AF MADS D. JESSEN
FOTO: MADS D. JESSEN SAMT MARTIN PROCHAZKACZ/SHUTTERSTOCK
Danskere med mulighed for vildsvinejagt i Sverige kan nu komme lidt billigere til de anbefalede trikinprøver på nedlagte vildsvin. De svenske myndigheder bestemte nemlig i juli 2021 at indføre statsstøtte til prøver efter de ubehagelige parasitter. Dermed falder prisen på at få testet skudte vildsvin fra op til 250 kroner til nul. For jægere med gode vildsvinebestande kan det udløse en betydelig besparelse i løbet af jagtåret.
Den største udbyder af trikinprøver i Sverige – Statens Veterinærmedicinske Anstalt (SVA) – forklarer det nye tiltag med ønsket om at gøre det lettere at få vildsvinekød ud til de svenske forbrugere. Lovgivningen siger nemlig, at trikintestning anbefales stærkt, men er ikke lovpligtig for jægeren. Til gengæld er testen lovpligtig, hvis kødet skal afsættes og fortæres af andre end jægeren selv. Især under sommerens grillaftener er vildsvinekød populært i jægerkredse, men netop når der grilles eller laves vildsvinepølser, skal der passes ekstra på. Trikinerne dør nemlig først, når temperaturen overstiger 68 grader.
Forslaget er også en konsekvens af den voksende vildsvinebestand i Sverige, der er kontroversiel. Fra flere sider, ikke mindst landbrugets, kræves der en større afskydning af vildsvin. De robuste dyr er kendte og stærkt kritiserede for at grave marker og græsningsarealer op i deres jagt på insekter og rødder.
Omvendt har de – til tider meget aktivistiske – svenske dyrerets-aktivister kritiseret den nye ordning, som de mener, er unødvendig. Aktivister i foreningen, Djurens rätt, har foreslået, at Sverige arbejder på at udvikle en måde at leve med den voksende vildsvinestamme på – uden jagt. Et forslag, der næppe ses som realistisk blandt de berørte landmænd.
I jagtåret 2019/20 skød jægere i Sverige 146.000 vildsvin, hvilket var en øgning på næsten 30 procent i forhold til året før, og bestanden ser ud til at fortsætte med at vokse.
Sjælden, men farlig parasit
De fleste danskere, som jager i Sverige, har hørt om trikiner. Parasitter, der kan optræde i rovdyr og ådselædere. Blandt andet ræv, los, bjørn, ulv, sæl og vildsvin. Trikinerne er farlige for mennesker. Få larver giver ikke de vilde symptomer, men får mennesker en kraftigere infektion, viser det sig ved diarré, muskelsmerter, feber og hævede øjenlåg. I enkelte tilfælde kan mennesker dø af trikininfektion. Langt de fleste svenske jægere sender derfor altid prøver fra skudte vildsvin til laboratorier for at få dem testet for trikiner, inden kødet kommer på middagsbordet i ”folkhemmet”.
Trikiner er en parasit, der lever i muskulaturen på det ramte dyr. Der findes otte forskellige arter af trikiner. Af dem er fire fundne i Sverige. Smitten eller overførslen af trikiner sker ved, at et rovdyr spiser kød fra et bytte eller et ådsel, der er inficeret med trikinlarver.
Trikinlarverne, der er én millimeter lange og ligger rullet sammen, udvikler sig i mave- tarmkanalen til orme på op til fire millimeter. Efter parringen føder hunnen over en længere periode flere tusinde larver. De spredes via lymfen og blodet ud i hele kroppen på det inficerede dyr. De larver, der kommer ind i muskulaturen overlever, mens de larver, der ikke formår at komme ind i muskulaturen, dør. Inde i muskulaturen indkapsler larverne sig og kan blive der i mange år. Larverne ligger gerne tæt på knogler og er meget svære at fjerne. I yderste konsekvens dør værten før eller senere af infektionen.
Ingen lovpligt for eget vildt
Det er lovpligtigt at teste slagtesvin for trikiner i Sverige, og testen sker som en naturlig del af slagteprocessen. Derfor ses trikiner stort set ikke hos tamsvin i Sverige. Sidste gang, der blev fundet trikiner hos et tamsvin i Sverige, var i 1994.
Til gengæld findes der hvert år enkelte tilfælde af trikininficerede vilde dyr. Primært bjørn og vildsvin. Det er, som tidligere beskrevet, ikke lovpligtigt at trikinteste vildt til eget forbrug i Sverige, men de svenske myndigheder anbefaler, at trikinteste de fældede vildsvin, og svenske jægere følger stort set altid anbefalingen.
Trikintesten kommer i et lille testsæt. Jægeren skærer et stykke kød fra enten kæben, nyretappen eller 50 gram kød fra underbenet og putter det i en pose med jægerens telefonnummer. Den sendes til laboratoriet, og en uges tid senere kommer svaret. Det er uhyre sjældent, at prøverne afdækker trikiner, men det sker et par gange om året.
Både det statslige SVA og de større private laboratorier, der udbyder Trikintest, deltager i ordningen, der betyder, at man kan bestille prøvesæt gratis på nettet.
Trikiner i vildsvin

- Test altid vildsvinet for trikiner, inden du spiser det.
- Efterlad ikke kødrester fra ukontrollerede vildsvin i skoven. Det kan inficere nye dyr.
- Du kan sikre dig, at trikinerne dør ved at opvarme vildsvinekødet til mindst 68 grader, men det sikreste er at få testet vildsvinet
- Testsæt kan nu fås gratis flere steder i Sverige. Blandt andet hos Veterinærmyndighederne (SVA) og private udbydere. Nogle steder kræves der et svensk CPR nummer, så det er nødvendigt at bestille gennem svenske jagtkammerater eller jagtudbydere.
- Vær omhyggelig med at finde de rigtige bidder til testen. Du skal indsende kød fra enten kæbemuskulaturen, nyretappen eller underbensmuskulaturen.
Læs også om
Trikiner og trikonose – sådan tester du dine vildsvin og undgår alvorlig sygdom




