TEKST: JENS ULRIK HØGH. FOTO: NORMA, M.FL.
Solen er netop kommet op over horisonten. Jeg har fået pas nummer 21 og trasker i hælene på en stor polsk jæger igennem de fugtige blåbærris. Jeg befinder mig i skoven et sted umiddelbart nord for Torsby i Värmland, Sverige. Tidligere var dette hjemstedet for verdens tætteste elgbestand. I dag er bestanden reduceret med mere end 80% i forhold til de gyldne tider i 1980’erne. Jeg har derfor ikke de store jagtlige forventninger til de næste to dages elgjagt i selskab med jægere fra ammunitionsproducenten Norma og deres forretningsforbindelser fra nær og fjern. Hyggeligt bliver det under alle omstændigheder. Det har det faktisk allerede været i et par dage med ankomst, fabriksbesøg, indskydning og godt selskab.
Min polske ven Bogodan fortsætter til næste pas, imens jeg kanter mig ud af rygsækken, lader riflen og slår stolen op. Jeg befinder mig på en let bevokset myr. Altså et sumpet område med mos og blåbærris samt spredte små og dårligt voksende fyrretræer. Jeg skyder med Norma ECO Strike i dag – blyfri ammunition som forlader mundingen på Mauseren med en fart på præcis en kilometer i sekundet. Jeg står og reflekterer lidt over det utrolige i, at det i det hele taget er muligt at accelerere et projektil fra nul til 3.600 kilometer i timen på nogen få tusindedele af et sekund og med et tilløb på langt under en meter.
Elgjagt er ikke for utålmodige mennesker, som savner evnen til at fordybe sig i deres egne tanker. Oddsene er, at jeg i løbet af de næste par dages jagt er heldig, hvis jeg ser en enkelt elg. Sandsynligheden for en reel skudchance er langt mindre. Jeg kender vilkårene. Jeg jagede elg i de samme dele af Sverige for to årtier siden, hvor bestanden var langt tættere end nu. Dengang var skudchancer til de store hjortedyr også ganske sjældne.
Elgtyr på passet
Jeg har stået og filosoferet i mindre end fem minutter, da jeg hører, at det rasler i skoven foran mig. Først tænker jeg, at det må være en anden jæger, da alle skytterne endnu ikke er kommet på plads. Men retningen er forkert, og sekunder senere genkender jeg den rytmiske lyd af et stort dyr, der traver.
Jeg er helt uforberedt på, at denne situation skulle opstå netop nu og mærker et brusende sus af adrenalin igennem kroppen, da det går op for mig, at en enlig elg er på vej imod min post gennem morgendisen.
Jeg spænder riflen op og tjekker instinktivt at lyset er tændt i kikkerten. Jeg er klar! Mit hjerte er kommet godt op i tempo. Jeg kan både høre og mærke pulsen i mine ører. Jeg stirrer i lydens retning – men ser intet. Det er helt vindstille, og selv små lyde kan høres over store afstande.
Det lyder som om, at dyret vil passere Bogodans post, inden det når frem til mig. Det er med andre ord ikke ”min elg” der er på vej. Det gør dog ikke spændingen mindre. Man ved aldrig, hvad der sker, når disse situationer spidser til.
De taktfaste klovslag vokser i styrke. En bevægelse mellem stammerne fanger min opmærksomhed og skruer spændingen yderligere et gear op. Jeg ser den kun glimtvis. Det er et enkelt voksent dyr, og den er stadig et par hundrede meter ude, men med kursen snorlige mod mig. Jeg skæver over til Bogodans post og får øje på ham. Han står også op og stirrer i retning af elgen.
Nu ser jeg elgen hele tiden. Den traver med lange taktfaste skridt igennem skoven. Den er ikke i panik, men det er dog tydeligt, at den er opskræmt og i færd med at bringe sig selv i sikkerhed for de to- og firbenede fremmede, den har hørt i skoven her til morgen. Der er god fart på den. Jeg står bomstille og håber blot på, at det store dyr ikke opdager mig og skifter kurs. Jeg vurderer, at den er godt 150 meter ude og overvejer et øjeblik at sætte mig ned på rumpen for at få et mere stabilt skud, men beslutter mig for at blive stående.
100 meter. Om få sekunder er den så tæt på Bogodan, som den kan komme. Jeg forventer at høre lyden af et riffelskud når som helst. 80 meter. Hvorfor skyder han ikke? Elgen er godt på vej ind på ”mit” område. Jeg overvejer at hæve riflen men bestemmer mig for at se, hvor tæt den kommer på.
50 meter. Jeg kan se, at det er en ung ”pindetyr”. Det perfekte dyr til fryseren. Den kigger stift i min retning, men har tydeligvis ikke genkendt mig som noget farligt. 40 meter. 30 meter. Min hånd knuger om riflens pistolgreb. 20 meter. Det bruser og prikker af spænding ud i fingre og tæer. 15 meter!!! Jeg står åbenbart midt på vekslen.
NU!!!! Jeg hæver riflen. Tyren bremser på alle fire ben og kaster sig ud til siden i en sky af vand og vissent løv. Det brager i underskoven under dens vilde spring. Skuddet falder i samme øjeblik, som jeg ser igennem sigtekikkerten. En høj bladkugle skråt bagfra sender tyren direkte ind i en spektakulær kolbøtte som en hare i fuld fart, der pakker sammen for et velrettet kerneskud på en frossen pløjemark. Sceneriet er et virvar af lange grå ben. Jeg repeterer uden at tænke over det.
Da elgtyrens livløse krop med et højlydt ”BUMP!” falder som et stormfældet træ i blåbærrisene bilder jeg mig ind, at jeg kan mærke nedslaget under mine føder. Den er faldet med et horn boret dybt ned i skovbunden. Den ånder tungt ud, og det ene bagben sparker krampagtigt bagud et par gange. Så bliver der stille. Helt stille. En let søjle af dis rejser sig langsomt fra den varme krop. Der bliver ikke brug for flere skud.
Holdindsats
Jeg står i nogle sekunder og kommer tilbage til virkeligheden imens adrenalinen raser i mit system. Mine hænder og knæ begynder at dirre. Jeg bemærker, at jeg er blevet meget tør i halsen. Jeg er så heldig at jeg yderst sjældent hæmmes af jagtfeber op til et skud. Til gengæld kan jeg få det med eftertryk, når stilheden sænker sig efter en dramatisk situation som denne.
Det er egentlig rart at blive mindet om, at man er et menneske af kød og blod. Et smil breder sig på mine læber. Dette er nok den heldigste start på elgjagten, jeg nogensinde har været med til. Jeg rapporterer over jagtradioen, at der er skudt en ”pinnetjur” på pas 21, og at den ligger. Jagtlederen ønsker tillykke. Alle er glade, når der fældes en elg uden komplikationer. Jeg skæver imod nabopasset. Bogodan ser det og vinker begejstret. Jeg vinker tilbage.
I de sidste små tre timer på posten er de eneste levende dyr, jeg ser en solsort og en stor flot jämthund, som kommer frem og snuser til den døde elg, inden den render tilbage i drevet for at finde sin fører. Jeg går frem for at brække elgen, da drevet blæses af over radioen. Der er set en ko med kalv i drevet, men de gik ud af området et sted, hvor der ikke var placeret en skytte.
Mine naboposter samles omkring mig og hjælper med at holde de lange bagben ud til siden, da jeg brækker det store dyr. Mine fingre er blevet kolde efter det lange pas, og jeg brænder dem, da jeg stikker dem ind i den stadig varme elg for at få mave og tarme ud. Jagtlederen Kenneth Skoglund meddeler, at han er på vej med ”järnhästen” – det lille bæltedrevne køretøj, vi bruger til at trække de nedlagte elge ud af de uvejsomme skove.
Da han kommer, er vi klar til afgang. Med fælles hjælp får vi tyren gjort fast til maskinen, og Kenneth kører den hurtigt og rutineret ud mod skovvejen, hvor han holder og venter med en stor trailer. Slagtekroppen vejer formentlig omkring 200 kg. Det er meget fint vildtkød på en gang, og netop den fine råvare er selve omdrejningspunktet for den svenske elgjagt. Det er langt fra alle jægere, der kommer til skud, og alligevel er alle glade og engagerede. Det handler nemlig først og fremmest om kødet, og det bliver kun til noget ved en kraftig fælles indsats.
Sidste drev inden frokost
Vi kan lige nå et drev mere inden frokost, og vi bliver hurtigt sat af på vore pas. Jeg står ved en grusvej som sidste skytte op imod et vejkryds 150 meter til venstre for mig. Der er tæt og uigennemsigtig skov på begge sider af vejen. En skudchance her bliver lynhurtig….
Jeg forventer ingenting og er så småt begyndt at drømme mig til grillbuffeten, der venter efter drevet. Jeg har trods alt været en hel del på hårdt fysisk arbejde allerede. Vi nærmer os slutningen af et i øvrigt hændelsesløst drev, da en ung pindtyr pludselig træder ud på grusvejen cirka 80 meter fra mig….
Uden at gå i yderligere detaljer vil jeg blot konstatere, at det var dumt af den. Jeg vil dog meget nødigt tegne et forvrænget billede af elgjagten. Vi var omkring 30 jægere i skovene i to dage og vi nedlagde tilsammen syv eller otte elge. Det var et helt usædvanligt godt resultat, og man behøver jo ikke ligefrem at være magister i lineær algebra for at kunne gennemskue, at ikke alle jægere får skudchance til en elg.
At nogen så er svineheldige, er blot en forudsætning for holdets samlede resultat, og det er netop dette resultat, som bør være succeskriteriet for enhver elgjagt – alternativt er man næsten helt sikker på at blive temmelig frustreret. Jeg kender ikke til andre jagtformer, som i den grad er udsigtsløse for den enkelte jæger, men som alligevel er super hyggelige for alle at deltage i takket være holdånden på et godt ”älgjaktlag”. Vi er her for kødet, kammeratskabet, naturoplevelsen, saunaen og de gode middage. En snaps til aftensmaden – eller sågar to – bliver det også til….. og er man heldig på jagten, som jeg var det i år, har man noget at snakke om de næste mange år.
