Brownings historie er en af de historier, der er mest kendt blandt jægere og skytter. De fleste kender John Moses Browning. Han står som et af de helt store ikoner inden for sportsvåbenudviklingen siden anden halvdel af 1800-tallet. Der er de kendte englændere og tyskere og franskmænd, og så er der J.M. Browning.
Browning var i sin tid en af de mest progressive opfindere og udviklere, og den dag i dag skyder mange af hans opfindelser stadig væk. Om ikke lige i originaludgaverne, så i geværer, der er bygget på Brownings teknik. Det var bl.a. Browning, som gjorde over/under-geværer til hvermandseje.
Der var lavet over/under-geværer før Brownings rundt omkring i Europa og ikke mindst i England (Boss & Co.), men Brownings forenklede konstruktion gjorde, at denne type kunne udbredes. En krølle på den historie er, at John Moses konstruerede geværets prototype i 1925, og derfor fik den også navnet B25 (Browning 1925). Produktionen var rykket fra USA til Herstal i Belgien, som Browning havde indledt et frugtbart samarbejde med.
Belgierne var mere åbne over for hans ideer, og derfor kobles Browning også i dag stadig sammen med Belgiens berømte produktion hos Fabrique Nationale i Herstal. Det er her, de håndbyggede Brownings i B-serien produceres efter mål og til priser i den ende, hvor slutprisen nærmest er uendelig.
Browning bliver i dag lavet i Japan hos Miroku, som Browning har haft et tæt samarbejde siden midten af 60’erne.
Browning med stort B
Testmodellen er en B525, som nogle steder bliver kaldt B5-25 i respekt for ophavet fra 1925. Den kom på markedet i 2003, og siden er der kommet endnu en model i denne serie, nemlig B725, som også er et meget populært gevær. Men B525’eren er det, vi kan kalde intromodellen til Browning. Den (testmodellen) ligger i en populær prisklasse mellem 10-15.000 kroner, og den har alle de kvaliteter, køberne forventer af en Browning.
Det er også værd at bemærke, at selv i denne prisklasse er der rigtig meget håndarbejde involveret. Den afsluttende samling af geværet er gjort i hånden af bøssemagere. Så når løbssættet første gang sættes i låseblokken, og når forskæftet monteres, er der tale om håndværk og tilpasning efter gode, gamle bøssemager-principper.
Det kan også mærkes, når man står med geværet i hånden og mærker efter. Der er en rigtig god fornemmelse og føling hen over sammenføjningerne mellem træ-til-metal, og selv om testgeværet kom lige ud af kassen, havde det ikke den ellers så ’stramme’ håndtering, som præger rigtig mange nye geværer i disse år. Her er der poleret og filet lidt her og der, for at det hele skal passe sammen.
Browning’s velkendte konstruktion
Konstruktionen er den sædvanlige ret lave lås med dybtliggende dele og sammenkobling af kammerdelen på løbet. Der er en god, gammeldags tværgående bolt til at holde på det hele, i stedet for de i dag mere udbredte ophæng på indersiden af baskylen. Det er rent faktisk J.M. Brownings originale design, som holder den dag i dag. Et af argumenterne for denne tværgående bolt er den store overflade i forhold til grebet på løbssættet.
Ellers er det hele inde i låsen, som Browning ville have det. Lige over bunden af låsen ligger en bolt/stang, som griber fangdelene i bunden af løbssættet. Ovenover ligger slagstifterne, som udløses med spiralfjedre og derfor er nemme at skifte. Ejektorfjedrene – også spiraler – ligger ude i forskæftet, og de slår til ejektorudløserne, når geværet åbnes. Ikke helt som de fleste andre, men igen en J.M. Browning-opfindelse, som ingen ønsker at pille ved.
Låsedelene i bunden af løbssættet og i bunden af låsen er med den typiske Browning-konstruktion, som umiddelbart ser noget kompliceret ud, men som virkelig har et godt greb i hele denne centrale del af geværets opbygning. Den konstruktion kan på en lang række punkter godt synes som en noget gammeldags konstruktion. Og det er det jo også i og med, at der ikke er pillet ret meget ved den oprindelige.
Baskylen er lys med graveringer af ænder og fasaner og helt klart lasergraveret. Den lever ikke helt op til den øvrige standard, og så kan Browning heller ikke lade være at udstyre geværet med en ’gylden’ aftrækker. Tja, jeg synes ikke, det pynter.
Testmodellen er med manuel sikring, og det kræver tilvænning for mange af os. På et jagtgevær vil jeg til enhver tid vælge automatisk sikring (det er en mulighed at vælge det til), da man jo midt i en hektisk situation kan glemme sikringen. Men det er mest af alt en vanesag.
Back Bore-løb
Løbene er i monobloc-konstruktion, som vi kender det fra de fleste moderne over/under-geværer. Det betyder, at bundstykket med de to overliggende kamre er i en blok, som har forberedte huller til løbene, som så presses ind med stor nøjagtighed. Det er en gennemtestet konstruktion, som også har vist sig at være til at betale. Det sørger CNC-maskinerne for.
Testmodellen har 76 cm løb, hvilket mange efterhånden gerne vil have. Der er nok gået mode i de længere løb, så det er værd at notere sig, at længere løb ikke giver mulighed for at skyde på længere hold. Længere piber har heller ikke nogen indflydelse på spredning eller samling af haglene. Det har kun de chokes, der sidder i enden af piberne. Effekten af en kaliber 12-haglpatron er stort set ens, om løbet er 63 cm eller 82 cm.
Det, som mange derimod får ud af længere løb, er en anderledes balance i geværet. For de fleste vil et længere løb give bedre balance i et lettere gevær. Men 525’eren er ikke udpræget let med sine ca. 3,5 kilo. Så igen er det også et spørgsmål om smag og behag, ens personlige statur og skydestil, om det skal være lange løb. Den fås naturligvis også i 71 cm længde.
Løbene er med det såkaldte Back Bore-system, hvor diameteren undervejs i piben er udvidet en anelse. Det giver en smule mindre rekyl og med de rette patroner også en mere ensartet spredning af haglene.
Løbene er med udskiftelige chokes i pakken og med en seks millimeter bred ventileret jagt-sigteskinne.
Godt træværk
Testmodellen er helt igennem en standardudgave, men selv her i den billige (Browning-) ende ser det godt ud. Der er tale om ægte valnød i den lyse version og med gode, skarpe netskæringer, både på pistolskæftet og på forskæftet, som i øvrigt har den såkaldte schnabel-afslutning. Altså et lille drop alleryderst på forskæftet. Nogle synes, det er grimt, andre mener, det giver et mere elegant udseende.
Geværet har en god gummibagkappe, som ifølge Browning sikrer en effektiv dæmpning af rekylen. Det er dog ikke noget, jeg umiddelbart har mærket på testmodellen. Rekyldæmpningen kom på prøve ved testskydningen en rigtig regnvejrsdag på banen. Som sagt var dæmpningen ikke umiddelbart mærkbar, men rekylen på en velafbalanceret over/under i denne vægtklasse vil heller ikke være et problem for de fleste.
Jeg synes, 525’eren balancerede rigtig godt for mig med de lange piber og almindelige chokes på 1/4 og 1/2. Skæftelængden er lidt længere end på de fleste geværer, og det gav mig lidt problemer, især fordi en vandtæt jakke også kom i vejen. Men det understreger blot, at det ikke er os alle, som kan tage et gevær lige fra hylden. Vi vil gerne skyde godt med et nyt gevær, så det kan betale sig at få en tilpasning med i handlen. Er det blot en afkortning af skæftet, er det ikke en stor operation, og det kan altså i den sidste ende have afgørende betydning for, om du rammer eller ej.
Den manuelle sikring er ikke et problem på flugtskydningsbanen, men jeg ville i hvert fald vælge autosikring til enhver tid.
Det skal lige nævnes, at ud over denne standard B525-jagtmodel fås geværet i rigtig mange udgaver: også i en Sporting- og en forholdsvis ny Trap-udgave. Men der er endnu flere muligheder, når der skal vælges træ og graveringer. Så ændrer prisen sig også mærkbart.
