Foto: Steen Andersen

”Resultatet er helt i overensstemmelse med forventningerne.”

Tak for kaffe

I tidens løb har jeg haft kaffevand med rundt i rygsækken på tre-fire kontinenter.
Først, når jeg har stået og fyldt den varme væske på flaksen ude i hytten, teltet eller ved bålet, er jeg begyndt at spekulere over, om det egentligt er den bedste termoflaske, jeg nu fylder op, eller om jeg spilder noget af min energi på en eller anden beholder, som leverer mindre end det optimale.

Lige før jul satte jeg mig for at undersøge sagen blot en smule nærmere.

Testens præmis

Nu er det jo ikke videnskab at hælde kogende vand i fire forskelige termoflasker, lade dem stå koldt natten over og så måle temperaturen på indholdet. Hvis det var videnskab, havde vi haft 10 eller 50 flasker af samme fabrikat og et testforløb, som strakte sig over en månedstid eller noget i den stil.

Nu blev testen gennemført på et døgns tid, og resultatet forekommer at være lige så troværdigt, som det er forudsigeligt.

Sådan gjorde vi

Inden for den samme uge anskaffede vi fire forskellige termoflasker. To af dem indkøbt i jagtbutikker på Sjælland, en af dem hos den lokale isenkræmmer i Næstved og den sidste i Bilka.

Alle fire flasker har et oplyst volumen på 1000 ml – altså 1 liter.

Under ensartede forhold blev alle termoflaskerne fyldt med spilkogende vand og forvarmet i 15 minutter.

Derpå blev flaskerne drænet og på ny fyldt til randen med spilkogende vand.

Derefter henstod flaskerne ved siden af hinanden på det kolde staldgulv natten over i temperaturer, som svingede fra 4 til 6 graders varme.

Det var planen at måle indholdets temperatur efter 14 timer, men de forskellige praktiske arrangementer i forbindelse med den afsluttende måleproces resulterede i, at flaskerne stod med indhold i 15 timer, før vi skruede låget af og målte temperaturen i vandet i flaskerne.

Temperaturen blev målt med sprittermometre af samme fabrikat og ensartet udformning, som i kalibreringen viste samme udlæsninger +/- 1,5 grader Co.

De fire termoflasker

Termoflaskerne spænder over brands og priser, som passer til enhver kaffesmag – så at sige.

Termoflasker fra Stanley

Den dyreste termoflaske var den amerikanske Stanley, som i sin karakteristiske grønne hammerlak udstråler generationer af pålidelighed og styrke. Pris lige under 400 kroner – købt hos Hubertushuset i Ringsted.

Termoflasker Den næstdyreste flaske kom fra den lokale isenkræmmer, som lovede, at flasken så rigeligt var sine 299 kroner værd – skønt den i årsskiftets anledning var på tilbud til 199 kroner.

 

Esbit termoflaskerTil samme indkøbspris blev Esbit flasken erhvervet hos Jagt Jakt i Greve, hvor den dybsorte flaske med orange kant og en ekstra kop inde i låget gav forventning om valuta for pengene.

 

Tyskproduceret termoflaskerBilligst var den tyskproducerede slanke termoflaske, som forhandles hos Bilka til 99 kroner.

Det trækker ned

Den billigste termoflaske – den fra Bilka – bliver leveret i en aldeles overflødig papæske, og er endvidere indhyllet i plastik. Det er rendyrket ressourcespil og trækker ned i den samlede bedømmelse.

Ligeledes leveres flasken fra Esbit i pap og plastik, og det trækker selvfølgelig også ned i den samlede bedømmelse, skønt det skal anføres som en positivt tilføjelse, at der følger en ekstra prop med til denne flaske, og det er selvfølgelig en fordel, der skal belønnes i den endelige vurdering.

Det bliver bemærket

De to øvrige flasker bliver leveret med en papirsbandarole til pris og øvrige informationer – og så er garantibevis og brugsvejledning i øvrigt lagt ind i selve flasken. Godt tænkt.

 

 

Sådan bedømte vi resultaterne

De fire termoflasker har jo alle det samme udgangspunkt. Der bliver fyldt med kogende vand, som vi uden måling antager er 100Co varmt.

Derfor får alle flasker til at begynde med tildelt en pointsum på 100.

Derfra fradrages så 1 point for hver grad vandtemperaturen er faldet – det betyder, at den målte vandtemperatur efter de 15 timer i termoflasken bliver direkte konverteret til den pointsum, som den pågældende flaske scorer på temperaturbestandigheden.

Der fradrages 1 point for at være indpakket i pap og plastik.

Og der gives 1 point for reserveudstyr – som eksempelvis den ekstra prop.

Man kunne også give plus eller minuspoint for funktionalitet – som for alle fire flaskers vedkommende er god. Ligesom man kan give eller fradrage point for design. Det skal vi afholde os fra i denne omgang.

Den varme drik i termoflasker 

I denne test har vi målt på termoflaskernes evne til at holde en kogende væske varm. Fordi det er umiddelbart sammenligneligt.

Når det kommer til kaffe brygget hjemmefra, bliver det hele en smule mere kompliceret:
Alverdens kaffeeksperter er enige om, at kaffe skal brygges med vand, der er mellem 92 og 96 grader varmt, og at den ideelle serveringstemperatur er mellem 82 og 85 grader.

Et amerikansk studie beregner sig frem til, at vores tunger og slimhinder har det bedst med varme drikke, der er omkring 58 grader varme.

I det lys er det klart, at man får mest ud af sin termoflaskes kaffe, hvis den er brygget hjemmefra og hældt på forvarmet termoflasker, som for tre af de fire her testede flaskers vedkommende kan holde kaffen drikkeideel i mindst 15 timer.

Det samme må i øvrigt gælde for eksempelvis the.

Varmetab

Omvendt er det mindre end ideelt at brygge sin the ude i felten med vand, der er under temperaturen for friskkogt vand. På samme måde vil det give et lille varmetab at opløse eksempelvis pulverkaffe i vandet fra termoflasken, ligesom et tilskud af sukker til den varme drik vil få den til at afkøle yderligere, fordi det koster varme at opløse gitterstrukturen i sukkerkrystallerne.

Hvis man vil have mest ud af sine varme drikke, så skal de brygges hjemmefra og sødes i det nødvendige omfang – så varmer drikken længst og mest derude, hvor det hele skal foregå.

Konklusion af test af termoflasker

Den dyreste termoflaske er den, der bedst holder på varmen. Den billigste – som også er den, der vejer og fylder mindst – er dårligst til at holde væsken varm.

De to andre termoflasker udgør et absolut brugbart midterfelt, hvor den næstbilligste fra Esbit vel nok er det indkøb, hvor man får en god vare til en billigere pris, og samtidig er denne flaske testens næstletteste, som jo også er en kvalitet.

Den store grønne Stanley, som både fylder og vejer mest, er klart den termoflaske af de fire testede, som er bedst til at holde på varmen. Kvalitet koster – også når kaffen skal være rygende varm efter mange timer derude ….

Skema

Tabel 1 viser de målte værdier, termoflaskernes pris og vægt i topfyldt tilstand.

Oplagte fejlkilder

Det er en klar fejl at måle temperaturen med fire forskellige termometre uagtet, at der er tale om ens og identiske måleinstrumenter. Det havde været rigtigere at måle temperaturen med det samme instrument, og da gerne digitalt med i det mindste én decimal.

Det er ligeledes mindre end optimalt, at der kun er gennemført test af én flaske af hvert fabrikat. På denne måde udelukker man ikke eventuelle fabrikationsfejl.

Kilder

Studie af den optimale drikketemperatur for varme drikke: Calculating the optimum temperature for serving hot beverages af Fredericka Brown og Kenneth R Diller fra Department of Mechanical Engineering, The University of Texas at Tyler, Tyler, TX, USA

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/18226454/

Termoflasker
Især den grønne Stanley flaske er notorisk kendt for sin styrke og holdbarhed – men en tur under den hjemlige traktor kunne ingen af de testede termoflasker altså holde til.

LÆS OGSÅ

Grej & Gear & Jægerens ønskeliste 2020

Gear & Grej, juli 2020

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: