Det store gevir med de velformende sprosser vugger over hovedet på jægeren, der skærer sig vej gennem flokken af de mange jægere, der denne dag er mødt op til den annoncerede trofæopmåling. Sten Breith og frue Else er fast inventar i jagtbutikker og på jagtmesser, hvor jægere trofast kommer med deres nye trofæer for at få dem opmålt, og det har de været i 40 år.
Det kæmpe gevir får en mumlen til at bryde løs blandt de jægere, der allerede har taget opstilling på en lang række foran bordet med det grønne klæde, hvor Sten og hans kone Else sidder. Til venstre står akvariet med vand i og monteret med den fine lille kran, hvor dagens bukkeopsatse placeres og sirligt sænkes ned i vandet.
Vægtfylden har så sandelig sin gang på jord og ikke mindst for Sten Breith der utallige gange denne eftermiddag må lade en opsats dykke ned i bassinet for at få forkyndt gramvægten. De kyndige hænder smyger sig op og ned af stængerne på geviret og med skarpe øjne vurderes symmetri, krans og perler.
Dommen falder, og notarius publikus alias Else Breith noterer på blokken, medens Sten rækker ud efter en medalje i æsken foran sig. Sten Breith er i sit S og skal lige høre en ekstra gang, hvor hjorten blev nedlagt.
Siden midten af 80´erne over en periode på 40 år har Sten Breith opmålt ikke færre end 70.000 trofæer – danske såvel som udenlandske. Det bliver til mere end 60 dage på landevejen og med den stigende interesse for trofæjagt de senere år, bliver det til over 2500 opmålinger om året.
Det er ikke kun opsatser der opmåles. Kranier, tænder, stødtænder og horn fra næsehorn bliver tager under luppen, og det katalogiseres alt sammen i en database. Særlig fine trofæer foreviges nu til dags med billede, så de kan tilføjes i journalen.
Sten Breith er født i Faaborg i 1951 og han startede som elev på Hvidkilde Gods og Egeskov/Fjellebro Godser. I 1972 blev han færdig som herregårdsjæger på Kalø Jægerskole og derfra førte vejen til Barritskov Gods, hvor han var skytte frem til 1999.

Fasaneriet
I dag ejer og driver Sten og Else Breith gården Klaksholm på Horsens egnen, og her opdrættes der fasaner til udsætning. Fasanopdræt har været en del af dagligdagen siden 1972 og antallet af fasan der er leveret har svinget fra 40.000 til 15.000 per sæson. Et par hurtigt klik på lommeregneren åbenbarer at Sten Breith således har været plejefar for mere end 1,6 millioner fasaner der er udsat i kongeriet. Og så kan man jo passende spekulere på, hvor mange af de fasaner man selv har nedlagt, der er opfostret på Klaksholm.
Når man taler om fasanopdræt, er det altid ægget som kommer først. Omkring 1 april lægges æggene i rugemaskinerne og efter klækning fordeles kyllingerne i de 60 volierer på området omkring gården. Mere end 1 hektar er således under net, hvilket betyder at fasanerne kan muntre sig under åben himmel uden ubudne gæster slår på dem fra luften.
De følgende måneder fodres kyllingerne op, og når den sidste fasan har forladt matriklen omkring Horsens i slutningen af august har de fortæret over 50 tons foder. Den overvejende del af fasanerne bliver afsat til Jylland og Fyn ligesom enkelte leveringer går helt til Sjælland.
De senere år er der trappet lidt ned så nu leverer Klaksholm ”kun” ca 15.000 fasaner til jægerne om året.
Når de tomme volierer er blevet behørigt renset og set efter i sømmene er man klar til næste etape på Klaksholm. Nu gælder the pyntegrønt og juletræer. Men det er samtidig og blevet tid til efterårsjagterne.

Jægeren
Det første stykke vildt som Sten Breith nedlagde var en agerhøne – i en meget ung alder og med hjemmelavet bue og pil. Drengedrømmen var at skyde en ulv, en elefant og fange en marlin. Og denne drøm er for længst blevet realiseret.
At skyde en elefant er jo ikke nogen billig fornøjelse, så der måtte et banklån til at finansiere den oplevelse i de glade halvfjerdsere. Dengang var prisen for en 30 dages safari inklusiv en elefant kr. 100.000,- og det var mange penge – rigtig mange penge, så bankmanden rystede på hovedet, da Sten gik glad og forventningsfuld ud ad døren.
I dag har Sten Breith nedlagt og 56 forskellige vildarter i 25 lande fordelt på alle klodens 7 kontinenter.
Når snakken falder på rovvildt, spøger lossen. Det er blevet til ikke færre end 9 forsøg i de Baltiske lande. Men lossen er sky og snu, så Sten har end ikke set den på de mange ture. Det tætteste han har været på katten, var synet af spor i sneen. Men det skal nok lykkes en dag forsikrer Sten.
Men ræven er en helt anden historien, og jagten er tilmed en, som stadig kan få pulsen op i høje omdrejninger. Over 1000 ræve har Sten på samvittigheden, og en gravjagt med hund og gode jagtkammerater er ikke at kimse af.
Jagten er en fælles passion for familen, og Else Breith blandt andet nedlagt en kæmpe asiatisk ulv i Mongoliet og hertil kommer mange andre store europæiske og afrikanske trofæer.

Våben
Familien Breith har en forkærlighed for Sauer rifler, og selvom man har nedrustet på det seneste, er der stadig nogle at vælge imellem. Hvad angår haglvåben er favoritten en gammel FN Browning fra trediverne – en side by side – naturligvis, men våbenskabet huser også en Gebrüder Merkel, der ligeledes som står højt på listen.
Det tunge skyts udgøres af en 458 Winchester Magnum, som tages i brug , når de helt store trofæer skal nedlægges.


