 1. august og strakte den til udgangen af februar? Næh, der er så mange af dem, og de formerer sig så hurtigt, at det ikke betyder noget. Det viste tidligere tiders lange jagttid også. Det svarer i øvrigt nogenlunde til jagttiden lige ovre på den anden side af sundet, hvor svenskerne må jage ringdue fra 16. august til 29. februar.
Vil det være noget problem at indføre jagttid i stedet for generelle reguleringstilladelser øst for Storebælt? Næh, tværtimod ville det spare det offentlige for en del administration.
Vil det være noget problem at have landsopdelte jagttider, som modsvarer markskader, og dermed ansøgninger om reguleringstilladelser, for hele landet? Næh.
Giv os august tilbage
Jeg er fra en årgang, der faktisk har prøvet duejagt i august. Det var en fantastisk jagt, som startede med opbygningen af ”skjul” i form af halmballer på de nyhøstede marker. Dagen efter kunne man ligge der med hunden i 20 graders varme og spejde efter flokke af ”de blå”, for det var selvfølgelig altid duer i flok, man skød efter. De andre kunne jo have unger i reden. Pludselig kom de strygende i jagten på de spildkorn, som er hovedårsagen til ringduens store succes. Ringduen er en formidabel flyver, som kan give nogle virkelig udfordrende skud, samtidig med, at den ikke er særlig skudstærk. Dén jagt kunne jeg godt unde de danske jægere at få igen! I stedet for reguleringstilladelse efter reguleringstilladelse. Og så er duebryst med vindruer en gudespise!
LÆS OGSÅ
