Mod syd i Hordaland, på en fjeldrig halvø, ligger et af Norges mest spændende og vildtrige hjorteområder. Med 150 hjortelicenser, god vildtforvaltning, og et terræn som går fra hav til fjeld, er dette et populært og eftertragtet jagtområde for både nye og erfarne jægere. Tag med til jagtterrænet ved Åkrafjorden i en dramatisk og smuk natur.
Med stagnation og tilbagegang for elgjagten i Østlandet og eventyrlige afskydningstal for hjorte i Vestlandet er der mange jægere, som sidste år begyndte at se sig om efter hjortejagt. Selv om hjortebestanden er i fremgang mod øst, opleves der flere steder tilbagegang i de ellers så produktive hjortefjelde vestpå. Det kan føre til et større tryk på de områder, der fremdeles oplever gode bestande og reproduktion.
Vildtforvaltning og naturlige udsving i bestanden går hånd i hånd, men det er ikke altid, de matcher hinanden. Men hvorfor er nogle områder bedre end andre? Skyldes dette enkeltfaktorer, eller er det en kombination af flere faktorer? Hvorfor ser man tilbagegang et sted, mens et andet fremdeles har gode bestande? Der skal ikke gives noget entydigt svar på dette i denne artikel.
Norges tætteste hjortebestand
Kvinnherad Kommune i den sydlige del af Hordaland har i mange år været kendt for at have Norges tætteste hjortebestand. Også her har man måttet reducere antallet af afskydningstilladelser for at kompensere for en faldende bestand. Selv i disse områder findes der dog fremdeles gode terræner med en god bestand.
”Åkrafjorden Jakt”, et jagtfirma, som har specialiseret sig i salg af jagtoplevelser i smuk ”Vestlandsnatur”, oplever ikke den samme tilbagegang i hjortebestanden som flere andre steder i kommunen. Om det skyldes biotopen, jagttrykket, en usædvanlig god og stram vildtforvaltning, eller den måde hvorpå jagten drives, vides ikke.
Ejeren Jens Lindskog er sig bevidst om, at man skal drive jagten fornuftigt og tage vare på sin bestand. Han grundlagde selskabet sammen med sin ven Tor Kvandal for 14 år siden, men driver i dag firmaet alene. Og jægerne, de kommer hvert eneste år.
Kæmpehjort på ”Tågefjeldet”
For et par år siden var undertegnede med som videofotograf for at lave en ny film om hjortejagt og jægere hos Åkrafjorden Jakt.
Det er tidligt på sæsonen. Første jagtdag. Op klokken fem. Morgenmad halv seks. Fem jægere kører i tre biler ind i den dal, hvor jagten skal foregå. Tre jægere skal sidde som udkigsposter på den anden side i dalen.
Dalen benyttes som trækrute til og fra græsnings- og hvileområderne. Der er kun hjort her i jagtens første måned. Fotografen skal følges med Robert, bror til Jens, i det første drev. Jens har 18 hjortelicenser til dette område. Yngve, en af jægerne, skal stå ved en stor brunstplads, netop der hvor man kommer op fra den skovbevoksede skrænt ind mod Snaufjeldet. Den næste jæger, Øyvind, skal sidde længere oppe på fjeldet. Vidar skal sidde længst inde i terrænet. Robert og fotografen skal gå ind og placere sig midt i området mellem de andre jægere.
Efter en times hård opstigning i tågen på den stejle fjeldside, hvor vi følger et vandkraftværks rørledninger, kan posterne endelig sættes af.
”Du står ved denne brunstplads. Robert sætter Yngve af som den første, Øyvind som den næste, og Vidar går på post længst nede i terrænet med udsigt til hav og fjeld.” Fantastisk. Robert og fotografen lister forbi en anden stor brunstplads. Ser efter friske spor og spejder spændt ud over terrænet. Hjortene kan komme op ad fjeldsiden efter her til morgen at have fourageret længere nede ad fjeldet eller på markerne.
”Vi sætter os her.” Robert lægger riflen fra sig og sætter sig godt til rette i skjul for mulige hjorte nede på skråningen. Rygsækken placeres som skydeunderlag. Flere tågebanker driver op fra dalen. Pludselig er der tåge overalt. Nul sigtbarhed! Pludren fra bækkene rundt omkring os. Så blæser det lidt op, og tågen letter periodevis over fjeldrygge og brunt græs.
”Svært at jage i den slags vejr.” Robert spejder med kikkerten efter en brun hjortekrop imellem tågebankerne. Jeg har som fotograf længe drømt om en speciel scene i en af mine film: En hjort i morgentågen. Det er det syn, der møder mig, da Robert retter riflen mod en højderyg 250 meter væk!
En kæmpehjort, ligeså stor, som den Jens har på væggen i sin stue! Jeg tænder for videokameraet og forbander, at jeg ikke har investeret i det allernyeste udstyr, som kan vækkes til live i løbet af et par sekunder. Da kameraet endelig er klar til, at jeg kan begynde at filme, da er hjorten væk i tågehavet længere oppe blot seks sekunder senere. En fattig trøst, at Robert heller ikke nåede at skyde på grund af tågen.
”For langt borte og for dårligt sigte. Vi får den næste gang.” Robert smiler lumskt.
Men jeg ved bedre. Der bliver ingen næste gang. Dette er den scene, man kun får én gang. Og står du igen på perronen, når toget går, så er toget gået. Ingen tvivl om det.
Men jeg skulle have vidst bedre!
En begivenhedsrig morgen.
Kun kort tid efter, at den store hjort var forsvundet, smælder et skud fra Vidars Sauer 202, 6,5×55, fra fjeldet direkte oven for os. Det høres sådan, men det er måske tågen, der narrer os.
”Det kan ikke være den store hjort! Det må være en anden hjort.” Robert ser spændt på mig. Derefter bliver der stille. Vældig stille. I lang tid. Blot bækkens pludren.
Robert hører senere over radioen, at Vidar har skudt en spidshjort. Solen stiger op over fjeldkammen mod øst og begynder at give os varmen i den fugtige efterårsluft. Vi går op mod det sted, hvor Vidar skal sidde. Vi runder et sving på stien og stopper op, da vi pludselig hører Vidars stemme.
”Den passerede mig på 15 meter!”
”Spidshjorten?”
”Nej, den store!”
”Hvorfor skød du ikke?”
”Hjorten havde vel aldrig set en ”Østfolding” før, og jeg havde heller aldrig set sådan en hjort.”
Lige efter at den store hjort forsvandt i tågen, kom en mindre hjort i samme retning. Vidar troede, at det var en spidshjort og skød til den i tågen. Skød forbi med det første skud, men det andet sad godt. Det viser sig derimod ikke at være en spidshjort, men en 6-ender.
”Den ligger med hovedet nede i mosen der!” Vidar peger mod bagenden af hjorten, som stikker op af det brune mosevand. Nu kommer også Øyvind op til de andre jægere. Sammen trækker de 6-enderen op af vandet og gør klar til et trofæfoto til fjeldhytten.
Doublé på fjeldets tag
På denne tid af året kan hjortene trække højt op i fjeldet, og næste morgen skal fotografen med de to venner fra Østfold, Vidar og Øyvind, op i højderne. De skal følge en turiststi op i fjeldet i samme dal som dagen før, men længere op i dalen.
Tidligt op, mens det stadig er mørkt og begynde at gå, når det lysner. En times gang for at komme på post. Stejlt og hårdt, men en fantastisk udsigt. Temperaturen alt for høj for denne årstid at være. Planen er, at de to jægere skal placere sig på hver side af en hjorteveksel oppe på fjeldsiden. Jens og Tor skal derefter følge vekslen fra bunden af dalen og håbe på, at det vil resultere i, at der kommer hjort op til jægerne deroppe på fjeldet.
Øyvind og Vidar er omsider på plads på hver sin post. Fotografen satser på Vidar og placerer sig på en fjeldhylde ved siden af jægeren. Jagt er ventetid. Intet er anderledes på denne jagt. Behageligt at mærke sveden tørre ud efter den varme opstigning på fjeldet.
Fra den lille ørnerede, som jæger og fotograf sidder i, er der udsigt til to veksler, som strækker sig herop fra den skovbevoksede fjeldside nedenfor. Øyvind sidder på en tilsvarende plads lidt herfra.
Klokken 11 hører Vidar over radioen, at Jens og Tor har kontakt med tre dyr lige nedenfor på fjeldsiden. Alle sanser skærpes. Syn og hørelse. Lugtesansen kan ikke rigtig bruges til noget. Vidars riffel peger i den retning, hvor der er størst sandsynlighed for, at dyrene vil dukke op. Fotografens kamera er skruet på og klar til brug.
Ikke meget at se til at begynde med. Kun et par store ører over fjeldryggen. Derefter en snude. Et helt hoved. Et brystparti. Mit kamera snurrer allerede. Forsigtigt afventende står til sidst tre hjorte med siden til os. For langt borte og uden godt kuglefang med dalen som usikker baggrund. Vidar venter.
Sagte sætter dyrene sig i bevægelse og følger vekslen i retning imod os. Farten sættes op. De er lidt usikre, men har ikke fært af os. Hind og kalv, samt en enlig hind.
Vidar lader dem komme ind på en 60-70 meter. Hind og kalv kommer altid først. Vidar giver et fløjt. Bremserne hugges i, og dyrene står stille. Det første skud smælder ud over fjeldet. Det giver et ryk i den bagerste hind – goldhinden, som følger efter de to andre, der kaster sig til venstre og flygter. Lidt senere stopper dyrene et kort sekund eller to. Vidar sender et skud mod kalven. Den falder og begynder at glide ned ad skråningen i det lange, glatte græs. Den sidste hind flygter, mens den påskudte goldhind flygter den modsatte vej. Op over en stejl bakke. Vidar skyder endnu en gang. Det er unødvendigt. Hinden glider nedover i græsset og bliver liggende ved siden af kalven. En rød stribe viser den vej, dyret har taget. Vidar ser på mig og smiler. Ikke et glad smil, men et trist smil, men det er sådan, jagt er.
Lidt efter hører vi et skud, der kommer fra et sted neden for os. Det er Øyvind, som har skudt det tredje dyr. Fuld valuta for pengene på denne jagtens anden dag. Mere kan man ikke forvente. Ligesom i går; en besværlig tur med tre dyr ned ad den meget stejle fjeldside.
Ny jæger – hjort i elven
Fotografen har afsat det meste af efteråret til i fire forskellige perioder at følge jægere og filme. Næste gang, et par uger senere, sidder han igen på post i et andet område af terrænet. Denne gang i et kratbevokset område.
En regnfuld morgen. Tæt regn og vind gør det ikke behageligt for jægerne. Det er en ringe trøst, at hjortene heller ikke sætter pris på blæsevejret. Men, som Jens fortalte under frokosten, hvis regnen ophører, og det klarer op, da trækker hjortene ud fra deres skjul i den tætte vegetation.
Det er akkurat, hvad den unge og nybagte jæger Tommy fra Bergen og jeg oplever. Efter en time i øsende regnvejr hører regnen op, og de første solstråler over bakkekammen forsøger forgæves at borttørre fugtigheden i græsset og buskene. Da kommer hjortene!
Tre dyr krydser den lille elv i roligt trav. Lige ret imod os. Sandsynligvis vil de opdage os. De trækker mod højre foran os og stopper op 50 meter fra jægeren. Han har aldrig skudt hjort før og får en fantastisk chance. Ingen let chance, der er nogle enebærbuske imellem os og dyrene. Forrest hind og kalv, bagerst en hjort. Tommy ser en chance for skud, retter sin riffel mod bladet på hjorten og skyder. Jeg ser ikke meget i kameraet, men filmer.
Dyret kaster sig bagover og løber nogle få meter. Falder i elven, hvor den bliver liggende, sparkende med benene. Rejser sig igen, men falder på ny om i elven. Tommy småløber ned mod elven og giver dyret et skud mere. Hjorten glider ud i vandet og bliver taget af strømmen.
Tommys stemme skælver, han føler reaktionen efter skuddet. Vi går ned mod dyret, som er delvist dækket af vand med hovedet på en naturlig dæmning i elven. En meget speciel debut for den unge jæger og et særdeles smukt stemningssceneri for fotografen.
Det er ikke enhver jagtdag under hjortejagt, der ender som denne. Som ved al jagt er der megen venten og skuffelser på poster, hvor der ikke sker noget, skudchancer, som ikke bliver til noget og frustrationer. Men så lykkes jagten omsider, og alle er glade og fornøjede.
Drivjagt med tredobbelt fald
En tidlig morgen danner fotografen bagtroppen i en række på 6-7 jægere, som går i et smukt område for at stå på post i en lang kæde for et mindre drev med to jægere og en hund.
Jens går foran gruppen sammen med sin 10 år gamle søn og stopper pludselig op og peger til venstre. Resten af gruppen standser øjeblikkeligt og ser spejlet af en middelstor hjort, som forsvinder. Ingen skudchance.
Den første post bliver sat af, hvis hjorten skulle komme tilbage senere i drevet. Til slut er posterne på plads i en lang række op over fjeldskråningen med moser, enebær og tæt buskvegetation. Et godt sted for hjort. Drevet med hunden kan begynde.
Fotografen sidder på post sammen med Børge fra Nordland bosiddende i Oslo. Hans jagtkammerater, alle fra Osloområdet, sidder både oven for og neden for ham. Der er lidt regn i luften og kun svag vind. En fin dag til drivjagt. Der har ikke været jaget meget her tidligere i år, så mulighederne for at nedlægge hjort skulle være gode.
Børge løfter med ét riflen og ser spændt til venstre for sig ned mod Jan, som er den første, der blev sat af. Langs med et fåredige kommer nogle krondyr. Hind og kalv forrest, og en lidt mindre hind bag dem. De løber ud og ind af den tætte vegetation parallelt med Børge cirka 80-100 meter væk. Han vil ikke skyde til løbende vildt og får ikke skudt. Fløjt og råb får heller ikke dyrene til at standse op. Børge må bare se dem løbe videre op mod den næste post. Men der kommer ingen skud derfra.
To minutter senere smælder det ovre fra venstre. Fra Jans post. Han har skudt en 6-ender. Samtidig har driverne med deres hund startet drevet nede på skråningen. Derefter bliver der stille i et lille stykke tid.
Pludselig en bevægelse til venstre. Igen på samme sted, hvor de tre dyr tidligere kom. Nu er det en hind, der kommer. Den følger samme rute til at begynde med, men tager så en lidt anden retning. Nogle meter længere væk. Børge følger den i kikkerten. Ud og ind i den tætte vegetation. Dyret stopper op på en åben plet. Børge ser sin chance og skyder. Dyret fortsætter, men begynder med ét at få problemer med at holde sig på benene. Endnu et dyr dukker op. En kalv! Hind med kalv? Ingen god følelse for en jæger. Der er kun ét at gøre. Det er at få ram på kalven også. Et lille dyr i tæt vegetation. Det varer lidt, før det lykkes for Børge. Han må afgive to skud. Heldigvis kommer kalven nærmere før det andet skud. Kalven trimler og bliver liggende.
En vellykket drivjagt. Måske ikke helt som forventet, men sådan er jagt. Jægerne samles og trækker hinden og kalven ned til Jan. Hans hjort viser sig at være en 8-ender. En fin hjort for en jæger, der aldrig tidligere har skudt hjort. Status så vidt: Børge skød sin hind på cirka 120 meter, vægt 55 kilo. Kalven blev skudt på 70-80 meter og vejede 20 kilo. Jans hjort vejede 70 kilo.
Hjort på stejlt fjeld
Mod slutningen af jagtsæsonen spises hjortekvoten stille, men sikkert, op. Men har du en stærk, sammensat bestand og et stort terræn, har du mange dyr at tage af. Jens forsøger at forvalte sine licenser på en god måde og tænker altid frem, også på næste jagtår.
Den sidste jagt, som fotografen er med på, finder sted i slutningen af oktober. Jægerne bliver kørt op ad en stejl fjeldvej med ATV for at stå på post øverst på fjeldet – inde i fyrreskoven. Fotografen går langs med en fyrrebevokset fjeldryg sammen med Kristian fra Oslo og Kojtim fra Makedonien, men bosiddende i Oslo. Kojtim skal sidde som bagpost på den anden side af en stor mose. Kristian og fotografen skal sidde oppe i en stor kløft, hvortil hjortene tidligere flere gange er kommet op under jagt.
Det har sine fordele at være fotograf. Man får altid den bedste plads set enten ud fra et udsigtsmæssigt eller et jagtmæssigt synspunkt. Men jagt er jagt og ingen given videnskab med registrerede løsninger. Det viser sig at holde stik også på denne jagtdag.
Lige neden for os på den stejle skråning sidder Per fra Hamar på en anden flot post. Da Jens havde sat ham af, havde han sagt: ”Morten burde måske have siddet sammen med dig!”
Det viste sig, at han fik ret heri. Hjorten kom direkte imod Per, da Tor begyndte drevet nede på fjeldsiden. Per nåede at give den tre skud, inden 8-enderen forsvandt ned ad den uhyggeligt stejle fjeldside. Her skulle det ikke kunne lykkes dyret at slippe væk. Det 63 kilo tunge dyr kom væk fra Per, men ikke med livet i behold.
Fra en hjortejagt, som strækker sig fra den 10. september og frem til slutningen af oktober på terrænet ved Åkrafjorden, er der mange spændende øjeblikke, som det kunne have været værd at beskrive. Ikke bare skudscener, men også specielle og interessante oplevelser med jægere og dyr. Med så mange licenser, som Åkrafjorden har, og med så mange jægere, sker det meste, uden at der er kamera til stede. Alle jægere får heller ikke hjort på kornet, men dette er jagt i vilde områder, og vanskelige forhold med vejr og vind kan til tider også gøre jagtens udfald vanskeligt og uforudsigeligt.•••
FOTO: MORTEN BREKKE
Se VIDEO om hjortejaktfilm Åkra
