Fra hele verden meldes der om betydelig stigning i omfanget af krybskytteriet under pandemien. Særligt den illegale jagt på kød til gryderne er eksploderet rundt omkring i kølvandet på dyb økonomisk krise.
Asien, Afrika, Sydamerika… alle de fattige kontinenter har i 2020 oplevet markant flere krybskytter i bushen, men det er tilsyneladende primært fattige lokale, der først og fremmest er på jagt efter det næste måltid mad og ikke i særligt høj udstrækning organiserede kriminelle på jagt efter letomsættelige varer såsom næsehornshorn, elfenben eller pangolinskæl.
Parkrangere over hele verden har meldt om øget aktivitet, og visse steder har der været optræk til ballade, når flokke af sultne landsbyboere har forsøgt at tiltvinge sig adgang til parker for at jage.
I Sydøstasien er mange store arter udryddet lokalt af millioner af snarer sat med det primære formål at fange vildsvin. Men snarerne udvælger ikke sine ofre, og arter som indokinesisk tiger, indokinesisk leopard og træleopard er stort set væk fra junglelandskaberne i Vietnam, Cambodia, Myanmar og Laos. I Thailand er der lidt bedre styr på krybskyttebekæmpelsen, og landet er blevet en hårdt presset sidste bastion for mange af de lidt større asiatiske arter.
Til gengæld er mængden af konfiskerede illegale dyredele – fra f.eks. elefant, bjørne, pangoliner, løver, næsehorn og så videre – i 2020 gået ned med omkring 50 % i forhold til året inden. Eksperter i trafficking anslår dog, at det primært skyldes den ekstreme luftfartssituation under pandemien, og at krybskytter givetvis har fundet andre transportveje eller har lagt dyredelene på lager til senere forsendelse.
Altså med sikkerhed mere krybskytteri efter bushmeat til gryden, mens situationen for det mere velorganiserede krybskytteri er relativt uklar. Det øgede lokale krybskyttetryk rundt om i verden ventes ikke at klare op, før de økonomiske efterdønninger af pandemien har lagt sig.
LÆS OGSÅ
