Zimbabwe – Den lange vej tilbage

Foto: Jens Ulrik Høgh og Golden Brown

Frem til omkring 1980, hvor en blodig borgerkrig resulterede i dannelsen af staten Zimbabwe under ledelse af diktatoren Robert Mugabe, bar landet (der dengang hed Rhodesia) tilnavnet ”Afrikas juvel”. Det smukke navn havde rod i landets uendelige muligheder: frugtbar jord, passende nedbørsmængder og masser af kostbare mineraler i undergrunden. Rhodesia havde potentiale til at blive en af de mest fremgangsrige nationer i Afrika.

Landet var også kendt som en fantastisk jagtdestination. Store dele af landets areal var – og er  – udlagt i enorme jagtkoncessioner med gode bestande af storvildt – herunder elefant, bøffel, løve og leopard. Desuden havde landet en spirende jagtfarmsindustri – præcis som den i vore dage kan opleves i Sydafrika og Namibia. Kvægfarm efter kvægfarm blev konverteret til privatejede naturområder financieret af jagt, og landet var selv i de første årtier efter Mugabes magtovertagelse en populær jagtrejsedestination.

Sammenbruddet

Jeg var på jagt i Zimbabwe i 2000. Det var det år, hvor Mugabe forsøgte at betale en gammel æresgæld til krigsveteranerne fra krigen op til hans magtovertagelse 20 år tidligere. Mugabes enkle løsning var at lade vennerne overtage de hvide farmeres jord og ejendom med magt.

Da jeg rejste rundt i landet, var voldsbølgen kun netop begyndt. Ingen troede for alvor på, at det var et udtryk for et permanent kursskifte i Zimbabwes politik, men ængsteligheden var stor og udbredt.

Jeg var gæst hos en outfitter ved navn Frik Muller og hans familie. De boede på en større tidligere kvægfarm, som blev drevet som et moderne hegnet jagtreservat. Der var i hundreder om ikke flere af disse private naturreservater spredt ud over landet.

Frik Jr. kørte os rundt til flere forskellige jagtområder i landet. Mange af disse privatejede områder var naturmæssigt enestående. En enkelt farm – som primært var en tobaksfarm med næsten 1.000 ansatte – rådede over et stort, jungleagtigt skovområde med enorme gamle træer, hvor bavianer og bushbucks i massevis slog deres folder. På en enkelt jagtdag til fods spottede vi næsten 100 jagtbare bushbucks!

Men alting har en ende. Imens vi boede i en bush-lodge på tobaksfarmen, blev den overtaget af krigsveteraner en lørdag aften. Til vores held anede de intet om lodgen i bushen, og vi slap derfor væk uden blodsudgydelser. Tidligere i år – 19 år senere – genså jeg Zimbabwe.

Total undergang undgået

Stort set alle privatejede jagtfarme faldt i hænderne på krigsveteraner. Overalt, hvor det skete, var mønsteret på sørgelig vis det samme. Farmerne blev drevet fra hus og hjem – ofte blot med det tøj, de havde på sig – hvorpå besætterne med det samme begyndte at plyndre farmen for værdier. Farmernes ejendele var det første, der røg. Så fulgte byggematerialer som tagplader, brædder, mursten og vinduer, inden resterne til sidst blev brændt ned til grunden. Hegnene blev brudt ned, vildtet blev slagtet, og områderne overtaget af græssende flokke af geder og kvæg. Efter blot få år var naturperler forvandlede til vildtløse halvørkener.

Kun nogle enkelte meget store private naturreservater på private hænder blev aldrig overtaget. I disse fortsatte driften som hidtil, og de er den dag i dag enestående naturområder med tætte vildtbestande og blomstrende jagtturisme. Det gælder blandt andet Save Valley Conservancy i det sydøstlige hjørne af Zimbabwe. Hvorfor præcis disse områder ikke endte i kløerne på den grådige diktators folk, får verden næppe nogensinde et klart svar på …. Men det var godt for naturen og for Zimbabwes skrantende økonomi, at det ikke skete.

De store, statsejede jagtkoncessioner og nationalparkerne klarede sig også rimeligt igennem den politiske krise i landet. Det skyldes det enkelte faktum, at jagt- og naturturisme efter landbrugets kollaps blev de vigtigste indtægtskilder for det ludfattige land. Uden vildt ingen penge. Selv Mugabe fattede dette enkle princip, og styret prioriterede, at der blev passet på vildtet. Resultatet af dette er, at Zimbabwe fortsat er en væsentlig destination for storvildtjagt – det vil i denne sammenhæng især sige elefant, bøffel, leopard og løve. Zimbabwes næsehorn er stort set væk – særligt på de statsejede arealer. Der har simpelthen ikke været økonomi til at opretholde et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau til at holde krybskytteriet på denne ekstremt efterstræbte art i ave.

Håb for fremtiden

Zimbabwe har et fantastisk potentiale for masser af vild natur. Selv om befolkningen som stort set overalt i Afrika er i kraftig vækst, er der stadig mange store sammenhængende naturområder i landet.  Som situationen er nu, findes vildt stort set ikke uden for særligt beskyttede områder.

De statsejede jagtkoncessioner og de få tilbageværende private naturreservater kører alle fornuftigt, og der er allerede mange fine jagtmuligheder. Kan det nye styre skabe tillid til fortsat stabilitet og ad åre tiltrække nyinvesteringer i privatejede jagtområder efter sydafrikansk/namibisk model, er der helt sikkert grobund for, at landet kan genvinde tabt terræn.

Lige nu er Zimbabwe en stærk bastion for arterne løve, leopard og elefant. Sidstnævnte er der efter langt de fleste forskeres mening alt for mange af i landet, men det er et voksende problem i hele regionen og ikke et specielt Zimbabwe-problem.

For løvernes vedkommende består udfordringen først og fremmest i, at USA efter jagten på den famøse løve, Cecil har haft lukket for import af løvetrofæer gennem en årrække. Det har gjort landets løver stort set værdiløse, og de er derfor under hårdt pres fra lokale småbønder, som ikke sætter pris på det svind i deres kvæg- og gedeflokke, som løverne forårsager. Reaktionen er ofte gift eller ulovlige snarer. I et af de store privatejede naturreservater i Zimbabwe – Bubuye – måtte man for få år siden skride til en omfattende bestandsreduktion af løverne, eftersom man ikke længere kunne sælge en væsentlig del af bestandsoverskuddet til jagt. Dermed forsvandt også financieringen af en stor del af naturbevarelsen i området. De vilde løvers fremtid i Zimbabwe hænger i høj grad på vestlige landes velvilje i forhold til at tillade import af jagttrofæer – kun tiden vil vise, i hvilken udstrækning det bliver muligt.

I mange jagtområder i Zimbabwe er vildtbestandene i kraftig vækst. Med lidt håb kan dette fastholdes i de kommende år og årtier. Det kræver dog, at det politiske klima for jagtturisme udvikler sig gunstigt i ikke blot Zimbabwe, men også i de lande, jægerne kommer fra. Mange håber i den sammenhæng på, at arabiske lande, Rusland og Kina i en ikke så fjern fremtid kan levere nogle af de jagtgæster, som i stigende grad udebliver fra de til stadighed mere og mere politisk korrekte vestlige lande… det er nemlig omsætningen, som holder liv i jagtturismen, som igen er den væsentligste drivkraft bag naturbevarelsen i lande som Zimbabwe.