Problemet er ikke så meget de få graders frost, men i højere grad skorpesneen, der får en forsigtig pürsch til at lyde som en marcherende hær i cornflakes. For ikke at tale om den stærke og meget kolde østenvind, der har generet hele landet i mange dage nu. Egentlig er det slet ikke vejr til jagt på sika, men vi er ved at løbe tør for tid.
Det er min egen skyld, for gang på gang har jeg udsat den jagtdag på en sikakalv, som jeg købte på Herregårdsjægernes auktion tidligere på året. Den var stillet til rådighed for auktionen af Frijsenborg. Foreningen Danske Herregaardsjægere, har til formål at varetage medlemmernes jagt- og naturfaglige interesser og at forestå uddannelsen af jagtelever. En af de vigtige begivenheder for foreningen er netop den årlige auktion, hvor danske jægere kan byde på jagter og naturoplevelser, der ellers ikke normalt er på markedet. Overskuddet fra auktionen går til foreningens drift herunder især uddannelse. Når nu jeg bød så højt på auktionen, at jeg løb med jagten, var det både for at støtte det gode formål, men også fordi Frijsenborg regnes som den japanske sikas højborg.
Man får derfor i tilgift et lille pust af historiens vingesus. Vi skal jage på lensgrevens private jagtområde, hvilket udgør mindre end een procent af Frijsenborgs jagtrevir. Resten er udlejet til konsortier, heraf nogle til nordmænd, der kommer for at jage i Danmark. Nordmændene kommer ikke bare for trofæernes skyld men også for at importere det kostbare kød til hjemlandet. Lensgrevens private areal bliver kun benyttet ved særlige lejligheder, ellers er det jagtfrit på samme måde som et område op imod skytteboligen, hvor der fodres intensivt. Det område er i øvrigt placeret ret udenfor skytteboligens vinduer, så skytten kan følge med i dyrenes liv på første parket.
De to tårne
Da vi ikke kan pürsche, kravler vi op i et jagttårn ved en stor lysning. Faktisk er der to jagttårne placeret op ad hinanden, da de har været brugt i forbindelse med optagelserne til “Nak & Æd – en sika”. Et tårn til jægerne og et tårn til kameramanden. Nak & Æd forsøgte i øvrigt to gange at skyde en sikakalv, og begge gange uden held. Sidste gang de forsøgte var netop her på Frijsenborg. De måtte ved den lejlighed tage til takke med det medbragte “taberdyr” – en bæverrotte. Det var ellers tæt på, har jeg ladet mig fortælle. Netop inden jagten sluttede, fik de en rigtig god chance til en sikahjort. De havde imidlertid kun betalt for en kalv, og derfor måtte der telefoneres til DR-huset i Århus for at få godkendt en tillægsbevilling til trofæafgiften. Da den var på plads, måtte de ringe til den norske jagtlejer for at få tilladelse fra ham, men her var svaret negativt. Uanset hvad man kunne tilbyde ham, var svaret stadig “NEI”. Så det blev altså bæverrotte til aftensmaden…
Fra tårnet er der godt 100 meter op til skovkanten. Nikolaj fortæller hviskende om området: “Ofte trækker de over netop denne lysning, når de skifter fra det ene område til det andet. Se alle de veksler”, siger han og peger rundt i området. Mod venstre er der åben bøgeskov og mod højre tætte graner. Der sker absolut intet, og den eneste lyd der høres er vinden, som river i trætoppene. Vi har siddet stille i lang tid, og kulden sniger sig ind på os trods den kraftige påklædning. Pludselig får vi øje på en ræv i bøgeskoven. Vi skynder os at bytte plads, så jeg kan komme til skud. Den bevæger sig en del rundt, som om den leder efter noget, og så forsvinder en igen.
Fokusskift
Det er ved at være slut med jagten, så Nikolaj foreslår at vi retter vores opmærksomhed på ræven i stedet for den sikakalv, der alligevel aldrig kommer. Han kalder lidt i rovdyrkaldet, men det virker tilsyneladende ikke så godt. Pludselig dukker ræven op igen og stiller sig på et skovspor, der gennemskærer bøgeskoven. Hurtigt får jeg riflen i anslag, skruer lidt op for forstørrelsen på sigtekikkerten og gør klar. Der er lidt over 100 meter ud til ræven, så jeg kører lidt op på den og har fornemmelsen af et godt skud. Den tegner fint for skuddet ved at springe til højre, løber nogle meter, for så at smide sig. Den karter rundt et øjeblik, og vi mister den samtidig af syne. Da vi senere går ned for at samle ræven op, er den væk. Lidt overraskede leder vi lidt rundt og finder en del blod, både ved anskudsstedet, og hvor den smed sig. Herfra kan vi følge sporet en halv snes meter i det tynde snedække, men så holder det op, og vi kan ikke følge det mere.
Nikolaj henter sin labrador, i håbet om at den kan vise os, hvilken vej ræven er gået. Det kan den i allerhøjeste grad, og vi bliver ledt direkte til en rævegrav under en bøgestub ikke så langt væk derfra. I nærområdet finder vi yderligere fire huller, i det der nu tegner til at være et større gravkompleks. Den ivrige labrador finder et blodspor der fører ned i et af hullerne, så nu er der sikkerhed for at den er gået i graven for at dø. Smadderærgerligt. Nikolaj har dog ikke helt opgivet, idet han har en skovfoged med en gravhund, og vil bede ham kigge til graven for – om muligt – at trække ræven ud.
Vi afbryder jagten og søger hjem til skytteboligen for at få en kop kaffe. Mens vi nyder kaffen, har vi frit udsyn til nogle sikahjorte, som kommer ud af skoven for at æde af de udlagte roer. Det er en fin oplevelse at se dyrene, som helt sikkert er klar over at, at de er i et jagtfrit område. Talen falder naturligt på Frijsenborgs ræve. Nikolaj fortæller, at han passer jagten for alle konsortierne og derfor skyder rovvildtet og holder øje med hjortene.
Tre nyskudte ræve på ladevæggen, vidner om, at han tager den opgave seriøst. Han fortæller yderligere, at der er stor forskel på, hvad der skydes af ræve fra år til år. Rekorden er 108, men de fleste år ligger afskydningen omkring 60. Sidste år skød de kun 40 og bundrekorden er 10. Jeg aftaler med Nikolaj at vi udsætter aftenjagten til en dag med bedre vejr. Så ingen sika kalv i denne omgang.
Carlo og sikahjorten
Jeg må derfor nøjes med at glæde mig over en mere succesfuld historie, som jeg senere modtog på mail fra en af mine bekendte, Carlo Ry, der her fortæller sin historie:
En kold januar dag i 2015, havde vi trykjagt i en skov på Djursland, hvor vi har jagten. En herlig skov der huser alle fire hjortearter. Om formiddagen sad jeg i en stige ved en stor lysning og holdt godt øje med skovkanten foran mig. Efter cirka en time ser jeg tre dyr komme gående fra venstre mod højre, lidt inde i skoven og cirka 100 meter ude. Forrest en rå og 8-10 meter bagefter kommer to lam. Jeg beslutter mig for et af lammene, men der er imidlertid ikke frit skud. Hvis dyrene kommer lidt længere mod højre, vil de passere en lille lysning, hvor jeg måske får mulighed for skud.
Dyrene er i bevægelse, og da de når frem til den lille åbning mellem træerne, råber jeg dem an, og de stopper straks. Uheldigvis stopper begge lam bag to store træstammer og er helt skjult. Derfor flytter jeg fokus frem på råen, som står stille op af en busk, og lader kuglen gå. Det næste jeg ser er, at alle tre dyr går fra stedet, og et øjeblik efter forsvinder de ind i skoven. Da såten er færdig, går jeg til skudstedet og undersøger området og bevæger mig lidt i den retning dyrene er gået. Jeg finder ikke råen, og jeg ringer derfor efter vores faste schweiss-hundemand, og siger at jeg har brug for hans hjælp, da jeg har skudt til en rå, og at jeg mener, det har været et godt skud. Allan er desværre optaget af andre opgaver, men han lover at sende en kollega.
Umiddelbart efter kommer nogle af driverne mod udkanten af skoven, og jeg hører den ene råbe at der ligger en død sikahjort. Jeg skynder mig hen til stedet, hvor nu flere drivere er kommet frem, og jeg udbryder: “er det en sikahjort?” En af driverne føler med hånden på dyret, får blod på fingrene og udbryder: “den er da skudt.” “Er den skudt” udbryder jeg. “Ja, den er varm endnu.” “Er den varm endnu” gentager jeg, noget underlig til mode, og spørger om der er nogen der ved om der er skudt til sikahjort. Ingen har dog hørt herom. “Ja, så er det nok min ”rå” der ligger der,” siger jeg.
Da jeg skød, stod ”råen” op mod en busk, og om det var det, eller grenene fra busken derfra der gjorde, at jeg ikke kunne se trofæet af en flot 8-ender sikahjort, ved jeg ikke. I de præcis 60 år jeg har gået på jagt, har jeg aldrig oplevet noget lignende – men man kan altså stadig lære. Det er selvfølgelig noget skidt at skyde et stykke vildt, som der ifølge morgenens parole ikke måtte skydes til. Jeg havde oven i købet selv været med til at fastlægge retningslinjerne ved overtrædelse af konsortiets interne afskydningspolitik, så jeg måtte, helt fortjent, skæppe lidt ekstra i konsortiekassen denne dag.
Sika i Europa
Da slægten Frijs overtog ejendommen i 1665, strakte stedet sig over fire amter og dækkede et areal på 450 km2. I flere hundrede år herefter var der fuld tryk på kedlerne i forhold til vildtpleje og jagt. Det siges at jagtvæsenet på ejendommen i 1920 kostede, hvad der dengang svarede til 50 skolelæreres årsløn. På trods af dette, udtalte den senere Kong Edward VII, at han syntes det var synd for Mogens Frijs, at han var så fattig. En bemærkning der faldt efter at han havde nydt et jagtophold på Frijsenborg. Lensafløsningen i 1919 gjorde det muligt for en pige at arve godset, og arveretten til Frijsenborg overgik nogle år senere – for første gang – til en kvinde, nemlig grevinde Inger Wedell. Hun blev senere gift med Julius Wedell til Wedellsborg på Fyn, hvorfor de to store godser nu ejes af samme familie. I 1958 overtog sønnen, Tido Wedell, driften af Frijsenborg og Wedellsborg. Han giftede sig i en høj alder, og fik efter 17 års ægteskab tvillingerne Bendt og Christiane. Da Tido Wedell døde i 1982, arvede sønnen Bendt begge godser – i en alder af syv år. Bendt Wedell bliver den sidste lensgreve på Frijsenborg og Wedellsborg, idet den nævnte lensafløsning fastsatte at lensgrevetitlen skulle bortfalde efter tre generationer. Herregården Frijsenborg er beliggende i nærheden af Hammel i Østjylland, og godset er stadig blandt de største jordbesiddere i Danmark med godt 6.000 hektar. Landbruget omfatter 1250 hektar og resten er skovbrug med en af landets største produktioner af pyntegrønt. På Frijsenborg står landets største bestand af sikavildt, antageligt omkring 350 dyr, hvilket gør sikaen til det mest talstærke hjortevildt i området. I området står også en stærk og gammel stamme af kronvildt, og der nedlægges hvert år hjorte i medaljeklassen. Man har desuden en mindre bestand af vildsvin under hegn.
FOTOS: PER KAUFFMANN
